Møbelsnedker Christian Jensens Begravelse og Pastor Ifversen. (Efterskrift til Politivennen)

Igen Pastor Ifversen

Hans Optræden i Anledning af en Begravelse.

En paa Nørrebrogade 49 boende 41aarig Møbelsnedker Laurits Christian Jensen døde den 4. Maj paa Kommunehospitalet, hvor han kort forinden var bleven indlagt. Dødsaarsagen var Lungetuberkulose, der i 9 Maaneder i Hjemmet har fængslet ham til Sygelejet.

For nogen Tid siden fik Jensen Besøg af Pastor Ifversen. Præsten kom, uden at den Syge havde udtalt noget Ønske derom; det var en i Ejendommen boende religiøs Dame, der ganske egenmægtigt havde tilkaldt Præsten af næsvis Iver.

Hr. Ifversen fremkom med nærgaaende og ærekrænkende Sigtelser mod den syge Mand og insinuerede, at han (Jensen) havde levet et Liv som en Dranker; til Slut fremsatte Præsten den Trusel, at den Syge ikke vilde komme i Guds Rige.

Jensen blev naturligvis yderst nervøs og altereret, og Lægen, Dr. Severin Christensen, Nørrebrogade 31, kom kort efter til Stede, og fandt den Syges Tilstand forværret i en meget iøjnefaldende Grad. Lægen udtalte: "Saafremt Præsten kommer igen, maa De gærne sige ham fra mig, at jeg har forbudt ham at besøge den Syge!"

Da Hr. Ifversen atter kom for at aflægge en Visit, nægtede Fru Jensen ham Adgang til Lejligheden.

Efter Jensens Død henvendte Enken sig til Pastor Gottschalk-Hansen, der lovede at besørge Jordpaakastelsen paa Fredag, samt modtog sit Honorar. Enken gik derefter til Præst Ifversen, og gav ham som Sognepræst den lovbefalede Melding herom.

Men nu blev Ifversen gram i Hu. Han slog en tyk Streg baade over Begravelseskontorets og Gottschalk-Hansens Paategninger paa Dødsattesten og erklærede, at han selv vilde udføre Jordpaakastelsen. Ifversen gik endda saa vidt i sit Krakileri, at han ansatte Begravelsen til i Morgen Torsdag - altsammen paa Trods af Familiens Ønske.

Grunden til Ifversens besynderlige Optræden er sandsynligvis dels, at han vilde benytte Lejligheden til at holde en Tordentale over den Afdøde, og dels føler han sig krænket over, at i den senere Tid mange af hans "Sognebørn" har vendt ham Ryggen og er gaaet til andre og mere tolerante Præster.

Justitsraad Abrahams, Chefen for Begravelseskontoret, erklærede i Gaar til Enken, at Ifversen var aldeles uberettiget til at optræde som han gjorde. De Efterladte havde ubetinget Ret til at vælge hvilken som helst Præst, de ønskede, til at forrette Jordpaakastelsen, lige som man naturligvis efter Behag kunde lade Begravelsen foregaa uden gejstlig Medvirkning. Begravelseskontoret annullerede Ifversens Paategning, og Begravelsen blev, som fra først af bestemt, fastsat til Fredag, St. Bededag, Kl. 11 Formiddag, fra nordre Kapel paa Vestre Kirkegaard. Hr. Abrahams havde vist særlig Imødekommenhed ved netop at udsætte Begravelsen til denne Helligdag, for at give den Afdødes Familie i Provinserne Lejlighed til at komme til Stede - en Hensynsfuldhed, som ligger fjærnt fra Ifversens Horisont.

Vi havde i Gaar en Samtale med Pastor Gottschalk-Hansen for at erfare hans Stilling til Sagen. Han erklærede ligeledes, at Ifversens Optræden var uberettiget. "Jeg kommer, som jeg har lovet, paa Fredag Kl. 11 og forretter Jordpaakastelsen", sluttede Hr. Gottschalk-Hansen.

Præst Ifversen er saaledes her i sin vidtdrevne Fanatisme kommen i en Klemme, hvor han baade har Begravelsesvæsnet, Lægen og sin Kollega mod sig - for ikke at tale om det store Publikum, der sikkert vil vide at vurdere hans Optræden efter Fortjeneste.

Den Afdøde var Medlem af Snedkernes og Stolemagernes Fagforening, hvis Fane kommer til Stede ved Jordfæstelsen, ligesom det kan ventes, at en stor Del af hans Kolleger vil vise ham den sidste Ære ved at følge ham til Graven.

(Social-Demokraten 9. maj 1900).

Enkens Frygt for Pastor Ifversen.

Snedker Jensen bisættes i Morgen Kl. 10 fra "Folkets Have", Enghavevej.

Ve den, fra hvem

Forargelsen kommer.

Som omtalt i Gaar er Pastor Ifversen ved "Hellig-Kors Kirken" paa Nørrebro trængt ind til Snedker Laurits Jensen, da denne laa for Døden, og har skræmt ham med Helvedes Trusler. Lægen maatte forbyde hans videre Besøg. Snedker Jensen døde i Fredags, og hans Lig tilhører i Henhold til Professor Matzens Kirkeret Sognepræsten, i dette Tilfælde Ifversen. Det er imidlertid Praksis, at Familjen kan vælge en anden Præst til Jordpaakastelsen. naar blot Sognepræsten faar sin Betaling, og Enken, som frygtede for, at Ifversen vilde fornærme den Afdøde og Følget, bevægede Pastor Gottschalk-Hansen til at være til Stede ved Begravelsen. Ifversen overstregede imidlertid paa Begravelses Attesten alt, hvad der stod om denne Ordning. Han vilde tiltvinge sig den Døde, lige som han havde paatvunget sig den Dødssyge.

Og i Gaar trak Hr. Gottschalk-Hansen sig uventet tilbage - og dermed indtraadte Sagen i en ny og yderligere tilspidset Fase.

Hr. Gottschalk Hansen besøgte i Gaar Middags Enken og meddelte hende, at Ifversen havde henvendt sig til ham og pukket paa sin Ret over Liget; Enken blev derfor henvist til at forhandle videre med Ifversen. Og denne gav hende kort og godt den Besked: Begravelsen sker Torsdag Kl. 12. Han tog intet Hensyn til Enkens Anbringende om de Efterladtes Ønske, at Jordfæstelsen skulde ske Fredag, saaledes som allerede Begravelsesvæsenet havde fastsat. Præsten, i hvis tomme Forværelse der kun sad et Par enlige Kvinder, tilføjede, at han havde talt med Begravelseskontoret, Graven var gravet og stod parat, og alt var i Orden, saaledes som han ønskede det.

Fra Ifversen gik Turen videre til Begravelseskontoret. Dettes Chef, Justitsraad Abrahams, havde fra Gottschalk-Hansen modtaget en skriftlig Meddelelse om, at han trak sig tilbage; i Skrivelsen udtrykte Gottschalk-Hansen tillige sin Misbilligelse af, at Ifversen egenmægtigt havde overstreget hans med Navns Underskrift forsynede Paategning paa Dødsattesten.

Det var altsaa en ganske alvorlig Næse, Ifversen her fik af sin Kollega.

Hr. Abrahams meddelte endvidere, at Ifversen ganske rigtig havde været paa Begravelseskontoret og ansat Begravelsen til Torsdag. Men, tilføjede Hr. Abrahams meget elskværdig, vi retter os efter Familiens Ønske, saafremt Fredagen fastholdes.

Enkefru Jensen, der frygtede for, at Ifversen vilde trænge sig frem til Graven, besluttede da, at der slet ingen gejstlig Medvirkning skal være ved Begravelsen, og en Erklæring desangaaende blev udfærdiget paa Begravelseskontoret.

Dermed er Sagen definitivt afgjort: Begravelsen skal foregaa Fredag - og alle de Anstrængelser, som Ifversen har udfoldet, er saaledes spildte.

Enkefru Jensen talte i Gaar med Sjællands Biskop, Hr. Rørdam, der som bekendt residerer i den gamle Bispegaard paa Frue Plads. Biskoppen udtalte, at den juridiske Ret, som Ifversen formentlig havde til Liget, næppe i et af hundrede Tilfælde vilde blive paakrævet af nogen Præst. Da det meddeltes Biskoppen, at Ifversens Optræden havde medført, at den Afdødes Begravelse vilde foregaa uden Præst, lovede han at lade Sagen nærmere undersøge.

Præst Ifversen synes ikke fra nogen Side at høste Ære for sin Optræden overfor den Afdødes Efterladte.

Snedker Jensen bisættes i Morgen, Fredag Kl. 10 Formiddag fra "Folkets Have" paa Enghavevej, og Folkethingsmand Borgbjærg holder Talen over den Afdøde.

Snedker- og Stolemagernes Fagforening møder med sin Fane (Medlemmernes Opmærksomhed henledes paa omstaaende Annonce angaaende det forandrede Klokkeslet). Fra "Folkets Have" føres Kisten til Vestre Kirkegaard, hvor den sænkes i Graven.

Familien har anmodet os om at meddele, at Kranse og Blomster til den Afdødes Baare ikke ønskes modtaget i Hjemmet, men bedes Fredag Morgen Kl. 8½ afleveret i Kapellet ved Kommunehospitalet.

(Social-Demokraten 10. maj 1900).

Pastor Ifversen vil nægte Snedker Jensens Lig Adgang lil Kirkegården.

Præst Ifversen, hvis Stædighed og Fanatisme snart er bleven et Ordsprog, mødte i Gaar Kl. 12 paa Vestre Kirkegaard for at begrave Snedker Laurits Jensen, til hvem han holdt Graven parat.

Men der var hverken Lig eller Ligfølge, eftersom Familjen forlængst har ansat Begravelsen til i Dag hvilket Ifversen meget godt vidste. Enken fortalte ham det i Onsdags, og desuden kunde han i Gaar i "Social Demokraten" erfare, at Begravelseskontorel fuldstændig rettede sig efter Familjens Ønske.

Ifversen blev rasende, da han stod paa den tomme Kirkegaard og saa, at hans Plan var røget i Lyset. Nu fik han ikke Lejlighed til at tordne hverken over Liget eller Ligfølget, hvilket Maal han i flere Dage har anstrængt sig for at uan, medens disse Anstrengelser samtidig har stillet ham i et for en Guds Mand mindre heldigt Lys.

Ifversen lod da sin Vrede gaa ud over Begravelseskontoret, hvem han bebrejdede, at det havde staaet paa Familjens Side. Ifversen erklærede endvidere, at han protesterede mod, at Liget i Dag faar Adgang til Kirkegaarden.

Det er en ganske uhørt Skandale, som denne Præst herved gør sig skyldig i. Hans Ønske er, at naar Ligtoget i Taget kommer til Kirkegaardens Porte, saa skal disse stænges, saa at Liget og Følget bliver udenfor.

Begravelseskontoret nægtede at følge Ifversen paa hans vilde Veje. I Fald Ifversen i Dag møder paa Kirkegaarden og forsøger at udføre sin Trusel, saa vil hans Optræden vække Forargelse hos alle rettænkende Mennesker, og Autoriteterne vil ikke give ham Medhold i denne Kamp om et Lig.

Begravelseskontoret meddelte os i Gaar, at Begravelsen skal foregaa i Dag, uanset Ifversens Protest. Begravelseskontoret anerkender fuldt ud Familiens Ret til i den Henseende at raade over Liget, en Ret, der maa anses for yderligere befæstet derved, at Enken skriftlig har frabedt sig gejstlig Medvirkning ved Jordfæstelsen.

Snedker Laurits Jensens Bisættelse finder altsaa Sted i Dag, Kl. 10, fra "Folkets Have" paa Enghavevej.

Musikdirektør Jørgensen, Forsamlingsbygningens populære Orkesterdirigent, har velvilligt tilbudt med sit Orkester at udføre Musiken.

Efter at Højtideligheden med Tale og Sang her er afsluttet, føres Liget til Graven paa Vestre Kirkegaard. Overgraveren, Kammerraad Bahnson, har faaet udtrykkelig Ordre til at modtage Liget og lade Jordfæstelsen foregaa.

(Social-Demokraten 11. maj 1900).

Den borgerlige Begravelse i Gaar.

Borgbjærgs Tale.

Ifversen bortrejst.

Efterretningen om, at Præst Ifversen havde truet med at forbyde Liget Adgang til Kirkegaarden, bredte sig i Gaar som en Løbeild over Byen og rejste en sand Forbitrelse mod den fanatiske Præst. Ifversen havde desuden stillet sig i et latterligt Lys ved, et han, som omtalt, i Torsdags traskede ud paa Kirkegaarden, hvor der hverken var Lig eller Ligfølge, og hvor han vilde trodse sin Villie igennem.

Det var derfor kun lidet smigrende Udtalelser, der faldt om Ifversen, da i Gaar Morges ved 9-Tiden Ligfølget samledes ved Kommunehospitalets Kapel, fra hvilket Liget skulde afhentes.

Snedker Laurits Jensens Enke svævede i den dødeligste Angst for, al Præsten skulde gøre Alvor af sine Trusler og derved foraarsage forargelige Optrin ved Jordfæstelsen. Just som Toget skulde til at sætte sig i Bevægelse, indløb der imidlertid Underretning om, at Ifversen allerede den foregaaende Aften (altsaa i Torsdags) var bortrejst fra Byen.

Den bekymrede Enke, der foruden Sorgen over sin Mands Død tillige havde maattet døje disse Dages sjælelige Lidelser, der var paaført hende af den hensynsløse Præst, drog et Lettelsens Suk, da hun erfarede, at han havde forladt Byen. Præstens Bortrejse fik Udseende af en Flugt; nu, da han saa sig slagen paa alle Kanter, har han rimeligvis følt Jorden brænde under sine Fødder, og Nederlaget har dreven Skamrødmen op i hans Kinder.

Ligtoget, der drog gennem Byen, vakte naturligvis Opsigt. Folk vidste, at her stredes en stakkels sørgende Enke med en myndig og selvraadig Guds Tjener om Raadigheden over den Afdøde, og alle var spændt paa Udfaldet af denne uhyggelige Kamp, hvor Sympatien paa Forhaand var paa Enkens Side.

Ved 10-Tiden ankom Toget til "Folkets Have" paa Enghavevej. Kisten, der var dækket af et bugnende Flor af duftende Blomster og prægtige Kranse, deriblandt en Krans fra "Social-Demokraten", stilledes paa den store Tribune i Forhaven, midt i den mægtige Forsamling, der var mødt for at overvære Jordfæstelsen.

Snedkernes og Stolemagernes Faner paraderede ved Kisten, om hvilken den Afdødes Familie og Venner havde taget Sæde, tilligemed Musikdirektør Jørgensens Orkester.

Præcis paa Slaget 10 begyndte Klokkerne i den nye Kristkirke højtideligt at kime. Mon det skulde betyde, at Danmarks samlede Præster udtalte Fordømmelsen over deres Kollegas Optræden ?

Saasnart Præstekirkens Klokker forstummede, spillede Orkestret "Dejlig er Jorden", hvorefter Folkethingsmand Borgbjærg traadte frem ved Baaren og Holdt følgende Tale:

"Ærede Forsamling! Det er ikke Stridens Ord, der skal tales ved Lejlighed som denne, men Fredens. Og naar Familien har anmodet mig om at tale ved denne Mands Baare, saa vil jeg undgaa at komme ind paa de Begivenheder, som har sat Sindene i Bevægelse.

Snedker Laurits Jensen var en Arbejder, og det er det bedste, der kan siges om en Afdød. Han sled for det daglige Brød, men virkede samtidig ogsaa for vor Sag. Den Glans, som disse Faner spreder over hans Kiste, er et Vidnesbyrd om, at han tilhørte sine Kammeraters Rækker. Det er Tuberkulosen, denne farlige Sot, der har kaldt ham bort. Han arbejdede lige til Lock-out'en og erhværvede sig Kammeraternes Agtelse og Mestrenes Respekt. Men efter Lockoutens Afslutning evnede han ikke længere at tage fat. Kræfterne brast, og han døde paa Hospitalet, umiddelbart efter Indlæggelsen.

Saaledes er en Arbejders Lod: Slid, Sygdom og Død.

Præsterne siger, at Døden skal minde om det hinsides. Jeg mener tværtimod, at man bør hellere høste Belæring af det svundne. Tuberkulosen er en Samfundssvøbe, og mange bortrives af denne farlige Sot. Samfundet har derfor den Pligt at rejse Sanatorier, hvor ubemidlede Syge kan helbredes. Dette Dødsfald skal minde herom og vække Samfundets slumrende Samvittighed.

Laurits Jensens Liv har ikke været spildt. Han stod i sin Fagforening og virkede der som en god Kammerat, for efter bedste Evne at højne og forbedre sine egne og sine Kollegers Kaar. Ærede Tilhørere! De kender Koralrevenes Tilblivelsesmaade, hvorledes hvert enkelt lille ubetydeligt Koraldyr bidrager sit til Dannelsen af den Ø, der vokser op af Havets Skød. Paa samme Vis har Laurits Jensen været med til at opføre den Grundvold, paa hvilken Fremtidens Samfund skal bygges. Paa ham passer Kaalunds dejlige Digt:

"Lad end mit Navn forsvinde og dø, -
Koraldyret lig i den dybe Sø
Jeg bygger dog med paa den voksende Ø
Og bereder den Verden, der kommer."

Laurits Jensens Hustru, hans Søskende og gamle 79 aarige Moder er til Stede her ved denne Baare, som nu skal sænkes i Graven. Lad os, som Tegn paa vor Medfølelse, blotte vore Hoveder til Ære for den Afdødes Minde!"

Forsamlingen blottede Hovederne. Musiken spillede "Lær mig, o Skov", hvorefter Snedker Friis, Formand for Snedkernes og Stolemagernes Fagforening, udtalte følgende:

"Som den Afdødes Kollega skal jeg paa egne; og Kammeraters Vegne bringe ham det sidste Farvel. Saadanne Ord, som vi nys har hørt, var ikke lydt, i Fald den Præst havde talt, som besøgte den Afdøde paa Dødslejet. Lauritz Jensen har altid staaet som en brav Kammerat og opfyldt sin Pligt. Derfor Fred med hans Minde!"

Snedker Roth bragte til Slut paa Familiens Vegne Forsamlingen en Tak for den udviste Deltagelse.

Kisten blev baaren ud til Ligvognen, mens Musiken spillede en Sørgemarsch, og Ligtoget satte sig i Bevægelse mod Vestre Kirkegaard, ved hvis Indgang en stor Folkemasse havde samlet sig for at afvente Begivenhedernes Gang.

Graven er ved Kirkegaardens fjærneste Afdeling ud imod Frederiksholms Teglværker, og mens Toget som en uhyre, sort Slange bugtede sig frem ad de smalle Stier, skifter Himlen pludselig Udseende: det begynder at sne, midt i Majdagens straalende Solskin Sneen faldt tyst, i tætte, bløde Fnug, og spredte et skinnende Diamantslør over de nysudsprungne Træer og over de grønne Marker.

Ligesom Præste-Kirkens Klokker havde ringet til Indledning, saaledes bredte Himlen, nu til Afslutning sit straalende hvide Liglagen over den Afdødes Tue - en Afslutning, der var af en ganske storslaaet og enestaaende Virkning.

Kisten sænkedes i Graven, Fanerne viftede det sidste Farvel, og Forsamlingen blottede Hovederne. Dermed var den borgerlige Begravelse tilende.

Mens den store Folkemængde langsomt spredtes ad Vejene ind mod Staden, blev Himlen atter klar. Solen kastede sine Straaler over det pragtfulde hvide Snetæppe, der dækkede Laurits Hansens Grav.

*

Fra den Afdødes Familie har vi modtaget følgende Skrivelse:

Den store Deltagelse og Venlighed, der fra saa mange Sider er udvist ved min afdøde Mands Begravelse, vil aldrig gaa mig af Minde. Alle de mange, der viste ham den sidste Ære, saavelsom Hr. Musikdirektør Jørgensen med Orkester, der velvilligt udførte Musiken, bringes derved vor varmeste og inderligste Tak.

Paa egne og Familiens Vegne:

Vilhelmine Jensen.

(Social-Demokraten 12. maj 1900).

Pastor Ifversen forsvarede sig i Kristeligt Dagblad med at hvis han havde fået lejlighed til at tale med enken, kunne alt have været ordnet i mindelighed. Enken krævede imidlertid et svar optaget i avisen hvori hun tilbageviste Ifversens påstande og bedyrede at oplysningerne i Social-Demokraten var den rigtige fremstilling.

Den 18. maj 1900 blev der afholdt et møde i Forsamlingsbygningen (på Jagtvej) med fyldt sal. Ifversen nægtede at komme da han ikke mente den repræsenterede sognefolk i Helligkors Sogn. Redaktør Wiinblad gennemgik dagen med Ifversen og udtalte at det ikke var første gang præsten havde gjort noget sådant. Han havde formuleret et brev til biskop Rørdam bæ- a. med anmodning om hans misbilligelse af Ifversen. Pastor Kold holdt herefter et oplæg hvori han erklærede at han ikke mente at Ifversen havde fornærmet nogen. P. Knudsen indvendte at Kold åbenbart fordømte alle der ikke tilhørte Indre Mission. Ved mødets slutning blev oplyst at der nu var dannet en forening for borgerlige begravelser så man for fremtiden kunne undgå indblanding fra præsterne. Se Social-Demokraten 18. maj 1900, 2. udgave.

Ifversen skrev i Kristeligt Dagblad forarget over hvordan folk tiltog sig præstens opgaver, og at befolkningen i hans sogn var ugudelige.

Kultusminister Jens Jakobsen Kokholm Bjerre, provst og medlem af Højre udsendte i februar 1901 en forskrift som i et og alt støttede pastor Ifversen, idet den afdøde ikke var udmeldt af folkekirken. Det var det eneste som gav ret til en borgerlig begravelse. Samtidig fik Københavns Begravelsesvæsen en næse. Bjerre var den sidste Højre-kultusminister 27. april 1900 til 24. juli 1901. Herefter skete systemskiftet. Han døde kort efter (25. september 1901) og blev efterfulgt af I. C. Christensen. Han fremsatte i marts 1902 et forslag om at ethvert medlem af folkekirken kan tilkendegive at de ønsker at blive jordfæstet uden medvirken af en præst. Forslaget var blevet til efter henvendelse fra præster i hovedstadsområdet og Sjælland med tilslutning fra andre landsdeles gejstlige. Der var bekymring over at folk udmeldte sig af Folkekirken og indmeldte sig i foreningen for borgerlige begravelser.

Pastor Ifversen paa Assistenskirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Ifversen vækker Forargelse ved en Begravelse

Præsten holder politisk Møde paa Assistens Kirkegaard.

I Søndags Kl. 1 blev Bager Jørgensens afdøde Hustru Anna begravet paa Assistens Kirkegaard, ægteparret var nygift, den Afdøde var ganske ung, kun 23 Aar, og baade Enkemanden og den Afdødes øvrige Slægtninge følte naturligvis stor Sorg over den bratte Død, der de bortrevet den unge Kvinde.

Uheldigvis skulde Pastor Ifversen besørge Jordpaakastelsen. Kultuminister Bjerre resolverede forleden i Anledning af Klagen fra 12. Kreds om Ifversens Optræden ved Snedker Jensens Begravelse, at Præsten har Ret til de Lig, der kommer i hans Sogn, saafremt den Afdøde har tilhørt Statskirken.

Efter det Kendskab, Befolkningen har til Ifversen, kunde man forudse, at der vilde blive Skandale. Og Skandalen udeblev da heller ikke - derfor skulde Ifversen nok sørge.

Der var mødt et meget stort Følge, deriblandt Jørgensens Fagfæller med Bagernes Fagforeningsfane. Fanebæreren, Bager E. Hansen, fik straks den Besked fra Ifversen, at Fanen ikke maatte udfoldes, hverken i Kapellet eller ved Graven.

Præstens Ordre vakte stor Misstemning i Forsamlingen. Følget gik ind Kapellet, hvor Ifversen holdt en Tale, men Fanebæreren maatte blive udenfor.

Kisten førtes ud af Kapellet og blev baaret til Graven, ledsaget af Følget. Fanebæreren fulgte med den sammenrullede Fane, og nu kom Misstemningen mod Præsten til Orde. Forsamlingen følte sig ganske naturlig krænket ved den stædige Præsts Optræden og ved den Haan, han viste mod den gamle Fagforeningsfane, denne Fane, der her netop skulde være Symbolet for Kammeraternes Deltagelse overfor Familien og en Æresbevisning overfor Familien og en Æresbevisning overfor den Afdødes Minde.

Ved Graven rettedes der atter en Forespørgsel til Ifversen om, hvorfor han nægtede, at Fanen maatte udfoldes; man haabede, at han ville tillade, at Fanen efter gammel Skik vajede over Graven for at bringe den sidste Hilsen.

Ifversen var urokkelig i sin Stædighed. Der udspandt sig et skarpt Mundhuggeri mellem ham og Følget; der lød forskellige Udraab; i Forvirringen hørtes Ifversen true med, at han skulde "styrte disse Tyranner", og det hele tegnede et Øjeblik med at løbe ud i Forvirring.

Pludselig traadte Ifversen op paa Gravhøjen og raabte: "Naar jeg har talt paa denne indviede Plet, saa vil jeg komme ned til Dem og sige et Par Ord.«

Da Jordpaakastelsen var besørget, arrangerede Præsten

et politisk Møde.

Ifversen stillede sig op tæt ved Graven, mens Følget omringede ham. Præsten var bleg. Fanatismen lyste ham ud af Øjnene. Hans hele Person virkede uhyggevækkende ved det utæmmede Had, han gav Luft i den ophidsende Tale, han nu holdt, afbrudt af Forsamlingens Tilraab,

"Det er første Gang," raabte han, "at jeg har forbudt en Fagforeningsfane at komme til Stede ved en Begravelse . . . Jeg skal sige Dem Grunden, hvorfor jeg handler saaledes . . . Jeg har tilstillet "Social-Demokraten" en Redegørelse, som Redaktionen har været fejg nok til ikke at optage i sin Helhed Saalænge Arbejderne bøjer sig under disse Tyranner . . . (Raab: Hvem er det?) Jeg kan gærne sige Dem Navnene ... Det er P. Knudsen, Wiinblad og Sigvald Olsen og alle de andre Arbejderførere . . . (Stærk Uro.) Sigvald Olsen har en Gang sagt i et Foredrag: Vi vil frem trods General Satan! . . ."

Nu var Forsamlingens Taalmodighed udtømt. Den udbrød i Hurraraab, og Resten af Ifversens Udtalelser druknede i Latter.

Præsten stod et Øjeblik stille. Han forstod, at Slaget var tabt for ham. Her, hvor han ikke havde betænkt sig paa at forstyrre de Dødes Fred og saare de Levendes helligste Følelser overfor de Afdødes Minde ved at arrangere et Rabaldermøde paa Kirkegaarden.

Ifversen raabte: "Farvel og Guds Fred !" og skyndte sig bort, hilst af ironiske Bemærkninger: "Tak lige Maade!" ... "Farvel, Præst!" ... "Føj for Satan !" . . .

*

Dermed var dette Optrin tilende. Man kan forstaa, med hvilke Følelser Følget forlod Kirkegaarden. Den Afdødes Slægtninge følte sig krænket og forhaanet ved, at Ifversen viste saa hensynsløs overfor deres Sorg og Bedrøvelse, at han lod sin Optræden præge af sine personlige hadefulde Følelser overfor Forhold, iom ikke staar i nogensomhelst direkte Forbindelse med den unge Kvindes Begravelse.

De Tilstedeværende svor paa, at de vilde sky Ifversen, for at undgaa lignende Skandalescener ved fremtidige Begravelser.

Det er da ogsaa en hel Række forargelige Optrin, som denne Fanatiker har gjort sig skyldig i.

I frisk Minde er den Begravelse forrige Søndag, hvor han benyttede Lejligheden til at rakke ned paa Schandorphs Jordefærd, der fandt Sted samtidig.

I Sommers satte han Himmel og Jord i Bevægelse for at tiltrodse sig Ret til at tale over Liget af den omtalte Snedker Jensen, trods at Enken havde frabedt sig hans Assistance, af Hensyn til, at Præsten havde haanet den Afdøde paa Sygelejet.

For et Par Aar siden skulde Grosserer Sparwath have sit Barn døbt og hans Fader skulde være Fadder. Men Ifversen satte sig som sædvanlig paa Bagbenene. Sparwath senior maatte ikke være Fadder, forbi han havde solgt Billetter socialdemokratiske Fester paa Kirken Højtidsdage!

En Præst i et Nabosogn, der saa mere fordomsfrit paa Tingene, besørgede saa Daaben - naturligvis med Sparwath sen. som Fadder!

Da "Samaritanen" startedes, lagde Ifversen sig paatværs af dette velsignelsesrige Foretagende, Han havde opsnuset, at Foretagendets Starter, en ung Mand ved Navn Schrøder, var Fader til Barn, som var født udenfor Ægteskab. Dette foranledigede Ifversen til at arrangere Spektakelmøder, hvor han afslørede Schrøders intime Forhold, og det var ikke Ifversens Skyld at den smukke Samaritan Ids uanfægtet blev opretholdt, til Gavn Tusinder af fattige og Mennesker.

Denne Præst har altsaa Aarrække terroriseret Befolkningen i Nordvestkvarteret. Det er en Skandale, at Kirkeministeren lader en saadan Mand sidde i et Embede, hvor han i den Grad har Magt til at haane og forarge Arbejderne.

Ifversens Optræden i Søndags kræver, at Mandens Sindstilstand undersøges, og at Kirkeavtoriterne gør Skridt til atter at oprette Fred i Hellig Kors Sogn.

(Social-Demokraten 15. januar 1901)

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Sognepræst Julius Niels Sophus Ifversen (2.7.1863-3.12.1927). 1887-1921. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hr. Ifversen

En Henstilling til kultusminister Bjerre.

Vi har modtaget følgende

Hr. Redaktør!

Ved at læse "Social-Demokraten"s Beretning i Gaar om Pastor Ifversens Optræden paa Assistens Kirkegaard i Søndags, slog det mig, at det altid er Arbejderne, som denne uheldige Præst hudfletter og terroriserer.

Man hører aldrig, at han øser sit Had og sin Galde ud over de Rige, Kapitalisterne.

Dette er saa meget mærkeligere som Ifversen selv sin Fødsel og Opdragelse har tilhørt de fattige Lag Befolkningen Hans Fader arbejdede i sin Tid i Mansfeld-Büllner & Lassens bekendte Bitterfabrik, hvor han lavede Beama Livs-Eliksir, og han Moder havde et lille Deop Kogeri paa Nordvestvei, hvor Kvarterets Ungdom forsynedes med Slikkerier Den unge Ifversen, som man mente havde nogen Begavelse, holdtes til Studeringerne af Stefanskirkens daværende Præst, Bols, som bekendt ogsaa en Fanatiker og Arbejdersvøbe, og denne krasse Indremissionær har rimeligvis ved sit Eksempel øvet en meget uheldig Indflydelse paa Ifversens Præstegærning.

Ifversen opnaaede efter en ihærdig Agitation at faa Ansættelse som Præst i Hellig Kors Sogn - altsaa netop i det Kvarter, der gæmte Minderne fra hans egen mørke og pietitiske Barndom og hans Forældres Kamp for det daglige Brød.

Man skulde tro. at dette Kendskab til Arbejdernes Nød og Savn havde mildnet og humaniseret Ifversens Syn paa Livet, havde bidraget til at gøre ham forskånende overfor Arbejdernes Krav om en lysere Tilværelse, saa at han ubetinget havde stillet sig paa deres Side i Kampen mod deres Undertrykkere. Kapitalisterne.

Men dette gjorde Ifversen ikke

Han fulgte ikke den tyske Præst Göhres Eksempel, denne Mand. der ligesom Jesus shinede sig þÿ I Arbejderne og de Foitigr : Göhre lod sig indmelde i det socialdemokratiske Parti med det Resultat, at Magthaverne udstødte ham af Præstestanden.

Ifversen derimod logrer for Magthaverne og haaner og forfølger Arbeiderne - og han ender vel som Biskop.

Ifversen giver sig Skin af være Jesu Descipel, skønt han handle tværtimod Jesu milde Lære.

Jesus tog den saakaldte "faldne Kvinde" i Forsvar og sagde: "Hvo der er ren, kaster den første Sten." Men da en ung Pige kom til Ifversen og vilde have sit Barn døbt, da stillede han sig som den strænge Dommer og nægtede hende, et at hun maatte bære sit Barn i Kirken. Hun var uværdig, sagde han, fordi hendes Barn var født udenfor Ægteskab s

Denne Præst, der vender sit kolde, stenhaarde Ansigt mod en ung Moder, som er fattig, han er ikke Jesu Discipel. .

Jesus søgte Arbejdernes Selskab. Hans Disciple var Haandværkere, Fiskere osv. Han tordnede mod de Rige: "Det er vanskeligere for en Rig at komme i Himlen end for en Kamel at passere gennem et Naaleøje."

Ifversen derimod angriber Arbejderne og deres Tillidsmænd og lader de Rige i Fred. Ja, naar Arbejderne dør, saa tilriver han sig deres Lig, imod Slægtningenes Vilje, ikke for at tale milde og trøstende Ord til de Efterladte eller hædre den Afdøde, men for at faa Lejlighed til at spy Galde over Følget.

Hvilken himmelvid Forskel mellem den milde overbærende Jesus og denne hævnfnysende Skændegæst, der ikke viget tilbage for at forstyrre Gravens Ro og bænke Menneskets intimeste Følelser.

Vi henstiller til Kultusminister Bjerre, at Ifversen forflyttes til en finere P»»del, f. Eks Amalienborg-Kvarteret og Marmorkirken. Disse Omgivelser vil sikkert lægge en mildnende Dæmper paa hans S>»d.

Det er næppe troligt, at Ifversen vil fare frem mod Storborgerne med samme Voldsomhed som overfor Arbejderne.

Han vil ikke ved en Rigmands Bisættelse i Marmorkirken forbyde Faner Adgang, og han vil ikke driste sig til paa Kirkegaarden at arrangere Skændemøder med Byens Spidser eller msiillere Højremændenes politiske Repræsentanter, Ministre osv.

.Han vil ikke vove at afsløre en fin Grossererdatter, der hemmeligt har født et illegitimt Barn, eller stille hende i Gabestokken, til Skændsel for hele Menigheden.

Han vil heller ikke ved en Millionær Fabrikants Død tiltrvdse sig Liget hos Enken; han vil ikke tværtimod denne fine Dames Ønske fastsætte Begravelsesdagen og bagefter klage til Ministeriet, fordi Fruen har foretrukket en anden Præst.

Ifversen er blottet for alle ædle Følelser. Han er smaatskaaren. Han slaanrr de R«qr. der til Belønning gav ham en Rejse til Italien forrige Aar. Men Arbejderne angriber han - hvor han kan komme til det.

Gid at Hr. Bjerre vilde forflytte ham til et fint Kvarter!

D x M

(Social-Demokraten 16. januar 1901).

Pastor Ifversen.

Et Besøg hos Helligkorskirkens Præst.

Kjøbenhavn, Onsdag.

Vi aflagde idag et Besøg hos Pastor Ifversen for at lære denne mærkelige Mand at kjende.

Ja, for "mærkelig" er Hr. Ifversen forsaavidt, som han slet ikke svarer til det Indtryk, man gjør sig af ham. Man tænker sig - efter de oppositionelle Referater - at skulle finde en grovkornet, skændende Fanatiker, og man finder en fredelig Stuelærd, hvis Tale er blid og afdæmpet men med en brændende, religiøs Understrøm; en Præst med de gamle Testamentes Uforfærdethed Energi og Udholdenhed i sig - de Fleste ville sige; En virkelig Præst.

Til vort første Spørgsmaal, om Kommunalbestyrelsen kan unddrage Præsterne at tale i Kapellerne, hvad de ville, naar blot dette ikke er i Strid med Religionen, svarer Hr. Ifversen et absolut Nej. Det bliver en Sag mellem Præsten og den Afdødes Efterladte. Saa langt tækker dens Myndighed ikke.

"For Resten", siger Pastoren, "skjælder jeg ikke over den Døde eller er den blinde Fanatiker, som jeg altid skal gjøres til. Ingen vil kunne paapege en eneste at de mange Hundrede Begravelser, jeg har foretaget, hvor jeg har talt dømmende Ord over den Døde; thi det tilkommer ikke mig at dømme. Noget Andet er, at jeg benytter Lejligheden til at vække Tilhørerne, faae dem til at anstille Selvbetragtninger - og komme til den rette Forstaaelse af Kristendommens Væsen og deres egne Sjæles Vel. Det er min Pligt som Præst, som Menneske, som disse Menneskers Næste. - Den meget omtalte Fordømmelse af Schandorphs Begravelse indskrænker sig til en forbigaaende Bemærkning om de kristne Hedninger, der samledes der. Jeg maa nemlig fastholde, at Kirken ikke bør tillade saadanne Afvigelser, der kun virker skadelige og udvisker Grænserne. Vil et Menneske lade sig borgerlig begrave, - godt, lad ham da melde sig ud af Folkekirken. Jeg respekterer en saadan Handling - som f. Ex. Arbejderen, der begravedes i søndags - men staaer man i Folkekirken, maa man lyde dens Love.

Og de socialdemokratiske Faner, som jeg har forbudt - hvorfor maatte Arbejderne ikke faae Sagens Forhistorie at vide? Det var efter at en af deres Førere, P. Knudsen, ved Kongressen i Paris havde talt Oprørsord mod stat og Kirke, at jeg tog Stilling til Spørgsmaalet. Forinden bad jeg dog Hr. Knudsen om at forklare i "Social-Demokraten", hvad han havde ment med de Ord, som vare refererede, men jeg kunne intet Svar faae i Bladet, henvistes til et Møde, hvad der syntes mig baade meningsløst og undvigende, og da jeg sluttelig ønskede optaget en Redegjørelse til Arbejderne, for at de kunde vise, hvorfor jeg maatte forbyde dem deres Faner, der ellers altid havde været tilladte, saa negtedes det ogsaa. - Denne bestandige, systematiske Løgn er Synd mod Arbejderne. Men der kommer vel en Dag, hvor de opdage den. Og, da ve Førerne!

Jeg har den største Sympathi og Respekt for Arbejderne og byder med Glæde deres Sygekasse- og Afholdskasser etc. Velkommen. Men jeg maa blive mit Kald og min Tro lydig. Naar deres Førere præke Oprør og ved deres Ord binde Partiet, saa maa jeg have Lov til at negte Partiets Symbol Adgang til den Begravelse, jeg foretager. Netop i denne Menighed, hvor jeg virker har jeg den bedste Lejlighed til at lære Arbejderne at kjende, og jeg troer at turde sige, at der bestaar et godt Forhold mellem dem og mig enkeltvis. Jeg seer endda Kirkens Fornyelse ske gjennem denne Klasse, ja, at det er den, som skal lære os Vejen. Men saaledes som da nu ledes, maa det baade harme og smerte En; havde de bedre Førere, da ville Partiet blive en Samfundets magt, man maatte ønske Fremgang."

"Men troer De at have Kraft nok til at gaa paa Tvers af Strømmen?"

"Ja, saa længe Gud vil det. - Tilliden til Kristendommens Sandhed, til at Kristus leder mig og viser mig Vej, til at det er hans Vilje, at jeg skal, - det er mig nok." 

"Og naar De en Dag seer, at De ikke er naaet et Skridt videre men har arbejdet Dag og Nat, uden det har frugtet?"

"Det er alligevel ikke spildt. Intet gaar jo tilgrunde. Og er det ikke et dejligt Ord, der siger: "Den, som saaer med Taarer, skal bære sin Høst hjem med Frydssang.

"Jo - hvis De faaer Lov at høste"

"Naturligvis vilde det være mig en usigelig Giæde, om det maatte forundes mig at se Resultaterne. Men selv om det ikke skeer, - jeg veed, veed saa sikkert, at det er ikke spildt. En Dag vil saa Andre bære Høsten hjem."

- Pastor Ifversen pusser nænsomt om nogle Vinduesplanter, da vi byde Farvel. Han fjerner de visne Blade, pudser Stængelen - og muligvis det gjør Planten ondt; men det er jo alligevel til dens eget Bedste. 

Paa lignende Maade er det sikkert med hans Menighed. Han vil kun dens Vel. Han kjender Midlet, der skal gjøre den til et livskraftigt Træ. Og med Gartnerens kyndige Haand rykker han Ukrudtet op.

Ekko.

(Fyns Stiftstidende 25. januar 1901).

I Dannebrog (sognepræst Asger Højmark), København, Forposten (Højreblad) og var artikler imod pastor Ifversens optræden ved begravelser. Ifversen fortsatte ufortrødent sin færd mod faner ved begravelser, fx september 1901.

Den tyske præst Paul Göhre havde socialistiske sympatier. Han blev fyret i 1901 for "disciplinær forseelse" hvis han ikke selv foretrak at gå frivilligt. Han valgte det sidste.

Harald Valdemar Mansfeld-Büllner (1842-1900) og barndomsvennen fotograf Lassen dannede firmaet Mansfeld-Büllner & Lassen. Det handlede med kemiske sager, parfumer samt "Brahma-Livs-Elixir". Der var fabrikker både i København og Malmø, hovedkontor på Frederiksberggade. I 1891 blev han det Osmanniske Riges generalkonsul i Danmark. Han boede i en stor villa Villa Hasa på Strandvejen i Skovshoved 1898 (nedrevet 1938). Hans gravsted i Sankt Petri Kirke har en statue af ham.

Pastor Ifversen som Martyr. (Efterskrift til Politivennen)

Præsten sender vor Medarbejder et Truselsbrev.

Vi meddelte forleden, at Pastor Ifversen Paaskemorgen oplæste "Social-Demokraten" fra Prædikestolen i Helligkorskirken og samtidig rettede et Angreb paa Bladets Paaskeartikel. I den Anledning har Hr. Ifversen sendt den paagældende Medarbejder, Norman Bryn, der besøgte ham, følgende Brev, hvis Indhold vi her delvis gengiver (Udhævelserne er foretaget af os):

Helligkors Præstebolig,

Kbhvn. D. 14/4 99

Hr. Journalist Norman Bryn!

Mangel paa Tid har væsenlig hindret mig i allerede for flere Dage siden at faa dette Brev skrevet .... 

.... Jeg har det nu ganske vist i min Haand at tildele Dem en offenlig Afstraffelse (!) for hele dette Deres Forhold, en Afstraffelse, der vilde volde Dem megen Ulejlighed, men utvivlsomt vilde gøre adskilligt Gavn. Jeg finder imidlertid ikke Tiden dertil inde endnu. (!) Dersom jeg en anden Gang faar Lov dertil (!) af den Herre, som det er min Glæde at tjene, da vil jeg gøre det. (!) Han har lært mig at tie og give Straffen Tid, og at "bede for dem, som gøre hans Disciple Skade og som forfølge dem"; efter dette Ord vil jeg rette mig. Maaske De kunde blive en anden, end De nu er. Maaske - maaske ikke! Jeg ønsker, De maatte kunne, De vilde da faa den Fred i Samvittigheden, som man ikke kan have, naar man tjener Løgnen. (!) I Øjeblikket overgiver jeg Dem, Hr. Norman Bryn til Deres egen onde Samvittigheds Dom; (!) dette er Straf nok for Dem indtil videre.

Det gør mig ondt for Dem. De bereder Deres egen Sjæl en stor Trængsel. Gid De vilde omvende Dem til den Jesus, der ogsaa for Dem døde paa Golgathas Kors, og som - trods al Deres Synd - dog ogsaa elsker Dem og har Magt til at frelse Dem fra de onde Magter, som nu har lært Dem bl. a.: at hykle med Deres Tunge og lyve med Deres Pen!

Jeg taler Sandheden til Dem, roligt og uden Nag. (!) Jeg tilgiver Dem. Kun kan jeg ikke mere have Forretninger med Dem at afgøre. Men jeg ønsker, at De maatte faa Hjærte til at søge Gud og faa Forladelse hos ham for Jesu Skyld; ikke alene for den Smule, De har gjort ilde mod mig - det er det mindste i Deres Regnskab (!) - men for alt det øvrige ogsaa.

De har, Hr. Norman Bryn, kun dette ene Liv at leve under Solen. Ogsaa De skal dø og staa for Dommeren, enten De vil eller ej, enten De tror det eller ej!

Gid De maatte finde Fred, medens det er muligt!

Jul. Ifversen.

*

Saamange er Præstens Ord og Trusler, blot fordi vi har meddelt vore Læsere, hvad der var fuldt korrekt, at han har oplæst "Social-Demokraten" fra Prædikestolen.

Vor Medarbejder tilbød loyalt Hr. Ifversen, at han kunde faa sin Prædiken optaget i "Social-Demokraten", for at Offenligheden derved selv kunde faa Lejlighed til at bedømme, hvorvidt hans Angreb var berettiget eller ej.

Hr. Ifversen modtog ikke Tilbudet.

Det eneste, vi dernæst skrev om vor Samtale med Præsten, var, at han ikke formaaede at fremføre nogetsomhelst berettiget Argument mod Paaske-Artiklen.

Hr. Ifversen har ikke kunnet rokke en Tøddel ved vore Meddelelsers Korrekthed. Ja, selve Ordlyden af det Udraab, hvormed han foldede Bladet frem for Menigheden:

"De kan godt faa at se, hvem Fjenden er - se, her er han!"

er nøjagtig nedskrevet efter Præstens eget Diktat. Og dog taler han om, at "hykle med Deres Tunge og lyve med Deres Pen"!

Dette, at vi saa nøjagtig har holdt os til Sandheden i vor gentagne Omtale af Hr. Ifversen, har bragt ham fuldstændig fra Koncepterne, hvilket til Overmaal fremgaar af Indholdet af hans ovenstaaende Skrivelse. Dette Brevs Sammensurium af Trusler om Hævn, Forsikring om Tilgivelse og samtidig Paakaldelse af Guds Tilladelse til at søge Hof- og Stadsretten, kan kun være fostret i en forvirret eller forbenet Indre Missions Hjærne.

Hr. Ifversen truer vor Medarbejder med en "offenlig Afstraffelse", som han imidlertid foreløbig vil holde tilbage, indtil han faar Lov af sin Gud til at foretage den!

Har man nogensinde hørt Mage til sindssvagt Vrøvl! Hr. Ifversen sidder altsaa i sit Lønkammer med den mest brændende Lyst til at stikke vor Medarbejder "paa Snuden" paa offentlig Gade, men han er endnu ikke sikker paa "at Gud vil det", og derfor venter han med Længsel Guds Befaling, der giver ham Lov til at slaa løs. 

Længere fremme i Brevet skriver Præsten: "Jeg tilgiver Dem"!

Kan nogen normal Hjærne faa disse to modsatte Standpunkter til at rime sammen?

Indre-Missions-Præsterne fordømmer daglig Anderledes-Troende til Svovlpølen og Helvedes Pine, men lær da af Ifversens Brev, hvor uklare og sygelige disse Præste-Hjærner er. De Folk synes at have tabt Evnen til at føle og tænke som normale Mennesker.

(Social-Demokraten 23. april 1899).

Et andet sammenstød mellem pastor Ifversen (i Kristeligt Dagblad) og Norman Bryn omtales udførligt i Fredericia Social-Demokrat 28. maj 1900: Norman Bryn havde på opfordring af en enke ledsaget hende til Ifversen for at bede ham om at afstå at tale over hendes afdøde mand af frygt for hvad der ville ske, bl.a. at han ville omtale den afdøde som en dranker fordi dr. Severin Christensen havde anbefalet ham at drikke vin som styrkende middel. Lægen havde i øvrigt beordret Ifversen til ikke at opsøge den døende. Ifversen insisterede i stedet. Det påførte ham efterfølgende en udtalelse fra biskop Rørdam om at han ikke troede en anden præst ville bære sig således ad. 

Pastor Ifversen og "Samaritanen". (Efterskrift til Politivennen)

Et Angreb paa Missionær Schrøder.

Vi modtog i Aftes følgende:

"Samaritanen"

En vigtig Forudsætning for, at et saa velsignelsesrigt Samfundsspørgsmaal som det, "Samaritanen" paa Nørrebro virker for, kan løses, er utvivlsomt, at man kan have Tillid til de Mennesker, der leder det. For at ikke Godgørenheden her i Byen skal blive beskæmmet, vilde jeg gærne bidrage mit til at faa Klarhed over denne Sag. Fortjener Hr. Schrøder, der leder Arbejdet, vor Tiltro?

Jeg skal begrunde mit Spørgsmaal.

Hr. Schrøder forener med sit Bespisningsforetagende en Missionsvirksomhed. Men jeg har foran mig klare Beviser for, at Hr. Schrøder sætter sig ganske ud over det Ord, han forkynder, idet han lever et Liv i kødelige Lyster, og herhos end ikke tager sig af de Kvinder, han ved sin Adfærd bringer i Ulykke.

Jeg vil derfor advare Godgørenheden, for at hin gode Ide ikke skal lide Skade; men jeg vil i alt Fald nedlægge en alvorlig Protest imod, at Foretagendet sejler under Kristendommens eller Kirkens Flag, saa længe Ledelsen ikke er i andre Hænder.

København N., den 1. Marts 1832.

Jul. Ifversen,
Præst ved Bethlehemskirken.

Da det lader sig forudse, at foranstaaende Indlæg vil skade Indsamlingen til de Fattiges Bespisning paa Nørrebro, henvendte vi os i Aftes til Hr. Pastor Ifversen. Vi traf ham ikke hjemme, men erfarede, at en Skrivelse som foranstaaende var tilstillet flere Blade, der altsaa publicerer den i Dag. Under disse Omstændigheder offenliggør vi Hr. Ifversens Indlæg.

Det meddeltes os, at Pastoren i Løbet af Gaarsdagen havde besøgt Hr. Schrøder og forlangt, at han skulde afgive sin Missionærvirksomhed. Schrøder vægrede sig derved og truede Ifversen med Sagsanlæggelse, hvis han offenliggjorde sit Angreb.

Nu kommer det altsaa formodentlig til Proces.

(Social-Demokraten 2. marts 1892).

Angrebet paa Missionær Schrøder.

Fra Hr. Missionær Schrøder har vi i Anledning af Pastor Ifversens Angreb modtaget følgende:

Hr. Redaktør!

Aldrig har jeg set noget, der saa lidet ligner Kristendom som det, Hr. Pastor Ifversen har skrevet i "Social-Demokraten" i Gaar. Derimod har jeg set en Mængde Misundelse, Brødnid og ortodoks Fanatisme, som ligner det paa en Prik.

Sidste Vinter fik jeg den Ide at skaffe de Fattige og Hungrige Mad gennem det, jeg har kaldt "Samaritanen". I denne Vinter har jeg udstrakt det til at mætte Hundredetusinder.

Spørgsmaalet har kun for mig været at skaffe dem Mad - og intet andet. Aldrig har jeg blandet Religion ind i dette Spørgsmaal, aldrig har jeg gjort Sultens Tilfredsstillelse afhængig af, hvorvidt de Sultne hørte til den eller den Tro eller slet ingen havde. Vore Døre stod aabne for alle.

I Aarhundreder har denne Gærning staaet de avtoriserede kristne Præster aaben. Hvad har de udrettet? Hvorfor har de aldrig baaret sig ad, som jeg gør, naar de nu hitter paa at falde over mig af Misundelse eller endnu lavere Bevæggrunde? Hvad er Hr. Ifversens Bevæggrund? Jeg skal oplyse den: Da jeg først i denne Vinter - inden Hr. Ifversen endnu havde stukken sin Næse i mit Privatliv - henvendte mig til ham om Støtte i den Bespisningsgærning, jeg vilde genoptage, svarede han mig, at han ikke vilde støtte min Virksomhed, fordi jeg var "Sekterer", fordi jeg ikke tilhørte Folkekirken. Dette var Hr. Pastor Ifversens eneste Grund, og det er den samme, som ligger paa Bunden af hans Angreb i Gaar, men i Følelsen af, at den i den oplyste, bidragydende Offenligheds Øjne nærmest rammer ham selv, som den intolerante fanatiste Indre Missions- Præst, han er, vælger han sig et andet, jeg drister mig til at sige, for en Præst uværdigt Vaaben.

Altsaa: Fordi jeg ikke hører til de privilegerede og avtoriserede Kristendomsforkyndere, men - i Modsætning til dem - i Fattigdom og Brydsomhed udretter det, som min Overbevisning driver mig til, derfor skal jeg lægges for Had! Fordi jeg ikke sidder i et fedt Præstekald og nøjes med at aflire de gængse Fraser uden at sætte andet end Ord ind derpaa fordi jeg forsøger at gøre Kristendommens Ord til Handling, - derfor skal jeg forfølges!

Det er betegnende, at det er en Statskirkepræst, som tager dette Kors paa sig!

Nu kommer jeg til det, hvorfor Hr. Pastor Ifversen mener, at jeg ikke er værdig til at skaffe de Fattige Mad. Jeg "lever et Liv i kødelige Lyster", siger han, og "tager mig end ikke af de Kvinder, som jeg ved min Adfærd bringer i Ulykke".

Jeg har ikke set noget grimmere end dette, allermindst af en Kristen. Kender Hr. Pastor Ifversen ikke Lignelsen om Farisæeren og Tolderen? Man skulde ikke tro det. Sandheden er, at én Kvinde for ca. 4 Aar siden fik et Barn, som jeg er Fader til, og overfor hvem jeg bestandig har opfyldt de Forpligtelser, som paahviler mig. Det er denne Kvinde - hvem jeg her ikke nærmere vil omtale - som Pastor Ifversen har allieret sig med, og som i hans raske Pen er vokset til Flertallet "Kvinder". Hvad kommer dette fire Aar gamle Forhold mellem denne Kvinde og mig de Fattiges Mad ved? Og hvad kommer det Hr. Pastor Ifversen ved? Er Pastorens tidligere Liv saa fuldstændig uden "Plet og Lyde", saa aldeles blottet for det, han kalder "kødelige Lyster", at han med god Samvittighed føler sig berettiget til at staa op og kaste Sten paa sine Medmennesker? Det turde dog være et Spørgsmaal, om han ikke her er i den skarpeste Modsætning med det, han bilder sig ind at være: en Kristen og oven i Købet en kristen Præst. Jeg kan herom citere ham Skriftsteder af Biblen, som sikkert vil være ham alt andet end behagelige.

Det har været mig meget ubehageligt at skulle give Tilsvar paa dette Angreb. Men jeg kan ikke roligt se til, at en Præst bogstavelig tager Brødet af Munden paa de Fattige, fordi jeg ikke vil bøje mig ind under hans egen fanatiske og selvgode Fortolkning af Kristendommen. Jeg beder derfor indtrængende den offenlige Velgørenhed, Svigt ikke Samaritanen! Husk at det kun drejer sig om, at skaffe de Hungrige Mad og hverken om den eller der Fortolkning af Religionen, om Pastor Ifversens eller mit Privatliv. Jeg er i alt Fald rede til at staa til fuldt Ansvar for min Gærning paa alle Punkter.

København, 2den Marts 1892.

C. F. Schrøder.
Forstander for "Samaritanen".
Missionær ved evangelisk fri Mission.

(Social-Demokraten 3. marts 1892).

Den umiddelbare reaktion på pastor Ifversen synes i hvert fald på den korte bane at have virket modsat: Ifølge forstander Schrøder var der betalt større beløb end tidligere efter bataljen. Og det fortsatte! Alene inden for bygningsfagene var der 15.000 arbejdere ledige. Affæren fik dog den betydning at Schrøder for en tid udvandrede til USA. Hans indsats som stifter af Samaritanen blev der dog ikke rykket ved, mens den indremissionske pastor ifversen mistede anseelse.

Udover missionær C. F. Schrøder, organiserede også fabrikejer Benny M. Goldschmidt (der var jøde), hans hustru og en kreds af unge kvinder Samaritanen. Det var også disse som tog over da Schrøder gled i baggrunden. Pengene kom fx ind ved salg af flasker, indsamling af enører, arbejdere i arbejde og mange flere. 

I januar 1899 blev det afsløret at C. F. Schrøder havde startet et blad "Dansk Afholdstidende" med stort rod i regnskaberne. Før denne episode blev han anset for en man kunne stole på.

Indre missions forsøg på at sprede deres propaganda ophørte ikke. Fx stillede de i februar 1895 sig op ved indgangen til Samaritanen i Århus, ja gik endog ind i lokalet og uddelte deres "Traktater". Det blev kraftigt frabedt, og hvis ikke det ophørte, da med politihjælp. I 1904 forsøgte Indre Mission gennem et medlem i komiteen (Carl Bertelsen) for Samaritanen at uddele deres "Traktater" ved inspektion i Samaritanen. Dette blev påtalt da ingen andre religiøse retninger uddelte materiale.

Pastor Ifversen føler sig "kaldet" paany. (Efterskrift til Politivennen)

"Svovlprædikanten" Pastor Ifversen, der i mange Aar prædikede Helvedeslære i København, og som gjorde sig bekendt paa forskellig Vis, bl. a. ved en Dag at vise et Nummer af "Social-Demokraten" frem paa Prædikestolen og tordne løs mod vort Blad, fortrak tilsidst efter sine forskellige Meriter fra Hovedstaden og søgte og fik Embedet som Præst i Brejninge ved Kallundborg.

Nu føler Pastor Ifversen sig "kaldet" paany.

Han er Ansøger til Hedstrup-Fløng Sognekald ved Roskilde.

Kallundborg Avis har forespurgt Pastor Ifversen, hvorfor han søgte bort, og i følge dette Blad har Ifversen svarel:

"Grunden ønsker jeg ikke at udtale mig offenlig om endnu, svarer Hr Ifversen. Blot kan jeg sige, at jeg allerede i nogen Tid har følt, at det vist var bedst, jeg søgte andet Steds hen. Jeg har raadført mig med enkelte Venner, og nu søger jeg - som jeg ogsaa meddelte min Menighed fra Prædikestolen forleden Dag - Kaldet ved Roskilde. Vil Gud, at jeg skal forflyttes, da vil mine Grunde rimeligvis komme offenlig frem i min Afskedsprædiken, for jeg ønsker helt igennem at gaa aabenlyst til Værks overfor min Menighed."

Ifversen er sig selv lig - han generer sig ikke, men annekterer straks Vorherre, naar han ønsker sig et andet Kald.

Hvor er det et uhyre Held for denne Præst, der saa tit har præket mod denne Verdens Goder, at det er et født første Klasses Sognekald, som han føler sig kaldet til!

Sæt Vorherre vilde, han skulde være Sjælesørger i et beskedent Kald ved Vestkysten! Men nej, saa galt er det heldigvis ikke for Hr. Ifversen!

At en Mand søger sig en bedre Stilling er der intet at sige til - men næsten blasfemisk bliver det, naar en Pastor Ifversen blander sin Vorherre ind i dette rent praktiske Forhold.

Forma

(Social-Demokraten 7. juni 1914).

Ifversens Gud ville åbenbart ikke at han fik stillingen. Han forblev i Bregninge-Bjergsted indtil sin død 1927.

Mindesmærket for pastor Ifversen. (Efterskrift til Politivennen).

Afsløringen på Vestre Kirkegård i går.

Til venstre sognepræst C. J. Holt der holder afsløringstalen, og til højre sognepræst Axel Beck. Vestre Kirkegård Afdeling 5, rk. 20, nr. 80.

I går afsløredes et mindesmærke for pastor Jul. Ifversen, rejst på hans grav på Vestre Kirkegård ved bidrag fra venner og menighed. Monumentet, en stor, brun granitsten, er udført af stenhuggermester Hans C. Larsen og prydes af en portrætmedaillon i bronze, udført af billedhugger Arvesen. Et par hundrede mennesker var samlet omkring graven, da formanden for Den indre Mission i København, pastor Holt, stod op og talte.

Han gik ud fra Pauli ord: Vær med til at lide ondt som en sand Jesu stridsmand, og han skildrede Ifversen som stridsmanden, vingårdsmanden og hyrden. Han var med til at samle menighederne i København og blev den første formand for Menighedsforbundet i 1898. Han opsled sine ungdomskræfter i København, ofrede sig selv og hele sit personlige liv for at tjene de opgaver, han så foran sig. De var mangeartede og vanskelige. Men Ifversen tjente med et ydmygt sind. Han sagde i sin afskedsprædiken: Jeg har lært aldrig at foragte noget menneske.

Vi har valgt at sætte på hans monument: en god herrens stridsmand. Han ville næppe selv have godkendt de ord, men de passer på ham. Han stred i hele sit liv imod alle onde magter, imod løgnens og mørkets ånd. Og hvor det gjaldt, stod han ubøjeligt fast. Det er netop i dag 26 år, siden den sag, som gjorde hans navn kendt over hele landet, fik sin afgørelse ved Højesteret. Han havde nægtet at foretage en vielse, som efter hans opfattelse stred imod Jesu ord. Højesteret frifandt pastor Ifversen i den sag, som blev anlagt imod ham, og nu ved vi, at ingen præst behøver foretage en vielse, som strider imod hans samvittighed.

Dækket faldt for monumentet, og i nogle minutter stod alle tavse med blottede hoveder og betragtede den store, smukke sten.

Indsamlingens kasserer, fabrikant Klitgaard, takkede alle bidragyderne og lagde en smuk krans ved monumentets fod.

Pastor Beck bragte en tak fra Helligkorskirkens menighedsforbund, hvori Pastor Ifversen var med til at grundlægge de danske menighedsforbund. Pastor Charles Nielsen bragte hilsen fra alle medarbejdere og venner. Begge præsterne bragte store kranse til monumentet. Stiftsprovst Ussing sagde i få, alvorlige ord en personlig tak for, hvad Jul. Ifversen havde været for den sag, han tjente. Pastor Ifversens svigersøn takkede på familiens Vegne og lovede at værne om monumentet. Til slut talte Pastor Charles Nielsen for Københavns Kirkefond og bad en bøn over graven.

Højtideligheden indlededes og sluttedes med salmesang.

(Nationaltidende, 22. oktober 1928).

Gravstenen i 2024 på Vestre Kirkegård, afdeling 5, rk. 20, nr. 80. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Julius Niels Sophus Ifversen (1863-1927). 1889 medhjælper ved Johanneskirken, 1890 Hellig Kors Kirke - sognepræst her 1895. I 1922 blev folkekirkepræster fritstillet mht. fraskiltes vielse pga den sag Ifversen havde ført. Han forsøgte herefter forgæves at rejse en sag over for den liberale teologi. Sognepræst i Bregninge-Bjergsted 1907-1927.

Ifversens kone var død i 1908. Hendes begravelse omtales andetsteds på denne blog.

Pastor Ifversen ved Smed Gunthels Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Pastor Ifversen har jeg modtaget nedenstaaende Brev, som jeg herved offenliggør og besvarer, idet jeg ingen Anledning finder til at føre privat Korresponvance med Hr. Ifversen herom. Brevet er saalydende:

Helligkors Kirkebolig, R.

10. Juni 1896.

Hr. Landsthingsmand Knudsen!

Foranlediget ved en Artikel i "Social-Demokraten" af i Gaar finder jeg det rigtigst at tilstille Dem disse Linier til en nærmere Forklaring af mit Forhold ved Smed Gunthels Begravelse.

Jeg indser - og indsaa - fuldtvel, hvor pinligt det maatte være - baade for Fanebæreren saa vel som for alle dem, der blandt de tilstedeværende delte de Anskuelser, der repræsenteredes ved Fanerne - naar disse blev viste bort ved Jordefærden. Men baade Familien, Følget, Fanebæreren, De, Hr. Landsthingsmand, og jeg selv kunde have været sparede for den kedelige Affære, dersom man fra "Socialdemokratisk Forbund"s Side havde loyalt overholdt det Paabud, om hvilket jeg ikke kan tro, De kan være uvidende, nemlig at tilladelsen til Faners Tilstedeværelse ved Jordefærd forud (c: Dagen forud) skal indhentes hos den Præst, der forretter Begravelsen. Jeg havde da med den eller dem, de var kommen til mig i dette Hværv, kunnet vidne Sagen og - om fornødent - i en fredelig Forhandling kunnet motivere min Nægtelse af de to Faners Tilstedeværelse; thi jeg havde i hvert Tilfælde nægtet denne, men det, som nu skete, havde været undgaaet; men at det skete, bærer alene "Socialdemokratisk Forbund"s Ledelse eller de, der ved denne Lejlighed har haft med de to Faners Anvendelse ved Ligfølget at gøre, Skylden for.

Det her anførte skal altsaa egenlig ikke være en Bebrejdelse for, at der - i og for sig ingen Tilladelse blev søgt, thi det er sket før, og jeg har ikke opholdt mig derover, men jeg vil kun derved udtale min Beklagelse af, at Forbundet - eller andre rette Vedkommende - ikke selv søgte at hindre det, som nu for alle blev saa pinligt.

Paa Graveren kan Skylden vanskelig lægges, thi han ved, at jeg altid ellers lader Faner komme ind i Kapellerne. Derfor man jeg formode, at han, sikker paa min Iagttagelse af mit sædvanlige Forhold, ved denne Lejlighed uden at reflektere nærmere over, hvilke Faner der var, har ladet dem bringe ind for at lette Handlingens hurtigere Udførelse.

Naar Bladet bebrejder mig, at jeg intet gjorde for at hindre Graverkarlene i at borttage de Brædder, De stod paa ved Graven, medens De talte, da maa jeg minde om, hvad De heller ikke kan være uvidende om, at De ingen som helst Ret havde til at tale ved Graven. De tog Dem den. Jeg fandt mig derfor slet ikke beføjet til at gribe ind i den Sag. De forglemte Dem selv og det Sted, hvor De stod, ved de Ord, De tillod Dem at tale.

Hvad andet urigtigt, der i nævnte Artikel er indeholdt, er af mindre Betydning. En nærmere Udvikling her af mine Grunde for at nægte "Socialdemokratisk Forbund"s Faners Tilstedeværelse ved de Jordefærd, som jeg har med at gøre, vil, antager jeg, være temmelig spildt Ulejlighed. Kun dette: der er mange af Arbejderne, der ved, at jeg sympatiserer med adskilligt i den moderne Socialisme, og det er, hvad jeg ikke lægger Skjul paa for nogen; men det er mig umuligt som Kristen - og jeg finder, at det man være enhver troende Kristen - at staa under de paagældende to Faner, især den med Inskriptionen "Folkets Vilje" osv " Det er ikke et bestaaende System eller lign., jeg vil forsvare ved denne Vægring, men et System, der, hvor mange Sandhedselementer det end indeholder, dog inderst inde er et stort verdenshistorisk Bedrag, jeg maa undslaa mig for at hylde.

Maa jeg blot endnu tilløje, at der fra min Side intet har været og ikte heller fremdeles er til Hinder for, at andre Faner - politiske (altsaa ogsaa soc.-dem. Vælgerforeningsfaner), saglige og private - er til Stede ved Jordefærd. Men jeg ønsker ikke, at noget lignende som der, der skete i Søndags, skal gentage sig. Derfor anmoder jeg høfligst Dem, Hr Landsthingsmand Knudsen, som den, der er Forretningsfører for "Socialdemokratisk Forbund", om at gøre Deres til, at dette Forbunds tvende Faner ikke nogensinde mere kommer til Stede, hvor jeg skal forrette Begravelse.

Venligst

Deres ærb.

Jul. Ifversen.

Den almindelige Regel, Præsterne følger med Hensyn til Faners Tilstedeværelse ved Begravelser er, at Tilladelse dertil gives ved selve Begravelsen. Hr. Ifversen følger aabenbart den samme Regel, eftersom det stemmer overens med hans "sædvanlige Forhold", at Graveren, naar Fanerne føres frem udenfor Kapellet, lader dem føre ind. Hertil maa han altsaa have Hr. Ifversens Billigelse. Denne almindelige og af Hr. Ifversen selv benyttede Regel, blev ogsaa fulgt ved Begravelsen i Søndags. Fanerne holdtes udenfor Kapellet indtil de fik Tilladelse til at komme ind. Skylden for det "pinlige" der skete - skal vi ikke hellere sige usømmelige - paahviler altsaa Hr. Ifversen og ingen anden, idet han krævede Fanerne sat ud efter at der var givet Tilladelse til at føre dem ind.

Nu vil Hr. Ifversen have, at der skal gælde andre Regler for "Social-demokratisk Forbund"s end for andre Faner. Der skal for de førstnævnte søges Tilladelse "Dagen forud". Jeg finder for mit Vedkommende ingen Anledning til at akceptere denne Social-demokratisk Forbunds Faners Nedsættelse i anden Klasse. Det behager maaske Hr. Ifversen mere, at vise os ned ad sine Trapper end at jage os ud af Kapellet, men denne Tilfredsstillelse agter jeg i hvert Fald ikke at berede ham. Heller ikke agter jeg at tage hans almindelige Forbud mod Forbundets Faners Tilstedeværelse ved de Begravelser, han forretter til Følge. Naar en afdød Partifælles Paarørende ønsker Fanernes Tilstedeværelse ved Begravelsen, vil Tilladelse dertil blive søgt paa den Maade, som gælder for alle andre Faner. Det bliver da Hr. Ifversens Sag at jage dem bort i hvert enkelt Tilfælde. Han skal ikke saaledes ved et Pennestrøg anmasse sig Ret til en Gang for alle at forbyde Socialdemokratisk Forbund at hædre afdøde Partifæller.

Hr. Ifversens Indrømmelse af, at han med Vilje ikke foretog noget for at hindre Graverkarlen i at borttage de Brædder, hvorpaa jeg stod, behøver sikkert ingen Kommentar. Han vidste, at disse Brædder laa over en aaben Grav. Han maa have hørt, at den ene af Graverkarlene gjorde den anden opmærksom paa, at det Brædt, hvorpaa jeg stod, skulde blive liggende hvor det laa og ikke flyttes, og han maa have set, at den anden Karl desuagtet rev og sled i det, saa det næsten var umuligt at staa derpaa. Men han gjorde intet for at hindre denne brutale Adfærd. Var det lykkedes Karlen at rive Brædtet bort og jeg som Følge af denne Brutalitet og med Hr. Ifversens præstelige Billigelse var styrtet ned i Graven og sandsynlig vilde være kommen til Skade, saa var vel rimeligvis af Hr. Ifversen bleven betragtet som værende "Guds Vilje". Og hans præstelige Samvittighed vilde sandsynligvis have fundet en god Trøst deri, at jeg ikke først havde bedt em hans Tilladelse til at tale, hvilket under de foreliggende Forhold selvfølgelig ikke kunde falde mig ind. Maaske havde han endog fundet en vis Tilfredsstillelse i en saadan Udgang.

Naar en Præst og en Graverkarl kan vise en saadan Adfærd ved en Grav, saa er det sikkert ingen Forglemmelse af sig selv eller Stedet, at en Lægmand staar frem og takker en Afdød for hans Virksomhed.

Hr. Ifversens Udtalelser om Socialismen vil jeg skænke ham. Der er næppe mange, der lader sig dupere af hans foregivne Sympati for "adskilligt" i denne, og naar han vil tale om verdenshistoriske Bedrag, gjorde han sikkert bedre i at vende sig andre Steder hen end til Socialismen.

P. Knudsen.

(Social-Demokraten 14. juni 1896).

Fotograf Eduard Benjamin Møller (1841-1911): Borgmester P. Knudsen (1848-1910). Det kongelige Bibliotek.

Den socialdemokratisk politiker og fagforeningsmand P. Knudsen var på daværende tidspunkt Socialdemokratiets formand (1882-1909), medlem af Landstinget 1890 og medlem af Folketinget 1898-1901 og 1903-09. I 1897 blev han indvalgt i Københavns Borgerrepræsentation, 1902 rådmand og i 1909 borgmester for 3. afdeling. I 1875 var han med til stiftelsen af Handskemagernes Fagforening. 1898-1903 formand for det nystiftede Handskemagerforbundet i Danmark. Desuden næstformand i De Samvirkende Fagforeninger i København 1886-1898 og for De Samvirkende Fagforbund i Danmark i 1898-1909.

Hr. Ifversen nægter atter en Fagforeningsfane Udgang til Kapellet. (Efterskrift til Politivennen)

I Torsdags Eftermiddags jordedes Typograf Dahlins unge Hustru paa Vestre Kirkegaard i København.

Det er Skik og Brug, at Typografernes Banner følger Medlemmerne og deres Hustruer ved Begravelser, og som Følge heraf ønskede Hr. Dahlin og de nærmeste Paarørende meget gærne, at Banneret skulde følge den afdøde.

Men for at undgaa Misforstaaelse, henvendte Dahlins Moder sig i Onsdags til Pastor Ifversen ved Helligkorskirken.

Hr. Ifversen erklærede, at han ikke selv havde Tid til at forrette Jordfæstelsen, hvorfor han havde ordineret Kapellanen Axel Bech (en Søn af Vilhelm Bech) til at gaa i hans Sted.

Enkefru Dahlin spurgte da, om der kunde være noget til Hinder for, at Typografernes Fane kom til Stede. Ved denne Forespørgsel blev Hr. Ifversen meget nærvøs og udbrød: "Det er jo en Fane, som er med i Socialisternes Grundlovstog!" Da Fru Dahlin imidlertid ikke kunde se, at dette kom Begravelsen ved, og derfor udbad sig et bestemt Svar, udtalte han, at nu skulde han skrive et Brev til Hr. Bech, som hun kunde overbringe ham og faa endelig Besked.

Med dette Brev henvendte Enkefru Dahlin sig hos Kapellanen, men efter at denne havde læst Brevet, erklærede han, at Fanen hverken maatte komme til Stede i Kapellet eller følge den afdøde til Graven.

Den typografiske Forening sendte desuagtet Fanen til Kapellet for at bevæge Præsten til at tage Hensyn til Familjens Ønske, men Præsten sagde højt og i Overværelse af Kirkebetjenten, at Fanen under ingen Omstændigheder maatte komme ind i Kapellet og ej heller udfoldes paa Kirkegaarden.

Vi gik da ind i Kapellet for at høre, hvilke Trøstens Ord den Guds Tjener havde at sige den dybtsørgende Mand, der stod ved sin unge Hustrus Baare; men vi hørte kun tomme og kolde Ord. Præsten begyndte med at sige: "Den almægtige kalder paa Jer; disse Ord staar i den gamle, kære Bog, Biblen!" Den samme Præst havde 10 Minuter i Forvejen forbudt en Fane, hvorpaa Gutenberg staar malet med Biblen i Haanden. Og videre sagde han: "Det gør ondt, naar Herren lægger sin tunge Haand paa os." Men hvor ondt tror da denne Præst ikke det gør, naar han nægter de efterladte Opfyldelsen af et saa ringe Ønske, som at lade en Fane følge de afdøde til det sidste Hvilested?

Efter Begravelsen forklarede Beck til en af Typografernes Tillidsmænd, "at hvis han havde givet Tilladelsen, vilde han have handlet illoyalt mod sine foresatte; han havde kun at udføre, hvad disse paabød ham." Vi rettede da et sidste Spørgsmaal til ham: "Vilde De selv have forbudt denne Fanes Tilstedeværelse, saafremt De havde været Sognepræst?"

Dette Spørgsmaal nægtede han at svare paa.

Disse "Guds Mænd" raaber paa Fagforeningstyranni, samtidig med at de selv over Tyranni i en saadan Grad, at en Kapellan lader sig kommandere af Ifversen til at krænke afdøde og deres efterladte.

K. F.

(Randers Arbejderblad 9. november 1901).

Axel Beck (1873-1949) blev september 1908 forfremmet fra medhjælper til residerende kapellan ved Helligkors Kirke. Han skrev et tobindsværk om sine forældre og han var som dem stærkt indremissionsk. Der er dog ikke refereret lignende begravelsesscener som ovenstående i aviser.

Fotograf Fritz Theodor Benzen (1864 - 1945): Helligkors Kirke. 1900-1910. Kbhbilleder. Public domain.

Den 9. november 1901 skrev Ifversen i Kristeligt Dagblad at Social-Demokratens artikel bestod dels af fordrejede sandheder, dels vitterlig løgn. Næstformanden i "Den typografiske Forening" sendte efterfølgende Ifversen et svar hvori han meddelte at det var ham der havde skrevet indlægget, samt en udtalelse fra enken, Marie Dahlin (Viktoriagade 23, 2.) om at de udtalelser om Ifversens og Axel Becks optræden ved begravelsen om fanen var sandhed fra ende til anden.

Præsten og hans Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

En Mindetale.

Pastor Jul. Ifversens Hustru, der døde forleden i Barselsseng, blev i Forgaars begravet fra Helligkors Kirke i Kjøbenhavn. Blandt Talerne var Pastor Ifversen selv, og han udtalte ifl. "Kristel. Dagbl." bl. a.:

Nu er hun gaaet over Jordan, som tidligere tre af vore Smaadrenge. Livet i Gud var hendes kosteligste Eje. Nu er hendes skrøbelige Lerkar brudt itu, men selv er hun gaaet ind til Livets Herre, og det vil vi prise og takke for, og did alene vil vi stunde. Og engang skal vi faa vore Legemer igen og saaledes evigt være hos Herren.

Hun vidste ikke blot, at hun var en Synder, og der var mange Taarer paa hendes Vej, men det er ikke om hendes Skyldbrev, der skal tales; det er alt betalt .... Hun levede sit Liv i nært Samfund med Gud.

Der var Aar, da det var meget svært i det timelige, men hun udviste stor praktisk Sans og sparede paa sig selv. Og det gjorde hende ondt, naar hun ikke kunde hjælpe. Og naar Herrens Venner samledes i vort Hjem og bragte os Hjælp, priste hun Guds Naade, og al den Lykke, Gud havde givet hende.

Den første Opgave fandt hun i sit Hjem, men dernæst glemte hun ikke, at hun var Præstens Hustru. Hun forstod ogsaa i denne Henseende at ofre, saa hun ikke skulde staa som en Hindring for Præstegerningen. I en særlig vanskelig Sag sagde hun til sin Mand; "Du kan under ingen Omstændigheder give efter i denne Sag".

"Herren er min Hyrde!", det var hendes Livs Ord; fra ham fik hun sin Styrke. Og hendes sidste Ord var Glæde over, at hun snart skulde faa Lov at være hos ham.

Det var altsammen Guds Naade over et Menneskeliv. Hun har nu naaet sin Rejses Maal, de fjerne og dog saa nære Egne.

- -

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard. Pastor Ifversen forrettede Jordpaakastelsen.

(Viborg Stifts Folkeblad 3. juli 1908).

Julius Ifversen (1863-1927) er behandlet andetsteds på denne blog. I Ugeskrift for Retsvæsen findes en længere gennemgang skrevet af Peter Garde af en sag hvor pastor Ifversen havde nægtet at gifte en murersvend.

Pastor Ussing nægter også at vie en fraskilt. (Efterskrift til Politivennen)

En mand i Valby der var fraskilt, ønskede at indgå nyt ægteskab og henvendte sig derfor til sognepræsten, pastor Ussing ved Jesuskirken.

Men både hr. Ussing og hans kollega hr. Holmer der er præst ved samme kirke, nægtede at vie parret.

Holmer erklærede kort og godt at han ikke ville forrette vielsen, selv om det skulle koste ham hans embede. Og Ussing var lige så stejl. Først gav han manden en religiøs bog med pålæg om at læse den, indtil han (manden) “fandt Jesus". Når dette var sket - præsten mente der kun ville medgå en 8 dage - så kunne manden komme til ham. Ussing ville så besørge tillysning i Jesuskirken. For øvrigt lovede han at henvise manden til en anden præst på Vesterbro, der var mindre kras og sikkert vil vie ham.

Manden ville dog ikke indlade sig på eksperimentet med at “finde Jesus". Ussing anbefalede ham så at udmelde sig af kirken og tage borgerlig vielse. Eller også, tilføjede han, kan De henvende Dem til “Social-Demokraten" og klage over mig ligesom over pastor Ifversen og forsøge at få mig fjernet fra mit embede. - -

Her er altså et ganske lignende tilfælde som den bekendte affære på Nørrebro, hvor Ifversen nægter at vie mureren. Manden fra Valby har, ligesom mureren, bevilling fra kongen med tilladelse til at indgå ægteskab, og bevillingen forbyder alle og enhver at lægge hindringer i vejen for vielsen.

Men hvad bryder præsterne sig om lovens anordninger?

Dette eksempel viser på ny at der i høj grad tiltrænges en ny ordning på dette område, og undersøgelsen mod Ifversen vil forhåbentlig bringe det ønskede resultat.

(Social-Demokraten 17. januar 1903).

Skomager Nielsens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Forretningsfører Nielsens Jordefærd.

I Søndags Kl. 1 var den store Have, der hører til Solitudevej Nr. 3, aldeles overfyldt af Partifæller, som vilde overvære Forretningsføreren for Skomagernes Forbund, Nielsens borgerlige Begravelse. Mange maatte blive udenfor paa Gaden, da det var umuligt at komme ind i Haven.

Den Afdødes Kiste var ganske overfuldt med Kranse, og navnlig havde  Vælgerforeningen i 12. Kreds og Skomagersvendenes Forbund sendt meget smukke Palmekranse, hvad der ogsaa gælder Arbejderne paa forskellige Skotøjsfabriker. Præcis Kl. 1 tog Formanden for Skomagernes Sygekasse R. P. Daugstrup Ordet. Han meddelte, at den Afdøde selv havde udtalt Ønsket om, - at en Partifælle og ikke en Præst maatte sige et Par Ord ved hans Kiste. Derfor havde hans Enke besluttet sig til den borgerlige Begravelse, skønt de var kirkelig viet. Taleren mindede derefter i varme Udtryk om den Afdødes store Energi og Kærlighed til Arbejdersagen. Særlig for Skomagernes faglige Bevægelse havde han været en dygtig og uegennyttig Leder, hvorfor han bragte ham alles hjertelige Tak. Den store Forsamling sluttede sig til denne Udtalelse ved ærbødigt at blotte Hovederne. Derefter talte Formanden for Vælgerforeningen i 12. Kreds, -Murer A. Andersen. Han bragte den Afdøde en Tak for hans Virksomhed som politisk Agitator. Utrættelig havde han virket ude i det Fattigmands Kvarter, hvor han havde opslaaet sin Bolig. Lad os tage hans Eksempel til Mønster, lad os søge at efterligne ham, bedre Tak kan vi ikke bringe ham, og bedre Tak vilde han aldrig have ønsket sig. Den sociale Skomagersangforening afsang nu en Sang, og Kisten bares derefter af Fagfæller ad Nørrebrogade og Jagtvejen til Assistens Kirkegaard. 

Her havde Præsterne haft travlt. Ved Graven mødte Fuldmægtig Smidt fra Begravelseskontoret og nedlagde Forbud imod, at der blev talt og sunget ved Graven uden Biskoppens Tilladelse. Just som han meddelte Daugstrup dette Forbud, lød det fra Sangforeningen:

Lær mig o Skov at visne glad,
som sent i Høst det gule Blad.

Præsterne kom altsaa for sent denne Gang. Formanden for Skomagersvendenes Forbund, Madsen, bragte det store Følge - vel et Par Tusind i Tal - en Tak. Saa sænkes de 9 røde Faner over Graven og den stilfulde Højtidelighed er forbi.

(Social-Demokraten 29. juni 1897).

Præsteforbudet ved Forretningsfører Nielsens borgerlige Begravelse.

Vi har modtaget følgende:

Hr. Redaktør!

I Anledning af "Soc.-Demokr."s Referat i Tirsdagsnumret af Forretningsfører Nielsens Begravelse, i hvilket det hedder, at "Præsterne havde haft travlt", nemlig - som det fremgaar af Referatets øvrige Indhold - med at faa forhindret Sang og Tale ved Graven, skal jeg, da der fornuftigvis ved "Præsterne" ikke kan være ment andre end Præsterne i Helligkors Sogn, i hvilket den Afdøde boede, og til hvis Kirkebog Dødsfaldet blev anmeldt, tillade mig at oplyse, at der ikke fra vor Side er lagt hverken sadan eller nogen anden Hindring i Vejen ved Begravelsen, da vi, som det der maatte stemme bedst med den Afdødes Ønske, ganske har ladet Familien og de Paarørende om, hvorledes de selv vilde arrangere denne Begravelse, som vi slet intet fik at gøre med. - Maaske De derfor, Hr. Redaktør, loyalt vil bevise Dem redebon til at korrigere vedkommende Indsenders aldeles uhjemlede Paastand, eller ogsaa oplyse, hvilke Præster der ellers maatte være mente.

Ærb,

Jul. Ifversen.

I Anledning af Pastor Ifversens Protest skal vi komme nærmere ind paa den lille Episode, der var arrangeret ved Forretningsfører Nielsens Jordefærd, og saa lade vore Læsere dømme.

Da det meget store Følge kom ind paa Assistents Kirkegaard, bad Forretningsfører R. P. Daugstrup Graverkarlen om at vejlede Følget hen til Graven. I det samme kom en høj, ældre Mand i sorte Klæder hen til ham og spurgte, om det var ham, der havde med den Begravelse at gøre. Efter at Daugstrup havde bekræftet dette, fulgte følgende Replikskifte :

"Skal der synges eller tales ved Graven?"

"Ja, det er da Meningen."

"Det kan ikke tillades."

Dangstrup spørger nu, hvem han har den Ære at tale med, og Herren navngiver sig som Fuldmægtig Smidt ved Begravelsesvæsenet. Saa ønsker Dangstrup at vide, med hvilken Bemyndigelse, Smidt optræder. Han har nemlig nok vidst, at Sangforeninger ikke har Lov til at synge i Kapellerne uden Præstens Tilladelse, men han har ikke troet, at dette Forbud ogsaa gjaldt Sang og Tale ude paa Kirkegaarden. Hr. Smidt svarer hertil, at det er Biskoppen, der har forbudt det; men Daugstrup mener, at det maa da være sket fornylig: thi det er ikke længe siden der er sunget paa Kirkegaarden ved en lignende Begravelse.

Det var en Gang i Foraaret, mente Hr. Smidt, at han havde faaet en trykt Instruks fra Bistoppen, og i denne stod, at der ikke uden Biskoppens Tilladelse maatte synges eller holdes Taler paa Kirkegaarden. Daugstrup spørger saa :

"Vil De nedlægge Forbud imod, at der synges og tales ved denne Grav?"

"Ja, det gør jeg herved i Følge min Instruks."

Fuldmægtigen bliver gjort opmærksom paa, at det dog nu var meget for sent at indhente Biskoppens Tilladelse, men han blev ved sit, og Daugstrup skulde just hen at kundgøre Præsteskabets Villie for "Den sociale Skomagersangforening", da denne afværgede Forbudet ved at intonere sit Farvel til den afdøde Kollega.

Det vil heraf fremgaa, at den af Pastor Ifversen fremdragne Sætning i vort Referat er fuldstændig berettiget. For at stille Sagen i et saa klart Lys som muligt, skal vi gærne oplyse Hr. Ifversen om, at den samme Sangforening et Øjeblik efter sang ved en anden Begravelse paa samme Kirkegaaard, uden at der var Tale om Forbud eller biskoppelig Instruks.

(Social-Demokraten 2. juli 1897).