Københavns Opdragelseshjem. (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1924 blev kommunelærer S. P. Fredebo (1887-1960) udnævnt til forstander for Københavns Kommunes Opdragelseshjem på Fælledvej - "Internatet". Han afløste pædagog Møller-Lund som var gået af pga sygdom. Ved sin udnævnelse var han 37 år, uddannet på Gjedved Seminarium (Horsens), senere førstelærer i Tune, 1916-20 ledede han ungdomsarbejdet i Grundtvigs Hus, derefter tilknyttet Københavns Kommunes Skolevæsen, Øresundsvejens Skole.

I 1949 talte Fredebo som Odenses skoledirektør for en afskaffelse af spanskrøret, lærerne skulle hellere tale med eleverne. Prygleretten blev ophævet i København 1951, og i 1967 blev den afskaffet af undervisningsminister K. B. Andersen i hele landet. Revselsesretten for forældre blev ophævet i 1997 af et snævert flertal i Folketinget.

Københavns Kommunes Opdragelseshjem eksisterede 1879-1934, først som Vesterfælledvej 66, 1886-1934 som Vester Fælledvej 108 (husnummerskifte). Herefter blev det omdannet til optagelseshjem, fra 1937 under navnet Emdrupgård.

Hovedstadens vildfarne Ungdom er ofte det bedste Materiale.

En ny Betragtning over Spørgsmaalet "Drengene fra Opdragelseshjemmene"

Forstander Fredebo mener, at de paa en Maade er nok saa meget værd som de artige.

I ældre Dage satte man ganske simpelt den vildfarende københavnske Ungdom i Fængsel, og Internatet for skulkende og umulige Kommuneskoleelever var hverken mere eller mindre end et Forbedringshus for Børn - vel at mærke med de samme skadelige Virkninger som det rigtige Forbedringshus. I den nyere Tid har Humaniteten heldigvis sejret her, og særlig under den nuværende Forstander paa Kommunens Opdragelseshjem, som Internatet nu hedder, praktiseres et helt møderne Princip, der ogsaa synes at skulle faa de allerbedste Virkninger.

Vi har i disse Dage aflagt Opdragelseshjemmet Besøg og haft en Samtale med Forstander Fredebo, der viste os rundt paa sine Enemærker.

- Det er i Grunden forkert, siger Hr. Fredebo, naar man mangen Gang vil gøre Hovedstadens Ungdom værre end Landets. Sagen er den, at man ofte har en tilbøjelighed til af sammenligne den værste Del i Byen med den bedste paa Landet, og saa kommer der et galt Resultat ud deraf. Den saakaldte vildfarende Ungdom i Storstaden er, hvad den er, nemlig Børn, der ikke har faaet det rigtige Grundlag, saa de selv bliver klare over, hvad der er galt eller rigtigt. Og de allerfleste af de Drenge, som vi faar her ud, er paa en Maade nok saa meget værd som de artige Børn. Hjemmet her befolkes jo af Kommuneskoleelever, der har drevet Skulkeriet saa vidt. at man ikke mere kan holde Skik paa dem. Men disse Drenge indeholder ofte det bedste Materiale. Det er i Grunden smaa Personligheder, der frem for de andre har det Mod, at de tør bryde ud og tage Konsekvenserne deraf. Ingen Børn holder af at gaa i Skole, men de fleste bøjer sig for Omstændighederne og indordner sig under Disciplinen. Andre har Udlysten og Frihedstrangen sig, og de skejer ud. Og vil man saa anvende haard Tvang saa gør man blot ondt værre. I ældre Dage blev enhver Dreng, som Politiet indbragte her, sat tre Dage i en Arrest, en veritabel Fængselscelle med Jernstænger for Vinduet, og senere var hele Internatet en Tvangsarbejdsanstalt. Jeg har indført et andet Princip. Det er ikke Arbejdslysten, der mangler disse Drenge, det er heller ikke Lysten ti! at drive, som besjæler dem. Nej, de kan ikke holde det stillesiddende Liv ud. Mange sprudler af Energi, men de har blot ikke haft hvad jeg vil kalde Respekten for Arbejdet og dettes Resultater.

Det er blandt andet det, jeg prøver paa at lære dem. Saaledes har vi i Sommer selv restaureret og repareret hele Huset her, og vi driver hele vort Havebrug alene ved Drengenes Hjælp.

Jeg søger at gøre Hjemmet her til et virkeligt stort hjem, hvor hver har sin Del at passe og har sit Ansvar. Vi har adskillige smaa dygtige "Haandværkere", som betyder at vi selv kan fremstille alt. hvad vi behøver. Og jeg søger at Iade Drengene forstaa at de ikke betragtes som værende paa Kant med Samfundet. Saadan en Dreng, der maaske i sin Klasse i Skolen har faaet Stemplet at at være upaalidellg, han bliver det uvægerligt. fordi ingen stoler paa ham. Jeg vil vise ham. at han er lige saa meget værd som alle andre Jeg sender Drengene ud i Byen. jeg lader dem besørge Ærinder, hvor de maa gaa med Pengebeløb, og jeg er ikke bange for paa eget Ansvar at give dem en eller to Dage fri saa de kan tage hjem og besøge Familien.

Hænder det saa aldrig at saadan en Dreng bliver borte? spurgte vi.

Hr. Fredebo smilte - Tidligere var alt lukket af, svarede han, men det hændte ofte, at flere Drenge brød ud og stak af. Siden Nytaar i Aar lukkede jeg alle Døre op. Den Dreng, der vil løbe sin Vej, han behøver ikke at udvise nogen snedighed, han kan bare slikke af. Og siden den Tid er der ikke løbet en eneste.

Nej Drengene her trænger netop i højere Grad end andre til, at der vises dem Tillid, og viser man dem denne saa er de stolte af det. Jeg har heller ikke været bange for sidste Vinter at give dem Lov til at gaa ud og kælke som andre raske Drenge, og netop derved er det at de. ved at se, at andre viser dem Tillid, ogsaa faar den Tillid til sig selv, som skal give dem Modet til at tage fat og rette sig op.

(Aftenbladet (København) 26. august 1925).

Drengene fra Kommunens Opdragelseshjem.

Øverst: Der arbejdes i Haven (tilhøjre staar Hr. Fredebo). Nederst: Drengene laver Fritidsarbejder i Ler.

VI viser her et Par Situationer fra Kommunens Opdragelseshjem,som det tidligere Internat nu kaldes, og som sikkert vil samle Opmærksomheden om sig i de kommende Dage. Dets Forstander, Hr. Fredebo, har som omtalt i Gaar fremsat og praktiseret Meninger, der i Forhold til den Fremgangsmaade, man tidligere har anvendt overfor de Børn. der blev optaget paa Hjemmene, ligefrem maa kaldes kætterske. Men Gud véd, om Kætteriet ikke indeholder den rette Tro. Vj gør Spørgsmaalet til Genstand for Omtale inde i Bladet.

Men forøvrigt knyttede Hr. Fredebo følgende Kommentarer til vor Omtale af Virksomheden:

- Uden iøvrigt at ville korrigere noget i Deres Artikel, vil jeg blot bede Dem erindre, at mit Arbejde her i alt væsentligt hygger paa gode Traditioner, som min Forgænger, Hr. Møller-Lund, har skabt! Well, saa har Hr. Møller-Lund Æren med, og det er glædeligt at konstatere at der er sket en hel lille Revolution i det stille.

Drengene fra Opdragelseshjemmet.

Man fik, naar man læste Forstander Fredebos Udtalelser i Gaar i "Aftenbladet", en Fornemmelse af, at den samme Hr. Fredebo er en modig Mand. Tænk, at slynge en Mening ud som den, at Drengene paa Opdragelseshjemmene i de allerfleste Tilfælde er nok saa meget værd som dem, der passer deres Skoletid paa Minuttet og kan deres Lektie paa Remse, at de ofte er det allerbedste Menneskemateriale, man vil kunne finde. Der er dem, der vil sige, at efter dette staar Verden ikke længe.

Men jo mere man følger Hr. Fredebo i hans Tankegang, jo mere fæstner den Idé sig hos En: Gud véd, om ikke den Mand har Ret? Der er Ting deri, der efterhaanden falder saa selvfølgelige, at man rent uvilkaarligt udbryder: Det er egentlig mærkeligt, at ingen har tænkt paa det før. Tidligere viste man for Eksempel den Dreng, der kom derind, en Fangecelle med et Jerngitter for, nu viser man ham en Spade og en Rive og fortæller ham, hvorledes han skal bruge dem. I det ene Tilfælde Indespærring og Inddæmning af de Kræfter, der gærer i saadan en Knægt, i det andet en Opgave, der skal løses, en Lejlighed til at udløse de samme Kræfter i Arbejdet - det er intet mindre end Columbus-Æg om igen. Naa, Hr. Fredebo giver sin Forgænger al Ære med for de nye Tanker, man prøver at omsætte i Virkelighed derude. Alligevel bliver det nok ham, der kommer til at prøve paa at slibe de Kanter bort, som Livet selv i sin Uddannelse "paa fri Haand" gav disse Knægte ved deres første Indtræden i det.

Helt undgaa Skuffelser i sin Virksomhed vil Hr. Fredebo nu ikke, det behøver man ikke at være synsk for at kunne forudsige ham. Menneskene og deres Børn er jo en Gang det mærkeligste Stof, man kan faa mellem Hænderne at arbejde med.

Men hvad har det at sige, naar der for hvert Nederlag gives tyve Sejre, saa har Samfundet ingen Grund til at klage over Regnskabets Debet og Kredit, og den unge Forstander derude paa Opdragelseshjemmet kan i hvert Tilfælde være sikker paa, at der er ikke en - selv blandt dem, der nu er mest tilbøjelige til at stille sig skeptiske overfor hans Fremgang vil ønske ham Held i Bestræbelserne for at faa det gode frem i de smaa Sjæle, han paa sin egen originale Maade eksperimenterer med.

Der behøver slet ikke at være nogen "Laven Dæggelam" i det, det gaar næppe med Klap og Kage og Kærtegn derude, men - og det er netop det centrale i det - der er heller ikke det  mindste i Vejen for, at en saadan Institution kan ledes med Fasthed og samtidigt med fuld Forstaaelse af alt det, der bryder og ruller i de unge Sind, og som aabenbart netop i disse Drenge bryder og ruller med en saadan Kraft, at den gør det lidt vanskeligt for dem at finde det rigtige Fodslag, naar de skal ind i i Rækken mellem nyttigt og arbejdende Mennesker.

Jens Hammer.

(Aftenbladet (København) 27. august 1925).

Forstander Fredebo. Foto fra Nationaltidende 5. april 1929, 2. udgave.

Tre "Godhavn"-Drenge paa et livsfarligt Eventyr. (Efterskrift til Politivennen)

Flygtninge - Hulebeboere - Tyve og Søfarere.

Tre 10-aarige Drenge fra Opdragelsesanstalten i Godhavn, Haakon fra Holbæk. Karlo Emil fra Kalundborg og Viggo fra Aarhus, flygtede Nytaarsdag fra Anstalten og har siden ført en eventyrlig og omtumlet Tilværelse. Det har aabenbart været deres Mening at føre Jægerens frie og ubundne Liv, idet de for Flugten havde stjaalet et Gevær; men de havde glemt at tage Ammunition med. Til at begynde med slog de sig ned i Tisvilde Hegn, hvor de gravede sig en Hule, og til Livets Ophold stjal de Fjerkræ fra de nærliggende Gaarde. Byttet stegte de paa Spid, og som Dessert nød de Svedsker og Rosiner, som de havde erhvervet sig ved et ret dristigt Tyveri fra en Købmandsbutik. En af Drengene gik ind og bestilte et Pund Rosiner og et Pund Svedssker, og da Ekspedienten havde afvejet Varerne, snuppede Drengen rask Poserne og stak af med dem, uden at det lykkedes at fange ham.

Længere end til Mandag Aften kunde de dog ikke holde ud Jordhulen, den blev for kølig, og saa gik de til Gilleleje, hvor de stjal en Baad, og trods den forrygende Storm stak de til Søs og satte Kursen mod Sverige. Men det blev en ubehagelig Tur. Vind og Vand tog Magten fra dem, Baaden blev fyldt, og de kunde ikke bestille andet end øse og var hele Tiden i overhængende Livsfare. Efter fem Timers streng Sejlads drev de i Land ved Höganäs og begyndte saa et Vagabond- og Tiggertogt ind i Landet, indtil Politiet i Engelholm satte en Stopper for deres Virksomhed ved at anholde dem.

I Gaar afhentede Helsingør Politi dem i Helsingborg og dermed er deres Eventyr sluttet for denne Gang.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1925).

Thors Forlis. (Efterskrift til Politivennen)

Frygtelig Sø-Katastrofe syd for Amager, Paketbaaden "Thor" kæntrede i rum Sø.

Af Besætning og Passagerer, der talte ialt 25 Personer, vides kun 11 med Bestemthed at være reddede. - Den frygtelige Søkatastrofe, der fandt Sted ved højlys Dag, ramte haardt deltagerne i en Ferieudflugt fra Valbyafdelingen af "Frivilligt Drengeforbund".

I Gaar Eftermiddags lidt far Kl. 5 forlod den lille Paketbaad "Thor" sin Førtøjningsplads ved Havnegade for at gaa til Sønderborg med 17 Passagerer. Damperen, der byggedes 1891 i Flensborg, maalte knap 300 Tons, og da det lille Fartøj desuden var opfyldt af Stykgods, kneb det med Pladsen for Passagererne.

Men de var ved godt Mod, da Skibet gled ud af Havnen, fulgt 1 Kølvandet af to af D. F. D. Ss Baade. Solen skinnede og den friske Brise kunde ikke fremkalde haard Søgang. Alligevel skete der en halv Time efter en Katastrofe, frygteligere end Ulvsund-Katastrofen, mere uforklarlig end den øst-Bornholmske Dampers totale Forsvinden for snart en Menneskealder siden.

"Thor" væltede rundt, saa Kølen stak i Vejret.

Hvad der passerede er efter de Reddedes samstemmende Vidnesbyrd følgende:

"Thor" var naaet Amager rundt og befandt sig ca. 3 Kvartmil sydvest for Drogdens Fyrskib, omtrent midtvejs mellem dette og det svenske Lodsskib fra Skanør. Alle Passagerer var paa Dækket for at nyde det smukke Billede af Kysten, der gled bort, og Lederen af en Deling Drenge fra "Frivilligt Drengeforbund" udbrød netop:

- Lad os gaa over i Læsiden, da Skibet krængede voldsomt. Passagererne, der allerede havde set det lille Skib tage mange en god Dravat ind, troede, at "Thor" hurtig vilde rejse sig efter denne ny Sø. De klamrede sig fast, hvor de bedst kunde, og til deres Forfærdelse mærkede de nu, at Skibet krængede mere voldsomt for sluttelig at vælte helt rundt.

I samme Nu var Sejlløbet opfyldt af skrigende, kæmpende, fortvivlede Mennesker, hvoriblandt en 26 aarig Kvinde, der i sidste Øjeblik havde søgt at trænge ned i Kahytten for at frelse sit 2½ Aar gamle Barn, men maatte lade det blive i Køjen, hvor det led en ynkelig Død. Et Stykke borte, mellem Tønder og Fade, saa hun sin Mand, Toldassistent Petterson fra Sønderborg, søge at arbejde sig hen, hvor Hustruen befandt sig. Men hun blev revet bort af noget Gods og fik sine Ben saa haardt kvæstede, At hun næsten tabte Bevidstheden.

Rundt om genlød Luften af Skrig fra de 12 Drenge, af hvilke en Del ikke kunde svømme.

Skibet vendte nu Kølen i Vejret og forsvandt, sugende mange med sig. Et Øjeblik dukkede Kaptajn N. Lorentzen fra Sønderborg op i Nærheden af Fru Petterson. Saa forsvandt ogsaa han, og medens den svenske Lodsbaad og Dykkerdamperen "Svanen" stod ned mod Ulykkesstedet, forvandledes det til en vaad Grav for Unge og Gamle.

Tre af de reddede.

Passagerer og Besætning.
En Fortegnelse over de 8 der i Aftes reddedes Ind til København.

"Thor"s Passagerliste saa ved Afsejlingen saaledes ud:

Hr. og Fru Petterson med Børn, Sønderborg.

Ingeniør Meyer, København.

Grosserer N. N. Sønderborg.

Halvdelingsfører ved F. D. F. Søren Jensen, Ved Amagerport, og

Halvdelingsfører Einer Bach-Petersen, Valby Langgade,

Instruktør Jørgen Schmidt, Valby Langgade 88.

Patruljefører Orla Jensen, Valby Langgade 38, samt

Væbnerne Folmer Jensen, Valby Langgade 38, Kai Mulvad-Jørgensen Kastbergsvej 8, Knud Schmidt, Valby Langgade 8, J. Bouet, Valby Gasværk, Skotte-Schosted, Mølle Allé, Valby, Vilhelm Nielsen, Valby, Helge Jensen, Valby, og Otto Bendixen, Kjelgaardsvej.

Besætningen bestod af Kaptajn N. Lorentzen, Sønderborg, Styrmand Andersen. Sandager, Maskinmester Clausen, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Roskilde, Fyrbøder P. Hornicke, Aabenraa, Matros Siemsen, Sønderborg, Matros Skipper, Sønderborg, samt Kok Spange fra Sønderborg.

I 20 Minutter blev den svenske Lodsbaad og "Svanen" liggende ved Ulykkesstedet, hvor de ammen med Lodsbaaden fra Dragør udrettede et energisk Redningsarbejde. Da alt Haab om at frelse flere Menneskeliv var udelukket, satte "Lots" og "Skanør" Kursen mod København. Flaget vajede fra halv Stang. Om Bord var et Lig. Den unge sønderjyske Kok var druknet.

I Live, og udenfor al Fare, var 8, deriblandt Fru Petterson, hvis Forældre hedder Rasmussen og som bor i Schacksgade Nr. 7. Desuden "Spejderen" Bouet, Søn af den kendte Maskinmester og Borgerrepræsentant, hans Kammerater Bach-Petersen, Otto Bendixen, samt Ingeniør Vilhelm Meyer, Sønderborg, Fyrbøder Andersen, Søn af Maskinpasser Carl Andersen, St. Jørgensbjerg, Roskilde, samt Matroserne Siemsen og Skipper.

Med disse faa af den store Flok styrede "Lots" mod Nordre Toldbod, medens "Svanen" fortsatte sin Fart mod Lybæk efter at have opgivet, at der befandt sig tre Reddede om Bord. Er det rigtigt, at det kun er lykkedes at frelse tre om Bord i "Svanen", betyder det, at af de 25 Mennesker i "Thor" har de 14 mistet Livet.

Da Ulykkesbudet naaede København.

I Dragør var Beboerne og de talrige Sommergæster dybt grebne, og det smukke Fiskerleje forvandledes med et Slag fra en Glædens Boplads til et uhyggepræget Centrum for den store Katastrofe. Overalt stimlede Badegæsterne sammen for at større ud over den øde Flade, hvor Mennesker forgæves havde stridt for Livet, eller for at udspørge de Fiskere, der kom i Havn uden at have andet end Sorg og Ulykke at melde.

I København var det Rhederiet C. K. Hansen, der først fik Bud om Ulykken. C. K. Hansen er Mægler for "Thor", om hvis Rederi i Sønderborg han iøvrigt endnu sent i Aftes kun havde vage Oplysninger. Det hed sig oprindelig, at "Thor" var et af Bornholmerselskabets gamle Skibe, men dette Rygte blev snart modsagt. Saa hævdedes det, at "Thor" var identisk med "Ulvsund", der efter at være hævet fra Havbunden blev solgt til Svendborg Firma. Ogsaa denne Paastand blev snart tilbagevist. "Thor" er et tysk Skib. men blev dansk ved Genforeningen. Et usselt og daarligt Skib har det været, og naar engang denne Ulykke ligger blot i alle Enkeltheder, vil det vise sig om der ikke er vist strafbar Letsindighed ved at lade det sejle i aabent Farvand. Tidligere benyttedes det vistnok udelukkende til Sejlads paa Flensborg Fjord.

De første Meldinger om Katastrofen gik ud paa, at der var sket en Kedeleksplosion i "Thor", og det troede de mange Københavnere, der Kl. 9 ilede til Toldboden for at modtage det svenske Lodsskib. Et Kvarter senere viste det sig, og medens Karantænelægen og Politiassistenten fra St. Kongensgades Politistation gik om Bord, betragtede Tilskuerne med blottede Hoveder en lang, smal og brun Kiste, der bragtes over i en ventende Ambulance. Den indeholdt Liget af den druknede Kok, hvis Ansigt var blevet knust af Drivtømmer, da han kæmpede i Bølgerne. Senere  samledes Opmærksomheden om Fru Petterson, som halvvejs blev baaret over i en Vogn og ført til sine Forældres Hjem. Den unge Frue vred Hænderne i navnlos Kummer.

Hendes eneste Barn var død, og om Mandens Skæbne vidstes intet.

Om Bord lykkedes det vor Medarbejder at faa en Samtale med de reddede Matroser:

- Jeg forstaar det ikke, udbryder den unge Chr. Siemsen, hvis Klæder endnu driver af Væde. Det var jo godt Vejr. Kaptajnen stod inde i Rorhuset, og jeg selv, der havde Frivagt, var netop paa Vej fra Kabyssen for at lægge mig til Køjs. Og pludselig, uden at der hørtes en Lyd af Eksplosion eller andet usædvanligt, gav Skibet sig til at vælte rundt. Det gik i en Haandevending, og den eneste mulige Forklaring er, at Lasten har forskubbet sig. Vi laa i Vandet mindst en halv Time, før vi blev bjærgede, og jeg er bange for, at Kaptajnen ikke længere er blandt de Levendes Tal.

Fru Pettersson om Katastrofen.

Det var D. F. D. S. Damper "Halfdan" der reddede hende.

Hos Familien Rasmussen i Schacksgade laa sent i Aftes Datteren, der er gift med Toldassistent Pettersson, og kastede sig paa sit Leje. Afbrudt af Krampegraad fortalte hun følgende til sine Slægtninge og vor Medarbejder: 

- Alt syntes saa fredeligt, da vi gik rundt om Amager. Vel havde vi faaet nogle Søer ind, men Vejret var dog saa behageligt, at vi alle forblev paa Dækket. Kun mit lille Barn bragtes til Køjs. I Nærheden af "Thor" sejlede Det forenede Dampskibsselskabs Damper "Halfdan", og det blev min Redning. Jeg følte pludselig, at Dækket gled under mig og søgte at naa hen til Kahytsnedgangen for at være hos mit Barn, hvis noget skulde ske, næn gled stadig mere, og fandt mig tilsidst i Havet, klemt ind mellem Vraggods. Jeg forstod ikke, hvad der var sket, men medens jeg søgte at holde mig oppe, spejdede jeg efter min Mand. Rundt om mig saa jeg kæmpende Skikkelser, og da med et Kølen af "Thor" ragede i Vejret foran mig. var jeg ved at opgive alt. Mit Barn var jo tabt. Men "Halfdan" havde holdt ned mod os og satte Baade ud. Op i en af dem blev jeg og de øvrige bjærget for derfra at blive ført over i den svenske Lodsbaad, som førte os tilbage til København. Men min Mand, hvor er min Mand.

- C. K. Hansen har telegraferet til Lybæk, hvortil Damperen "Svanen" ventes Søndag Eftermiddag. Saa vil De faa Vished.

- Ak ja, jamrer den unge Hustru, Vished, men hvilken Vished.

Overfor denne Fortvivlelse var al Trøst forgæves.

Badegæsterne ved Dragør Havn drøfter Katastrofen.

Den officielle Meddelelse.

Først Kl. 1½ i Nat lykkedes det C. K. Hansens Rederi at faa udsendt en Meddelelse om Ulykken. Kort og ufuldkomment konstaterer Rederiet, at "Thor" er kæntret i Drogden, og at "en Del af Besætning og Passagerer er landsat i København". At Talen kun er om en Tredjedel nævnes ikke, hvorimod det hedder, at "yderligere reddede Passagerer og Mandskab befinder sig om Bord paa Damperen "Svanen" af Lybæk". Dette kunde lyde som om det drejede sig om et betydeligt Antal, men Fiskere, der i Aftes søgte ud til Ulykkesstedet hævder med Bestemthed, at "Svanen" kun har tre reddede om Bord.

I Aften skal det vise sig om Rederiets Optimisme er berettiget. Foreløbig ved vi kun, at vi atter staar overfor en forfærdelig Søulykke, som ikke har sin Aarsag i Storm eller Taage, og ikke skyldes afmægtig Hjælpeløshed overfor Elementerne, men Fejl, Forsømmelse, Letsindighed.

Det vil blive Myndighedernes Sag at udforske, om nogen enkelt har Ansvaret, og da hvem. Imidlertid sidder skælvende Mødre, bøjede Fædre, sørgende Hustruer rundt om i det store København og det lille Sønderborg. De vil bede til, at Forhaabningerne til det Telegram, der ventes fra Lybæk, ikke skuffes. Mon hvor gunstig Meldingen end bliver, hvor mange der end er frelste af de 16, der endnu savnes, vil der i Offentligheden opvokse dyb og tung Harme mod det Selskab, der lod en lille, daarligtgaaende Baad sejle uskyldige Mennesker i Døden.

(Social-Demokraten 29. juni 1924).

"Thor"s Undergang har krævet 11 Menneskeliv.

Blandt de Omkomne er 4 Medlemmer af Frivilligt Drengeforbund, 4 Mand af Besætnningen, samt den kendte Korngrosserer N. C. Carøe.

Styrmand Andersen ere frelst og har afgivet Forklaring om hvad der passerede i Ulykkesøjeblikket. 

Den forfærdelige og ved hele sin Natur oprørende Katastrofe, ligget lys og aaben. der Lørdag Eftermiddag i fint Vejr ramte Paketbaaden "Thor", har grebet alle ved sin Gru og Rædsel. Men dybest har Ulykken sat sine Spor i de Hjem, der direkte berøres. I Lørdags frygtede man, at 14 Mennesker var omkommet, idet Meddelelser gik ud paa, at Lybækkerdamperen "Svanen" kun havde tre Reddede om Bord. Allerede i Gaar Formiddags kastedes imidlertid en lille Lysstribe ind i Mørket. Et Telegram meddelte, at "Svanen" havde bragt seks Reddede velbeholdent til Lybæk, og af dem var de fem Drenge fra Frivilligt Drengeforbund.

De Reddede og de Omkomne.

Foruden Styrmand Andersen har "Svanen" bjerget Drengene Helge Jensen, Søren Jensen, Knud Schmidt, Jørgen Schmidt og Orla Jensen.

Med de 8 Reddede, der i Lørdags kom til København, giver det ialt 14. Der befandt sig 25 Mennesker om Bord. 11 er altsaa druknet, nemlig Drengene Skøtte Sjøstedt, Folmer Jensen, Wilhelm Ingerslev-Nielsen og Kaj Mulvad Jørgensen. Endvidere Toldassistent Petterson og Barn og den mandlige Passager, hvis Navn man i Lørdags ikke kendte, men som

viser sig at være Grosserer C. Carøe fra den store Korn-Foderstofforretning i Kristiansgade 18.

Af Mandskabet savnes, foruden Kaptajn Lorenzen, Maskinmester Clausen og Fyrbøder Horneger.

Det eneste Lig, der indtil nu er fundet, er som meddelt Kok Heinrich Spange. Han havde varet ansat i Sønderborg Dampskibsselskab i 5-6 Aar. Han stammer fra Bækken ved Rinkenæs. Spange var ca. 34 Aar gammel og efterlader sig Hustru og et lille Barn. I længere Tid havde lian været alvorlig syg, og han havde først for ganske nylig genoptaget sit Arbejde

Styrmanden fortæller om Ulykken.

Skibet havde voldsom Slagside.

Styrmand Andersen, der af "Svanen" er landsat i Lybæk, har derfra haft en Telefonsamtale med Dampskibsselskabet i Sønderborg, og han beretter, at der i Ulykkesøjeblikket var en meget stærk Trafik paa Stedet. Han anser det derfor Ikke for udelukket, at nogle af de nærværende Skibe har optaget dem, om hvem man endnu savner Underretning.

Desværre er hans Haab indtil sent i Nat ikke blevet bestyrket, og vigtigere end disse Forhaabninger er den Forklaring, han har afgivet om Ulykkesøjeblikket. Styrmand Andersen fortæller, at da "Thor" nærmede sig Køge Bugt, hvor der var en Del Sø, krængede Skibet haardt Bagbord. Kaptajnen, som stod paa Broen, søgte at løbe Damperen op i Vinden, medens Andersen gik ud paa Dækket, hvor han saa Vand strømme ind ad Spygatterne. Under Manøvren for at rette "Thor" opnaaedes det stik modsatte. Skibet krængede stadig mere over og væltede tilsidst helt rundt.

Det er oplyst, at "Thor", som var beregnet paa at bære ca. 200 Tons, medførte ca. 155 Tons Stykgods, hvoraf 27 Tons Jærnbjælker, 80 Tons Olie til Margarinefabrikken "Bona" i Sønderborg og desuden et stort Parti Sukker til forskellige Handlende i Sønderborg.

Paa Dampskibsselskabets Kontor i Sønderborg anser man det for udelukket, at der kan være Tale om nogen Forskydning af Lasten. Lasten var ligelig fordelt. Af de 80 Tons Olie var de 40 anbragt i Forlasten og de andre 40 i Agterlasten, hævdes der.

Emil Sjøstedt.

Spørgsmaalet er imidlertid ikke om Fordelingen, men om Maaden paa hvilken Stuvningen har fundet Sted. Og de 27 Tons Jærnbjælker henleder Opmærksomheden paa, at "Ulvsund" efter alt at dømme gik under, fordi en centnertung Maskindel var anbragt paa Dækket

"Thor" skimtes paa Havets Bund.

Saa snart Ulykken rygtedes ved Dragør Havn, gik Baadfører Mogens Jensen ud med Vandbygningsvæsenets Motorbaad "Regina". Mogens Jensen fandt Vraget, og var iøvrigt den eneste, der fandt det. Op fra Dybet steg store Mængder at Olie, der gjorde Vandet usigtbart. Mogens Jensen kunde dog se to af "Thor"s Redningsbaade, som endnu sad i Daviderne. Den ene var hugget ud af den ene Strop, og stod skraat op i Vandet mod Stævnen umiddelbart under Vandfloden. "Thor" laa tilsyneladende væltet helt om paa Siden. Intet ragede op over Vandet.

"Regina" sejlede rundt mellem Vraggods, Tømmer, Tønder o. a. for om muligt at finde Overlevende eller Lig, men fandt intet. Motorbaaden blev paa Ulykkesstedet, indtil Bjergningsdamperen "Kattegat" ankom.

Svitzer fandt imidlertid Ikke Vraget, idet "Regina" da allerede var langt fra Stedet. "Kattegat" kunde iøvrigt intet have foretaget sig udover at, mærke Vraget af. Dette Arbejde vil nu blive besørget af Vagervæsenets Damper "Løvenørn", og Søndag Formiddag var en af Marinens Flyvere over Ulykkesstedet for at se Vraget og tage Pejling til Brug for Vagervæsenet. "Løvenørn" ankom til Ulykkesstedet Kl. 3½ Gaar Eftermiddags.

Søforhør i Sønderborg.

"Thor" var assureret i Københavns Søassuranceselskab, og Mandskabet var forsikret i Rederiforeningens Ulykkesforsikring.

De tre Søfolk, der i Lørdags indkvarteredes paa Sømandshjemmet i Nyhavn, er allerede afrejst til Sønderborg for der at afgive Søforklaring sammen med Styrmand Andersen. Hvad angaar de Drenge, der nu befinder sag i Lybæk, havde Konsulatet bestemt, at de skulde afgaa med "D. F. D. S."s "Najaden" til København. Dette har flere af Drengenes Forældre modsat sig, og Forbundssekretær ved "Frivilligt Drengeforbund", Axel Bang, indledte i Gaar Forhandlinger om at faa Drengene ført hertil pr. Bane. De kan under alle Omstændigheder ventes hertil allerede i Morgen.

Maaske vil de opnaa at overvære deres druknede Kammeraters Begravelse. Svitzers "Kattegat", der i Gaar laa uvirksom, tager i Dag ud til Ulykkesstedet for ved Hjælp af Dykker at søge efter Ligene. "Thor" ligger kun paa 10 Meter Vand, og de Lig. som findes i selve Vraget, vil sandsynligvis kunne bjerges.

Grosserer Carøes død

Fra O. K. Hansens Rederi var det opgivet, at den ukendte Passager, der befandt sig om Bord, var hjemmehørende i Sønderborg. Dette viser sig at være urigtigt. Den saakaldte "Ukendte" er den mest kendte af alle Tragediens Personer: Grosserer N. C. Carøe. Da han I Fjor fejrede sin 70 Aars Fødselsdag, var han Genstand for Opmærksomhed baade fra privat og offentlig Side. Den fremragende Forretningsmand, som i 1894 overtog Korn- og Foderstoffirmaet Carøe og Co., førte det frem til det største i sin Branche.

I 1908 blev Forretningen omdannet til Aktieselskab, men allerede 6 Aar efter blev N. C. Carøe atter Eneindehaver, efter forinden i en Aarrække at have været Næstformand i Københavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderhandel. Indtil 1909 sad han i Handelsbankens Bestyrelse og var samtidig Medlem af Sø- og Handelsretten. Endelig sad han i Bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

Grosserer Carøe agtede sig i Lørdags paa Sommerferie. Hustru og Børn sendte han med Toget til Sønderborg, medens han selv valgte den lille, tungtlastede og lidet sødygtige "Thor". Efter at have betragtet Byen, hvis Konturer langsomt udviskedes, satte han sig Ind i Kahytten. Lidt efter kom Toldassistent Pettersons Hustru Ind med sit lille Barn, som hun bad den venlige, gamle Mand holde et Øje med, medens hun selv gik ud paa Dækket.

Derved frelste Fru Petterson sit Liv. Men Barnet, og Manden, der havde overskredet Støvets Aar, led Døden sammen. Og Fru Carøe, som i Sønderborg ventede sin Ægtefælle, ramtes af et ligesaa tungt Slag, som Fru Petterson, der forgæves søgte at komme sin lille Pige til Hjælp.

I Drengenes Hjem.

Kaj Mulvad-Jørgensens

Sorg kan ikke maales ved Taarer. En Moder kaster sig hulkende hen over Bordet, en anden sidder hændervridende i stum Fortvivlelse. Vor Medarbejder, der i Gaar besøgte de druknede Drenges Hjem, kan tale med derom. Han traf den 14-aarige Mulvad Jørgensens Moder i en af Castbergvejs Smaavillaer. Solen skinnede gennem de blanke Ruder, men i de hyggelige Stuer sad fire Kvinder knugede af Ulykken. Fru Jørgensen kæmpede tappert for at fatte Mod og Haab. Hun fortalte om sin Dreng, der efter at have faaet Udmærkelse fra Efterslægtens Skole, og som netop havde taget en udmærket Eksamen. Han skulde være Ingeniør, fordi Faderen, der sejler som Maskinmester, selv en Gang havde drømt om at blive det. Jørgensen befarer nu Søen og ser sjældent sit smukke Hjem, sin trofaste Hustru og sine to Sønner. Men i Lørdags anløb hans Skib Helsingør paa Vej til England, og Fru Jørgensen tog lykkelig af Sted for at gense sin Mand. Kai var ogsaa lykkelig. Hans brændende Ønske om at komme med "Frivillig Drengeforbund" til Sønderborg var jo blevet opfyldt.

Kaj Mulvad Jørgensen.

Og da Fru Jørgensen træt kom hjem Lørdag Aften, gik hun til Ro i Forvisning om, at Sønnen, som var hendes Lys og Glæde, nu laa trygt i sin Køje. Først i Gaar Morges fik hun det frygtelige Budskab, og da hun senere paa Dagen erfarede, at Kai ikke var blandt de Drenge, som rar landsat i Lybæk, var det, som om alt sluktes.

- Jeg ved, at der blandt dem, som kunde svømme, var Kammerater, der vilde have forsøgt at redde Kai. De holdt af ham, for han havde en god og ærlig Karakter. Men ingen har set ham i Ulykkesøjeblikket Han er død, død, og nu har jeg kun min yngste Søn tilbage. Han kan svømme. Kai lærte det aldrig.

Saaledes talte denne Moder, idet hun trøstesløst saa sig om i Hjemmet, der nu manglede det stolteste: Sønnen, hvis Fremtid havde ligget lys og aaben.

Vilhelm Nielsen.

Fra Mulvad Jørgensens jævne Velstandshjem, hvor i alt Fald Ikke Nøden har holdt sit Indtog, gaar vi til Annexgaardsvej 8. Her træffer vi Fru Liger, Vilhelm Nielsens Moder, og her ser vi Ulykkens Hærgen og Rasen i hele dens Vælde. Liger, hvis Øjne er fyldte af Kummer og Angst, har været gift en Gang før. Manden var Fisker, hed Nielsen og boede i København. Det var i Lørdags nøjagtig 14 Aar siden, at hans Lig blev bragt ind fra Havet. Fru Nielsen var ung og stod det igennem. Hun rejste til København og blev gift med Kelner Liger. Et nyt Hjem byggedes i Valby. Men atter bankede Ulykken paa Døren. Liger fik Tuberkulose, og Sygdommen havde saa voldsomt fat, at han maatte paa Øresundshospitalet, Den Dag han førtes bort, sagde Vilhelm:

- Mor, Du skal ikke græde. Jeg skal nok hjælpe Dig.

Han var kun 14 Aar, men udenfor Skoletiden tjente han lidt i en Byplads. Det var hans Ønske at komme til Søs, men Moderen modsatte sig det af al Magt. Han maatte ikke en Gang faa Lov til at tage med til Sønderborg, for det var der ikke Raad til. Men en Delingsfører i "Frivilligt Drengeforbund" overtalte Moderen, og Vilhelm var henrykt. Nu, 14 Aar efter at Faderen fandtes som Lig, søger man efter Sønnens. Og paa Hospitalet ligger Familieforsørgeren hjælpeløs. Er dette ikke et Billede af Livets Ubønhørlighed?

Skotte Sjøstedt.

Ogsaa i Mølle Alle Nr. 4 har Sorgen været en hyppig Gæst. Her bor Snedker Sjøstedt, en dygtig og pligtopfyldende Arbejder. Trods Sygdom og Modgang har Familjen skabt sig et smukt lille Hjem, og i det var den 14-aarige Skotte Midtpunktet. Han havde været ved den kgl. Ballet, var netop færdig med Mellemskolen og skulde konfirmeres til Efteraaret.

I Gaar, da Fru Sjøstedt fik Sikkerhed for, at hendes Dreng var druknet, førte hun sin gamle Mor til Graven.

- Hvor kan jeg bære alt dette, siger hun, medens hun kæmper for at holde Taarerne tilbage. Det er for meget, det er for meget.

Fotograf Emil Clausen (1874-1949): Grosserer Nicolai Christian Carøe (26.11.1855-28.6.1924). I Social-Demokraten var et foto af meget dårlig kvalitet. Jeg har i stedet indsat det samme foto fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Og hun har Ret. Skæbnen kan være for brutal!

- - - Tilbage er endnu at nævne Folmer Jensen, hvis Broder blev reddet, men som selv omkom ved Katastrofen. Hans Fader er Handelsrejsende og bor Valbylanggade 38. Her blandes Glæden over den ene Søns Frelse med dump Resignation over den andens Død.

(Social-Demokraten 30. juni 1924).

Nicolai Christian Carøe var uddannet i Korn- og Foderstofhandelen i Danmark og udlandet. Han blev grosserer 1887 Grosserer og overtog 1894 efter faderens

død sammen med sin broder Carl Johan under Firma Carøe & Co. Faderens Korn- og Foderstofforretning. Blev efter broderens Død 1907 eneindehaver. 1908-1916 var det et aktieselskab, hvorefter han selv ejede firmaet. Han var næstformand i Kjøbenhavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg for Foderstofhandelen, indtil 1909 medlem af bestyrelsen for Kjøbenhavns Handelsbank, medlem af bestyrelsen for Fjerde Søforsikringsselskab og for A/S C. Olesen, medlem af bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre, medlem af Sø- og Handelsretten i to perioder. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Fra i Dansk Søulykke statistik 1924: 

304. S/S Thor af Sønderborg, 194 Reg. T. Br. Bygget 1891 af Staal. Paa Rejse fra Kjøbenhavn til Sønderborg med 155 Tons Stykgods. Kæntret og forlist d. 28/6 24 i Sundet; 11 Omkomne. Søforhør i Sønderborg d. 5/7 og 9/10 24. Søforhør i Kjøbenhavn d. 19/8 og 2/9 24. Kl. 4 Emd. afsejlede T. fra Kjøbenhavn. Med Skibet fulgte 17 Passagerer. Skibet, der var lastet saa dybt, at Hoveddækket agter om Bb. var under Vand, fik, da det kom ud i Drogden, en Del Slagside til Bb. Da der — dels herved og dels som Følge af, at Skibet efter at have passeret Dragør fik krap Sø (det blæste frisk Kuling af NV.) — strømmede Vand ind gennem Bb.s Lænseport agter, der var aaben, forsøgtes det at lukke Lænseporten. For at kunne gøre dette uden at blive vaad anmodede Styrmanden Føreren, der opholdt sig i Styrehuset, om at løbe Skibet i Vinden og mindske Fart. Dette skete ogsaa, idet Skibet drejedes Stb. over. Da Skibet imidlertid faldt mere og mere over til Bb., forsøgtes det at rette det op ved at skifte Roret, men umiddelbart efter faldt Skibet helt over paa Siden og begyndte at synke. En Del af de ombordværende faldt straks i Vandet, medens det lykkedes nogle at komme op paa Skibssiden, hvorfra de sprang i Vandet med forskellige Flydemidler, kort før Skibet sank. Fra Damperne "Halfdan" af Kjøbenhavn og "Svanen" af Halmstad, der straks var ilet til Hjælp, sattes Baade i Vandet, hvorved det lykkedes at redde ialt 15 af T.s Passagerer og Besætning.

Anni. 1. De omkomne var: Skibsfører Lorenzen, Maskinmester Clausen, Kok Spange og Fyrbøder Hornegger samt af Passagererne Toldassistent Petterson og dennes Barn, Grosserer Carøe og Spejderne Skotte Sjøsted, Wilh. Nielsen, Kaj Mulvad Jørgensen og Folmer Jensen.

Anm. 2. Aarsagen til Forliset var, at Skibet som Følge af Overlastning var i usødygtig Stand.

Gravsted på Vestre Kirkegård for Vilhelm Ingerslev Nielsen (1910-1924). Druknet ved Thors forlis. Teksten forneden lyder: "Væbner! Følg din Herres bud. Væbner! Gaa din gang med Gud". Ifølge nogle øjenvidner stod fire væbnere, styrmanden, Vilhelm Nielsen m. fl. på skibssiden da Halfdan firede redningsbåden ned. Her stod de i 5-7 minutter indtil styrmanden vurderede at de ikke længere kunne opholde sig der, og måtte ud og finde noget træ, redningsbøjer eller lignende som drev rundt. Vilhelm fik fat i en bænk, men denne kunne ikke bære ham. Han måtte slippe og i stedet forsøge at træde vande. Efter at have skreget "hjælp", forsvandt han i havet. Midt i juli måned fandt man liget af Vilhelm Ingerslev Nielsen ved Landskrona. Også kaptajn Lorentzens lig drev i land der. Væbner Kai Mulvad-Jørgensen blev også begravet på Vestre Kirkegård. Han var søn af maskinmester Jørgensen, Castbergvej, Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nedenstående billedserie er hentet fra B. T. 2. juli 1924. I serien indgår yderligere 3 fotoer:

Med flaget på halv: Svitzers "Juno" og marinens "Løvenørn" med flaget på halv stang umiddelbart efter at den første forulykkede er hentet op fra "Thor"s vrag.

Dykkerne klar til at gå ned: De to dykkere klar til at gå ned. I "Løvenørn"s livbåd ses Nikolajsen, på "Juno"s dæk Coops.

Pressenningen lægges skærmende over det første lig der bragtes ombord i "Juno".

Monumentafsløringer paa Vestre Kirkegaard igaar.

En smuk Højtidelighed ved de druknede Væbneres Grave.

Ved en smuk Højtidelighed afsløredes igaar Eftermiddags ude paa Vestre Kirkegaard de af Frivilligt Drengeforbund rejste Mindesmærker paa Gravene, hvori de fire Væbnere hviler, som omkom ved Damperen "Thor"s Forlis i Drogden igaar for et Aar siden.

Der var mødt ca. 300 Væbnere fra Frivilligt Drenge-Forbunds Afdelinger i Valby, paa Frederiksberg og i København og desuden mange af de Afdødes Paarørende samt andre, der har Forbindelse med F. D. F.

Man samledes først ved Vilhelm Ingerslev-Nielsens Grav, og efter at Forbundssekretær Axel Bang her havde holdt en gribende Tale, hvori han mindede om den sørgelige Katastrofe, afsløredes Monumentet paa denne Grav, idet Fanerne sænkedes.

Man begav sig derpaa rundt til Folmer Kaj Jensens, Kai Mulvad-Jørgensens og Skotte-Sjøsteds Grave, hvor der under en lignende Ceremoni og under Sang afsløredes ganske tilsvarende Monumenter, og overalt nedlagdes der smukke Kranse fra F. D. F.

Monumenterne er af Sandsten, og foruden Væbnermærket og den Paagældendes Navn bærer de Indskriften:

"Væbner, følg din Herres Bud, Væbner! Gaa din Gang med Gud".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juni 1925). 

"Thor" hed oprindeligt "Kattsund" og blev bygget i 1891 på Flensburger Schiffsbau Gesellschaft, og leveret til Sonderburger Dampfschiffahrts Gesellschaft, under navnet "Thor". I 1924 sank skibet under en rejse til København på grund af overlastning. Ombord befandt sig FDF-drenge, hvoraf 10 samt kaptajnen omkom. Skibet blev hævet samme år og derefter repareret, forlænget og ombygget til fragt- og kreaturdamper. Skibet blev herefter solgt til Rederei Thygesen & Jürgensen, Flensburg, og navneændret til "Kattsund". Skibet blev ophugget i 1953.

Pastor Jens Nikolai Schou. (Efterskrift til Politivennen)

Er Manden gal?

En af Pastor Ifversens Aandsfæller.

Postbud Niels Jensen fra Grærup ved Varde tog sig forleden af Dage. I sidste Uge blev han fulgt til Jorden af en stor Skare af Familje og Naboer, men paa Kirkegaarden forefaldt en Begivenhed, som længe vil mindes.

Indremissionspræsten Pastor Schou, som forrettede Jordpaakastelsen, sagde bl. a.: "I, som staar her omkring Graven, er Mandens Mordere, I har givet ham Brændevin. Jeg siger det endnu enGang, I har myrdet Manden."

Nogle Dage efter var Præsten ude at holde en Helvedestale for den haardt prøvede Enke. Den afdødes Søster, som opholdt sig i Huset, bad Præsten om at tage det lidt roligt, da Enken ikke var saa meget stærk; men Præsten gjorde kort Proces, tog fat i Søsteren og smed hende ud.

Da Præsten lige havde faaet begyndt paa sin Helvedesprædiken igen, kom Søsteren imidlertid tilbage for at beskytte Enken, og Præsten smed hende atter ud. Denne Scene gentog sig tre Gange, og alt imens opvartedes hun med Skældsord som "Kærling".

Beboerne er meget oprørte over Præstens Handlemaade, og efter Forlydende skal han indstævnes for Retten. Men dette vil næppe nytte noget, da det forgæves er prøvet at faa ham afsat fra Embedet.

Det er den samme Præst, der for nogle Aar siden pryglede 3 unge Mennesker i Kirken.

(Demokraten (Århus) 17. juni 1901).

Jonassen Blochs hustru opholdt sig hos svigerinden og enken efter det afdøde postbud Niels Jensen. Præsten mente ikke at have været voldelig, men Bloch skaffede en lægeattest for at hustruens venstre overarm havde to gulgrønne pletter og stævnede præsten i politiretten. De omtalte 3 unge mennesker havde han givet lussinger midt i en prædiken efter at have afbrudt denne.

Jens Nikolai Schou (1861) var præst i Aal Kirke 1891-1917. Han fik i 1894 opført missionshuset Emaus.

Pastor Schous Redegørelse er saalydende :

"Ribe Amtstidende har nogle Gange kendt sig forpligtet til paa Kirkens Vegne at omtale mig paa en just ikke smigrende Maade. Det vil antagelig have undret mange, at hvad dette Blad saaledes fortalte om mig, ikke med et Ord blev modsagt. Jeg sluttede imidlertid saaledes: Lad dem, der ville, tro det. Dertil fandt jeg - efter nogen Vaklen - at det, med min Gerning i Aal Sogn for Øje, var bedst ikke at modsige al den Usandhed, saadanne Artikler indeholdt Det maatte jo være generende for Folk at se sig blottede, og Haabet om Indgang hos dem vilde blive svagere. Jeg nøjedes med en Gang paa en Gade i Varde at sige til Redaktøren, at om han ønskede, at hans Blad skulde være Udtryk for Sandhed, ogsaa naar han omtalte mig, da vilde jeg anbefale ham at faa Forklaring fra mig først. Han gav det ejendommelige, uforglemmelige Svar: "Hr Pastor, hvad vi skrive er "Hurtig - Litteratur"." Jeg tænkte: "For - hurtig".

Naar man nu atter har draget mig frem - og der selvfølgelig er Usandhed i Artiklen - saa skal jeg dog endelig værge mig. Nu stiller Sagerne sig nemlig saaledes, at jeg betragter min Gerning i Aal som endt. Jeg har derfor forsaavidt ikke noget at sætte paa Spil. Sandsynlig har man tænkt: "Han svarer ikke, endog vi smøre tykt paa, saa lad os blot fortsætte". Imidlertid har man saa forregnet sig.

Det maa ikke være rart for Sognet saaledes at blive stillet blot; men nu skal det være.

Den noksom bekendte jydske Gæstfrihed bliver her i Sognet dyrt betalt; den hænger paa det nøjeste sammen med Udskænkning. Her drikkes over al Beskrivelse: Paa Kroer, paa et Højskolehjem, i Forsamlingshuse, i Smugkroer (det ymtes der da stadig om) og rundt i Husene. Sognet er ligefrem nedsunket i Drikkesygens Last.

Med denne Hang til Spiritus har jeg prædiket, og der er da ogsaa blevet en Del Huse, hvor man har givet Afkald paa den Gift.

Saa havde vi et Postbud. Han blev i adskillige Huse paa sin Runde beværtet med Spiritus. Han svækkedes - ogsaa moralsk, saa at han forgreb sig paa Penge der vare ham betroede. Saa hængte han sig den 21. Maj.

Begravelsesdagen oprandt. Jeg sagde ved Graven: "I ville vel mene og sige, at den Mand selv aflivede sig, og det er jo sandt nok; men det er jo ogsaa sandt, at - det er Jer, der har taget Livet af ham dem, der gav ham Spiritus, hvor han kom i Husene - , og jeg er forvisset om, at I ubarmhjærtigt ogsaa slaa hans Efterfølger ihjel, hvis han ikke har Villie og Kraft til at værge sig".

En Mand i Følget udtalte til en Ven af mig: "Der udtalte Pastor Schou en forfærdelig Sandhed".

Hurtigt rygtedes det, at man - selvfølgelig Drankerne - i det paagældende Distrikt var opbragt paa mig. Hvad der nu er sket, veed enhver her, er kun Hævn. Paa Kirkegaarden vilde jeg ikke tale til Enken. Hende vilde jeg tale med i Hjemmet.

Der gik nogle Dage, og jeg erfarede, at hun ventede Besøg fra Præstegaarden. Jeg havde kun 2 Dage til min Raadighed, da jeg derefter skulde rejse. Den første Dag bestemte jeg for en dødssyg Pige, der boede langt borte. Den anden Dag vilde jeg saa tage ud til Enken. Saa kom der Bud efter mig fra Varde, at jeg maatte komme ind og forrette en Begravelse der. Jeg havde saa næste Dag at vælge mellem Pigen og Konen. Jeg valgte Konen. Saa red jeg ud til hende (1 Mil). Det var et Besøg ex officio i Egenskab af Sjælesorger. Desto værre var hun ikke alene. Foruden en Lærer med Kone var der en anden Kvinde, P. Jonassen Blochs Hustru.

Formentlig har jeg efter Kirke-Retten Lov til at begære at være ene med den, der skal være Genstand for Sjælesorg; men det er en Ret, jeg stadig har krympet mig ved at bruge af Ængstelse for Misforstaaelser.

Jeg satte mig ved Bordet hos Enken. Bag mig ved Køkkendøren sad Blochs Kone. Den Plan, som jeg ogsaa fulgte, var til en Begyndelse at omtale Synden og den Jammer og Elendighed, dermed følger, for saa at vinde frem til Evangelierne. Jeg kom visselig ikke for at yde Enken Trøst gennem Adspredelse, hvad Ribe Amtstidende aabenbart finder kunde have været passende. Af Adspredthed er der altfor meget. Hjærterne er spredte og udstykkede. Jeg kom for at hjælpe en Sjæl til at faa sig samlet igen fra al Adspredtheden og der med følgende falsk Trøst, faa fundet sig selv for da gennem Evangelierne at faa fundet Jesus og saaledes blive trøstet i Sandhed.

Jeg antager, at jeg havde talt i 2 Minutter, da strækker omtalte Kone sig frem imod mig og overfuser mig. Hun, der vist ikke har det fjærneste med Kirken at gøre, vilde lære mig, hvorledes jeg skulde øve Sjælesorg. Ganske rolig vendte jeg mig om mod Konen, sigende: "Kone, jeg maa bede Dem om at være rolig". Men hendes Ordstrøm var ustandselig. Jeg siger atter: "Men saa vær da rolig!" Hun fortsatte. Saa siger jeg: "Men vil De da ikke holde Deres Mund?" Hun vilde ikke blive stille. "Saa maa De gaa ud", sagde jeg; og jeg tog hende saa ved Armen, lukkede Døren til Køkkenet op og satte hende ud. Hun var selvfølgelig ikke villig, men gjorde dog ikke nogen nævneværdig Modstand. Saa lukkede jeg Døren bag hende og satte mig atter hen til Bordet. Hun indfandt sig igen. Jeg sagde: "Ja, Betingelsen for, at De maa være her er, at De ikke forstyrrer mig". Saa var hun rolig.

Naar Ribe Amtstidende vil sige, at jeg atter satte (smed) hende ud, er det ikke Sandhed. Ordet "Kærling", som Bladet tillægger mig, har jeg heller ikke brugt. Jeg spurgte, da jeg ikke var helt sikker paa, hvem hun var: "Hvem er denne Kvinde?"

Jeg afsluttede nu min Samtale med Enken ved en Bøn, men selvfølgelig pint af dette nu ogsaa at skulle døje sligt.

Dermed var jeg for saa vidt færdig. For jeg forlod Enken, spurgte jeg hende dog, hvorledes hun havde det i rent time-Henseende og bad hende komme til mig, dersom hun trængte til Hjælp.

Jeg ventede, at Konen og hendes Mand paa hendes Vegne vilde blive bedrøvede ved saaledes at have overfuset mig og forstyrret mig i min Embedsgerning; men nej. I Stedet for modtog jeg fra Manden et i en utilbørlig Tone holdt Brev, hvilket Ribe Amts-Tidende ikke refererer. Selvfølgelig indfandt jeg mig ikke. Saa er man gaaet den sædvanlige Vej - til Lægen. Han kan bevidne, at der er Mærke af et Par Fingre. Nu skal der vist kun yderst lidt til, for at saadanne Mærker kunne fremkomme; men jeg er paa ingen Maade sikker paa, at de stamme fra mig. Den menneskelige Opfindsomhed er stor. Er Kærligheden opfindsom, Hadet er det ogsaa. Da man hørte, at Konen var P. Jonassen Blochs Hustru, saa smilede man og tvivlede slet ikke. Omtalte Ven af mig havde nogle Dage forinden ogsaa faaet et Indtryk af den Kvinde.

Ribe Amts-Tidende tvinger mig til endelig at røre ved gamle Historier:

En ca. 10 Aars Dreng havde i Skolen stjaalet Penge fra en anden Dreng. Han var en daarlig Dreng og Læreren bad mig Egenskab af Skolekommissionens Formand at tage mig af ham. Jeg lod ham hente. Overfor Budet, der skulde hente ham, pralede og bandede han. Saa vilde han tilmed lyve om Lærerinden. Jeg tog den Sag paa den Maade, at jeg gav Drengen 5 Slag Ris og den bestjaalne hvad han havde mistet.

Som Løn derfor fik jeg en Stævning.

Senere skete det, at da jeg en Søndag var gaaet paa Prædikestolen, 3 Drenge morede sig og vedblev dermed i den lille Time, jeg var paa Prædikestolen. Hvor det dog generede mig; men jeg holdt Pinen ud. Da jeg var færdig og alt var afsluttet paa sædvanlig Vis, gik jeg ikke straks op til Alteret, men først ned i Kirken og bad de 3 Drenge gaa ud. Jeg fulgte dem ud og bag den til Kirken lukkede Dør gav jeg dem et Dask paa Øret. Gudstienesten led ikke Afbræk 1 Sekund. Der blev gjort et stort Nummer ud deraf og - Stævning. Ribe Amts-Tidende opvarter med den gamle Usandhed, at jeg standsede midt i min Prædiken.

Jeg beder fornuftige Mennesker overveje:

1) Kan det kaldes forkasteligt at give en 10 a 11 Aars Dreng 5 Slag Ris for Næsvished, Banden og Tyveri.

2) Kan det ikke undskyldes, at en Præst giver 3 Drenge et Dask paa Øret, naar de har forstyrret ham gennem en Time?

3) Hvad skal en Mand gribe til, naar al Formaning til at afstaa fra Forstyrrelse af Embedspligten er frugtesløs.

Dette er, hvad jeg er bleven udskreget for; og kom man dybere ind i Klagernes Indhold, da skulde der aabne sig bedre Forstaaelse af, hvad Had kan drive Mennesker til at gøre mod en troende Præst.

Aal Præstegaard, d. 24. Juni 1901.

Schou.

(Ribe Stifts-Tidende 26. juni 1901).

Præsten i Aal.

Læge Stilhoff rykker i Marken. "Den nordre Del af Aal Sogn kunde maaske nok komme i Himmerig, men hele den søndre Del af Sognet gik til Helvede". Præsten prygler et Barn med sin Ridepisk.

Hr. Læge Stilhoff, der i sin Tid har boet ude i Billum, der er Naboby til Aal, hvor Pastor Schou lever sit lidet præstelige Liv, har paa Grund af Præstens slet dulgte Beskyldning mod Lægen for at have skrevet falsk Attest om den Dreng, der fik de for omtalte 5 Slag Ris, offentliggjort en Skrivelse i "Ribe Amtst.", der ikke i Tydelighed lader noget tilbage at ønske.

Hr. Læge Stilhoff skriver:

I "Ribe Stiftstid." for 26. Juni finder jeg optaget en "Redegørelse" fra Pastor Schou i Aal, en Mand, hvis Færd jeg siden hans Debut paa Vestkanten har fulgt med den Interesse, Iagttageren skænker de saakaldte sjælelige Fænomener, ogsaa hos Præster.

Ved sin Debutprædiken i Aal Kirke sagde han, efter hvad mange paalidelige Folk har meddelt mig, at nogle enkelte i den nordlige Del af Sognet maaske kunde komme i Himlen, men at hele det søndre Sogn gik i Helvede, vel at mærke uden at han selv kendte Forholdene. Ikke blot strider en saadan Dom imod Religionens Forskrift i Matthæus det syvende: Dømmer ikke; men det synes ogsaa upraktisk, naar det gælder om at fange Sjæle (Luc. V. 10).

Hele det søndre Sogn følte sig, som naturligt var, haardt krænket og forstødt.

Da Pastor Schou nu, i Følge "Redegørelsen", betragter sin Gærning i Aal som endt, vilde jeg ikke have taget Ordet i denne Sag, hvis jeg ikke personlig havde følt mig berørt derved. Hr. S. taler om, at man er gaaet den sædvanlige Vej - til Lægen, som bevidner, at "der er Mærker af et Par Fingre". De, der kender mig, ved, at jeg overhovedet ikke indlader mig paa at skrive falske Attester. Netop i en gammel Historie, som Pastor S. "nødes til at røre op i", har jeg afgivet en Attest. Sagens Sammenhæng vil fremgaa af det følgende.

Naar Hr. S. beder fornuftige Mennesker overveje: kan det kaldes forkasteligt at give en 10 a 11 Aars Dreng 5 Slag Ris for Næsvished, Banden og Tyveri? vil jeg, som regner mig til denne Kategori af Mennesker, ubetinget svare: Ja, det er forkasteligt, fordi det i dette Tilfælde er uberettiget.

Drengen fik ikke Ris, men Prygl af en Ridepisk i den Grad, at det nærmest havde Karakteren af Mishandling; dernæst havde Drengen vel efter et timelangt Forhør, formodentlig a Ia Sylow, tilstaaet at have stjaalet en Tokrone fra en Kammerat, men han gik lige hjem til sin Moder og bad hende om den Tokrone, han havde stjaalet, saa Tyveriet synes at mangle den indre Sandsynlighed. Det er haardt at stemple en Dreng som Tyv, navnlig paa Landet, hvor det større Folkehold og den nødvendige uhindrede Adgang til de i Byerne aflaasede Rum gør en vis gensidig Tillid og Tiltro nødvendig.

Da saa Præsten et Par Dage efter sendte sin Plejesøn over med Bud til Moderen og Drengen om at komme til Præstegaarden, traf Budet naturligvis kun Drengen, der i Bevidsthed om sin Uskyldighed svarede ham, saavidt jeg husker: A ska Dælen knag mæ nok komm. Dette rapporterede Plejesønnen strax, og da derfor Moderen næste Dag indfandt sig i Præstegaarden med sin Dreng, bad Præsten hende (klogelig!) gaa ind til hans Kone, og da han var bleven ene med Drengen tærskede han ham igennem med den lykke Ende af en Ridepisk. Hvor mange Slag, Drengen fik, kan jeg ikke huske, men da jeg saa ham kort efter, fandt jeg flere parallelle Striber, som jeg formodede hidrørte fra Slag med en Stok; Striberne var røde, meget ømme og tildels blodunderløbne. Imidlertid viste Præsten mig en Ridepisk nogle Dage efter, da jeg tilfældig var i Præstegaarden, under en Samtale, som jeg paa hans Anmodning tilstod ham. Han svippede med Ridepisken og havde vist gærne slaaet mig, hvis han havde turdet, fordi jeg nægtede, at de Slag, jeg havde set Mærker af, kunde være frembragte med den tynde Ende af Pisken, da de var af Bredde som min Lillefinger. "Saa er der nu tre Eventualiteter mulige", sagde Præsten. "Enten har Moderen tilføjet Drengen nogle Slag for, at det kunde se værre ud, eller Deres Attest er urigtig eller endelig lyver Præsten". Hertil svarede jeg: "Med mit Kendskab til den herværende Befolknings maaske overdrevne Kærlighed til deres Børn, kan jeg rolig lade den første Eventualitet ude af Betragtning, min Attest skal jeg nok staa inde for, saa der bliver vist kun den tredie Mulighed tilbage. - Farvel !"

I Anledning af Pastor Schous Slutningsbemærkning om, at man heraf kan se, hvorvidt Had mod en troende Præst kan drive Folk, skal jeg kun bemærke, at Tro er en indvendig Egenskab ligesom at spille Klaver, som kun kan bevises ved Gærning, og at jeg for mit Vedkommende al Tid har betragtet ham med den samme Deltagelse og Interesse, hvormed vi Læger nu en Gang betragter lidt ualmindelige Patienter.

Rødvig, 1. Juli 1901.

Stilhoff.

Se det er rene Ord for Pengene. Vi skal senere komme tilbage til denne forunderlige Præsts hele Virksomhed derude i Aal Sogn.

(Kolding Social-Demokrat 5. juli 1901. Ribe Stifts-Tidende 4. juli 1901.).

Ved mødet 4. juli 1901 i Øster og Vester Herreders Politiret prøvede pastor Schou at indgå et forlig med Jonassen Bloch ved at ville betale 10 kr. for svie og smerte og udrede sagens omkostninger. Det gik Jonassen Bloch ikke med til og sagen gik herefter til retten.

Biskop Gøtsche indrømmede at der havde været grund til at klage over Schou for lussingerne og gav ham en skarp tilrettevisning. Han mente også at Schou burde give menigheden en undskyldning.

Sagen kom for i august 1901. Han måtte tilbagekalde nogle fornærmelige udtalelser mod Peter Jonassen Blochs hustru (han havde kaldt hende "mær" og "kærling"), han skulle betale konen 40 kr. i sagsomkostninger og fik en bøde på 20 kr. til statskassen. Han tilbagekaldte dog ikke lige med det samme fornærmelserne.

I april 1902 vakte pastor Schou opsigt ved at have fået en ca. 2½ meter højt krucifiks på en opkastet jordhøj tæt på missionshuset. Herpå blev ophængt en Jesusfigur. Krucifikset havde han Schou købt på den rejse, som han foretog sammen med sin hustru og en søster i 1901 til missionsstationer forskellige steder i Indien. Efter at korset var rejst, var der folk i sognet der klagede til biskoppen over dette katolske islæt, men han afviste klagen med den begrundelse at korset jo var rejst på privat grund. I 1905 blev der oprettet en valgmenighed i sognet bl. a. på initiativ af kirkesanger Niels Hansen. 

Sædelighedsskandale i Nakskov. (Efterskrift til Politivennen)

For Retten i Nakskov verserer i denne Tid en uhyggelig Sag angaaende voxne Mænds Sædelighedsforbrydelser mod Drenge. Fem Personer har været arresteret, men den ene er atter løsladt

I Onsdags meddelte "Socialdemokraten"s Provinsudgave:

Fabrikant Linderoth i Nakskov er arresteret som overbevist om at have gjort sig skyldig i en modbydelig Forbrydelse mod Børn og unge Mennesker. I flere Aar har der været talt om L.s Forhold, saa Arrestationen er ikke en Overraskelse for nogen, snarere forbavses man over, at Autoriteterne ikke har fundet Anledning til at skride ind for længe siden. Linderoth, der er ugift, stammer fra sin Familie og havde et elegant Ungkarlehjem, hvorfra han i de sidste Dage har ladet afhente Sengklæder m. m til Brug i Arresten.

Undersøgelsen.

"Socialdemokraten" har i Gaar fra sin Redaktør i Nakskov bl. a. modtaget følgende :

SædelighedsskandaIen vækker den største Opstandelse her i Byen. De herværende Blade opfordrer til Tavshed, "medens Retten sidder", hvilket imidlertid kun giver Rygterne om, at mange fine Spidser er kompromitteret, forøget Næring. Aabenhed saavidt gjørlig vil sikkert bringe mere Ro i Gemytterne. Vi har derfor i Dag søgt Underretning hos paalideligste Kilde og kan om Sagen bringe følgende Oplysninger.

Elektriker Linderoth blev for 8 Dage siden arresteret paa Angivelse af en Mand, hvis Søn han havde misbrugt. Han tilstod sin forbrydelse og erkjendte, at have giort fra skyldig i det samme overfor et meget stort antal Børn, rimeligvis flere Hundreder, og det er særlig Børn fra Realskolen, han har misbrugt. Hans Tilbøjeligheder har været almindelig omtalt i Byen i mange Aar og været Genstand for Bemærkninger i de aarlige Sommerrevyer. Han angav som sine Medskyldige Pølsemager Andersen og Kiøbmand Hansen her af Byen samt farver Jacobsen og Klaverstemmer Lange fra København og forlangte dem arresteret og straffet.

Alle har tilstaaet sig skyldig i Pæderasti, men paastaar ikke at have haft med Børn at giøre. Der er dog stor Mistanke mod Andersen og J. ogsaa i sidstnævnte Retning, medens Hansen og L. kun anses for skyldige i Pæderasti. Hansen er løsladt. L og J. er gifte i Kjøbenhavn og ankom som Arrestanter hertil i Nat.

Straffen antages at blive for Linderoth, Andersen og Jacobsen forbedringshusarbejde, medens Hansen og Lange slipper billigere.

Der ikke Udsigt til flere Arrestationer, da Borgmesteren ikke vil lade foretage Undersøgelse mod nogen uden paa bestemt Angivelse, enten af de Arresterede eller andre og der foreligger ingen saadanne Angivelser.

(Aftenbladet (København) 22. juli 1900).

Den 20. august 1900 dømtes Linderoth til 2½ års forbedringshus, viktualiehandler Andersen til 1 års forbedringshus, handelskommiss Kaae til 8 dages fængsel, farver Jacobsen blev frikendt. Fhv. købmand Hansen hængte sig under retsforløbet ca. en uge efter afsløringerne.

Klink. (Efterskrift til Politivennen).

Gadens Spil.

Paa Gader og Pladser, hvor der findes en nogenlunde uforstyrret Plads opad en Mur, spiller Drengene i disse Solskinsdage Klink. De har deres lille Verden for sig selv mellem Rendestenen og Muren, med en Nedløbsrende til den ene Side og en Kælderhals til den anden. Dér rasler "Toerter" og "Janter" hen over Stenene - dér falder "Slavskillingen" i "Gisen", og der "spændes" under opmærksom Deltagelse fra samtlige Spillere; - "Reglekrav" gælder ikke! 

Klinkspillet har sit særlige Sprog med mange snurrige Benævnelser. I Tidsskriftet "Dania", som samler paa sproglige Kuriositeter, har Hr. Knud Lau skrevet en morsom lille Artikel om Klinkspillets Terminologi. Den skyldes Erindringer fra Halvfjerdserne, men Spillet foregaar den Dag i Dag paa samme Maade. Hr. Lau skriver :

Der spilles Klink paa to Maader, alt efter som det, der spilles om, bestaar af Knapper eller Penge; dog griber disse to Maader paa flere Punkter over i hinanden. Den Form af Spillet, som drejer sig om Knapper, "Torter", er rigest paa karakteristiske Betegnelser.

Ved "Torter" forstaas udelukkende Knapper af Metal, dels Bukseknapper, dels Uniformsknapper. Disse kaldes "Rejælere", hine "Janter". Imidlertid er ikke alle Bukseknapper af Metal gangbare "Janter" til enhver Tid; kun de Sorter, der er støbte i ét Stykke af Tin eller Malm, er altid sikre paa at blive taget for gode Varer, medens de, der er fabrikerede af to Stykker Messing- eller Jærnblik, meget foragtelig kaldes "Moster" eller endnu værre "Skallemoster" og kun nødig modtages af de mere kultiverede Spillere. Aristokraterne blandt "Janterne" er de, der giver Klang, naar de falder paa Jorden, de, der kan "synge"; de hædres med Navnet "Syngelærker". Imidlertid: en "Jante" er kun en "Jante"; nogen Forskel i Værdi er der ikke paa de forskellige Sorter, det er nærmest kun en Forfængelighedssag for Spillets Dyrkere at være i Besiddelse af bravt mange "Syngelærker".

Spillet om "Torter" gaar for sig paa følgende Maade: først bestemmes Deltagernes Numerorden i Spillet saaledes: i en bestemt Afstand fra en Væg eller - i Mangel deraf - fra en med en Kæp i Gruset ridset Streg kaster hver Deltager sin "Slawskilling" op mod Væggen eller henimod Stregen, hvilket kaldes at "sjokke". Den, der med sin Slagskilling kommer nærmest Væggen, begynder det egenlige Spil, den næstnærmeste er Nr. 2 og saa fremdeles. Hvis en af Deltagerne, idet han "sjokker", kan skønne, at Kastet vil blive daarligt, kan han annulere det ved at raabe "Dajtimmelaj", inden Slagstillingen har naaet Jorden; saasnart dette er sket, kan "Sjokket" ikke gøres om. Indtræffer det Tilfælde, at 2 Spillere er lige nær ved Væggen, er der "Skau", og de to "sjokker" om.

Er nu paa denne Maade Rækkefølgen bestemt, lægger hver af Deltagerne sin Indsats sammen med de øvriges i en Hob, "Gisen". (Er denne meget stor, kan det ofte være vanskeligt at bjærge den, naar "Polisseren" eller "Polakkeren", som Politibetjenten kaldes, overrasker Spillerne under deres forbudne Virksomhed). Nu kan man enten "stikke" til "Gisen" eller "slaa" til den. I første Tilfælde stiller Deltagerne sig op i en vis Afstand og kaster Slagstillingen efter "Gisen", i sidste Tilfælde slaas Skillingen mod en Gadedør eller et Plankeværk, saaledes at den kommer "Gisen" saa nær som muligt. Alle de "Torter", som man da kan naa ved at spænde Haanden ud mellem Slagstillingen og "Gisen", saaledes at Tommelfingeren berører hin, Ringfingeren de enkelte "Torter" - hvilket kaldes at "krave" - tilfalder den, der har "stukket" eller "slaaet". Kan man kun naa "Torterne" ved at sætte Tommelfingerneglen paa Slagskillingen, saaledes at denne rejser sig paa Kant, kaldes det "Reglekrav" og betragtes halvvejs som uærligt Spil. Saaledes gaar man Deltagernes Række igennem, og hvis der er mere tilbage af "Gisen", naar "sidste Mand" har slaaet, begyndes igen med Nr. 1 osv. indtil den sidste "Jante" er vundet. Saasnart dette Tilfælde indtræffer, skynder man sig at reservere sig Fordelen ved at "sjokke" sidst, hvilket sker ved Erklæringen: "Sissjok" (Tonen paa 1ste Stavelse) c: sidste Sjokker; har man ikke været rap nok til at komme først med dette Udraab, kan man trøste sig med et "næst"sidst. Disse Reservationer respekteres altid.

Værdien af de enkelte Knapper varierer noget; men der er dog visse Regler, som altid gælder. To "Janter" er en "Tort", tre "Janter" en "Trente". De tidligere omtalte "Rejælere" har forskellig Værdi, men gælder altid mindst for en "Tort"; Repræsenteres denne Værdi ved en "Rejæler", kaldes den ikke "en Tort", men en "Entorter"; saaledes kaldes bl. a. de blanke Uniformsknapper af Messing uden Klang; kan de derimod "synge", kaldes de "Totortere". "Trenten" er repræsenteret blandt "Rejælerne" i Form af visse Sø-Underofficersknapper, "Tretordere" er Politiets. "Firtortere" Marine-Underofficerernes store Knapper, "Sekstortere" Postvæsenets, "ottetortere" Jærnbanevæsenets, "Ti- og Tolvtortere" forskellige adelige Liberiers Knapper, "Sekstentortere" de kongelige Lakajers Sølvknapper og "Toogtredivetortere" de kongelige Svejtseres store Sølvknapper. Forgyldte Knapper gælder mere end forsølvede, og "Rejælere", der kan "synge" mere end de klangløse. "Rejælere", hvis Øjer er afbrækkede, er fuldstændig værdiløse; er Øjerne kun bøjede, taber de ofte mere end Halvdelen af deres Værdi, ja kan synke ned til at blive "Moster". Som Kuriosum kan anføres, at 4 "Torter" gælder lige med 1 Øre, saaledes at de store ægte Sølvknapper, som bæres af de kongelige Svejtsere, og som har en Værdi af mindst et Par Kroner, i "Klink" kun gælder for 8 Øre. De er nu for Resten ogsaa sjældne!

(Social-Demokraten 17. juni 1900).

Drengekrig i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

En Politibetjent prygles.

I Søndags Eftermiddags har der i Følge "Natt." fundet nogle ret alvorlige Uroligheder Sted i Valby. Ved 3 Tiden havde der samlet sig to Hære af Drenge, en fra Valby og en fra Kvarteret omkring Ny Carlsbergvej, der skulde udkæmpe en Kamp paa Valbys Enemærker; Vaabnene vare tykke Grene, hentede i Søndermarken.

Just som Hærene under høje Kampraab rykkede imod hinanden paa Valby Bakke kom en Sporvogn kørende og bag paa den sad en af Valby Politibetjente som Passager. Da han saa de to Drengehære, der var i Færd med at rykke i Kamp, fik han Lyst til at være med.

Han sprang af Sporvognen og tog Anføreren for den ene Hær i Nakken i den Hensigt at transportere ham til Politistationen. Fra begge Hære lød imidlertid i dette Øjeblik et vildt Kampskrig og pludselig forenede i Kampen mod den fælles Fjende gik alle Drengene, baade de fra Valby og de fra Ny Carlsbergvej, løs paa Politibetjenten. Da Grenene fra Søndermarken ikke ansaas for tilstrækkelig kraftige Vaaben mod den farlige Fjende, brød Drengene Stave løs fra Stakittet om Søndermarken og tampede løs paa Politimanden med dem. Han blev væltet am Rendestenen af Sværmen, og den Dreng han oprindelig havde faaet fat i, kom til at ligge oven paa ham.

Betjenten anraabte forbikørende Drosker om at holde, ligesom han bad Forbipasserende om Hjælp. Men ingen af disse ønskede at komme i Lag med de forenede Drengehære, og Droskerne blev af Drengene afholdt fra at holde ved at disse tampede løs paa Hestene.

Endelig kom Betjenten igen paa Benene stadig holdende fast paa den Dreng, han først havde grebet i Nakken. Han fik nu ogsaa en Droske til at holde og begyndte at stoppe den anholdte Dreng ind i den. Imens tampede hele Skaren løs paa ham med Stokke og Gærdestaver. Et Øjeblik vender Betjenten sig mod sine Angribere, dette benytter den anholdte Dreng til at springe gennem Drosken og ud ad den modsatte Vogndør, hvorefter han løber ned ad Gaden for at undslippe.

En Tilskuer til Kampen satte imidlertid efter Flygtningen, der snart blev indfanget, og da Betjenten var kommen til, begyndte man til Fods et transportere Fyren til Politivagten. Drengesværmen fulgte stadig efter, og Betjenten blev bl. a. ramt ret alvorligt i Ryggen af en Sten, som en af Urostifterne kastede efter ham, ligesom han uafladelig blev slaaet over Benene med Kæppe, som Drengene kastede henad Vejen.

Det lykkedes dog tilsidst at naa Politivagten, hvor den anholdte Dreng blev indsat men Betjenten var da i høj Grad medtaget af den lidte Overlast.

(Social-Demokraten 7. marts 1899).

Strejke paa Augustinus' Tobaksfabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Strejkende Børn

50 Drenge nedlægger Arbejdet i Augustinus' Tobaksfabrik.

I Gaar Middags har ca. 50 Drenge, der arbejder i Augustinus' Tobaksfabrik paa Gl. Kongevej Nr. 5, nedlagt Arbejdet samt stillet Krav om en ugenlig Lønforhøjelse af 50 Øre.

I Fabriken beskæftiges ialt ca. 50 Drenge. Størsteparten Skolebørn i 10-14 Aars Alderen og fordelt saaledes, at de 30 møder om Formiddagen og den anden Halvpart om Eftermiddagen.

Arbejdstiden er i Sommerhalvaaret fra Kl. 6 Morgen til Kl. 12 Middag, og for Eftermiddagsholdet til Kl. 6 Aften, med en Pavse paa en halv Time; i Vintertiden mødes der Kl. 7 Morgen.

Ugelønnen er 1 Kr. 50 Øre - en Betaling, som Drengene mente var for lav for 6 Dages Arbejde. Det bliver jo ogsaa kun 25 Øre for den halve Dag, tilbragt ved et særlig for Børn usundt Arbejde.

Drengene blev derfor enige om at forlange et ugenligt Løntillæg af 50 Øre; i Gaar Formiddags holdt de i Frokostpavsen fra Kl. 8½- 9 Møde i Fabrikens Gaard, og her besluttedes det enstemmig, at Arbejdet skulde nedlægges ved Middagstid, og at man skulde søge at faa Kammeraterne i Eftermiddagsholdet til at gøre fælles Sag med de Strejkende. Størsteparten af Forsamlingen havde mest Lyst til at gaa med det samme, og i det Øjemed bavde de taget deres Overtøj og Huer med ned til Gaardmødet, men Fabrikporten var aflaaset, og de blev af Bestyreren atter sendt op til Arbejdet.

Imidlertid havde Fabrikanten meddelt Politiet det forefaldne, og ved Middagstid, da Drengene i sluttet Trop forlod Fabriken, stod et Par Betjente (deriblandt en civilklædt Opdager) paa Post udenfor Fabriksporten og ryddede i en Fart Gaden for at hindre Drengene i at træffe Aftaler med Eftermiddagsholdet.

Drengene bragte Fabrikanten et rungende Hurra og forsvandt derpaa i de tilstødende Gader, hvor det hurtigt lykkedes dem at komme i Rapport med det nu mødende Eftermiddagshold. Resultatet blev, at disse sluttede sig til de Strejkende med Undtagelse af en halv Snes Stykker, der gik ind paa Fabrikken og fortsatte Arbejdet.

Folgen af Strejken var, at i Gaar Eftermiddags de paa Fabriken beskæftigede Kvinder maatte overtage Drengenes Arbejde. I Aftes, da de 10 Smaafyre, der havde svigtet deres Kammerater, forlod Fabriken, var der atter posteret Politi, der skulde "beskytte" dem mod mulige Forulempelser af de udstillede "Strejkevagter". Og rundt om i Porte og Gadedøre saas de Strejkende i ivrig Diskussion med jævnaldrende Kammerater, særlig Mælkeforsyningsdrenge, for at drøfte Strejkens Udfald og Kammeratskabets og Sammenholdets Nytte.

(Social-Demokraten 3. februar 1898).

De strejkende Drenge.

Drenge-Strejken paa Augustinus' Tobaksfabrik vedvarede endnu i Gaar. Om Formiddagen samledes Drengene paa "Svineryggen", hvorfra de sendte en Deputation, bestaaende af to af de flinkeste Drenge, til Fabrikanten, for hvem de fremsatte deres Fordring om et ugenligt Løntillæg af 50 Øre.

De fik imidlertid et afslaaende Svar. Efter hvad vi erfarer, har de paa Fabriken beskæftigede Kvinder nægtet at udføre Drengenes Arbejde.

*

Forøvrigt hidrører Drengenes Misfornøjelse fra et Løste om Lønforhøjelse, som Hr. Augustinus formentlig gav dem den 1ste December f. A., men som ikke er bleven opfyldt.

Ved nævnte Tidspunkt skete der nemlig en Lønrevision for Fabrikens voksne Arbejderes Vedkommende, og Drengene forstod den Gang Sagen saaledes, at Hr. Augustinus lovede dem et Tillæg af 50 Øre ugenlig, dog saaledes, at disse 50 Øre skulde tilbageholdes af Fabriken og først udbetales Drengene ved deres Konfirmation. 

Skønt Drengene just ikke var fornøjet med den Ordning, at Pengene skulde tilbageholdes, blev de dog glade over Forhøjelsen og glædede tillige deres Forældre med denne Efterretning.

I Henhold til Løftet gik i Lørdags en af Drengene, der skal konfirmeres til Paaske, ind til Hr. Augustinus og bad om at faa udbetalt sin Part af det formentlig opsparede Løntillæg, da han nu trængte til Konfirmationshjælp. Drengen fik ganske vist udbetalt et Par Kroner, men iøvrigt gav Hr. Augustinus ham det Svar, at det Hele beroede paa en Fejltagelse; det eneste Løntillæg, der kunde være Tale om, at de fik, var 18 Øre om Ugen eller 3 Øre pr. Dag!

Efter dette Svar var det, at Drengene ansaa sig forurettede og besluttede at nedlægge Arbejdet.

Der lader forøvrigt til at være godt Sammenhold mellem Drengene, og det er kun lykkedes Fabriken at faa antaget en ny Dreng. Under Mødet paa "Svineryggen" opmuntredes Drengene af de Forbipasserende til at holde sammen, og en Herre fordelte et mindre Beløb som "Strejkepenge" mellem dem.

(Social-Demokraten 4. februar 1898).

Rekrutskole.

- - -

Nu har en Flok Drenge gjort Strike paa Augustinus' Tobaksfabrik, og atter refererer Socialdemokraten dem med en Udførlighed, som stod man her over for en Strike af myndige Individer. Vi faa at vide, at Drengene have sendt en "Deputation", bestaaende af 2 af de flinkeste Drenge til Fabrikanten, for hvem de fremførte deres "Fordring" om Lønningsforhøjelse. "Fordringen" blev afvist, og derefter have Kvinderne paa Fabriken nægtet at udføre de strikende Drenges Arbejde Drengene havde "forstaaet", at en foretagen Lønrevision ogsaa skulde komme dem til Gode, og "skjønt Drengene just ikke var fornøjet med den Ordning", som de formente skulde gjælde dem, saa vare de dog gaaede ind derpaa. Da de nu opdager deres Fejltagelse, striker de. De fik rigtignok en Løn forhøjelse, men da Fabrikantens Holdning og Svar ikke tilfredsstillede dem, "ansaa de sig forurettede og nedlagde Arbejdet". Fremdeles hedder det, at "der lader til at være godt Sammenhold mellem Drengene, og det er kun lykkedes Fabrikanten at faa antaget en ny Dreng. Under Mødet paa "Svineryggen" opmuntredes Drengene af de Forbipasserende til at holde sammen, og en ældre Herre fordelte et mindre Beløb som "Strikepenge" mellem dem".

Se det er et Referat, som nok skal gjøre sin Virkning baade paa Drengene og de i Forvejen opfanatiserede socialistiske Forældre, som ikke kunne indse, at de ved Opmuntring til Sligt sætte den sidste Rest af Forældremyndigheden til over for Knægtene. Der manglede kun, at Socialdemokraten skulde have navngivet den "ældre Herre", som fordelte "Strikepengene".

Samtidig med slige Referater serverer Bladet dramatiske Situationer, hvor Tobaksdrengene og deres Paarørende fremstilles som lidende og af de nedrige Kapitalister udbyttede Skabninger. Disse dramatiske Smaating sluges naturligvis af det store ukritiske Publikum, især Kvinderne, som i disse Lag ofte maa trække langt det tungeste Læs for Udkommet, da en betydelig Del af Mandens Ugefortjeneste gaar til Strikekassen, Fagforeningen og Bajerskøllet osv. og hvis eneste Læsning og dermed aandelige Næring er Socialdemokraten. Og Virkningerne vil ikke udeblive, men det er heller ikke Skribenternes Mening.

Det kunne være paa Tide, at der fandtes Midler til at sætte en grænse for denne - den mest ondartede - Art af socialistiske Agitation.

(Jyllandsposten 8. februar 1898. Uddrag).

Ole Augustinus grundlagde i 1750 et tobaksspinderi i Frederiksborggade i København. Hans ældste søn Christian Augustinus lagde navn til virksomheden og drev virksomheden videre efter farens død i 1779. I 1942 stiftede Ludvig Augustinus Chr. Augustinus Fabrikkers Fond (Augustinus Fonden) som ejer Chr. Augustinus Fabrikker. I 1961 fusionerede tre af landets ældste tobaksspinderier til Skandinavisk Tobakskompagni, heriblandt Chr. Augustinus Fabrikker.