Er Manden gal?
En af Pastor Ifversens Aandsfæller.
Postbud Niels Jensen fra Grærup ved Varde tog sig forleden af Dage. I sidste Uge blev han fulgt til Jorden af en stor Skare af Familje og Naboer, men paa Kirkegaarden forefaldt en Begivenhed, som længe vil mindes.
Indremissionspræsten Pastor Schou, som forrettede Jordpaakastelsen, sagde bl. a.: "I, som staar her omkring Graven, er Mandens Mordere, I har givet ham Brændevin. Jeg siger det endnu enGang, I har myrdet Manden."
Nogle Dage efter var Præsten ude at holde en Helvedestale for den haardt prøvede Enke. Den afdødes Søster, som opholdt sig i Huset, bad Præsten om at tage det lidt roligt, da Enken ikke var saa meget stærk; men Præsten gjorde kort Proces, tog fat i Søsteren og smed hende ud.
Da Præsten lige havde faaet begyndt paa sin Helvedesprædiken igen, kom Søsteren imidlertid tilbage for at beskytte Enken, og Præsten smed hende atter ud. Denne Scene gentog sig tre Gange, og alt imens opvartedes hun med Skældsord som "Kærling".
Beboerne er meget oprørte over Præstens Handlemaade, og efter Forlydende skal han indstævnes for Retten. Men dette vil næppe nytte noget, da det forgæves er prøvet at faa ham afsat fra Embedet.
Det er den samme Præst, der for nogle Aar siden pryglede 3 unge Mennesker i Kirken.
(Demokraten (Århus) 17. juni 1901).
Jonassen Blochs hustru opholdt sig hos svigerinden og enken efter det afdøde postbud Niels Jensen. Præsten mente ikke at have været voldelig, men Bloch skaffede en lægeattest for at hustruens venstre overarm havde to gulgrønne pletter og stævnede præsten i politiretten. De omtalte 3 unge mennesker havde han givet lussinger midt i en prædiken efter at have afbrudt denne.
Jens Nikolai Schou (1861) var præst i Aal Kirke 1891-1917. Han fik i 1894 opført missionshuset Emaus.
Pastor Schous Redegørelse er saalydende :
"Ribe Amtstidende har nogle Gange kendt sig forpligtet til paa Kirkens Vegne at omtale mig paa en just ikke smigrende Maade. Det vil antagelig have undret mange, at hvad dette Blad saaledes fortalte om mig, ikke med et Ord blev modsagt. Jeg sluttede imidlertid saaledes: Lad dem, der ville, tro det. Dertil fandt jeg - efter nogen Vaklen - at det, med min Gerning i Aal Sogn for Øje, var bedst ikke at modsige al den Usandhed, saadanne Artikler indeholdt Det maatte jo være generende for Folk at se sig blottede, og Haabet om Indgang hos dem vilde blive svagere. Jeg nøjedes med en Gang paa en Gade i Varde at sige til Redaktøren, at om han ønskede, at hans Blad skulde være Udtryk for Sandhed, ogsaa naar han omtalte mig, da vilde jeg anbefale ham at faa Forklaring fra mig først. Han gav det ejendommelige, uforglemmelige Svar: "Hr Pastor, hvad vi skrive er "Hurtig - Litteratur"." Jeg tænkte: "For - hurtig".
Naar man nu atter har draget mig frem - og der selvfølgelig er Usandhed i Artiklen - saa skal jeg dog endelig værge mig. Nu stiller Sagerne sig nemlig saaledes, at jeg betragter min Gerning i Aal som endt. Jeg har derfor forsaavidt ikke noget at sætte paa Spil. Sandsynlig har man tænkt: "Han svarer ikke, endog vi smøre tykt paa, saa lad os blot fortsætte". Imidlertid har man saa forregnet sig.
Det maa ikke være rart for Sognet saaledes at blive stillet blot; men nu skal det være.
Den noksom bekendte jydske Gæstfrihed bliver her i Sognet dyrt betalt; den hænger paa det nøjeste sammen med Udskænkning. Her drikkes over al Beskrivelse: Paa Kroer, paa et Højskolehjem, i Forsamlingshuse, i Smugkroer (det ymtes der da stadig om) og rundt i Husene. Sognet er ligefrem nedsunket i Drikkesygens Last.
Med denne Hang til Spiritus har jeg prædiket, og der er da ogsaa blevet en Del Huse, hvor man har givet Afkald paa den Gift.
Saa havde vi et Postbud. Han blev i adskillige Huse paa sin Runde beværtet med Spiritus. Han svækkedes - ogsaa moralsk, saa at han forgreb sig paa Penge der vare ham betroede. Saa hængte han sig den 21. Maj.
Begravelsesdagen oprandt. Jeg sagde ved Graven: "I ville vel mene og sige, at den Mand selv aflivede sig, og det er jo sandt nok; men det er jo ogsaa sandt, at - det er Jer, der har taget Livet af ham dem, der gav ham Spiritus, hvor han kom i Husene - , og jeg er forvisset om, at I ubarmhjærtigt ogsaa slaa hans Efterfølger ihjel, hvis han ikke har Villie og Kraft til at værge sig".
En Mand i Følget udtalte til en Ven af mig: "Der udtalte Pastor Schou en forfærdelig Sandhed".
Hurtigt rygtedes det, at man - selvfølgelig Drankerne - i det paagældende Distrikt var opbragt paa mig. Hvad der nu er sket, veed enhver her, er kun Hævn. Paa Kirkegaarden vilde jeg ikke tale til Enken. Hende vilde jeg tale med i Hjemmet.
Der gik nogle Dage, og jeg erfarede, at hun ventede Besøg fra Præstegaarden. Jeg havde kun 2 Dage til min Raadighed, da jeg derefter skulde rejse. Den første Dag bestemte jeg for en dødssyg Pige, der boede langt borte. Den anden Dag vilde jeg saa tage ud til Enken. Saa kom der Bud efter mig fra Varde, at jeg maatte komme ind og forrette en Begravelse der. Jeg havde saa næste Dag at vælge mellem Pigen og Konen. Jeg valgte Konen. Saa red jeg ud til hende (1 Mil). Det var et Besøg ex officio i Egenskab af Sjælesorger. Desto værre var hun ikke alene. Foruden en Lærer med Kone var der en anden Kvinde, P. Jonassen Blochs Hustru.
Formentlig har jeg efter Kirke-Retten Lov til at begære at være ene med den, der skal være Genstand for Sjælesorg; men det er en Ret, jeg stadig har krympet mig ved at bruge af Ængstelse for Misforstaaelser.
Jeg satte mig ved Bordet hos Enken. Bag mig ved Køkkendøren sad Blochs Kone. Den Plan, som jeg ogsaa fulgte, var til en Begyndelse at omtale Synden og den Jammer og Elendighed, dermed følger, for saa at vinde frem til Evangelierne. Jeg kom visselig ikke for at yde Enken Trøst gennem Adspredelse, hvad Ribe Amtstidende aabenbart finder kunde have været passende. Af Adspredthed er der altfor meget. Hjærterne er spredte og udstykkede. Jeg kom for at hjælpe en Sjæl til at faa sig samlet igen fra al Adspredtheden og der med følgende falsk Trøst, faa fundet sig selv for da gennem Evangelierne at faa fundet Jesus og saaledes blive trøstet i Sandhed.
Jeg antager, at jeg havde talt i 2 Minutter, da strækker omtalte Kone sig frem imod mig og overfuser mig. Hun, der vist ikke har det fjærneste med Kirken at gøre, vilde lære mig, hvorledes jeg skulde øve Sjælesorg. Ganske rolig vendte jeg mig om mod Konen, sigende: "Kone, jeg maa bede Dem om at være rolig". Men hendes Ordstrøm var ustandselig. Jeg siger atter: "Men saa vær da rolig!" Hun fortsatte. Saa siger jeg: "Men vil De da ikke holde Deres Mund?" Hun vilde ikke blive stille. "Saa maa De gaa ud", sagde jeg; og jeg tog hende saa ved Armen, lukkede Døren til Køkkenet op og satte hende ud. Hun var selvfølgelig ikke villig, men gjorde dog ikke nogen nævneværdig Modstand. Saa lukkede jeg Døren bag hende og satte mig atter hen til Bordet. Hun indfandt sig igen. Jeg sagde: "Ja, Betingelsen for, at De maa være her er, at De ikke forstyrrer mig". Saa var hun rolig.
Naar Ribe Amtstidende vil sige, at jeg atter satte (smed) hende ud, er det ikke Sandhed. Ordet "Kærling", som Bladet tillægger mig, har jeg heller ikke brugt. Jeg spurgte, da jeg ikke var helt sikker paa, hvem hun var: "Hvem er denne Kvinde?"
Jeg afsluttede nu min Samtale med Enken ved en Bøn, men selvfølgelig pint af dette nu ogsaa at skulle døje sligt.
Dermed var jeg for saa vidt færdig. For jeg forlod Enken, spurgte jeg hende dog, hvorledes hun havde det i rent time-Henseende og bad hende komme til mig, dersom hun trængte til Hjælp.
Jeg ventede, at Konen og hendes Mand paa hendes Vegne vilde blive bedrøvede ved saaledes at have overfuset mig og forstyrret mig i min Embedsgerning; men nej. I Stedet for modtog jeg fra Manden et i en utilbørlig Tone holdt Brev, hvilket Ribe Amts-Tidende ikke refererer. Selvfølgelig indfandt jeg mig ikke. Saa er man gaaet den sædvanlige Vej - til Lægen. Han kan bevidne, at der er Mærke af et Par Fingre. Nu skal der vist kun yderst lidt til, for at saadanne Mærker kunne fremkomme; men jeg er paa ingen Maade sikker paa, at de stamme fra mig. Den menneskelige Opfindsomhed er stor. Er Kærligheden opfindsom, Hadet er det ogsaa. Da man hørte, at Konen var P. Jonassen Blochs Hustru, saa smilede man og tvivlede slet ikke. Omtalte Ven af mig havde nogle Dage forinden ogsaa faaet et Indtryk af den Kvinde.
Ribe Amts-Tidende tvinger mig til endelig at røre ved gamle Historier:
En ca. 10 Aars Dreng havde i Skolen stjaalet Penge fra en anden Dreng. Han var en daarlig Dreng og Læreren bad mig Egenskab af Skolekommissionens Formand at tage mig af ham. Jeg lod ham hente. Overfor Budet, der skulde hente ham, pralede og bandede han. Saa vilde han tilmed lyve om Lærerinden. Jeg tog den Sag paa den Maade, at jeg gav Drengen 5 Slag Ris og den bestjaalne hvad han havde mistet.
Som Løn derfor fik jeg en Stævning.
Senere skete det, at da jeg en Søndag var gaaet paa Prædikestolen, 3 Drenge morede sig og vedblev dermed i den lille Time, jeg var paa Prædikestolen. Hvor det dog generede mig; men jeg holdt Pinen ud. Da jeg var færdig og alt var afsluttet paa sædvanlig Vis, gik jeg ikke straks op til Alteret, men først ned i Kirken og bad de 3 Drenge gaa ud. Jeg fulgte dem ud og bag den til Kirken lukkede Dør gav jeg dem et Dask paa Øret. Gudstienesten led ikke Afbræk 1 Sekund. Der blev gjort et stort Nummer ud deraf og - Stævning. Ribe Amts-Tidende opvarter med den gamle Usandhed, at jeg standsede midt i min Prædiken.
Jeg beder fornuftige Mennesker overveje:
1) Kan det kaldes forkasteligt at give en 10 a 11 Aars Dreng 5 Slag Ris for Næsvished, Banden og Tyveri.
2) Kan det ikke undskyldes, at en Præst giver 3 Drenge et Dask paa Øret, naar de har forstyrret ham gennem en Time?
3) Hvad skal en Mand gribe til, naar al Formaning til at afstaa fra Forstyrrelse af Embedspligten er frugtesløs.
Dette er, hvad jeg er bleven udskreget for; og kom man dybere ind i Klagernes Indhold, da skulde der aabne sig bedre Forstaaelse af, hvad Had kan drive Mennesker til at gøre mod en troende Præst.
Aal Præstegaard, d. 24. Juni 1901.
Schou.
(Ribe Stifts-Tidende 26. juni 1901).
Præsten i Aal.
Læge Stilhoff rykker i Marken. "Den nordre Del af Aal Sogn kunde maaske nok komme i Himmerig, men hele den søndre Del af Sognet gik til Helvede". Præsten prygler et Barn med sin Ridepisk.
Hr. Læge Stilhoff, der i sin Tid har boet ude i Billum, der er Naboby til Aal, hvor Pastor Schou lever sit lidet præstelige Liv, har paa Grund af Præstens slet dulgte Beskyldning mod Lægen for at have skrevet falsk Attest om den Dreng, der fik de for omtalte 5 Slag Ris, offentliggjort en Skrivelse i "Ribe Amtst.", der ikke i Tydelighed lader noget tilbage at ønske.
Hr. Læge Stilhoff skriver:
I "Ribe Stiftstid." for 26. Juni finder jeg optaget en "Redegørelse" fra Pastor Schou i Aal, en Mand, hvis Færd jeg siden hans Debut paa Vestkanten har fulgt med den Interesse, Iagttageren skænker de saakaldte sjælelige Fænomener, ogsaa hos Præster.
Ved sin Debutprædiken i Aal Kirke sagde han, efter hvad mange paalidelige Folk har meddelt mig, at nogle enkelte i den nordlige Del af Sognet maaske kunde komme i Himlen, men at hele det søndre Sogn gik i Helvede, vel at mærke uden at han selv kendte Forholdene. Ikke blot strider en saadan Dom imod Religionens Forskrift i Matthæus det syvende: Dømmer ikke; men det synes ogsaa upraktisk, naar det gælder om at fange Sjæle (Luc. V. 10).
Hele det søndre Sogn følte sig, som naturligt var, haardt krænket og forstødt.
Da Pastor Schou nu, i Følge "Redegørelsen", betragter sin Gærning i Aal som endt, vilde jeg ikke have taget Ordet i denne Sag, hvis jeg ikke personlig havde følt mig berørt derved. Hr. S. taler om, at man er gaaet den sædvanlige Vej - til Lægen, som bevidner, at "der er Mærker af et Par Fingre". De, der kender mig, ved, at jeg overhovedet ikke indlader mig paa at skrive falske Attester. Netop i en gammel Historie, som Pastor S. "nødes til at røre op i", har jeg afgivet en Attest. Sagens Sammenhæng vil fremgaa af det følgende.
Naar Hr. S. beder fornuftige Mennesker overveje: kan det kaldes forkasteligt at give en 10 a 11 Aars Dreng 5 Slag Ris for Næsvished, Banden og Tyveri? vil jeg, som regner mig til denne Kategori af Mennesker, ubetinget svare: Ja, det er forkasteligt, fordi det i dette Tilfælde er uberettiget.
Drengen fik ikke Ris, men Prygl af en Ridepisk i den Grad, at det nærmest havde Karakteren af Mishandling; dernæst havde Drengen vel efter et timelangt Forhør, formodentlig a Ia Sylow, tilstaaet at have stjaalet en Tokrone fra en Kammerat, men han gik lige hjem til sin Moder og bad hende om den Tokrone, han havde stjaalet, saa Tyveriet synes at mangle den indre Sandsynlighed. Det er haardt at stemple en Dreng som Tyv, navnlig paa Landet, hvor det større Folkehold og den nødvendige uhindrede Adgang til de i Byerne aflaasede Rum gør en vis gensidig Tillid og Tiltro nødvendig.
Da saa Præsten et Par Dage efter sendte sin Plejesøn over med Bud til Moderen og Drengen om at komme til Præstegaarden, traf Budet naturligvis kun Drengen, der i Bevidsthed om sin Uskyldighed svarede ham, saavidt jeg husker: A ska Dælen knag mæ nok komm. Dette rapporterede Plejesønnen strax, og da derfor Moderen næste Dag indfandt sig i Præstegaarden med sin Dreng, bad Præsten hende (klogelig!) gaa ind til hans Kone, og da han var bleven ene med Drengen tærskede han ham igennem med den lykke Ende af en Ridepisk. Hvor mange Slag, Drengen fik, kan jeg ikke huske, men da jeg saa ham kort efter, fandt jeg flere parallelle Striber, som jeg formodede hidrørte fra Slag med en Stok; Striberne var røde, meget ømme og tildels blodunderløbne. Imidlertid viste Præsten mig en Ridepisk nogle Dage efter, da jeg tilfældig var i Præstegaarden, under en Samtale, som jeg paa hans Anmodning tilstod ham. Han svippede med Ridepisken og havde vist gærne slaaet mig, hvis han havde turdet, fordi jeg nægtede, at de Slag, jeg havde set Mærker af, kunde være frembragte med den tynde Ende af Pisken, da de var af Bredde som min Lillefinger. "Saa er der nu tre Eventualiteter mulige", sagde Præsten. "Enten har Moderen tilføjet Drengen nogle Slag for, at det kunde se værre ud, eller Deres Attest er urigtig eller endelig lyver Præsten". Hertil svarede jeg: "Med mit Kendskab til den herværende Befolknings maaske overdrevne Kærlighed til deres Børn, kan jeg rolig lade den første Eventualitet ude af Betragtning, min Attest skal jeg nok staa inde for, saa der bliver vist kun den tredie Mulighed tilbage. - Farvel !"
I Anledning af Pastor Schous Slutningsbemærkning om, at man heraf kan se, hvorvidt Had mod en troende Præst kan drive Folk, skal jeg kun bemærke, at Tro er en indvendig Egenskab ligesom at spille Klaver, som kun kan bevises ved Gærning, og at jeg for mit Vedkommende al Tid har betragtet ham med den samme Deltagelse og Interesse, hvormed vi Læger nu en Gang betragter lidt ualmindelige Patienter.
Rødvig, 1. Juli 1901.
Se det er rene Ord for Pengene. Vi skal senere komme tilbage til denne forunderlige Præsts hele Virksomhed derude i Aal Sogn.
(Kolding Social-Demokrat 5. juli 1901. Ribe Stifts-Tidende 4. juli 1901.).
Ved mødet 4. juli 1901 i Øster og Vester Herreders Politiret prøvede pastor Schou at indgå et forlig med Jonassen Bloch ved at ville betale 10 kr. for svie og smerte og udrede sagens omkostninger. Det gik Jonassen Bloch ikke med til og sagen gik herefter til retten.
Biskop Gøtsche indrømmede at der havde været grund til at klage over Schou for lussingerne og gav ham en skarp tilrettevisning. Han mente også at Schou burde give menigheden en undskyldning.
Sagen kom for i august 1901. Han måtte tilbagekalde nogle fornærmelige udtalelser mod Peter Jonassen Blochs hustru (han havde kaldt hende "mær" og "kærling"), han skulle betale konen 40 kr. i sagsomkostninger og fik en bøde på 20 kr. til statskassen. Han tilbagekaldte dog ikke lige med det samme fornærmelserne.
I april 1902 vakte pastor Schou opsigt ved at have fået en ca. 2½ meter højt krucifiks på en opkastet jordhøj tæt på missionshuset. Herpå blev ophængt en Jesusfigur. Krucifikset havde han Schou købt på den rejse, som han foretog sammen med sin hustru og en søster i 1901 til missionsstationer forskellige steder i Indien. Efter at korset var rejst, var der folk i sognet der klagede til biskoppen over dette katolske islæt, men han afviste klagen med den begrundelse at korset jo var rejst på privat grund. I 1905 blev der oprettet en valgmenighed i sognet bl. a. på initiativ af kirkesanger Niels Hansen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar