Forretningsfører Nielsens Jordefærd.
I Søndags Kl. 1 var den store Have, der hører til Solitudevej Nr. 3, aldeles overfyldt af Partifæller, som vilde overvære Forretningsføreren for Skomagernes Forbund, Nielsens borgerlige Begravelse. Mange maatte blive udenfor paa Gaden, da det var umuligt at komme ind i Haven.
Den Afdødes Kiste var ganske overfuldt med Kranse, og navnlig havde Vælgerforeningen i 12. Kreds og Skomagersvendenes Forbund sendt meget smukke Palmekranse, hvad der ogsaa gælder Arbejderne paa forskellige Skotøjsfabriker. Præcis Kl. 1 tog Formanden for Skomagernes Sygekasse R. P. Daugstrup Ordet. Han meddelte, at den Afdøde selv havde udtalt Ønsket om, - at en Partifælle og ikke en Præst maatte sige et Par Ord ved hans Kiste. Derfor havde hans Enke besluttet sig til den borgerlige Begravelse, skønt de var kirkelig viet. Taleren mindede derefter i varme Udtryk om den Afdødes store Energi og Kærlighed til Arbejdersagen. Særlig for Skomagernes faglige Bevægelse havde han været en dygtig og uegennyttig Leder, hvorfor han bragte ham alles hjertelige Tak. Den store Forsamling sluttede sig til denne Udtalelse ved ærbødigt at blotte Hovederne. Derefter talte Formanden for Vælgerforeningen i 12. Kreds, -Murer A. Andersen. Han bragte den Afdøde en Tak for hans Virksomhed som politisk Agitator. Utrættelig havde han virket ude i det Fattigmands Kvarter, hvor han havde opslaaet sin Bolig. Lad os tage hans Eksempel til Mønster, lad os søge at efterligne ham, bedre Tak kan vi ikke bringe ham, og bedre Tak vilde han aldrig have ønsket sig. Den sociale Skomagersangforening afsang nu en Sang, og Kisten bares derefter af Fagfæller ad Nørrebrogade og Jagtvejen til Assistens Kirkegaard.
Her havde Præsterne haft travlt. Ved Graven mødte Fuldmægtig Smidt fra Begravelseskontoret og nedlagde Forbud imod, at der blev talt og sunget ved Graven uden Biskoppens Tilladelse. Just som han meddelte Daugstrup dette Forbud, lød det fra Sangforeningen:
Lær mig o Skov at visne glad,
som sent i Høst det gule Blad.
Præsterne kom altsaa for sent denne Gang. Formanden for Skomagersvendenes Forbund, Madsen, bragte det store Følge - vel et Par Tusind i Tal - en Tak. Saa sænkes de 9 røde Faner over Graven og den stilfulde Højtidelighed er forbi.
(Social-Demokraten 29. juni 1897).
Præsteforbudet ved Forretningsfører Nielsens borgerlige Begravelse.
Vi har modtaget følgende:
Hr. Redaktør!
I Anledning af "Soc.-Demokr."s Referat i Tirsdagsnumret af Forretningsfører Nielsens Begravelse, i hvilket det hedder, at "Præsterne havde haft travlt", nemlig - som det fremgaar af Referatets øvrige Indhold - med at faa forhindret Sang og Tale ved Graven, skal jeg, da der fornuftigvis ved "Præsterne" ikke kan være ment andre end Præsterne i Helligkors Sogn, i hvilket den Afdøde boede, og til hvis Kirkebog Dødsfaldet blev anmeldt, tillade mig at oplyse, at der ikke fra vor Side er lagt hverken sadan eller nogen anden Hindring i Vejen ved Begravelsen, da vi, som det der maatte stemme bedst med den Afdødes Ønske, ganske har ladet Familien og de Paarørende om, hvorledes de selv vilde arrangere denne Begravelse, som vi slet intet fik at gøre med. - Maaske De derfor, Hr. Redaktør, loyalt vil bevise Dem redebon til at korrigere vedkommende Indsenders aldeles uhjemlede Paastand, eller ogsaa oplyse, hvilke Præster der ellers maatte være mente.
I Anledning af Pastor Ifversens Protest skal vi komme nærmere ind paa den lille Episode, der var arrangeret ved Forretningsfører Nielsens Jordefærd, og saa lade vore Læsere dømme.
Da det meget store Følge kom ind paa Assistents Kirkegaard, bad Forretningsfører R. P. Daugstrup Graverkarlen om at vejlede Følget hen til Graven. I det samme kom en høj, ældre Mand i sorte Klæder hen til ham og spurgte, om det var ham, der havde med den Begravelse at gøre. Efter at Daugstrup havde bekræftet dette, fulgte følgende Replikskifte :
"Skal der synges eller tales ved Graven?"
"Ja, det er da Meningen."
"Det kan ikke tillades."
Dangstrup spørger nu, hvem han har den Ære at tale med, og Herren navngiver sig som Fuldmægtig Smidt ved Begravelsesvæsenet. Saa ønsker Dangstrup at vide, med hvilken Bemyndigelse, Smidt optræder. Han har nemlig nok vidst, at Sangforeninger ikke har Lov til at synge i Kapellerne uden Præstens Tilladelse, men han har ikke troet, at dette Forbud ogsaa gjaldt Sang og Tale ude paa Kirkegaarden. Hr. Smidt svarer hertil, at det er Biskoppen, der har forbudt det; men Daugstrup mener, at det maa da være sket fornylig: thi det er ikke længe siden der er sunget paa Kirkegaarden ved en lignende Begravelse.
Det var en Gang i Foraaret, mente Hr. Smidt, at han havde faaet en trykt Instruks fra Bistoppen, og i denne stod, at der ikke uden Biskoppens Tilladelse maatte synges eller holdes Taler paa Kirkegaarden. Daugstrup spørger saa :
"Vil De nedlægge Forbud imod, at der synges og tales ved denne Grav?"
"Ja, det gør jeg herved i Følge min Instruks."
Fuldmægtigen bliver gjort opmærksom paa, at det dog nu var meget for sent at indhente Biskoppens Tilladelse, men han blev ved sit, og Daugstrup skulde just hen at kundgøre Præsteskabets Villie for "Den sociale Skomagersangforening", da denne afværgede Forbudet ved at intonere sit Farvel til den afdøde Kollega.
Det vil heraf fremgaa, at den af Pastor Ifversen fremdragne Sætning i vort Referat er fuldstændig berettiget. For at stille Sagen i et saa klart Lys som muligt, skal vi gærne oplyse Hr. Ifversen om, at den samme Sangforening et Øjeblik efter sang ved en anden Begravelse paa samme Kirkegaaard, uden at der var Tale om Forbud eller biskoppelig Instruks.
(Social-Demokraten 2. juli 1897).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar