10 november 2024

Pastor Ifversen som Martyr. (Efterskrift til Politivennen)

Præsten sender vor Medarbejder et Truselsbrev.

Vi meddelte forleden, at Pastor Ifversen Paaskemorgen oplæste "Social-Demokraten" fra Prædikestolen i Helligkorskirken og samtidig rettede et Angreb paa Bladets Paaskeartikel. I den Anledning har Hr. Ifversen sendt den paagældende Medarbejder, Norman Bryn, der besøgte ham, følgende Brev, hvis Indhold vi her delvis gengiver (Udhævelserne er foretaget af os):

Helligkors Præstebolig,
Kbhvn. D. 14/4 99

Hr. Journalist Norman Bryn!

Mangel paa Tid har væsenlig hindret mig i allerede for flere Dage siden at faa dette Brev skrevet .... 

.... Jeg har det nu ganske vist i min Haand at tildele Dem en offenlig Afstraffelse (!) for hele dette Deres Forhold, en Afstraffelse, der vilde volde Dem megen Ulejlighed, men utvivlsomt vilde gøre adskilligt Gavn. Jeg finder imidlertid ikke Tiden dertil inde endnu. (!) Dersom jeg en anden Gang faar Lov dertil (!) af den Herre, som det er min Glæde at tjene, da vil jeg gøre det. (!) Han har lært mig at tie og give Straffen Tid, og at "bede for dem, som gøre hans Disciple Skade og som forfølge dem"; efter dette Ord vil jeg rette mig. Maaske De kunde blive en anden, end De nu er. Maaske - maaske ikke! Jeg ønsker, De maatte kunne, De vilde da faa den Fred i Samvittigheden, som man ikke kan have, naar man tjener Løgnen. (!) I Øjeblikket overgiver jeg Dem, Hr. Norman Bryn til Deres egen onde Samvittigheds Dom; (!) dette er Straf nok for Dem indtil videre.

Det gør mig ondt for Dem. De bereder Deres egen Sjæl en stor Trængsel. Gid De vilde omvende Dem til den Jesus, der ogsaa for Dem døde paa Golgathas Kors, og som - trods al Deres Synd - dog ogsaa elsker Dem og har Magt til at frelse Dem fra de onde Magter, som nu har lært Dem bl. a.: at hykle med Deres Tunge og lyve med Deres Pen!

Jeg taler Sandheden til Dem, roligt og uden Nag. (!) Jeg tilgiver Dem. Kun kan jeg ikke mere have Forretninger med Dem at afgøre. Men jeg ønsker, at De maatte faa Hjærte til at søge Gud og faa Forladelse hos ham for Jesu Skyld; ikke alene for den Smule, De har gjort ilde mod mig - det er det mindste i Deres Regnskab (!) - men for alt det øvrige ogsaa.

De har, Hr. Norman Bryn, kun dette ene Liv at leve under Solen. Ogsaa De skal dø og staa for Dommeren, enten De vil eller ej, enten De tror det eller ej!

Gid De maatte finde Fred, medens det er muligt!

Jul. Ifversen.

*

Saamange er Præstens Ord og Trusler, blot fordi vi har meddelt vore Læsere, hvad der var fuldt korrekt, at han har oplæst "Social-Demokraten" fra Prædikestolen.

Vor Medarbejder tilbød loyalt Hr. Ifversen, at han kunde faa sin Prædiken optaget i "Social-Demokraten", for at Offenligheden derved selv kunde faa Lejlighed til at bedømme, hvorvidt hans Angreb var berettiget eller ej.

Hr. Ifversen modtog ikke Tilbudet.

Det eneste, vi dernæst skrev om vor Samtale med Præsten, var, at han ikke formaaede at fremføre nogetsomhelst berettiget Argument mod Paaske-Artiklen.

Hr. Ifversen har ikke kunnet rokke en Tøddel ved vore Meddelelsers Korrekthed. Ja, selve Ordlyden af det Udraab, hvormed han foldede Bladet frem for Menigheden:

"De kan godt faa at se, hvem Fjenden er - se, her er han!"

er nøjagtig nedskrevet efter Præstens eget Diktat. Og dog taler han om, at "hykle med Deres Tunge og lyve med Deres Pen"!

Dette, at vi saa nøjagtig har holdt os til Sandheden i vor gentagne Omtale af Hr. Ifversen, har bragt ham fuldstændig fra Koncepterne, hvilket til Overmaal fremgaar af Indholdet af hans ovenstaaende Skrivelse. Dette Brevs Sammensurium af Trusler om Hævn, Forsikring om Tilgivelse og samtidig Paakaldelse af Guds Tilladelse til at søge Hof- og Stadsretten, kan kun være fostret i en forvirret eller forbenet Indre Missions Hjærne.

Hr. Ifversen truer vor Medarbejder med en "offenlig Afstraffelse", som han imidlertid foreløbig vil holde tilbage, indtil han faar Lov af sin Gud til at foretage den!

Har man nogensinde hørt Mage til sindssvagt Vrøvl! Hr. Ifversen sidder altsaa i sit Lønkammer med den mest brændende Lyst til at stikke vor Medarbejder "paa Snuden" paa offentlig Gade, men han er endnu ikke sikker paa "at Gud vil det", og derfor venter han med Længsel Guds Befaling, der giver ham Lov til at slaa løs. 

Længere fremme i Brevet skriver Præsten: "Jeg tilgiver Dem"!

Kan nogen normal Hjærne faa disse to modsatte Standpunkter til at rime sammen?

Indre-Missions-Præsterne fordømmer daglig Anderledes-Troende til Svovlpølen og Helvedes Pine, men lær da af Ifversens Brev, hvor uklare og sygelige disse Præste-Hjærner er. De Folk synes at have tabt Evnen til at føle og tænke som normale Mennesker.

(Social-Demokraten 23. april 1899).

Et andet sammenstød mellem pastor Ifversen (i Kristeligt Dagblad) og Norman Bryn omtales udførligt i Fredericia Social-Demokrat 28. maj 1900: Norman Bryn havde på opfordring af en enke ledsaget hende til Ifversen for at bede ham om at afstå at tale over hendes afdøde mand af frygt for hvad der ville ske, bl.a. at han ville omtale den afdøde som en dranker fordi dr. Severin Christensen havde anbefalet ham at drikke vin som styrkende middel. Lægen havde i øvrigt beordret Ifversen til ikke at opsøge den døende. Ifversen insisterede i stedet. Det påførte ham efterfølgende en udtalelse fra biskop Rørdam om at han ikke troede en anden præst ville bære sig således ad. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar