Jens Jensen (1859-1928). (Efterskrift til Politivennen)

 Overpræsident Jensen død.

Overpræsident Jensen blev som bekendt, for kort Tid siden angrebet af en heftig Influenza, der straks gav Anledning til alvorlig Bekymring, og da den Nyre- og Galdesygdom, som Overpræsidenten tidligere har lidt af, atter brød op, tilraadede Lægen en Overflytning til Kommunehospitalet, paa Overlæge, Professor Sophus Bangs Afdeling. Her indtraadte straks en Bedring, men denne viste sig desværre kun at være af forbigaaende Art. Langsomt ebbede Kræfterne ud, og uden Smerter, stille og rolig, sov Overpræsidenten ind. Kl. 12.15 i Nat indtraadte Døden.

- - -

Overpræsident Jens Jensen vil alle Dage komme til at staa som en af Social-Demokratiets mest særprægede og nobleste Repræsentanter, en Mand, hvis Gerning og Livsværk har været af uvurderlig Betydning for hele Partiet. Kølig, sindig og ligevægtig har han, fra den første Dag han traadte ind i offentlig Virksomhed, arbejdet sig fremad, og uden store Ord og voldsomme Fagter, men med maalbevidst, sejg Energi, banet Vejen for det Parti, han viede sine Kræfter.

Født 18. April 1859 i Rørup paa Fyen i et Smaakaarshjem - Faderen var Murer og Lejehusmand - røbede han tidlig en umættelig Kundskabstrang, al sin Fritid benyttede han til Læsning, i Skolen var han stadig den første i sin Klasse, og de sidste Skoleaar benyttede Læreren ham endda som en Slags Hjælpelærer. Han kom i Malerlære i Aarup, blev Svend og arbejdede nogle Aar i Odense og Randers, sidstnævnte Sted malede han københavnske Sporvogne paa den store Fabrik "Skandia".

I 1879 kom han til Hovedstaden, just i den Periode, da "Kongens København" var ved at udvikle sig til "Folkets København", her kom han i sit rette Element. Han fik Arbejde hos det store Firma Bernhard Schrøder, og han var en dygtig Arbejder. Vil man se nogle af hans Arbejder fra den Tid, kan man gaa ind i Universitetets Solennitetssal og se paa Friserne, eller paa Ornamenterne i det kgl. Teaters Foyer. Det "Malerarbejde" har den senere Overpræsident ofte set paa med berettiget Tilfredshed

Fagforeningsbevægelsen tog han hurtig fangen; han blev formand for Malernes Fagforening, og allerede i 1886 stod han som Formand for De samvirkende Fagforbund, forholdsvis ung paa en saa fremskudt Post. Men han var Stillingen voksen, hans urokkelige Ro indgød Tillid, og paa de Tiders bevægede Møder i Rømersgade var han ofte den Bølgedæmper, der forhindrede Overilelser, og hans Ord havde altid Vægt, selv om han ikke var den fødte Taler; men man følte, at der stod en paalidelig Mand bag ved Ordene.

Sin største Opgave og vanskeligste Prøve fik Jensen i 1899 under den store Lockout, der varede næsten et halvt Aar, omfattede 34,000 arbejdere og kostede et Løntab af 11 Millioner Kroner. Det var en yderst alvorlig Krise, og det tjener Jensen til uvisnelig Ære, at han under de fortvivlede Forhold bevarede sin Ro og intet øjeblik lod sig forlede til Forløbelser. Heide, Bing og Trier gennemførte Forliget og høstede det meste af Æren, men de ville aldrig have kunne gjort det, om de ikke havde haft netop Jensen at forhandle med.

2. Marts 1903 blev den store Dag i Jens Jensens Liv, da han, efter 10 Aar at have siddet i Borgerrepræsentationen, blev valgt til Finansborgmester. Man forstaar ikke nu den mægtige Opstandelse, dette Valg vakte, den bitre Modstand, der mødte ham; i store Kredse følte man det som en Revolution, der herskede, jo endnu mange Steder "Socialistforskrækkelse", og netop i det saa meget betydende Finansborgmestersæde havde man saa vanskeligt ved at tænke sig en Arbejdernes Repræsentant. Men naar man nu ikke forstaar den Opstandelse Valget afstedkom, da er dette netop Jensens egen Fortjeneste. Han viste sig, mod saa manges Forventning, som den rette Mand paa den rette Plads, han lod sig intet Øjeblik forvirre, blev aldrig ør af sin Ophøjelse, leflede ikke og blev aldrig Snob, han bevarede sin Ro, forvaltede sit Embede og Byens Pengekasse saadan, at alle fik Respekt, selv hans argeste Modstandere, og han slog Bro over den Kløft, skilte Socialdemokraterne og de besiddende Klasser, han dræbte kort sagt Socialistforskrækkelsen i København Og han fik udrettet noget virkeligt, skønt han traadte til i en vanskelig Tid, netop i de Aar, da Byens Udvikling foregik. Hans Navn vil bl. a. evig være knyttet til saa store og betydende Institutioner som Fælledparken, Bispebjerg Hospital og Stadion.

Finansborgmesterens kloge og altid sympatiske Fremtræden skabte ham en mægtig Popularitet, man fik Bud efter ham fra mange Sider, og utallige var de Hæders- og Tillidshverv, der blev betroet ham. Det var en iøjnefaldende Modsætning i Stemningen ved Valgene i 1903 og i 1924. da Jensen gled ind Byens allerfineste Embede som overpræsident; nu fandt ingen det mærkeligt, det var nærmest en ren selvfølge, og Jensen, der aldrig har paataget sig en Opgave, han ikke kunde magte, har ogsaa her gjort god Fyldest. Har han ikke haft sine Forgængeres fornemme, repræsentative Egenskaber, havde han til Gengæld en bred, solid og folkelig Værdighed, han lod sig aldrig imponere, var saa ægte dansk og gav netop Udtryk for de bedste Egenskaber i den danske Folkekarakter. Derfor blev den Mand, man i sin Tid var bange for, efterhaanden en af vor Bys mest populære, og hans Bortgang føles som et virkeligt Tab, ogsaa af dem, der en Gang var hans Modstandere.

O. B.

(Aftenbladet 16. marts 1928)

Borgmester Jens Jensen på talerstolen i Borgerrepræsentationen (Riget 24. november 1910). 

Overpræsident Jensen død.

Fra København telegraferes, at Overpræsident J. Jensen i Nat Kl. 12.15 er afgaaet ved Døden.

I det danske Socialdemokratis Historie, i dansk Arbejderbevægelse er Jens Jensen et af de største Navne. Ikke fordi han naaede saa højt i Embeder og ydre Anseelse, men paa Grund af sit store Arbejde og sine fremragende Egenskaber.

J. Jensens Deltagelse i offentligt Liv spænder over næsten alle Felter og over langt mere end en Menneskealder. Kun 23 Aar gammel valgtes han i 1883 til Formand for Malernes Fagforening i København, og i de 45 Aar, der er gaaet siden da, har hans Navn været kendt i Offentligheden, og hans Arbejde været med til at præge dansk Samfundsliv.

Hans første Virksomhed faldt i Fagorganisationerne. Som Formand for sin Fagforening blev han trods sin Ungdom kaaret til Fagbevægelsens Leder. Ved den store skandinaviske Arbejderkongres i 1886 blev han Ordfører for den danske Delegation, og samme Aar var han med til at stifte og blev valgt til Formand for De samvirkende Fagforeninger i København - en Sammenslutning af alle Fagforeninger i Hovedstaden, senere kaldt Arbejdernes Fællesorganisation.

Herved kom J. Jensen ind paa et Felt, hvor han skulde komme til at vise enestaaende Evner. Fagbevægelsen led endnu den Gang under de Vanskeligheder, som var skabt ved Pios Bortrejse i 1877 og det deraf følgende Mismod i Arbejderbevægelsen. Det begyndte dog at gry. I 1881 valgtes de to første Socialdemokrater, P. Holm og Hørdum, til Folketinget. Social-Demokraten gik under Wiinblads Ledelse udmærket frem. De enkelte Fagforeninger var ogsaa voxet sig ret stærke, selv de ufaglærte Arbejdsmænd blev grebet af Organisationstanken. Men der manglede ligesom Samling, et fælles Udtryk overfor Samfund og Offentlighed.

Ved Dannelsen af De samvirkende Fagforeninger skabtes dette, og J. Jensen havde afgørende Indflydelse derpaa. Han havde mere end en overfladisk Forstaaelse af Sammenholdets Betydning. En Fagforening i Konflikt er ikke stærk overfor Arbejdsgiverne, men sammen med alle andre Fagforeninger dannes en Magtfaktor. Han forstod at føre Organisationstanken ud i sine Konsekvenser; Hver Mand sin Fagforening, hver Fagforening i sit Fagforbund, og hvert Fagforbund i Landsorganisationen. Og endnu videre: Hver Landsorganisation samlet i et Internationale, omfattende hele Verdens Arbejderklasse. - Ejendommeligt nok, var det netop J. Jensen, den danske Arbejderleder, der fik Idéen til og førte de første Forhandlinger om Dannelsen af det store Fagforeningsinternationale.

De danske Fagforeninger var ved at blive en Magt. Arbejdsgiverne følte sig truet og samlede sig i en Kamporganisation for hele Landet. I København havde man allerede længe diskuteret Dannelsen af et stort fælles Landsforbund. Og nu var Tiden moden. Under J. Jensens Førerskab, hvis Styrke det var altid at gøre det rigtige paa det rigtige tidspunkt, dannedes De samvirkende Fagforbund i 1898.

Næppe var De samvirkende Fagforbund blevet et Aar gammel, før Uvejrsskyerne trak sammen om den unge Organisation, og den store Lockout kom. 34,000 Arbejdere blev kastet paa Gaden, fordi Snedkersvendene i syv jyske Byer strejkede. Og det samlede Løntab for de 17 Ugers Konflikt blev 11 Mill. Kr. 

Saa meget kostede denne første store Konflikt danske Arbejdere. Men de vandt Respekt for deres Organisation. Den blev en med Arbejdsgiverne sideordnet Faktor. Organisationsretten var anerkendt.

Lockouten blev en mægtig Anspændelse af J. Jensens legemlige Kræfter og aandelige Evner. Han arbejdede baade Nat og Dag. Et uhyre Ansvar hvilede paa ham. 34,000 Arbejdere med Hustruer og Børn var ude i en Kamp, hvor det gjaldt Liv eller Død for Organisationen. Ikke en Dag længere end nødvendigt maatte Konflikten vare, men den maatte heller ikke sluttes en eneste Dag forinden Sejren var sikret. Jensen bar Ansvarets Byrde paa sig, og han førte med den Blanding af Maadehold og Fasthed, der altid har karakteriseret ham, Lockouten til en for Arbejderne lykkelig Afslutning. Ved Septemberforliget lagdes Grunden til den Retsorden, der bestaar mellem de to Parter, og den permanente Voldgiftsret - som senere fik Navneforandring til den faste - oprettedes.

Dannelsen af De samvirkende Fagforbund og Ledelsen af Arbejderne under Lockouten i 1899 er J. Jensens to store Bedrifter i Fagbevægelsen, store nok til at sikre hans Navn fra Forglemmelse.

Den 2. Marts 1903 valgtes han til Finansborgmester. Og for den nulevende Generation staar han i første Række som Borgmester Jensen eller som Overpræsidenten, med hele den mægtige 25 Aar lange administrative kommunale Virksomhed bag sig.

Forud havde han endda ogsaa en stor politisk og journalistisk Virksomhed bag sig. Han var Medarbejder ved Social-Dernokraten fra 1887 til 1903 og valgtes i 1895 til Folketingsmand for Københavns 10. Kreds.

I en kortvarig Periode blev han paany draget ind i Politik som Socialminister i Forretningsministeriet Friis efter Paaske-Kupet i 1920.

Men ellers helligede han sig Københavns Kommune i de mange Aar, efter at han havde forladt Fagbevægelsen.

Han valgtes i 1893 til Borgerrepræsentationen, han og K. M. Klausen var de første Socialdemokrater, der tog Sæde i Byens Raad.

Borgmester Jensen var ikke for intet Socialdemokrat. Han kendte selv Arbejdernes Kaar, han vidste selv, hvad det vil sige at bo i en lille 2 Værelsers Lejlighed i en mørk Baggaard. Derfor var det hans Maal at give Københavns Befolkning Adgang til Sol og Luft. Gaderne skulde gøres bredere og Haver og grønne Træer skulde erstatte de høje, skumle Lejekaserner. Af den samme Følelse udsprang Tanken om Fælledparken med Idrætsparken, der gav Idrætten, Ungdommens evigt rindende Sundhedskilde, en anerkendt Plads i København.

Et andet smukt Monument for J. Jensens sociale Virksomhed er Bispebjerg Hospital.

Først og sidst var han Manden, der bragte Orden i Kommunens Økonomi. Han viste, at Malersvenden var langt mere Finansmand end Ministerialkontorernes Departementschefer.

Han konsoliderede Kommunen, bragte Orden og System i Regnskabsførelsen, og under en rivende Udvikling med et voxende Antal Opgaver og en Mangedobling af Kommunens Balancesum bevarede han hele Tiden Herredømmet og Oversigten over Københavns finansielle Forhold.

Nu er altsaa hele denne Virksomhed endt. Et rigt Liv er afsluttet, og Manden er draget tilbage til den store Alnatur, hvoraf Liv og Død begge er Børn. Men som det gamle Havamaal siger, er Mennesket borte, saa lever hans Virke efter ham. Og J. Jensens Arbejde vil blive bevaret i Historien.

J. Jensen var Arbejderklassen en god Søn, ærlig, usvigelig Tro paa dens Ret og dens Fremtid fyldte hans Sind. Sine rige Evner som Organisator og Administrator anvendte han til Gavn for Arbejderne og for det Samfund hvis gode Søn han ogsaa var.

Han har selv en Gang sagt, at han altid følte sig som Tjener. Derfor var Pligtfølelse en af hans fornemste Egenskaber og sammen med hans Karakters uplettede Renhed fuldender det Billedet af en Mand, der var af de ædles Æt. 

Saaledes vil Arbejderklassen mindes ham, den trofaste Søn, Skaberen af Arbejdernes faglige Landsorganisation og Socialdemokratiets første Borgmester.

(Demokraten (Aarhus) 16. marts 1928)

Borgmester Jensen (nr. 2 fra højre) ses her sammen med cand. phil. Gandil, formand i Boldklubben af 1893, afdelingsingeniør Nobel, arkitekt Brandstrup og Dansk Idræts-Forbunds formand, overretsssagfører J. L. Nathansen. De var blandt de mænd der arbejdede for at få anlagt Idrætsparken. Riget 24. maj 1911.

Da Byen viste sin Overpræsident den sidste Ære.

Byen stod i Gaar i den store Begravelses Tegn. Et Følge paa 2000-3000 Mennesker fyldte Raadhushallen til den officielle Bisættelseshøjtidelighed for Overpræsident Jensen. Vort Billede til højre er taget derfra og giver et Indtryk af Sørgefestens pompøse Karakter. Neden under ser man det store Ligtog paa Vej ud ad Vesterbrogade med de flyvende Faner i Spidsen. Mange Tusinde Mennesker sluttede sig undervejs til Toget, saa det var et mægtigt Folketog, da det omsider naaede Vestre Kirkegaard.

(Nationaltidende 22.marts 1928)

Kongeparret ledsaget af en tilsyneladende tilfreds borgmester Jensen ved Bispebjerg Hospitals indvielse. Riget 20 september 1913.

Overpræsident Jensens sidste Færd gennem København.

En dybt gribende Sørgehøjtid i Raadhushallen. - Talere fra alle politiske Lejre hyldede den Afdødes Livsindsats. - I den storslaaede Procession gennem byen deltog over 200 Faner og et tusindtalligt Følge. - Afslutningen paa Kirkegaarden var præget af dyb Vemod.

STORSLAAET gribende og pompøs - saaledes formede Overpræsident Jens Jensens Bisættelse sig i Gaar. Ingen Konge eller Fyrste kunde have faaet en skønnere Jordefærd end denne Folkets tro Tjener, som fra fattige og foragtede Kaar havde kæmpet sig frem til at blive den første og ædleste Borger i Danmarks Hovedstad. Overalt hvor Ligtoget passerede gennem den solbestraalede By stod Tusinder af Mennesker og bøjede Hovederne til en sidste Hilsen da den sortbetrukne Ligvogn fulgt af den imponerede brogede raneskov passerede. Ikke siden Hørdum og Knudsen jordedes under overvældende Deltagelse har København oplevet et lignende Sørgetog. Fra utallige offentlige og private Bygninger vajede Flagene paa halv Stang smældende i den isnende Jævndøgnsblæst. Paa Vestre Kirkegaard, der laa som en lun og solbeskinnet Oase midt i den kolde Dag fyldtes alle Gange og Stier i Løbet af kort Tid af et  mægtigt Menneskehav, som andagtsfuldt overværede den sidste gribende Højtidsakt ved Graven. Længe efter at Højtideligheden var afsluttet valfartede nye Tusinder til Gravhøjen ved det store Kapel for at sige Byens Overpræsident det sidste Farve!.

Da Kisten førtes til Raadhushallen.

Ved Middagstid førtes Overpræsidentens hvide Kiste fra Kommunehospitalets Kapel til Raadhushallen. Otte Raadhusbetjente med Sørgebind om Armen bar den ud fra Kapellet til den sorte Rustvogn, som langsomt satte sig i Bevægelse fulgt af et Par Vogne med Familiens Medlemmer. Det lille Sørgetog passerede Social-Demokratens Bygning, hvor Flaget vajede paa halv, og et Kvarters Tid efter naaede Rustvognen den larmende Raadhusplads og forsvandt snart bag Nyrops skønne Raadhus. Klokken slog just 12, og samtidig lukkedes alle Raadhusets Kontorer. Den store Bygning laa tom og stille som paa en Helligdag med lukket Hovedindgang, som var flankeret af to grønne Laurbærtræer. Raadhusbetjentene bar Kisten ind i Hallen og anbragte den i et Blomstervæld paa den høje, sorte Katafalk, som var rejst midt paa Langsiden foran Hovedindgangen. Kisten var smykket med grønne Guirlander og en Dekoration af lyserøde Roser, og foran Baaren saas de mange hundrede Kranse med de farvede Baand Væggene i Hallen var ligeledes prydet med Kranse; et uforglemmeligt og skønt Syn.

Det mægtige Kransevæld.

Kongen, Dronningen og Kronprinsen havde sendt smukke Laurbærkranse. Lige foran Kisten paa en sort Fløjelspude laa en Sølvkrans af udhamrede Bøgeblade fra Embedsmænd og Læger ved Kommunens Hospitaler. Indenrigsministeriet og Undervisningsministeriet hædrede Overpræsidenten med smukke Blomsterdekorationer, og fra De samvirkende Fagforbund saas en dejlig Krans af Mahogniløv med Syrener og Kaméliaer. Lige ved Kisten hang to store Kranse fra mandlige og kvindelige Tjenestemænd i Raadhusforvalterens Kontor, og en Laurbærkrans fra Københavns Borgerrepræsentation.

Endvidere var der Krans fra Københavns Magistrat, Overpræsidentens Sekretariat, Den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe, Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Arbejdernes Fællesorganisation, Socialdemokratisk Forbund, Social-Demokraten. Dansk Kommunalarbejderforbund, Stjernen, Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Idrætsparkens funktionærer og Arbejder Guld-, Sølv- og Elektropletarbejderne- Organisation, Dansk Smede og Maskinarbejderforbund, Dansk Arbejdsmandsforbund, Keramisk Forbund og endnu en lang Række Fagorganisationer og socialdemokratiske Partiforeninger. Endvidere fra Finlands Præsident, Demokraten, Aarhus, Dansk Tonekunstnerforening. Den polytekniske Læreanstalt. Arbejdernes Andels Boligforening. Havnevæsenet, Welanderbjemmene, Dansk Købestævne, Statsbanerne, Arbetet, Malmø, Dansk Sten-industriforbund, Købstadsforeningen, Nationalforeningen, Husassistenternes Fagskole, Arbejdernes Læseselskab, Stockholms socialdemokratiske Stadsfuldmægtige. Tivolis Direktion, Det kooperative Fællesforbund, Stukkatørernes Fagforening, Malernes Fagforening. De samvirkende Sygekasser, Nationalmuseumsfondet, Kolonihaveforbundet, Det czekoslovakiske Gesandtskab, Prags kommune, Københavns Idrætspark, Kalvebod Bastion, Borups Højskole, .Socialdemokratisk Forbund, Odense, Foreningen til Lærlinges Uddannelse, Fængselshjælpen, Socialdemokratisk Døvstummeforening, Borgerrepræsentationens Presseloge. Politiken, Havnearbejdernes Fællesforbund, De forenede Bryggerier, Kvindeligt Arbejderforbund, Glyptoteket, Dansk Blindesamfund, Folkekøkkenerne, Kørselsafdelingen, Handelsbanken, Den olympiske Komite, Helsingør Byraad, Frihavnen, Dansk Idrætsforbund, Danmarks socialdemokratiske Ungdom, Funktionærer paa Thorvaldsens Museum, Belysningsvæsenet, Dansk Arbejde, Sporvejene, Dansk Brilæggerforbund, St. Hans Hospital o. s. v

Det imponerende Følge.

En Times Tid før Højtideligheden skulde indledes begyndte det store Følge at indfinde sig. Snart fyldtes Gulv og Balkonerne bag de bølgende Dannebrogsflag af Mennesker, og ved 2-Tiden var mellem 2 og 3000 samlet i Hallen. Nærmest Kisten ved den sorte Talerstol sad Talerne, Folkethingsmand Stauning. Borgerrepræsentationens Formand Em. Svendsen, Ingeniør Jul. Madsen. Dommer Jesper Simonsen og Borgmester Bååth fra Helsingborg. Tilhøjre for Kisten sad det samlede Ministerium fraregnet Undervisningsminister Byskov og Kirkeminister Bruun-Rasmussen. Derefter fulgte Kammerherre Krieger, den svenske, norske, finske, islandske, hollandske, tyske, polsk- og czekiske Minister. Paa den anden Side sad Borgmestrene og Raadmændene med deres Damer og Kommuners Direktører. Midt foran Katafalken fik Familiens Medlemmer anvist Plads. Her sad ogsaa Rigsdagens Præsidium og en Mængde af Borgerrepræsentationens Medlemmer. Endvidere saas Landsthingsmand C. C. Andersen, Redaktør Borgbjerg med Frue, Folkethingsmændene Vilhelm Rasmussen. Hans Nielsen, L. Rasmussen, Friis Skotte, Zahle og Pinstrup, Borgmestrene Godskesen og Parkov, Landsthingsmændene Josiassen Alb. Jensen, Ludvig Christensen og C. F. Sørensen, fhv. Borgmester Møller, Redaktør H. P. Sørensen, C. F. Madsen, Sekretærerne Hans Jacobsen og Johs. Hansen, Formanden for Kommunalarbejderforbundet Th. Thomsen, General Castenskjold, A. C. Meyer, Pastor Dahl Sædder, Generaldirektør Koefod o. fl. a. 

Uden om disse officielle Repræsentanter grupperede den mægtige, tavse, sortklædte Forsamling sig.

Sørgetoget passerer Akselborg.

Staunings gribende Mindetale.

Højtideligheden indlededes med at Gardens Orkester spillede Hartmanns pompøse Sørgemarch over Thorvaldsen. Saa sang Forsamlingen A. C. Meyers Sang, der i 4 smukke Vers gav en Karakteristik af Jens Jensens gærning. Vi citerer et Par af Versene:

Runden af Danmarks rige Muld,
skønt fattig selv, af Hjærtets Guid
han dannede sit Værge
og søgte hen til Smaamands Bo.
til Tidens Gæring, Trods og Tro,
den Tro der flytter Bjerge

Løftede den ham selv paa Skjold,
saa lønned' han den mangenfold
ved trofas! Borgenvirke,
hans milde Sind og faste Haand
har ydet sit i Tiden Aand
og rejst dens nye Kirke.

Stauning taler i Raadhushallen.

Stauning traadte derpaa op bag Kisten og holdt bevæget sin gribende Mindetale, hvoraf vi gengiver et Afsnit:

Byens Raadhus er i Dag klædt til Sorg. Landets Hovedstad tager farvel med en af sine bedste Mænd, Folkets brede Lag tager Afsked med e trofast Fører.

Den store Kreds, som er randt her i Afskedsstunden, er Repræsentanter for Tusinder, der med Smerte modtog Budskabet om Jens Jensens Død, og vi ved, at i denne Stund gaar Tanken fra mange Hjem til denne Baare, for ham, de mange Aars smukke og gode Gerning, til ham, der maatte forlade os længe før vi havde ventet det.

Vi ved at det er Byens Overpræsident, som er gaaet bort, men i vor Erindring staar ogsaa præget Træk fra andre Stadier af den Afdødes Liv og det er netop disse Træk, som opfylder den største Plads.

Over 45 Aar spændte hans offentlige Virksomhed, stille og beskeden udførte han sin Gerning i det Fag han havde lært, men fremadstræbende som han var, fandt han i de unge Aar Tid til den Selvudvikling, som fortsattes hele hans Liv.

23 Aar gammel blev han Formand i Malernes Fagforening, og hermed indlededes snart et saare rigt Afsnit af Liv. Med en egen fin Kultur kastede han sig over de store Opgaver, som skulle de løses igennem Organisationslivet.

Storslaaet var vor afdøde Vens Gerning. Den unge Fagforeningsmand lægger allerede i 1886 Grunden til den betydningsfulde Samvirken mellem de faglige Organisationer i Hovedstaden og i samme Aar lykkedes det ham at grundlægge en praktisk og værdifuld Skandinavisme, ved Afholdelse af den første skandinaviske Arbejderkongres. Og videre gaar hans Stræben frem til den store Landsorganisation: De samvirkende Fagforbund, hvis samfundsmæssige Værdi ingen kyndig vil benægte. Og atter herfra knyttes Baandene ud over Verden, i en international faglig Samvirksomhed, som Jensen tog Initiativet til.

Jensens Maal var at se Arbejderklassen blive jævnbyrdig med andre Befolkningslag. Han slog det fast, da Landsorganisationen dannedes i 1898, at dens Opgave ikke alene var økonomisk Højnelse, den stærke Organisation, sagde han, skal udvikle Mennesker.

Ja, dette var netop i saa høj Grad lndholdet i disse første 20 Aar af Jensens Liv som Fører. I enhver Side af Livet fandt han det der kunde tjene til Udvikling.

En betydningsfuld Epoke i dette Afsnit af Jensens Liv var den første faglige Storkamp, der fandt Sted i 1899. Det er ikke Stedet her at udrede Oprindelse og Skyld, men det vil utvivlsomt af alle blive erkendt, at Jensens Førerskab, ganske særlig ved Kampens Afslutning, kom til at betyde uhyre meget.

Stauning skildrede videre Jensens politiske og kommunale Indsats. I de 22 Aar, Jensen var Borgmester, styrede han med fast og sikker Haand Byens Økonoml.

Fælledparken. Bispebjerg Hospital og Idrætsparken.

er tre af de mest fremragende Vidnesbyrd om afdøde Jens Jensens Fremsyn og Forstaaelse. Og om disse grupperer sig gode Beboelseshuse, brede Gader, nye smukke Bydele og talrige Værker, som er fornødne for Byens og Folkets Trivsel.

VI ved, fra de mange Aar. hvorledes han omfattede Hustru, Børn og Hjem med Ømhed og Kærlighed. Og vi forstaar ogsaa, hvor meget det offentlige Liv har taget fra hans Hjem.

Hustru og Børn maatte vise Resignation. Naar Partiet kaldte, naar det offentlige Liv krævede Mands Gerning, naar Nationens Interesser krævede en Haandsrækning fra Københavns Finansborgmester, saa bød Pligtfølelsen, at han mødte og udrettede hvad han kunde og hvad der ventedes af ham, men meget af dette blev udrettet paa Bekostning af Familieliv, ved Ofre fra dem, han elskede saa højt.

VI tager da Afsked med den stilfærdige, men kloge og varmtfølende Borger, som viede hele sit Liv i Folkets Tjeneste.

VI takker Dig Jens Jensen for al din Gerning. Tak fra Hytterne, fra alle de Smaafolk, som stod dit Hjerte saa nær. Tak fra de Organisationer, der er de nødvendige Led i det bestaaende Samfund. Tak for din store Gerning, for din opdragende og højnende Virksomhed og

Æret være Jens Jensens Minde.

Em. Svendsens Mindeord

Borgerrepræsentationens Formand takkede i bevægede Mindeord Byens Sorg ved Tabet af Overpræsidenten. Jens Jensen efterlader sig et stort Savn. Jeg hørte til dem, der paa et tidligt Tidspunkt lærte Jensen at kende, og jeg beundrede snart hans store Indsats i den faglige Bevægelse. Han var Grundlæggeren af De samv. Fagforbund, en Indsats, der for evigt har knyttet hans Navn til den danske Arbejderbevægelse. Da han i 1903 blev Borgmester, jublede mange af os, men med en Understrøm af Vemod. En elsket Fører gik fra os over i en anden Gerning. Men vi bøjede os i dyb Taknemlighed for den Indsats, Maler Jensen havde ydet for Arbejderklassens Fremgang.

Det andet Afsnit af hans Liv optoges af 35 Aars kommunalt Arbejde, hvoraf de 25 foregik Indenfor Magistraten. Jeg skal ikke her skildre hans mangesidede Virksomhed, men prise hans store Udsyn. Fælledparken og Bispebjerg Hospital er Resultater heraf og vil bevare Jensens Navn længst.

Em. Svendsen rettede sluttelig nogle gribende Trøstens Ord til Jensens Hustru og Børn, og han sluttede med at sige: Vi siger ham Tak og vil længe bevare hans Minde!

Et betydeligt Menneske med store Ævner til Samarbejde.

Efter Svendsens Tale sang Forsamlingen Grundtvigs Salme "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder". 

Malernes Sangforening, som var anbragt paa Balkonen, sang for med skolede Stemmer.

Derefter talte Repræsentanten for den borgerlige Fællesgruppe, Ingeniør Julius Madsen, der karakteriserede Jensen som et betydeligt Menneske med Evner til Samarbejde. Det, som særlig prægede den afdøde Overpræsident, var hans Evne til ikke blot at løse Opgaver men ogsaa at løse dem paa allerbedste Maade. Han havde en betydelig Evne til at sætte sig ind i andres Tankegang og indlede et Samarbejde, der bar rige Frugter. Paa den borgerlige Fællesgruppe Vegne bringer jeg Overpræsident Jensen en Tak for hans gode Borgersind: Æret være hans Minde.

Byretsdommer Jesper Simonsen, der bragte en Hilsen fra den Radikale Gruppe, mindede bl. a. om, at Jensen sammen med fem andre Mænd tilførte Borgerrepræsentationen nyt Blod i 1893. Dette Valg blev Udgangspunktet for en Livsgerning af ganske særlig Betydning. Med Sans for Realiteter og med Respekt for Forskelligheder i de politiske Synspunkter søgte Jensen at skabe de sundeste og bedste Forhold for Byens Borgere. Hans store Grundighed og ualmindelige Kyndighed tillod ham at lære af andre Meninger, uden at han derfor svigtede sin egen Opfattelse. Først Fremtiden vil formaa rigtigt at vurdere hans store Forudseenhed. En dybfølt Tak for det gode Samarbejde og for det Eksempel til Efterfølgelse, Jens Jensen var for os

Svenske Mindeord..

Borgmester Bååth fra Helsingborg bragte paa Nordens sydsvenske Kreds Vegne en Tak for Overpræsidentens betydningsfulde Indsats i det skandinaviske Samarbejde. Overpræsident Jensen ejede et varmt Hjærte og en rig Intelligens og alt, hvad han beskæftigede sig med, forlenede han med et Præg af Personlig

Kisten bæres ud af Magistratens Medlemmer..

Talerne var nu forbi. En Kvartet, bestaaende af Kammermusikus Peder Maller. Koncertmester Johannes Schiørring, Violoncellisten Louis Jensen og Violinisten Chr. Sandby spillede Schuberts dejlige Andante i D-Moll, som paahørtes under andagtsfuld Stilhed.

Forsamlingen istemte "Dejlig er Jorden", og under Salmen løftede ti sortklædte Raadhustjenere Kisten ned af Katafalken. Saa traadte den samlede Magistrat til og bar med Borgmester Kaper og Raadmand Fr. Andersen i Spidsen Kisten ud til den ventende Ligvogn.

Bagefter fulgte et Par Hundrede sænkede Foreningsfaner, som under Højtideligheden havde været anbragt langs Væggene i Hallen. Tæt bag Kisten vajede to Faner fra Malernes Fagforening, Socialdemokratisk Forbunds Fane og røde Duge fra 3. og 6. Kreds Vælgerforeninger.

Tilskuerne blev paa Plads, til Sørgetoget var naaet udenfor, og uafladelig lød Tonerne af Chopins gribende, pompøse Sørgemarch.

Sørgetoget gennem Byens Gader til Vestre Kirkegaard.

I Sørgetoget gennem Byens Gader var en uforglemmelig betagende Oplevelse. Da Magistratens Medlemmer havde baaret Kisten ud til den ventende Ligvogn, satte Processionen sig langsomt i Bevægelse ud til Vesterbros Passage, hvis Fortove flankeredes af Tusinder af Tilskuere. Forrest red fire Politibetjente paa stejlende Gangere banende Vej for Ligvognen. Umiddelbart efter denne vajede en lille Afdeling af røde og blaa Faneduge, som smældede i den kraftige Blæst. Saa fulgte Overpræsidentens nærmeste Slægt i tre Vogne, Toget afsluttedes af et mylder af farvestraalende rødee, blaa og hvide Faner og Bannere. De blanke Messingspyd lynede i Solen, og Dugene fyldtes som Sejl af Blæsten, saa Fanebærerne havde stor Møje med at holde Balancen. Toget passerede forbi Axelborg, hvor Flaget vajede paa halv, videre ad Vesterbrogade til Enghavevej, som fulgtes til Ny Carlsbergvej. I dette typiske Arbejderkvarter var samlet Tusinder af Beboere, Mænd, Kvinder og Børn. Vinduespladserne var tæt besat af Folk, som vilde se et Glimt af Processionen. Paa en stor Nybygning paa Hjørnet af Ny Carlsbergvej og Vesterfælledvej stod Haandværkerne i deres Arbejdstøj med blottede Hoveder, da Kisten førtes forbi. Alléen op til Kirkegaarden dannede et sydende Hav af Mennesker, der alle søgte indenfor, hen til Graven, som er beliggende paa Skrænten ved den lille Sø tæt ved Kapellet.

Ved Indgangen trak de ridende Betjente sig tilbage, og Sørgetoget  svingede med Magistratens Medlemmer i Spidsen Ind paa den brede Vej op mod Kapellet, 

Højtidelighedens skønne Afslutning.

Omkring en halv Snes Tusind Mennesker stod samlet omkring Graven, hvis Vægge var smykket med grønne Grangrene. Under gribende Stilhed bar Raadhusbetjentene Kisten op paa Forhøjningen og sænkede den i Dybet, medens alle blottede Hovederne. Der fulgte nu en lille Pavse. Saa viste Pastor Rannow sig paa Platformen og holdt en smuk Mindetale over Overpræsidenten. Han priste Jensens store Kærlighed til Familien, en Kærlighed, som altid fandt rige og varme Udtryk. Præsten forrettede derpaa den gejstlige Handling, og Forsamlingen sang "Klokken slaar".

Overpræsidentens Søn, Fuldmægtig i Indenrigsministeriet Alf Jensen bragte sluttelig sin Fader en bevæget Hyldest for alt, hvad han havde betydet for sit Hjem og sin By. Han takkede Københavns Kommune for den pompøse Jordefærd, som var et Udtryk for den Betydning, man tillagde Overpræsidentens Livsgerning.

Den storslaaede Ligfærd var hermed til Ende. Fanerne blev rullet sammen, og Følget skiltes langsomt. Men længe efter valfartede nye Tusinder til Jens Jensens Grav for at bringe Byens Førsteborger en sidste taknemmelig Hilsen.

Kisten sænkes i Graven af Raadhusbetjente.

(Social-Demokraten 22. marts 1928)

Jens Jensens grav på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. 5, nr. 5. Både kirkebogen og begravelsesprotokollen oplyser at han blev begravet på Vestre, men ikke nærmere hvor. I begravelsesprotokollen er der ikke noteret priser for jord eller andre handlinger i forbindelse med Jensens begravelse, måske fik han det gratis. Jens Jensen er i nogen grad stået i skyggen af andre socialdemokrater. Der er dog udkommet en biografi om ham som ses ovenpå rygsækken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Søren Federspiel: 1. maj, Fælledparken og borgmester Jensen. Historiske meddelelser om København 1990. Side 100-141. 

Frederik Lindam Godfred de Jonquieres. (Efterskrift til Politivennen)

Overpræsident Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de Jonquières (1854-1925. Ansat i overformynderiet 1879 og indenrigsministeriet 1881. 1893 fuldmægtig og 1894 departementschef. 1898 stiftamtmand over Fyns stift og 1909 over Sjællands stift. Overpræsident 1911 i København. 1892–94 var han medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Opmand i den svensk-norske rengræsningssag 1910–19 og formand for komiteen vedrørende len og stamhuse 1909–10.

Fotograf Jens Petersen (1829-1905. Fotograf Charles Bendix Petersen (1860-1927): Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de Jonquières (6.10.1854-30.4.1925) overpræsident, stiftamtmand, kammerherre. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Overpræsident Jonquiéres.

Født 5/10 1854. - Død 30/4 1925.

København sidste Overpræsident af gammel Æt og Art er død

Frederik de Jonquiére, som var født her i København den 5te Oktober 1854, som Søn af Bureauchef i det slesvigske Ministerium de Dompierre de Jonquiéres; han blev Student fra Metropolitanskolen 1872 og juridisk Kandidat 1878; gennemløb den fintuddannede Embedsjurist Kariére indtil dens højeste Top. Over Assistent, Fuldmætig, Kontorchef og Departementschef i Indenrigsministeriet (1894), steg han til Stiftamtmand i Odense (1898-1909), til Stiftamtmand over Københavns Amt (1909-11) og endelig til Overpræsident i København (1911-1924).

En ham tilbudt Portefeuille som Medlem af Ministeriet Friis (1920), afslog han som liggende udenfor hans Livslinje.

Stillingen som Medlem af eller Formand for en Række betydningsfulde Regeringskommissioner supplerer Billedet af den ansete Embedsmand; særligt betroede Hverv var Formandsskabet for den danske Komité for Udstillingen i Stockholm 1897, og end mere Stillingen som Opmand i den svensk-norske Rengræsningsaffære (1910-1919). 1892-94 havde han været Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. I det private Forretningsliv indtog han (fra 1910) Formandspladsen i Handelsbankens Raad, hvorimod han unddrog sig en ham tilbudt højtlønnet Formandsplads i en af vore store industrielle Virksomheder, som fremmed for hans Erfaringsomraade. Endelig indtog han ledende Pladser i Velgørenhedsarbejdet; han var saaledes indtil sin Død Formand for Julemærkekomitéen.

Naar jeg yderligere anfører, at han var Kammerherre og Storkors af Dannebrog, af Nordstjernen, af Skt. Olaf, af Æres-Legionen m. m., er den ydre Ramme ridset.

Men for den, der har haft den Lykke at arbejde med eller under ham, er Billedet langt rigere. For at kunne sige de sikre Ord herom, maa jeg tale om ham som Overpræsident i København.

Da jeg i 1917 som valgt Borgmester for 8 Aar var paa Vej for at forestille mig for Overpræsidenten, sagde en indsigtsfuld Mand til mig, at jeg vilde træffe en yderst behagelig og forekommende Personlighed, men at jeg vilde kende lige saa meget og lige saa lidt til ham, naar de 8 Aar var forløbne. Medlemmerne af den første politisk farvede Magistrat i København, Magistraten af 1917, vil alle ganske kunne afvise denne Karakteristik. Selv om Overpræsident Jonquiéres fra Stiftamtmandstiden paa Fyn havde faaet Vane i at omgaas Bønderne af det da herskende Venstre, har han vel nok set os an, de fem Socialister, de fire Borgerlige og den ene Radikale. Men den alvorlige Krigssituation, der holdt de principielle Forandrere borte fra Ekstremerne og paa den anden Side tvang os Konservative til ekstraordinære Skridt, afskaaret som Byen var fra udenlandske Tilførsler paa vitale Omraader, maatte afdæmpe Kamptonen, og Overpræsidenten, der af Princip holdt sig ude af politiske Afgørelser, var et toneangivende Bindeled, ligesom han ved vort magistrale Samvær mellem Slagene i behagelig Alvor og Spøg var vor primus inter pares. Netop paa Baggrund af denne principmæssige Reserve, han havde paalagt sig, var den Vægt, hvormed han i ganske enkelte Tilfælde lagde sig i Vejen for, hvad han ansaa for Overilelse, Uberegnethed eller Uoverskuelse, af afgørende Betydning. Under denne Synsvinkel maa ogsaa hans Indgriben i Begivenhederne i Paasken 1920 ses, og først en historisk Betragtning med Udredning af den specielle Viden, den almindelige Indsigt og det situationsbedømmende Fremsyn, der laa bag den vil rykke den i det rette Lys.

Artiklens foto i dårlig kvalitet er her erstattet: Jonquières, Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de (6.10.1854-30.4.1925) overpræsident, stiftamtmand, kammerherre. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Sine mangfoldige Repræsentationspligter i Indlandet og i og overfor Udlandet, havde han altid forberedt sig til med Flid og Overvejelser, saa at Udførelsen laa indenfor ethvert Takthensyns fineste Grænser. Hans smukke Person, som han holdt slank og i Træning ved daglige Løbeture rundt om Søerne, tidlig om Morgenen før Folk var paa Benene, var en rent æstetisk Tilfredsstillelse for Øjet. Ved en Køretur ud til en udenlandsk farvet Festlighed, hvor Overpræsidentens hvide Fjerhat var til Besvær i Vognen, og hvor han derfor under Kørslen benyttede en Uniformskasket af noget ældre Faijon, maatte hans Ydre paafaldende minde hans Kørefæller om den gamle smukke danske Officerstype fra Christian den IX's unge Dage.

Paa hans Embedsvirksomheds sidste Dag, den 31te Oktober 1924, gav den samlede Kommunalbestyrelse en Banket paa Raadhuset til Ære for den afgaaende Overpræsident. Kort før Midnatstimen trak Hr Jonquiéres sig tilbage med sine Sønner, ledsaget af den vordende Overpræsident, hidtilværende Borgmester Jensen. Da han med sit Følge skred ind over den store Hals Fliser, over mod Raadhusporten, havde hele Kommunalbestyrelsen samlet sig paa Galerierne rundt om Hallen, og ledsagede ham til Dørs med Hurraraab og Haandklap. Det har da altsaa kunnet ske, at en Skikkelse som Jonquiéres, Typen paa en høj Embedsmand af den gamle Skole, af pinlig Korrekthed og afbalanceret Reserve, fjern fra den Bejlen til Publiums Gunst, der næsten naturnødvendigt vil være en Politiker svage Punkt, og som let forleder denne til som Skuespilleren at slutte af med et plaudite spectatores! - at en saadan Mand, ganske fri af dette, endnu saa sent som i 1924 ved sin Embedskarriéres Afslutning, er traadt tilbage under taknemlig Hyldest fra samtlige kommunalpolitiske Repræsentanter for Danmarks Hovedstad.

Til denne almindelige Hyldest vil hans Kolleger i snævrere Betydning. Magistratens Medlemmer, føje, hvad der gaar dybere i Sindet; Overpræsidentens personlige Hjertelighed gav os en rig Følelse af Hengivenhed for ham.

Ernst Kaper.

Dr. phil., Borgmester

Noter.

Forhenværende Overpræsident, Kammerherre Frederik de Jonquiéres blev for nogen Tid tilbage syg af Lungebetændelse. Da Sygdommen syntes at faa en alvorlig Vending, indlagdes han paa Kommunehospitalet paa Professor, Dr. med. S. Bangs Afdeling. Her forværredes Tilstanden til en septisk Affektion paa Hjernen, og den syge har i flere Dage været meget uklar og tilsidst helt bevidstløs. Sent i aftes afgik han ved Døden.

*

Overpræsident de Jonquiéres. der tilhørte en ældgammel fransk, aristokratisk Familie, var født den 6te Oktober 1864 her I Byen. Søn af Bureauchef i det slesvigske Ministerium G. C. de Dompierre de Jonquiéres og Hustru, født Lindam.

*

I 1872 blev de Jonquiéres Student fra Metropolitanskolen og juridisk Kandidat seks Aar senere. Et Par Aar efter ansattes han som Assistent i Indenrigsministeriet, hvor hans glimrende karriére afsluttedes med Departementschefposten. I 1898 udnævntes han til Stiftamtmand over Fyens Stift og Odense Amt, forflyttedes i 1909 til Hovedstaden som Stiftamtmand over Sjællands Stift, men allerede et Par Aar senere blev han ved Overpræsident V. Oldenburgs Afgang dennes Efterfølger. I Oktober Maaned ifjor modtog han paa Grund af Alder sin Afsked.

*

Blandt de mange Tillidshverv og Æresposter, Kammerherre de Jonquiéres beklædte i Aarenes Løb, kan nævnes, at han i sin Tid var Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Formand for Kommissionen vedrørende Len og Stamhuse, Opmand i den svensk-norske Bengræsningssag og var ved sin Død Formand for Handelsbankens Bankraad, Formand for Julemærkekomitéen og i Repræsentantskabet for Friskolebørnsasylerne, Formand i Bestyrelsen for Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole og Medlem af Bestyrelsen for Københavns Understøttelsesforening,

*

I 1882 ægtede Kammerherre de Jonquiéres Baronesse Jeanina Stampe, yngste Datter af Lensbaron, Kammerherre Henrik Stampe til Baroniet Stampenborg og Hustru, Baronesse Jonna Stampe, født Drewsen. Hun døde i 1911. Det højtansete Ægtepar har to Sønner, Fuldmægtig i Ordenskapitalets Kontor, cand. jur. Erik de Jonquiéres og Fuldmægtig i Socialministeriet, cand. jur. Henrik Stampe de Jonquiéres, samt en Datter Elisabeth, gift med Kaptajn i Generalstaben. Baron Erik Bille-Brahe.

*

Forhenværende Overpræsident, Kammerherre de Jonquiéres var dekoreret med Dannebrogordenens Storkors og Sølvkorset samt med Storkorsene af den franske Æreslegion, den italienske Kroneorden, den nederlandske Oranje-Nassauske Orden, den norske St. Olafs og den svenske Vasa Orden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. maj 1925)

I 1917 fik Socialdemokratiet flertal i Københavns styrelse. Det er dette som Kaper opfattede som "politisk". Det kunne lidt sat på spidsen fortolkes som "ikke-konservativ" eller "ikke-Højre".

Ministeriet M. P. Friis bestod 5. april 1920-5. maj 1920. Den blev indsat efter at Christian 10. havde afskediget ministeriet Liebe under Påskekrisen 1920. Det fungerede som et "upolitisk" overgangsministerium til ministeriet Neergaard.

Ernst Christian Kaper (1874-1940) var 1905–1908 lærer ved Metropolitanskolen, 1908–17 rektor ved Ordrup gymnasium. I 1917 blev han konservativ borgmester for magistratens 1. afdeling (det kommunale skolevæsen og forskellige juridiske områder). Kaper blev under påskekrisen 1920 opmærksom på den truende generalstrejke. Han skal have formået overpræsidenten og borgmester Jens Jensen til følge ham til til kongen, råde denne til at afvikle konflikten og arbejde på en kompromisløsning. 

Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: Bestiller: Jonquieres de Stiftamtmand : Nørre Farimagsg 3 ³. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En lignende artikel blev bragt i København 2. maj 1925.

Fhv. Overpræsident Jonquieres Bisættelse.

Magistratens Medlemmer bærer Kisten ud af Kirken.

Den tidligere Overpræsident, Kammerherre de Jonquiéres, bisattes i Gaar fra St. Andreas-Kirken under mægtig Deltagelse. I Følget, der næsten fyldte Kirken, saas Statsminister Stauning, Indenrigsminister Hauge, Udenrigsminister Moltke, Socialminister Borgbjerg, Kabinetssekretær Krieger, den svenske Gesandt Friherre Beck-Friis, den amerikanske Minister Dr. Prince, den samlede Magistrat, bestaaende af Overpræsident Jensen, samtlige Borgmestre og Raadmænd, Politidirektør Dybdal, Direktør i Udenrigsministeriet Grev Reventlow, Biskop Ostenfeld, en Række Borgerrepræsentanter, deriblandt C. F. Sørensen og O. Andersen, Overpræsidiets Personale med Kontorchef Paulson i Spidsen, flere ministerielle og kommunale Embedsmænd. Repræsentanter for Raadhusets Tjenestemænd o. 11. a.

Den i sort Kæde indhyllede Kiste var anbragt foran Alteret, og et Væld af Kranse og Blomster dækkede Baaren og Kirkens Midtergang. Der var sendt Kranse bl. a. fra Kongen, Enkedronningen, Indenrigsministeriet, Trafikministeriet, Overpræsidiets Sekretariat, Magistraten, Borgerrepræsentationen, Skolevæsenet, den socialdemokratiske Gruppe i Borgerrepræsentationen, Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Havnevæsenet, Friskolebørneasylerne, Funktionærerne og Tjenestemændene paa Raadhuset, Teknologisk Institut, Julemærkekomitééen, Foreningen "Norden" o. s. v.

Højtideligheden indlededes med et pompøst Præludium. Efter Salmen: "Udrundne er de gamle Dage" talte Sognepræsterne Busch, Vallensbæk, og Steen, Andreaskirken, smukt og personligt over den afdøde Embedsmand. De to Præster fremhævede navnlig Jonquierés' klare Forstand, hans Sagkundskab og smidige Forhandlingsævne og paaviste, at han vilde blive savnet stærkt indenfor Administrationen. Han var en Mand, der ikke gjorde Forskel paa Rig og Fattig. Bag hans noget reserverede Væsen boede en Varme, Hjærtelighed og Ridderlighed, som særlig kom til Udtryk i hans Hjem overfor hans Hustru, som han viede en sjælden Kærlighedens Hengivenhed og Ærbødighed.

Til Tonerne af "Dejlig er Jorden" bar Medlemmerne af Magistraten Kisten ud af Kirken, udenfor hvilken en talrig Menneskemængde havde samlet sig.

Jordfæstelsen foregik paa Vestre Kirkegaard.

(Social-Demokraten 7. maj 1925)

Frederik Lindam Godfred de Jonquieres gravsted på Vestre Kirkegård Afd C, rk. 4, nr. 18. Indskriften på stenen lyder: Jeanina Emilie de Jonquieres / f. Stampe. 14 septbr 1861-22 juni 1911 og ægtefælle overpræsident Frederik Lindam Godfred de Jonquieres 6. okt. 1854-30. april 1925. Salige er de rene af hjertet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Christian Christiansen Borgmester for ny Afdeling. (Efterskrift til Politivennen)

Efter valget i 1917 skulle borgmestre og rådmænd vælges ved forholdstalsvalg, hvor de hidtil var valgt ved flertalsvalg. Magistraten kom til at bestå af 10 medlemmer (før 8): 5 borgmestre og 5 rådmænd. Dette sidste havde fx betydet at Socialdemokratiet var gået glip af nogle borgmesterposter. Socialdemokratiet fik herefter 3 borgmestre og 3 rådmænd og dermed flertallet i Magistraten. "Antisocialisterne" fik 2 borgmestre og 1 rådmand, og de Radikale 1 rådmand. I 1910 var Chr. Christiansen blevet vraget som borgmester, se særskilt afsnit.

Vore Mænd i den ny Magistrat.

I Midten Borgmester Jensen. Foroven de to nye Borgmestre: Chr. Christiansen og Viggo Christensen. Forneden de to genvalgte Raadmænd: Fr. Andersen og L. Jessen.

- - -

Chr. Christiansen, der fra Stillingen som "Social-Demokraten"s Forretningsfører rykker ind i Magistraten som Chef for den nyoprettede 5. Afdeling, er i mangt og meget beslægtet med J. Jensen.

Christiansen er født i København 17. Juli 1865 som Søn af en Snedkersvend. Han blev udlært som Snedkersvend 1884 og var allerede Aaret efter i Bestyrelsen for sit Fags Organisation. 1893-98 var han Formand og blev i 1898 Forretningsfører for Snedkerforbundet 1 Danmark. Han tog fremragende Del i den faglige Ledelse under den store Lockout.

1 1910 blev han - efter et mangeaarigt dygtigt Arbejde i "Social-Demokraten"s Kontrahentforsamling og Kontrolkomité - valgt til vort Blads Forretningsfører. Han har siden været den socialdemokratiske Presses administrative Leder og har set denne Danmarks største Bladvirksomhed vokse frem til stadig større Udbredelse og stadig større Magt.

I 1902 blev han Medlem af Borgerrepræsentationen. Efter Jensen arvede han Hværvet som vort Partis Budgetordfører og røgtede dette ansvarsfulde Hværv med imponerende Dygtighed, indtil han i 1918 blev sat paa Formandssædet i Byens Raad. I Landsthinget har han fra 1906 været en varm Talsmand for Københavns kommunale Interesser. Ingen Gren af Kommunens omfattende Virksomhed er Christiansen fremmed. Ved P Knudsens Død i 1910 var han udpeget som vort Partis Kandidat til Fattigborgmesterembedet, Hans Valg hindredes ved en antisocialistlsk Sammenrotning om den nu kasserede Borgmester Lehmann.

Naar Christiansen nu overtager 5. Afdeling, maa det siges, at netop denne Plads vil give ham bedst Anledning til at udfolde sine rige Evner, der fortrinsvis gaar i administrativ Retning. Han vil blive Leder af Kommunens Arbejder: Sporvejsdrift, Vognmandsforretning, Gasværker, Elektricitetsværker osv. Under hans Afdeling vil en Række nye Opgaver blive lagt, efterhaanden som det socialdemokratiske Flertal fører sit Program Igennem. De Antisocialister, som i 1910 opbød alle Kræfter for at hindre Christiansens Indtræden i Magistraten, maa nu se ham indtage Stillingen som Chef for en Afdeling for Kommunesocialisme.

- - -

(Social-Demokraten 8. juni 1917. Uddrag).

Foto fra den nye magistrats første møde. Fra venstre mod højre: Borgmestrene Ernst Kaper, H. C. V. Møller, Chr. Christiansen, rådmand Gustav Philipsen og Fr. Andersen. overpræsident de Jonquieres, borgmestrene Jens Jensen og Viggo Christensen og rådmændene Gram, Jessen og Magius. Foto fra Nationaltidende 11. juni 1917, 2. udgave.

Vore Gaders Vanding.

Borgmester Chr. Christiansen udtaler sig.

Vandet skal pumpes op af Kanalerne.

Vi forespurgte i Gaar Borgmester Chr. Christiansen, om man havde tænkt paa i en nær Fremtid at lade foretage Vanding af de københavnske Gader, der i denne kvalme Hede afsætter en saa ulidelig Støvplage, nt det næsten er uudholdeligt at færdes l Gaderne.

Borgmester Christiansen svarede:

"Ja, jeg har ikke alene tænkt paa denne for vor Bys Sundhed saa vigtige Sag; men jeg har straks ved min Tiltrædelse af Borgmesterembedet sat mig i Bevægelse for at faa Gaderne vandede, saaledes at Støvplagen ikke bliver saa generende for Befolkningen, som Tilfældet nu er. Hos forskellige Handlende har jeg ladet indkøbe Pumper af den Slags, der bruges til Udpumpning af Grundvandet ved Nybygninger. Disse Pumper vil vi anvende ved Oppumpning af Vand fra Kanalerne.

Ved Hjælp af et primitivt Stillads, vil man paa en let Maade kunne fylde Vandvognen. For Kommunen vil det ikke blive nogen dyr Historie, Idet vi er i Besiddelse af den nødvendige Arbejdskraft. Det er nemlig saaledes, at ved den Indskrænkede Sporvognskørsel er en Del af disse Funktionærer bleven ledige.

Alle de Yngre af Konduktørerne og Vognstyrerne har med stor Elskværdighed stillet sig til Kommunens Tjeneste ved Udførelsen af dette Arbejde.

Pumperne vil nu blive anbragt red Kanalerne, ved Søerne og ved Havnen, saaledes at det bliver let for Vandvognene at komme rundt i de forskellige Bydele.

Jeg har ladet Arbejdet fremme saa meget, at Vandingen allerede kan begynde i Begyndelsen af næste Uge."

Efter disse Udtalelser af Borgmester Christiansen kan den københavnske Befolkning altsaa glæde sig til, at den længselsfuldt ventede Vanding af Gaderne nu vil tage sin Begyndelse. Den Maade, som Borgmesteren har ordnet denne Sag paa, er sikkert meget praktisk. Idet Byen derved undgaar at benytte noget af det Drikkevand, som det i Fremtiden kan blive vanskeligt at tilvejebringe.

(Social-Demokraten 22. juni 1917).

Gadevandingen i Kjøbenhavn.

Paa Grund af de meget store Vanskeligheder med Hensyn til Tilførsel af Kul og Brændselsolie traf den afgaaende Borgmester Marstrand den Beslutning, at Drikkevandet, hvis Fremskaffelse her til Byen og Fordeling kræver betydelige Kvantiteter af Kul og Brændselsolie, ikke maatte anvendes til Gadevanding i indeværende Sommer, en Afgørelse, som Hr. Marstrands Efterfølger, Borgmester Chr. Christiansen har opretholdt. Vand til Gadevanding mangler Kjøbenhavn derfor ikke, idet man i Vandforsyningens Søer og i hvert Tilfælde i Havnen har ubegrænsede Vandmængder at ty til, hvad man selvfølgelig ogsaa var klar over, men Overvejelserne om, hvorledes man mest praktisk og økonomisk kunde udnytte Vandet i Søerne og i Havnen, har taget nogen Tid, tildels paa Grund af Borgmesterskiftet.

Den Ordning, der nu er vedtaget og i alt væsentlig gennemført, bestaar i Opstilling af en Række Pumper dels ved Søerne, dels ved Kanalerne, Pumper, der betjenes af de ved den indskrænkede Sporvognskørsel ledige Funktionærer. Det er ikke blot Vand fra Søerne i den indre By, men ogsaa Vand fra Emdrup Sø og Utterslev Mose, der anvendes. Omkring Søerne i den indre By er der opstillet 6 Pumper, i Utterslev Mose er en Vindmotor i Brug, som er stillet til Disposition af Vognmand Bringstrup, og Vandet fra Emdrup Sø udnyttes paa den Maade, at man har anbragt en Boring i den Ledning, som fra Søen fører Vand ind til Søen i Fælledparken. Da Emdrup Sø jo ligger ret højt og Ledningen paa det paagældende Sted ligger i et lavt Terræn, føres Vandet ved eget Tryk ned i Vandvognene.

Det var oprindelig paatænkt at opstille en Pumpe ved de saakaldte "Holger Danskes Briller" eller rettere sagt ved Vandhullet ved Hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej, som det historiske Navn er overført til. "Holger Danskes Briller" er nemlig forsvundne, idet "Brillerne" blev fyldte da Fælledparken blev anlagt. Man har imidlertid opgivet at benytte Vandet fra "Holger Danskes nye Briller" til Gadevanding, da Dybden ikke er ret stor, og Vandet i "Holger Danskes Monocle", som Vandhullet ogsaa er blevet benævnt, er ret dyndholdigt.

Vandet i Havnen, som forøvrigt ogsaa tidligere, men mere forsøgsvis, har været benyttet til Gadevanding, udnyttes gennem en halv Snes Pumper, som er fordelte mellem Nyhavn, Ved Stranden og Christianshavns Kanal.

Foruden de her nævnte Foranstaltninger, er der ogsaa paa anden Maade ved Bistand fra privat Side iværksat Foranstaltninger til at bekæmpe den generende Støvplage.  Sukkerraffinaderiet "Phønix" ved Langebro har tilbudt Kommunen sit "Svalevand", der med Tak er blevet modtaget, og som er tilstrækkeligt til at beskæftige 5 Vandvogne Dagen igennem. Et lignende Tilbud er fremkommet og modtaget fra Bryggeriet i Rahbeks Allé.

Alt i alt vil ca. 50 Vandvogne, eller Størstedelen af Kommunens Materiel, nu daglig kunne være beskæftiget med Gadevanding, men selvfølgelig vil Vandingen ikke kunne iværksættes i samme Omfang med dette Materiel, som under normale Forhold, hvor Drikkevandet benyttes. Der eksisterer ca. 180 saakaldte Vandingsbaner i Forbindelse med Vandvæsenets Ledningsnet, spredte omkring i Byen, medens de nuværende ca. 20 Vandpaafyldningssteder hovedsagelig grupperer sig i to Kvarterer. Vandvognene faar derved en betydelig længere Afstand at køre.

De Gader og Veje, som i første Række er paatænkt vandede, er de smalle brolagte Gader og chausserede Veje. Asfalterede Gader vandes ikke. Den Vanding, som tidligere har været foretaget af disse, har udelukkende fundet Sted af Hensyn til Renholdelsen.

C.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juli 1917).

Sankt Knuds Vej. Set mod Gemmel Kongevej. Nærmeste ejendom til højre er nr. 19. 1913. Kbhbilleder. Public domain.