Smedemester Svedstrup 1825-1827. 1/2. (Efterskrift til Politivennen)

Ferdinand Svedstrup var ud af en familie hvor faderen døde som 44 årig, mens moderen blev overlag opdragelsen af de 14 børn (12 drenge og 2 piger). I 1850 overtog han Mørdrup Smedje, Mørdrupvej 125. Som smed var han især kendt for sine hestesko som folk kom langsvejs fra for. Omkring 1898 overtog sønnen John William Svedstrup smedeforretningen. Han blev gift med en norsk kvinde, men flyttede efter hustruens død i 1900 tilbage til Helsingør til sin datter, fhv. skolebestyrerinde frk. Betzy Svedstrup. En af hans sønnedøtre var indtil 1921 sproglærerinde ved realskolen i Stenlille. 

Kort fra 1857 som viser smedjens placering (til venstre) i forhold til landsbyen Mørdrup.

Den hundred-aarige

Fhv. Smedemester Ferdinand Svedstrup fortæller om gamle Dage.

Slaverne paa Kronborg

I den lille Landsby Mørdrup, faa Kilometer fra det mondæne Espergærde, fandt der forleden en ret usædvanlig Begivenhed Sted, idet en af Beboerne, den gamle, forhenværende Smedemester Ferdinand Svedstrup fyldte 100 Aar.

Den usædvanlige Fødselsdag gik selvfølgelig ikke stille af. Skolen, hvor den gamle Smed bor hos sin Datter, den tidligere Lærerinde, var Dagen igennem fyldt med Gratulanter fra nær og fjærn. Sogneraadet mødte in pleno, Smedelauget fra Helsingør, hvor Fødselsdagsbarnet er født, mødte ogsaa op, og desuden kom der Venner og Bekendte fra hele Egnen for at lykønske den gamle Smed, der altid har været og stadig er ualmindelig afholdt.

Den 100-aarige fortæller. Minder fra Slaveriets Dage.

Vi har igaar aflagt et Besøg hos Smedemester Svedstrup, der nu er faldet til Ro ovenpaa Fødselsdagsfestlighederne. Da vi kom ind, sad den gamle Mand i en Lænestol og underholdt sig interesseret med sin Datter om Døgnets Begivenheder, i hvilke han følger med med stor Interesse.

Vi bad den gamle Smedemester fortælle lidt om gamle Dage, en Anmodning, han efterkom med den allerstørste Velvilje, og det varede ikke længe, inden vi var inde i en interessant Samtale om en Tidsalder, der for os Nutidsmennesker synes saa uendelig langt borte, og som dog altsaa ikke er fjernet længere fra os, end at der endnu lever Mennesker, der har oplevet den.

- Jeg er født den 3. Februar 1825 i Groskenstræde, i Helsingør, siger den gamle Smedemester. Min Fader var Kommandersergent, men ved Siden heraf holdt lian ogsaa Skole. Da jeg var tre Aar gammel, døde min Fader, og Skolen blev da nedlagt, hvorefter min Moder og mine Søskende flyttede ud til Trykkerdammen. Fra denne Periode kan jeg tydeligt huske Slaverne paa Kronborg. Disse ulykkelige Mennesker sad indespærret i skumle Fængsler paa Slottet, med tunge Jernlænker om Fødderne, og havde det kun saa kummerligt. I deres Fangebuller lavede de forskellige Smaating, som de roligste og mest fredelige af dem en Gang om Ugen fik Lov til at gaa ud i Byen og sælge. De var dog stadig under Opsigt af Slavesergenten, der flittigt brugte sin Pisk, hvis de ikke vilde makke ret, og de var altid iført Slavedragt.

Slaverne blev den Gang meget haardt behandlet, og forbrød de sig mod Reglementet, blev de strengt straffet, ja, der skulde saamænd ikke saa meget til, for at de stakkels Mennesker blev dømt til Døden. Henrettelsen fandt da altid Sted paa den aabne Plads, Grønnehave, der endnu findes. Som Dreng overværede jeg en såadan Halshugning af en dødsdømt Slave, en Oplevelse, jeg aldrig glemmer. Alle Eksekutioner foregik den Gang offentlig, og der var selvfølgelig fuldt af Folk, naar en Dødsdom skulde eksekveres.

Et mislykket Flugtforsøg.

Saadan som Slaverne havde deit, fortsætter den gamle Smedemester efter en Pause, var det selvfølgelig ikke underligt, at de af og til prøvede paa at flygte, men det var meget vanskeligt, og det lykkedes kun faa at slippe bort. De fleste af dem der naaede udenfor Kronborg Fængsel, blev som Regel taget lige i Omegnen. Jeg erindrer saaledes et Tilfælde, hvor en Slave undslap forklædt som Kommandanten General Rothes Kusk. Han blev imidlertid fanget lige udenfor Byen og straffet for Flugtforsøget ved at blive offentlig pisket Han blev bundet til en Pæl, og en af Slavesergenterne piskede ham da mod en svær Tamp. For at overdøve den Ulykkeliges Skrig lod man Regimentsmusiken spille.

Soldatens "glade" Liv.

Det var strenge Dage dengang. Selv Soldaterne havde det ikke for godt. Jeg blev aldrig Soldat, jeg var nemlig født i en Købstad, og var saaledes det, man kaldte "frifødt". Soldaterne skulde imidlertid heller ikke gøre sig skyldig i mange Forseelser, før de blev haardt straffede. En af de mest almindelige Straffemetoder var Spidsrod. Jeg har ved flere Lejligheder overværet, at Soldater har maattet løbe Spidsrod, og de Kammerater, som var udkommanderet tal at eksekvere Dommen, turde ikke andet end slaa til, thi bag dem stod Sergenterne og passede paa, at de udiførte Afstraffelsen paa en ordentlig Maadc. Gjorde de ikke det, kunde de risikere selv at kamme til at løbe Spidsrod ... Louis.

(B. T. 6. februar 1925).

For 100 Aar siden - og nu.

Smedemester Ferdinand Svedstrup i Mørdrup ved Helsingør fyldte i Tirsdags 100 Aar. Han har i den Anledning fortalt en Del af sine Erindringer, bl. a. følgende:

Jeg skal fortælle Dem lidt om Læreforholdene den Gang. Det vil maaske have nogen Interesse for Nutidens Lærlinge at læse om, hvad der blev budt os Lærlinge i 1840.

Min Læremester var Smed Georg Smidt - der tampede os fra Morgen til Aften. Kl. 5 om Morgenen skulde der være Ild paa Essen. VI havde jo ikke Tændstikker den Gang, men maatte hugge Ild med Fyrtøjet. Det tog Tid, og det kunde ogsaa mislykkes. Var Ilden ikke blæst op til Kl. 5, saa vankede der Dagens første Klø, og de var de værste. Mester var altid bedst oplagt til Klø om Morgenen. Min Læretid er for mig en lang Erindring om Sult og Klø, Sult og Klø. Vor Frokost bestod af 2 Skiver Fedtebrød, Svendene fik et Stykke Ost paa det ene Stykke. Til Vesper Kl. 5 fik vi et halvt Stykke Fedtebrød med Ost. Svendene fik hertil en Snaps, til Aftensmaden var to Rundtenommer (1 Stk. med Fedt og 1 Stk. med Ost og Smør). Middagsmaden bestod af Ærter, Kant, Grød og lign. og var det eneste Maaltid, der nogenlunde kunde mætte en sulten Mave, men dog kun for en kort Tid. Det skete mange Gange, at jeg segnede besvimet om af Mathed ved Ambolten. Sulten nagede evig og altid. Jeg kan huske, at jeg gjorde mig til Vane at levne en File Bid af vort knap tilmaalte Aftensmaaltid til næste Morgen. Morgenmaaltidet var nemlig kun en Kop tefarvet Vand med en Bid brunt Sukker til. Naar Jeg havde en lille lavning af Fedtebrødet fra den foregaaende Aften, kun et Stykke paa en Tomme i Firkant, kunde jeg saa nogenlunde klare Morgenarbejdet og svinge de tunge Forhamre.

Vi Lærlinge hittede paa at gaa til Bageren og bede ham om at gøre Brødene kortere og tykkere, da der jo kun vankede det bestemte Antal Rundtenommer, og at spørge om mere vilde blive besvaret med en Lussing. Bageren grinte til os - det var alt. Det var i og for sig føret, da jeg lærte at bruge Skraatobak, at jeg kunde holde Sulten nede og Arbejdsevnen oppe. Skraaen blev Lægedom for mig, og den har fulgt mig som en trofast Følgesvend lige til i Dag, da jeg kan skimte mine 100 Aar.

(Folkets Avis - København 18. februar 1925).

Foto fra Dagbladet (København) 2. februar 1925.

Slaverne paa Kronborg.

Af en Hundredaarigs Erfaringer.

Forleden fyldte Smedemester Ferdinand Svedstrup, Mørdrup ved Helsingør, 100 Aar.

Til "Nordsjælland" fortæller den Hundredaarige følgende, der sikkert vil interessere:

Jeg erindrer fra de Dage, da jeg var ca. 6 Aar gammel, Halshugningen paa Grønnehave. En af Slaverne paa Kronborg havde forbrudt sig haardt, og i de Dage gaves ingen Pardon. Han skulde halshugges, og Dødsdommen skulde fuldbyrdes ude paa Grønnehave paa det Sted, hvor Skydevoldene senere fandtes. Henrettelsen var som altid i de Dage offentlig - det vil sige: Folk blev holdt i tilbørlig Afstand fra Retterstedet af en tæt Kordon af Soldater. Publikum mere anede end just saa, hvad der skete.

Men vi Drenge havde bedre Chancer. Vi smed os ned paa Grønsværet og kunde sna nogenlunde faa vor Nysgerrighed tilfredsstillet ved at kigge mellem Soldaternes Ben.

Der var altsaa i de Dage Slaver paa Kronborg. Der skulde ikke saa meget til for at blive smedet i Jern. Et Tyveri, ja, mindre end det var tilstrækkeligt. Slaverne var indespærrede i Slottets yderste Udenværk. De sad her bag Tremmerne med deres Lænker om Benene og lavede forskellige Smaating. En Gang om Ugen fik de skikkeligste Lov til at gaa ud i Byen og sælge disse Smaating til Folk, men altid var de under Bevogtning af Slavesergenten. Jeg købte en Gang som Dreng et Par Trætøfler af en Slave for en Rigsort (50 Øre).

Den samme Slave var for øvrigt et rigtigt pænt Menneske at se paa. lHan var selvfølgelig frygtelig udmajet med sine Lænker om Benene og sin hvide og sortdelte Slavedragt. Jeg spurgte ham, hvorfor han var kommen i Slaveriet. Jeg trak en Tøjrepæl op! sagde han. Saa fulgte der vel en Hest med? spurgte jeg. Det gjorde der vel - Saa var den Passiar forbi. Slavesergenten jagede ham videre.

En lille Begivenhed fra Slavedagene, som vakte en Del Opsigt, maa jeg dog fortælle, fordi det viser, at det ikke var helt umuligt at flygte fra Slaveriet. Kommandanten paa Kronborg - jeg tror, han bed General Rothe - var en fin Mand, der havde stort Hestehold derude og altid kørte med fire Heste. Han ejede "Aggersvold" ved Jyderup og andre Godser, og han kørte hver Sommer derned. Hans Kusk hed Peter Jensen, en flot Karl, som altid var med ham. Under en af disse Udflugter lykkedes det en af Slaverne, der hjalp til med Pasningen af Genoralens Heste at slippe uset ind i Peter Jensens Kammer. Her fik han med Hammer og Mejsel Jernringen om Foden hugget over, hvorefter han iførte sig Peter Jensens flotte Søndagstøj, den høje Hat, Kalvekrydset, Lakstøvler og Spadserestok, og i denne Mundering passerede Slaven stolt forbi den ellers meget paapasselige Vagt og vandrede bort. Faa Timer efter blev Flugten opdaget, og Jagten gik saa efter den ulykkelige undvegne. Tilsidst fangede man ham og førte ham tilbage til Slaveriet. Først skulde han dog have en ekstra Revselse i Generalens egen høje Nærværelse. Paa Slottets Grund var rejst en Pæl, hvor den ulykkelige blev bundet. Han fik saa paa den bare Krop alle de Prygl, han kunde taale. For at overdøve hans Skrig spillede Regimentsmusiken.

Ja, føjer Svedstrup til, det var en haard Tid dengang. Soldaterne havde det saamænd ikke bedre. Soldaterne var jo i de Dage Bønder, thi vi Købstadfolk var "frifødte". Jeg erindrer at have set en sølle Soldat løbe Spidsrod, som det kaldtes, ogsaa under Militærmusik. En lang Række Soldater blev stillet op i to Geledder, hver forsynet med en smidig Hasselkæp. Gennem denne "Gade" skulde den strafskyldige Soldat saa gaa. Hver Mand skulde give ham et Rap, og de havde at slaa til, thi bag dem stod Underofficererne og sørgede for, at Straffen blev eksekveret i sin fulde Strenghed. Snød en af Kammeraterne, var han udsat for selv at faa samme Omgang. Den arme Soldat var mere død end levende, da Torturen var endt.

(Fredericia Social-Demokrat 24. februar 1925).

Astrid Berg Nævning i Henckel-Sagen. (Efterskrift til Politivennen)

Valdemar Henckel (1877-1953) var en industrimand og spekulant. Under 1. Verdenskrig beskæftigede han sig bl. a. med driftige, men også tvivlsomme aktiespekulationer, lidt som "minutmillionær" (gullaschbaron): I oktober 1918 indviedes Kalundborg Skibsværft. Henckels koncern slog i januar  januar 1921 benene væk under Kalundborg og Omegns Bank, og Henckels selskaber gik konkurs ét efter ét. Henckel var december 1921 til august 1922 varetægtsfængslet mens en undersøgelseskommission arbejdede til 1923. Retssagen maj 1923 mod ham (og andre) foregik ved et nævningeting. Valdemar Henckel idømtes tre års forbedringshus for bedrageri og svigagtige forhold.

Nævninger var en nyskabelse fra retsplejereformen i 1919. De skulle være et folkeligt værn mod de strenge dommere, navnlig hvad politiske forbrydelser angik. Samtidig sikredes at domme ikke afsiges af en lukket kreds uden kontakt til det omgivende samfund. Afdøde indenrigsminister Sigurd Bergs enke Astrid Berg var nævning i sagen:

14 Dage i Nævningetinget.

Udtalelser af Fru Astrid Berg.

Det længste Nævningeting, vi har haft herhjemme, er sluttet. Fjorten Dage har Offentligheden været optaget af Proceduren i den store Henckel-Sag.

"København" har bedt Fru Astrid Berg, Indenrigsminister Sigurd Bergs Enke, der var blandt Nævningene, om at fortælle lidt herom, og refererer:

"Hvordan er det at være Nævning?" spørger vi Fru Berg.

"Det er for det første ret anstrengende, fysisk set. Navnlig de første Dage var de fleste af os trætte, fordi vi uafbrudt maatte anspænde vor Opmærksomhed til det alleryderste. for at Ikke nogen Detaille skulde gaa tabt under Proceduren eller Vidneførselen. Senere gjorde vi jo den Erfaring, at det hele blev repeteret og præciseret saa omhyggeligt, at man altid, naar man skulde træffe Afgørelse, var tilstrækkelig orienteret".

Ansvaret føles tungt.

"Føles Ansvaret ved Nævningehvervet tungt?"

"Jeg tror at kunne sige, at vi alle gik til Arbejdet med Alvor og med Vilje til at træffe vor Afgørelse strengt retsindigt. Mange af os gik sikkert ogsaa ind til det med Bekymring for, om vi nu ogsaa skulde kunne trænge Ind til Forstaaelsen af den i sig selv vanskelige Sag".

"Har Sagen været meget vanskelig at sætte sig ind i for læge Nævninge?"

"Ja, det synes jeg, man maa sige. Der har været ikke saa faa Tilfælde, hvor det har været vanskeligt at vælge imellem de to Alternativer: Skyldig eller ikke skyldig, og det er ikke med let Sind, man i saa Tilfælde sidder til Doms over Menneskers Livsskæbne. Det kan ikke undgaas, at ens Sind paavirkes stærkt deraf - baade i det Øjeblik, Voteringen varer, og" - tilføjer Fru Berg efter en lille Pavse - "bagefter!"

Paavirkes Nævningene af Veltalenhed og Appel til Følelser?

VI stiller Fru Berg det Spørgsmaal:

"Paavirkes Nævningene stærkt af Proceduren? Har De Indtryk af, at udpræget Veltalenhed eller Appel til Følelser fra Advokaternes Side spiller en stor Rolle over for Nævningene?"

Fruen svarer:

"Nej, egentlig ikke. Der var i den Sag, i hvilken jeg har gjort mine Erfaringer, fremragende dygtige Advokater paa begge Sider; men det var ikke Veltalenheden, der paa noget Punkt gjorde Udslaget. Sagen blev dygtigt og grundigt belyst fra begge Sider, og derefter kom saa Retsformandens meget omstændelige Belæringer. Af alt dette havde der dannet sig et Grundlag, paa hvilket jeg tror, at hvert enkelt Medlem af Nævningetinget søgte at danne sig et objektivt Skøn, upaavirket af Følelser og Sympatier".

"Der har i Pressen været paastaaet, at Statsadvokatens Aktorat har været voldsomt, og at Nævningene skulde have reageret her over for, og at dette skulde have givet sig Udslag i nogle af Frifindelserne".

"Det tror jeg slet ikke", siger Fru Berg. "Hr. Statsadvokat Thomsen virkede sympatisk paa Nævningene. Man syntes godt om hans kraftfulde og Impulsive Maade at tale paa. Og naar Nævningetinget frifandt de anklagede i adskillige Tilfælde, ligger der heri Intet personligt Nederlag for Statsadvokaten".

Indtrykket af Henckel.

"Hvorledes virkede Henckel? Han har Ord for at være en stor Charmeur".

"Det er han ogsaa. Han gør Indtryk af at være, hvad man plejer at kalde et Mandfolk. Selv i denne alvorlige Sag bevarede han Humøret og kunde nu og da le og more sig. Han virkede altsaa ikke personlig usympatisk; men jeg tror ikke, hans personlige Optræden udøvede nogen Virkning paa Afgørelserne. De blev byggede paa Bevismaterialet, og det var ikke til at tage fejl af".

"Hvorledes tog Nævningene Dommen, da den faldt? Overraskede den?"

"Jeg tror nok, de fleste var overraskede over, at Henckels Straf blev saa haard".

Spiller sociale Momenter ind?

Der er et Spørgsmaal, som det under Diskussionen om Nævningeinstitutionen har Interesse at faa klaret, nemlig det, om politiske og sociale Momenter har spillet ind i Nævningenes Raadslagninger før Voteringen. Et Nævningeting er jo sammensat af 12 Mennesker, Mænd og Kvinder fra de mest forskellige sociale Lag. En Arbejderhustru bliver ved Loddets Luner anbragt Side om Side med en Videnskabsmand, Bourgeoisidamen ved Siden af Lygtetænderen. Giver disse Forskelligheder i Milieu, Levevilkaar og deraf følgende Samfundsopfattelse sig Udslag, naar disse Mennesker skal fælde deres Dom i et juridisk eller kriminelt Tilfælde? Vi retter et Spørgsmaal herom til Fru Astrid Berg, der svarer:

"Jeg har Intet saadant sporet. Og i denne Sag, hvor Henckel jo har været en offentlig omstridt Person, kunde man maaske netop frygte saadanne Udslag. Det er klart, at i en Forsamling paa 12 Mennesker er der nogle, som anlægger en strengere Maalestok paa Fejltrin. Lovovertrædelser. Forbrydelser o. s. v. end andre; men jeg har ikke gjort den Erfaring, at dette rent menneskelige Skøn er afhængigt af sociale Hensyn eller politiske Anskuelser. Jeg kan ikke komme nærmere ind herpaa; men min Mening er kort og godt, at Arbejderen og Smaamanden ikke dømmer mildere om Lovovertrædelser end Folk af de mere velhavende Klasser. De er i Virkeligheden lige saa kompetente som de sidstnævnte til at bestride et Nævningehverv. I mange Tilfælde - og det gælder maaske ikke mindst Kvinderne - er de mere fortrolige med det praktiske Livs Spørgsmaal end Folk fra velstaaende og højt kultiverede Hjem. De fleste af de Jævne Folk, jeg stiftede Bekendtskab med i Nævningetinget, var forøvrigt skolede i offentligt Arbejde, mange af dem gennem Værgeraadsinstitutionen eller lignende".

Personligt Samvær.

"Fik Nævningene lejlighed til at komme hinanden personlig ind paa Livet?"

"Ja. I høj Grad under denne lange Sag. Vi spiste Frokost sammen hver Dag i en Time og spadserede sammen i Retsbygningens Gaard - Haven er desværre forbeholdt Dommerne og Retsembedsmændene. De fleste Nævninge havde deres Frokostpakke med. Under denne Times dagligt Samvær lærte vi ganske godt hinanden at kende".

Nævningene og Pressen. 

"Hvorledes virker Pressens Kommentarer fra Dag til Dag paa et Nævningeting?"

Fru Berg smiler, medens hun siger:

"Vi lo engang imellem af de Misforstaaelser, vi kunde læse i Aviserne, og vi syntes ærlig talt, at vi var bedre inde i Sagen end Aviserne, der skrev om den; men for Resten maa jeg sige, at Forhørene og Kommentarerne i Nævningesagen var næsten det eneste, vi læste i de Dage. Det gælder i hvert Fald for mit Vedkommende".

"Hvad sagde man om Angrebene paa Nævningetinget?«

»Det, man mest talte om, var Angrebene paa Statsadvokaten, og dem syntes man ikke om. Og saa var man forbitret over de personlige Stiklerier til enkelte Nævninge og deres Paaklædning, som enkelte Blade har tilladt sig. Disse Skriverier fandt man taktløse og ubillige. Herregud, det var dog paatvunget Arbejde, som Folk er nødt til at udføre i det Tøj, de bar. Betalingen er 6 Kroner om Dagen"

Nævningetinget bag Kulisserne. 

"Fortæl lidt", siger vi til Fru Berg, "om Nævningetinget bag Kulisserne. Hvordan gaar det til, naar der voteres?"

Fru Berg siger:

"Først vælger Nævningene en Formand. Det gaar en Smule hovedkulds og formløst til. Naar Nævningene er opraabt og anbragt paa deres Pladser i selve Retssalen, beder Retsformanden dem udpege en Formand. Det maa man gøre straks og uden Forhandling. Da man ikke kender hinanden, bliver det let tilfældigt, og det forekommer mig uheldigt, selv om Formandsskabet jo kun indskrænker sig til at lede Forhandlingerne mellem Nævningene, naar de har trukket sig tilbage for at votere, og derefter afgive Svarene, naar de er vendt tilbage".

"Hvordan foregaar Voteringen?"

"Nævningene trækker sig tilbage og anbringer sig omkring et Bord i et Lokale i Retsbygningen. Man sidder i en bestemt Orden og stemmer i samme Orden. Men først diskuterer man Tingene. Det foregaar under særdeles tvangfri Former. Jævnlig kom Diskussionen blive livlig naar Meningerne staar stærkt delte, og en Afgørelse truer med at komme til at staa lige paa Vippen. Selve Voteringen foregaar paa den Maade, at Formanden i en bestemt Orden spørger hver enkelt Nævning om hans Votum. Først voteres over den strengeste Paragraf, der kan være Tale om at bringe i Anvendelse, dernæst om den mildere. Formanden voterer altid sidst. Og der skal som be' ndt 8 Stemmer af 12 votere skyldig, for at en anklaget kan dømmes.

Og, siger Fru Astrid Berg "nu tror Jeg. Jeg har fortalt Dem alt om Nævningetinget, som jeg har Lov til at sige. Det har været 14 trættende Dage, men ogsaa Dage, i hvilke jeg har haft Lejlighed til at faa Indblik i Forhold og Menneskeskæbner, som ikke glemmes i Hast. Mit Hovedindtryk af Nævningeinstitutionen er, at man vel kan giver den Opgaver, som den kan forløfte sig paa; men i det store og hele er den en Vinding for vor Retspleje."

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 26. maj 1923).

 I Vridsløselille statsfængsel blev Henckel meget syg. Og ved Grundlovens 75 års jubilæum i juni 1924 var han en af de 39 straffefanger der fik amnesti.

Se også indslag om Astrid Bergs mand, Sigurd Berg på denne blog.

Sigurd Berg 1868-1921 og Astrid Berg - gravsted på Vestre kirkegård. Afdeling 6, rk. 25, nr. 38. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Drabet i Allerup: Dommen. (Efterskrift til Politivennen)

Sæby, 14. December.

Indholdet af Dommen over Drabsmændene fra Allerup er følgende:

Torsdag den 8de f. M. gik Jørgen Chr. Nielsen, kaldet "den Enøjede", og Niels Laurits Anton Svendsen omkring i Allerup Bakker for at opsøge Laurits Christian Christiansen, kaldet "den Skjævbenede". Vel havde denne en Gang i et Slagsmaal pryglet N. L. Svendsen; men det var længe siden, saa det var glemt. De gik altsaa og søgte efter Christiansen og aflagde af den Aarsag et Besøg i "Bjerghuset", hvor "Spring-Thea" boede, og da Christiansen ofte havde været der, troede de at de kunde træffe ham der; men da han ikke var der, vandrede de videre og gik ad Vejen til Flauenskjold. Her traf de Christiansen, som kjøbte et større Brændevinsoplag, som fordeltes i Trepægleflaske og en Topotflaske, og desuden 6 Sild. Derefter vandrede de hen til "Rytter-Stine"s Bolig for at nyde det Indkjøbte. Hos "Rytter-Stine" blev de en halv Time og vandrede saa af Sted Kl. ca. 7½. De vare alle her, førend de kom til "Rytter-Stine"s Hus, bleven enige om, at de vilde gaa til Slesvig for der at søge Arbejde, forinden de rejste, vilde de dog "aflægge Besøg hos deres Venner og Bekjendte i Bakkerne". Efter at være bleven enige om dette, styrede de deres Skridt imod et i Nærheden liggende Hus, hvor en af "Vennerne", Jens Martin Nielsen, boede. Her drak de 2 a 3 Pægle af Brændevinen, hvorpaa de gik til "Boel-Hanne", hvor Svendsen en Tid lang havde haft sit Tilhold. Før de gik, opfordrede de Jens Martin Nielsens Hustru om at komme til "Boel-Hanne" for at deltage i Afskedsgildet, hvilket hun ogsaa lovede. 

Kort Tid efter finde vi dem hos "Boel-Hanne", bænkede omkring det lille Bord, Brændevinen og Sildene, de havde kjøbt, stod paa Bordet tillige med et enligt Snapseglas. Da Gildet var begyndt, indfandt "Spring-Thea" og "Rytter-Stine" sig, hvorpaa de for Alvor begyndte at drikke, og de holdt heller ikke op, førend alt det medbragte var fortæret. Hverken Jørgen Christian Nielsen eller Niels Laurits Anton Svendsen bleve i synderlig Grad paavirkede af den nydte Brændevin, hvorimod Laurits Christian Christiansen blev søvnig og dorsk og lagde sig i "Boel-Hanne"s Seng for at sove. Da Kl. imidlertid var bleven mange, bleve de enige om - Nielsen og Svendsen - , at det nok var bedst, at de begave sig paa Vej syd paa. Christiansen vilde de imidlertid have med, og Svendsen gik derfor hen til Sengen for at faa ham op af denne. Derved kom Christiansen og Svendsen til at brydes - dog ikke for Alvor - og de faldt begge om paa Gulvet - Svendsen nederst. Men Nielsen traadte til som en mæglende Engel og sagde, at de maatte ikke slaas, for saa kom de jo ikke til Slesvig, hvorpaa de ogsaa rejste sig op, og der var ikke den Gang noget Uvenskab mellem dem, og de begave sig lidt efter bort fra Huset, hvor "Boel-Hanne" stod i Døren og saa' efter dem. 

Da de kom op paa en Bakke et lille Stykke fra Huset, saa' "Boel-Hanne" - det var nemlig maanelyst - , at de standsede, og hun kaldte da Svendsen hen til sig og sagde, at han maatte se at faa Christiansen bort fra Huset, lige meget om de gik til Slesvig eller ej, fordi hun var bange for ham. Dette lovede Svendsen ogsaa, idet han tilføjede, at hvis han ikke vilde med, skulde han have Klø. Da "Boel-Hanne" og Svendsen stod i Døren kom Christiansen tilbage og gik forbi dem hen til Gavlen af Huset, efterfulgt af Nielsen. Svendsen gik den anden Vej omkring Huset, og de mødtes alle tre ved Gavlen, hvor Svendsen sagde til Christiansen, at han skulde gaa bort fra Huset, enten han vilde med eller ej, ellers "fik han Klø", hvortil Christiansen svarede, "at det blev hans egen Sag", og i deet samme slog han efter Nielsen, men denne afparerede med sin ene Arm Slaget og greb derefter Christiansen i Kraven og smed ham til Jorden. Christiansen reiste sig hurtig op igjen, og Nielsen, der vidste, at Christiansen var hidsig, naar han havde drukket noget, og som var bange for, at han skulde lide nogen Overlast, greb da Trepægleflasken, som han havde i Lommen, og førte et temmelig haardt Slag imod Christiansens Hoved. Ved Slaget faldt Christiansen om paa Jorden, og Flasken splintredes. I Faldet sparkede Svendsen til ham, hvorved han - Christiansen - kom til at ligge med højre Side opad. Nielsen bøjede sig ned over Christiansen og tilføjede ham et ca. 3 Cm. langt Saar bag Øret med Flaskehalsen, som var det eneste, han havde beholdt i Haanden. Christiansen gav et højt Skrig fra sig og sagde kort efter til Svendsen: "Aa Gud, Laurits, se dog, hvor jeg bløder."

Christiansen og Svendsen bleve nu hede om Ørerne og raabte til "Boel-Hanne", at hun skulde komme med noget Vand, for Christiansen blødte stærkt. Da "Boel-Hanne" kom med Vandet, gave de sig til at vaske Saaret lidt, men da de ikke rigtigt kunde se i Maanelyset, bar de Christiansen ind i "Boel-Hanne"s Seng og vaskede saa videre, hvorefter de bandt et Klæde over Saaret.

Nielsen og Svendsen gik derpaa efter Befordring til at hente Lægen; men det første Sted, de henvendte sig, nægtede man at spænde for; de gik derefter til et Sogneraadsmedlem og fik ham til at hente Lægen. Da Lægen kom Drabsstedet, var den Overfaldne allerede død for lange siden, og Lægen kunde kun konstatere, at Døden var indtraadt. Nielsen og Svendsen bleve da enige om, at det var vistnok bedst, at de gik til Flauenskjold for at melde sig til Politibetjenten dér. Dette gjorde de ogsaa, og om Morgenen tidlig bleve de transporterede til Arresten i Sæby.

Paa Turen til Sæby ytrede Svendsen til Christiansen: "Nu faar Du nok gratis Husly i nogle Aar," og det slog ogsaa til; thi han - Christiansen - er nu, som tidligere meddelt, bleven idømt Forbedringshusarbejde i 5 Aar, medens Svendsen faar Vand og Brød i 8 Gange 5 Dage. Han mener ogsaa, at det er nok var det Spark han tilføjede den Dræbte.

Nielsen er født i Skjæve Sogn den 29. Maj 1876 og er tidligere straffet:

Ved Børglum Herreds Extrarets Dom af 7. December 1891 med 12 Slag Rotting.
Ved Dronninglund Herreds Extrarets Dom af 1. August 1895 med Fængsel paa Vand og Brød i 8 Dage.
Ved samme Rets Dom af 7. Februar 1896 med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.
Ved samme Rets Dom al 10de Juni 1897 med Forbedringshusarbejde i 8 Maaneder.
Ved Viborg Landsoverrets Dom af 19. September 1898 med Forbedringshusarbejde i 2 Aar.

Svendsen er født i Albæk Sogn den 21. Januar 1875 og har tidligere været straffet:

Ved Viborg Landsoverrets Dom af 2. April 1894 med Fængsel paa Vand og Brød i 4 X 5 Dage.
Ved Kjær Herreds Extrarets Dom af af 14. December 1895 med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage.
Ved Kjøbenhavns Kriminalrets Dom af 30. Januar 1897 med Fængsel paa Vand og Brød i 3x5 Dage.
Ved Dronninglund Herreds Politirets Dom af 24. Januar 1898 med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Dage.
Ved samme Rets Dom af 27de Juli 1898 med Fængsel paa Vand og Brød i 5 X 5 Dage.
Ved en Krigsretsdom, afsagt ved Trænafdelingen, Fængsel paa Vand Brød i 2 X 5 Dage.

(Vendsyssel Tidende 15. december 1900. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Vridsløselille Statsfængsel, med den fra Olsenbande-filmene bekendte indgang. Dommen lød på 5 års forbedringshus her. Foto Erik Nicolaisen Høy (2018).

Dommen på 5 års forbedringshus blev stadfæstet ved Viborg Overret og ligeledes ved Højesteret den 11. marts 1901, og den 15. marts 1901 blev Jørgen Chr. Nielsen ført fra arresten i Sæby til Vridsløselille til afsoning der. På stationen var "et par af de bekendte kvinder fra Allerup Bakker" mødt op for at hilse på.

Om sagen findes på denne blog følgende indslag:

Drabet i Østvendsyssel. Gjennem Østvendsyssel. Fra Allerup Bakker. Vendsyssel efter Drabet i Allerup Bakker. Drabet i Allerup: Dommen.

Højesteretssagfører Svend Høgsbro erklærer: (Efterskrift til Politivennen)

"Vor Retspleje er den daarligste i Verden".

I Efteraaret afholdt Højesteretssagfører Høgebro et Møde i Forsamlingsbygningcn i Aarhus, og udtalte ved denne Lejlighed bl. a.:

Er der braadne Kar blandt Sagførerne, er der det ogsaa blandt Dommerne. Nogle af Underretsdommerne møder med forudfattede Meninger om Sagerne eller har ikke Ævner til at gennemskue Sagerne. Det hænder, at Dommere søger at løbe rundt med den ene Part og faa den til at forsludre sig for at stemme deres egne private Meninger. Jeg tror, at det vil være heldigt at faa mundtlig Retspleje i Stedet for skriftlig ved Underretterne, som Grundloven foreskriver og Retsreformkommissionen foreslaar.

Efter den ny Retsreform foreslaas i Modsætning til nu, at alle Beviser skal forelægges direkte for Dommerne eller Dommerne skal rejse ud for personlig at undersøge Beviserne, dog indenfor begrænsede Vejlængder.

Vor Retspleje er enestaaende i Verden, det vil sige enestaaende daarlig.

Det er nu Underretsdommeren, paa hvem det hele i Strafferetsplejen hviler, og hvor uheldigt dette er, fremgaar klart af den berygtede Fejøsag, hvor Datter og Moder - dels efter "Beviser" (!) og dels efter "egen Tilstaaelse" (!) - dømtes henholdsvis for Barnemord og Meddelagtighed deri til 5 Aars Forbedringshusarbejde og Livsstraf af Overretten, og Højesteret stadfæstede Dommen. 1½ Aar efter maatte Højesteret tage Sagen op paany, og Datteren blev underkastet en Undersøgelse af Sundhedskollegiet, der som bekendt gav til Resultat, at Datteren aldrig har været frugtsommelig og altsaa heller aldrig har født. Datteren gav efter for underordnede Betjentes Tryk og "bekendte", og Moderens Tilstaaelse fremskyndedes ved Tryk af en "Mælkekur", der dikteredes hende i Arresten erklærede de bagefter. Man ser her, hvilken frygtelig Magt en underordnet Dommer har. Fejødommeren blev erklæret sindssyg, om han var det, skal jeg ikke komme ind paa.

Taleren omtalte endnu den bekendte Kininsag i København som Bevis paa, hvor galt det kan gaa under de nuværende Forhold. Alle de Personer, der var indviklede i Sagen, blev frikendte paa en Kone nær, da de alle kunde bevise, at de var uskyldige, saa snart de blev løsladte og fik Lov at føre Bevis. Dommeren blev erklæret sindssyg, og da han havde været paa Kur, blev han mærkværdigt nok genindsat i sit Embede. Maaske var denne Dommer sindssyg, maaske var det Samvittighedsnag. Nu er han som bekendt død.

Fejlen er, at vore Dommere har altfor megen Magt.

Vore Underretsdommere har altfor stort et Ansvar. Til Bevis derpaa refererede Taleren Lampevejsmordsagen, hvor gamle Schick var mistænkt, "Ruderkongesagen", og Sagen mod den amerikanske Konsul Ryder, hvilken sidste Sag Taleren fra anden Side vidste lige var ved at fremkalde Krig af Amerika mod Danmark. Hvilket frygteligt Ansvar havde den unge Dommer ikke her. En Underdommers Ansvar er saa frygteligt, at det risikerer at gøre sin Mand sindssyg. Schick blev dømt for en anden Trug, der ikke vedkom den Sag, han var anklaget for, og saaledes gik det ikke sjældent i saadanne Tilfælde.

En Dommer kan sætte en Mistænkt i Varetægtsarrest paa ubegrænset Tid. I denne Henseende er en Dommers Myndighed uindskrænket. Medens J. A. Hansen var Redaktør af "Fædrelandet", blev han afkrævet Forklaring for en Artikel, hvad han havde ment med den. Hansen svarede, at det vidste han ikke, da han ikke havde skrevet Artiklen, men alligevel blev han "puttet ned", og selv Højesteret dømte at det var lovligt.

Der anvendes mange utilladelige Midler overfor mistænkte. Der anvendes Lokkemidler, der siges Du til de tiltalte, de æreskældes for Tyv og Kæltring, der anvendes Trusler, alt dette er ikke tilladt. Det vistnok oftest de Underordnede, der anvender disse Midler, for at gøre sig yndet af deres Overordnede, men denne Fremgangsmaade er forkastelig, saa meget mere, som det oftest sker under Venskabs Maske. Det bør aldrig tillades underordnede Betjente at virke for Tilstaaelser.

Den første Betingelse for Anvendelsen af Varetægtsarrest maa være, at der er begaaet en Forbrydelse, hvad ikke al Tid har været Tilfældet, dernæst maa der være Grund for Mistanke og Grund til at antage, at Vedkommende vil flygte eller lægge Raad op med Venner og Bekendte. I saa Tilfælde kan Varetægtsarrest være berettiget, men tror man, at den kun bliver anvendt i disse Tilfælde, tager man fejl. Varetægts-Arresten anvendes desværre altfor ofte med det utilladelige Formaal, at "gøre Folk møre".

Det er en Fejl, at der ikke kan faas Erstatning for Varetægts-Arrest uden at ens Uskyld er fuldstændig bevist. Man kan vanskeligt tænke sig, hvor frygteligt det er at sidde i Varetægts-Arrest paa ubestemt Tid, og være udsat for Dommernes Vilkaarligheder. En Dommer har for to Aar siden sagt til en Varetægts-Arrestant, at han skulde have Lov at sidde til Udgangen af Aar 1900. En Retsbetjent har sagt til en anden Varetægts-Arrestant, at han skulde faa Lov at sidde til han raadnede op. Og har en først tilstaaet, saa er han færdig, saa hedder det som i "andet Kortenspil": Bordet fanger.

Ekstraforplejning i Varetægts-Arrest er lovlig tilladt, nægtes nogen det, er det ulovligt. 

Varetægts-Arrestanten har ingen Garanti for at blive retfærdig behandlet, da Dommeren selv fører Retsprotokollen. Værre Humbug skal man lede længe om. Alt er jo hemmeligt i Retten, ja, der sidder ganske vist Retsvidner, men, med Respekt at melde er der sjældent meget ved dem. En Sagfører appellerede en Gang til Retsvidnerne. Dommeren spurgte den ene, Petersen, om han havde hørt noget. Petersens Svar lød: Nej, jeg blander mig aldrig i Rettens Sager. Man har ogsaa Beviser paa, at Retsvidner har attesteret en Løgn.

En tiltalt savner under de nuværende Forhold al anden Garanti end den, der ligger i en Dommers Samvittighedsfuldhed, men den er langt fra al Tid betryggende. Der er ligeledes Eksempel paa, at en Dommer først har læst en Forsvarers Indlæg for en tiltalt, efter at han havde afsagt Dommen!

Taleren kritiserede udførligt Gangen i Strafferetsplejen og afslørede den bundløse Raaddenskab, Retsvæsenet er gennemsyret af. Forhørsdommerens Undersøgelser lægges til Grund gennem alle Instanser, og det er frygteligt. Det hedder nok, at Amtet træffer Beslutning om Tiltale. Jo pyt! Dommeren sender en Seddel med om, hvorledes han vil have det og saaledes bliver det.

Vil vi have noget nyt, maa vi alle gøre os klar over, hvor raaddent det gamle, den nuværende Retspleje er. At vor Retspleje er bundraadden, beviste Taleren ved at nævne en Række Eksempler. Hvad vi maa fordre af en ny Retsreform og som ogsaa Forslaget lyder, er først, at Ansvaret fordeles, saaledes at der bliver en Anklager, en Forsvarer, og Dommeren skal kun være Dommer. Anklageren og Forsvareren skal ikke have Myndighed til at arrestere, det skal kun Dommeren, men han skal være uden Ansvar for Sagens Oplysning. Dernæst skal der forelægges Beviser, men Dommeren skal ikke have noget at gøre med at skaffe Beviserne. Om en mistænkt er skyldig eller ej, skal afgøres af Folket selv, af Nævningerne. Den ny Plan er en Offenlighed eller Mundtlighed i Retsplejen, som Grundloven byder, og Indførelse af Nævninger, det er det, den ny Tid skal bringe.

(Social-Demokraten 10. marts 1900)

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1866-1931): Politiker Svend Høgsbro (4.6.1855-5.5.1910). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Svend Høgsbro blev undervist i N. F. S. Grundtvigs hjem sammen med hans søn Frederik Lange Grundtvig. Han blev cand.jur. 1879, overretssagfører 1881 og højesteretssagfører 1889. Han førte en del sager for socialdemokratiet og venstresindede landboer. Han var rigsdagsstenograf 1873-1895. Han hjalp svogeren Harald Holm med at oprette Københavns højskoleforening 1878. 

Han var meget aktiv i forskellige organisationer og bevægelser, bl. a. kvindebevægelsen. Han var juridisk rådgiver for og bestyrelsesmedlem i Dansk kvindesamfund 1884–1900 og som forfatter af Kvinden og Ægteskabet efter gældende dansk Ret (Dansk kvindesamfund 1892), samt på Rigsdagen. Her øvede han indflydelse på at gifte kvinder fik formueretlige ligestilling med ægtemanden 1899 og arbejdede for prostitutionens afskaffelse - der blev ophævet 1906. 

Han opstilledes forgæves til folketinget 1887, 1890 og 1892, og valgtes 1895–1909. I 1905 blev han minister for offentlige arbejder. Her stod han bl. a. for loven om genopførelse af Christiansborg slot, loven om indretning af rigsarkivets bygning og jernbaneloven 1908. I 1908-1909 overtog han justitsministerposten. Da han i 1909 støttede de fremskudte forter ved København fik han kritik af radikale og socialdemokrater, og han fik frataget sin kreds. 

Han trak sig herefter tilbage for at genopbygge sin sagførerforretning. De tre venstregrupper i 1910 der forenedes i Venstre, støttede hans opstilling i Morsøkredsen, men han døde et par uger før valget.

Svend Høgsbro. * I Rødding 4-6-1855. + I kbhvn Kr. Himmelfartsdag 5-5-1910. Folhekts, Frihedens og Rettens trofaste Ven. Louise Høgsbro, født Raunsøe. * I Gram 28-8-1857, + i Kbhvn 7-7-1946. Halleluja for Ærens Krans, for Hvilen efter Vaanden for Glæden i sin Glans. Reist af Venner. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Forsøg paa Drab? (Efterskrift til Politivennen)

Som sidste Sag i denne extraordinære Højesteretssession forelaa en vestindisk Sag angaaende Forsøg paa Drab eller dog Legemsbeskadigelse. Tiltalte er en sort Plantagearbeider ved Navn Cornelius Villiams, og han er ved den vestindiske Overrets Dom for Legemsbeskadigelse dømt til 1 Aars Forbedringshusarbeide, medens han ikke fandtes overbevist om Forsøg paa Drab.

Advokat Hindenburg oplyste, at Sagen forholder sig paa den Maade, at en Dreng ved Navn Brady en Dag i Januar d. A. kom gaaende igiennem en Negerbyen paa en Plantage ved Frederiksstad paa St. Croix, hvor da en 12-aarigj Dreng, Søn af den Tiltalte søgte at spærre ham Veien. Brady skubbede da til Drengen, som hylende løb til sin Moder for at beklage sig. Herved vaagnede Faderen, der fik en Middagslur, og han løb da ud og greb en skarpkantet Sten, som han kastede efter Brady der ramtes i hovedet og styrtede bevidstløs til Jorden. Han kom dog snart til Bevidsthed og havde ikke lidt anden Skade, end at Næsebenet var læderet paa en Strækning af 1½ Tomme, og han har for denne Læsion nøjedes med at forlange en Erstatning af 4 Kr. Nu er der ganske vist nogle Vidner, der paastaa at Williams har talt om at han vilde slaa Brady ihjel, men det er dog ikke saaledes konstateret, at det kan lægges til grund ved Sagens Paadømmelse. Ligesaa lidt Hensyn kan der imidlertid tages til at Williams paastaaer, at han har været bange for at Brady vilde stikke hans Kone med en Kniv; thi heller ikke dette sidste er der tilvejebragt tilstrækkelige Oplysninger om. Aktor paastod derfor den indankede Dom stadfæstet eller skærpet.

Hr. P. E. C. Jensen troede, at Sagen kunde være noget bedre oplyst, end den er. De forskjellige Vidner "henholte sig" paa en lidet oplysende Maade til hinandens Forklaringer. Der mangler Oplysninger om Stenens Størrelse, og man kan derfor ikke bedømme, hvilken Fare Stenkastet har medført. Om Forsøg paa Drab kan der ikke være Tale, og det kommer da alene an paa, om Brady virkelig har været fuldstændig sagesløs. Det er lidet sandsynlige, at en 12-aarig Dreng skulde forsøge at "spærre Vejen" for en fuldvoxen Mand. Rimeligvis har Drengen leget paa Veien. Derimod er det givet, at Brady har øvet Vold mod Drengen. Vel siger han han kun at have skubbet til ham, men det ligger nær at antage, at Brady i Virkeligheden har slaaet Drengen. Den foregaaende Dag havde der været Slagsmaal mellem Brady og den Tiltalte. Defensor hævder derfor, at Brady selv har givet Anledning til Sammenstødet, og at der derfor ikke er Hiemmel for den strenge Straf, Overretten har anvendt. Han indstillede ham derfor til Rettens mildeste Dom.

Højesteret stadfæstede den vestindiske Overrets Dom.

(Nationaltidende 2. august 1899. 2. udgave).

Sorte Forbrydere. (Efterskrift til Politivennen)

En af vore sorte Landsmænd fra de vestindiske Øer dømtes igaar af Høiesteret til at have sit Liv forbrudt.

Det er en Malheur som ikke sjældent overgaaer vore sorte Landsmænd men i Reglen maa det dog siges, at de slippe nogenlunde helskindet fra det. Der spaserer i Øjeblikket paa vore fjerne Øer ikke saa ganske Faa, som ere dømte til at miste deres Hals men som efter længere eller kortere Tids Ophold i Ensomhed atter ere givne givne tilbage til Samfundet og deres Medborgeres Højagtelse.

Sagen er nemlig den, at medens der allerede juridiske Kredse hæver sig Røster for, at vor nu 33-aarige Straffelov er forældet og trænger til at faa en Afløser, saa har man endnu ikke naaet at faa den indført paa vore vestindiske Øer. Der gjælder endnu Christian den Femtes ganske vist meget hæderlige, men ikke længer ganske ungdomsfriske Danske Lov samt de senere udkomne Anordninger fra første Halvdel af dette Aarhundrede.

Nu ere imidlertid disse gamle Straffelove lovlig krabate, selv for vore sorte Landsmænd. Og Benaadningsmagten maa derfor i alt Fald i de mere himmelraabende Tilfælde se at raade Bod paa deres al moderne Humanitet saarende Resultater.

Saadan kan det gaa til, at en Livsstraf under tiden kan blive nedsat til en forholdsvis lempelig Omgang Forbedringshus.

Ja - vil man tro det - det hænder endnu i vore Dage, at vestindiske Forbrydere, der dog ere danske Undersaatter, blive dømte til - Baal Brand! En Straf, der i Reglen nedsættes til - et Aars Forbedringshus,

Mon det nu ikke snart kunde være paa Tiden, at der indførtes en anden Straffelovgivning paa de vestindiske Øer? I al Fald hvis vores Straffelov bliver revideret, synes Spørgsmaalet passende at kunne tages under Overvejelse - hvis man ikke vil nøjes med at lade Vestindianerne faa vores aflagte.

For det første raader nemlig Benaadningsmagten, der kun sætter sig i Bevægelse paa Indstilling af de stedlige Myndigheder, ikke Bod paa alle de Ubilligheder, den forældede Lov afføder.

For det andet synes det mindre værdigt at tvinge Højesteret til at afsige Domme, der ere saa stridende mod materiel Retfærdighed at de maa blive et dødt Bogstav, et Slag i Luften - og som derfor maa gjøres om af den administrative Benaadningsmyndighed.

(Nationaltidende 12. april 1899. 2. udgave).

Brandsag paa Fyn. (Efterskrift til Politivennen)

En Sylow Sag.

Uskyldig dømt for Brandstiftelse.

Hvis der ikke kommer noget særligt i Vejen, vil Højesteret i Dag faa en meget opsigtsvækkende Sylow-Sag til Bedømmelse. Det er paa en Maade selve Kommissionsdommeren, der staar for Skranken, hovedsagelig paa Foranledning af Højesteretssagfører Sv. Høgsbro, der i Fjor bragte Sagen paa Bane i Folketinget i en lejlighedsvis fremsat Forespørgsel til Justitsministeren.

Sagens Forhistorie

ligger hele tretten Aar tilbage i Tiden. Det var nemlig den 13. Juli 1885, at Birkedommeren i Wedellsborg Birk fik Meddelelse om, at der havde været Ildløs hos en i Birket boende Væver Chr. Jensen. To Længer nedbrændte, medens Stuehuset blev reddet. Bryggerhusskorstenen var faldet, men der viste sig ellers ingen Mangler ved Bryggerkedlen, men derimod havde Bagerovnen været skrøbelig.

Der blev afholdt Brandforhør, under hvilket oplystes, at Chr. Jensen Aftenen før Branden havde været henne og spille til Barselgilde. Han var først kommen hjem Kl. 4½ og laa endnu og sov, da hans Kone Kl. 9 kom og vækkede ham med den Efterretning, at det brændte i Taget paa Bryggerhuset. Han stod strax op og hjalp til at redde.

Endvidere oplystes det, at Konen samme Morgen havde fyret under Bryggerkjedlen, at de brændte Bygninger havde været assurerede for 1320 Kr. og Løsøret - hvoraf dog kun en ringe Del var brændt - for 4,774 Kr., samt at Chr. Jensens økonomiske Stilling var god, og at han led et Næringstab ved Branden.

Man fandt ingen Grund til at mistænke nogen, og der hengik nu en Tid af ti Aar. Jensens Kone døde imidlertid efter at have skænket sin Mand et Par Sønner.

Branden var forlængst glemt, da

Sylow kommer til Egnen

i September 1895, ledsaget af Overbetjent Valdemar Petersen. Den sidste forhører sig blandt Egnens Befolkning om den gamle Sag og faar opspurgt, at Chr. Jensen en Dag under et Tordenvejr har talt med en Smed Hans, til hvem han udtalte Ønsket om at Lynet vilde slaa ned i hans Hus, saa at, det kunde brænde af. Han vilde nemlig gjærne have det ombygget, men manglede Penge dertil. Smeden betvivlede ikke, at enten Chr. Jensen eller hans Kone havde paasat Ilden.

Paa Grundlag heraf blev Væveren arresteret, men han nægtede sig bestemt skyldig. Forskjellige Vidner afgav uheldige Forklaringer for ham, deriblandt en Bolsmand Larsens Hustru, der paastod, at han en Gang havde sagt til ham:

"Nu er "Holmemanden" (en Brandstifter) arresteret, men Du behøver ikke at være bange, for Din Kone har sagt, at hun var Skyld i Branden!"

En 70aarig Kone, Karen Andersdatter, fortalte, at Jensens Kone kort efter Branden havde sagt:

"Gud ske Lov, nu er jeg da kommen ud over det denne Gang!"

Endelig skulde Jensen selv en Gang have sagt, at det kunde være godt at faa de to Udlænger brændt af.

Arrestanten tilstaar.

Efter at have siddet arresteret fra den 23de Oktober til den 29de December og i denne Tid været Gjenstand for meget nærgaaende Paavirkning - hvorom senere - sendte Chr. Jensen Bud efter Vald. Petersen og tilstod, at det var ham, der var Skyld i Ildebranden. Dagen før Branden var han gaaet op paa Loftet og havde pillet en Sten ud af Skorstenen, hvorefter han stoppede noget Halm ind i Hullet. Da Konen næste Morgen tændte Ild under Bryggerkjedlen, har Flammerne slaaet op i Skorstenen og antændt Halmen!

Paa Grundlag af denne Tilstaaelse blev han idømt 1 Aars Forbedringshusarbejde samt tilpligtet at betale 1324 Kr. i Erstatning til den almindelige Brandforsikring og 565 Kr. til det fynske Udflytterbrandforsikringsselskab.

Chr. Jensen erklærede sig tilfreds med Dommen og den 18de Februar 1896 blev han 

afleveret til Vridløselille

Her afsonede han sin Straf med 8 Maaneders Cellefængsel, og den 20de Oktober da hans Befrielses Time var slaaet, indgav han med Bistand af Hr. Høgsbro en Klage til Justitsministeren, hvori han erklærede sig uskyldig i den Forbrydelse, ham var dømt for, og bad om at faa sit Forhold undersøgt ved en anden Domstol.

"Nu har jeg udstaaet alle de sjælelige og legemlige Lidelser", flottede han, ""udstaaet min Straf til sidste Dag. Jeg ved godt, at gjort Gjerning ikke staar til at ændre, men det har stor Betydning for mig og mine Børn, at Sandheden kommer for en Dag, og jeg anmoder derfor om en ny Undersøgelse og Prøvelse ved Højesteret!" 

I Klagen gav han i øvrigt nærmere Oplysninger om 

hvorfor han havde tilstaaet"

Strax, da han overfor Sylow havde nægtet sig skyldig, svarede Kommissionsdommeren:

"Naar jeg slaar ned paa Dig, og Du er kommet her, saa er Du Manden og skal ikke komme herfra, før Du har bekjendt, - det skal jeg være Mand for!"

Nogle Dage efter sagde Sylow i et Forhør:

"Naa, skal vi saa have Sandheden frem i Dag?"

Arrestanten forsikrede, at han var saa uskyldig som et nyfødt Barn.

"Jeg tror heller ikke, Du er nogen stor Forbryder", vedblev Sylow, "men nu skal vi have efterset, hvad gammelt, der hviler paa Dig!"

Iøvrigt klager han ikke særlig over Sylow, men desmere over Valdemar Petersen, om hvem han paastaar, at han overøste ham med Skjældsord paa en saa frygtelig og uhyggelig Maade, at det var "vel skikket til at gjennemryste hans udhungrede og forsultne Legeme". Skjældsordene tog stadig til i Styrke, og da de ikke hjalp, blev en anden Arrestant fat ind i Cellen til ham 3-4 Døgn ad Gangen for at paavirke ham.

Ea Dag sagde Valdemar Petersen til Jensen :

"Saadan en Tyveknægt! Du er en rigtig Æsel, at dine Børn skal sidde arresterede, fordi Du ikke vil bekjendt!"

"Mine stakkels uskyldige Børn lader De vel være i Fred", sagde Jensen, "de er kun 7 og 9 Aar gamle!"

"Her raader vi!" lød Betjentens Svar.

Og da den anden Arrestant forsikrede ham, at Børnene var arresterede, følte han sig saa grænseløs ulykkelig, som om Hjærtet skulde briste.

"Du kan ikke holde ud at blive siddende her", mente den anden Arrestant, "baade Du og dine Børn bliver ødelagte."

"Men jeg kan jo ikke tilstaa, naar jeg er uskyldig !"

"Saa bliver Du sendt til Korsør. Du maa hellere sige, at Du har taget en Sten ud af Skorstenen og stoppet Halm ind i den!"

Saa var det, at Jensen ringede paa Vald. Petersen og afgav den "Tilstaaelse", han nys var belært om. Først bagefter fik han at vide, at Børnene naturligvis slet ikke havde været arresterede.

Forplejningen i Varetægtsarresten.

Chr. Jensen oplyser endvidere i Klagen, at han lige til han afgav Tilstaaelsen kun fik "almindelig Fangekost" i Arresten, tørt Brød Morgen og Aften. Middagsmaden var det heller ikke stort bevendt med, men det kunde vel ikke være bedre, naar Arrestforvareren kun stk 40 Øre om Dagen for Forplejningen. Ugens Spiseseddel var saaledes:

Mandag : Byggrynssuppe og Ragout.
Tirsdag: Kaal og 12 Kvint Flæsk.
Onsdag: Byggrød og stegt Flæsk.
Torsdag: Sagovælling og stegt Lever.
Fredag: Ærter og 12 Kvint Flæsk.
Lørdag : Ostebrød og Spegesild med Kartofler.
Søndag: Oxekjødsuppe med 12 Kvint Kjød.

Saa snart imidlertid Arrestanten havde aflagt Tilstaaelse, blev der sat et stort Fad Smørrebrød ind til ham, og han fik nu Kaffe og Hvedebrød om Formiddagen og Paalæg paa sin Aftensmad!

Endelig er i Skrivelsen til Justitsministeren fremsat

en graverende Anklage

mod Overbetjent Vald. Petersen. Da Dommen var ansat, kom Byens Skolelærer, Reedtz. til Arrestanten og foreslog ham at laane Penge hos sin Søster til at betale Assuranceselskaberne med, saa at han kunde beholde sit Hus. Vald. Petersen tilraadede ham imidlertid at overdrage Huset til en af Sønnerne; saa kunde Assuranceselskaberne ikke røre det. Da Jensen mente, at det var bedre at faa Akkord med Selskaberne, skal Vald. Petersen have svaret:

"Ja, det er naturligvis heller ikke saa kæltringeagtigt!"

Klagen undersøges.

I Løbet af 1897 er der dels ved Kriminalretten i Kjøbenhavn, dels ved Odense Politiret og dels ved Wedellsborg Birks Politiret optaget en lang Række Forhør Anledning af Chr. Jensens Klage.

Sylow og Vald. Petersen erklærer den for usandfærdig, og Kommissionsdommeren føler sig overbevist om, at Tilstaaelsen var god nok. Han har intet imod at faa Forholdet undersøgt ved Højesteret.

Chr. Jensens Broder, en Malermester, har tilvejebragt en Del Tegninger og Modeller af den brændte Bygning og erklærer Broderens Tilstaaelse for "det klare Vanvid", ligesom han fremhæver, at hans Broder har mange fortræffelige Egenskaber, levede et godt Familieliv, var en dygtig Arbejder og ingenlunde trykket af Gjæld.

I Tilslutning hertil udtaler Skolelærer Reedtz og Sognepræst Madsen, at Chr. Jensen er en hæderlig og retskaffen Mand, der nyder almindelig Agtelse.

Overfor Vald. Petersens Paastand om, at Jensen ikke selv troede paa, at hans Børn var arresterede, er det oplyst, at da Drengene besøgte deres Fader i Odense Arrest, udbrød han:

"Herregud, er I her? Jeg troede, I var arresterede!"

Han forklarer yderligere, at han som Soldat har lært, at "man skal tage sin Straf og være glad til, og saa klage bag efter". Beslutningen om at klage havde han fattet umiddelbart efter Domfældelsen.

Endelig skal tilføjes, at en Del afhørte Arrestanter i alt væsentligt bekræfter Jensens Fremstilling af den Sylowske Paavirkningsmetode.

Det skal blive interessant at se, hvad Højesteret vil gjøre ved denne ualmindeligt Sag.

(Aarhus Amtstidende 20 maj 1898).

På daværende tidspunkt var 1 kvint lig med 5 gram. Enheden blev afskaffet i 1907. De 12 kvint flæsk og kød svarede altså til 60 gram.

Blæksprutten 1895: "Sylow kommer". Nemlig helt øverst i midten med karet. Rygtet om hans tilsynekomst får landsbyens befolkning til at flygte til alle siden. Allerede i 1895 var han tilsyneladende berygtet for at anklage og aftvinge folk tilståelser.

Den Sylowske Brandsag.

Lidt efter Kl. 2 igaar Eftermiddags sluttede Højesterets Votering i sagen mod Væver Chr. Jensen i Fluebjerg, og et Udvalg af Rettens Assessorer gik da ogsaa strax i Gang med Affattelsen af Præmisserne. Man naaede dog ikke at blive færdig igaar, og allerede Kl. 8½ imorges samledes man paany for at afslutte Arbejdet. Det tog længere Tid end ventet, saa at Dørene til Retssalen først Kl. 10½ kunde aabnes.

I den lange Ventetid havde der i Rettens Forværelse samlet sig en ganske talrig skare Tilhørere, der med spænding afventede, hvad Højesteret vilde sige om de graverende Angreb, der ere rettede mod Borgmester Sylow og Overbetjent Vald. Petersen.

Den udførlig motiverede Dom blev en ubetinget Sejr for Kommissionsdommeren og en eklatant Fordømmelse af de mange store Ord, der ere blevne fremsatte af Oppositionspressen og Hr. Octavius Hansen denne Sag vedrørende.

Dommen er saalydende:

Efter at den Tiltalte, der ved den indankede Doms Forkyndelse erklærede sig tilfreds, havde udstaaet den ham ved Dommen ikjendte Straf af 1 Aars Forbedringshusarbeide, indgav han under 20. Oktober 1896 en Klage til Justitsministeriet, hvori han erklærede den af ham under Undersøgelsen afgivne Tilstaaelse om at være skyldig i den ham paasigtede ForbrydseIse for urigtig og anholdt om, at Sagen maatte blive Gienstand for ny Undersøgelse og Prøvelse ved Høiesteret, idet han som Grund til at han havde afgivet en urigtig Tilstaaelse, særlig paaberaabte sig dels, at han var bleven udskjældt og haardt tiltalt af den ved Kommissionen fungerende Overbetjent, dels at han var bleven bevæget dertil ved Overtalelser og Forestillinger af en anden Tiltalt, der var bleven indsat i samme Arrestlokale som han og navnlig af Frygt for, at hans Sønner allerede vare eller skulde blive belagte med Arrest, hvorhos han endelig havde vedlagt Klagen en af hans Broder afgiven Erklæring, hvori det søgtes godtgjord at Ilden ester de lokale Forhold ikke kunde være opstaaet paa den af Tiltalte da han afgav Tilstaaelsen, angivne Maade.

I Henhold til den saaledes af Tiltalte fremsatte Begjæring blev Sagen efter Ordre af Justitsministeriet under 4 Februar f. A. indstævnet for Høiesteret, der ved et under 10. Marts f. A. udstedt kongeligt Reskripl bemyndigedes til at tage Sagen under Paakjendelse.

Under de derefter optagne yderligere Forhør har Tiltale stadig fastholdt sin Benægtelse af at være skyldig. Ligesom der imidlertid intet er oplyst, der kan giøre det usandsynligt, at Branden er foraarsaget paa den af Tiltalte, da han afgav TiIstaaelsen om forsætligt at have bevirket Branden, angivne Maade, saaledes har Tiltalte heller ikke under disse Forhør kunnet give nogen rimelig Forklaring om Grunden til at han afgav en urigtig Tilstaaelse, eller i alt Fald ikke tidligere tilbagekaldte denne, i hvilken Henseende bemærkes, at Tiltaltes skildring i Klagen af Overbetjentens Forhold over for ham efter det oplyste, navnlig ogsaa Tiltaltes egne Forklaringer derom, har været i høi Grad overdrevne, samt at det maa ansees usandsynligt, at han virkelig har næret den af ham paaleraabte, i og for sig urimelige Frygt for, at han to, da Branden fandt Sted, hjemmeværende Sønner, der da vare i en Alder af 9 og 7 Aar, vare blevne eller skulde blive arresterede, saa meget mere, som det kan ansees godtgiort at han efter at have afgivet Tilstaaelsen ikke søgte nogen Oplysning om, hvorvidt Sønnerne vare eller havde været arresterede. Det maa i det Hele, efter alt hvad der foreligger i Sagen anses for uantageligt, at Tiltalte af de af ham paaberaabte Grunde, saaledes som disse efter de nu optagne Forhør foreligge belyste, eller ved forskiellige under Undersøgelsen stedfundne Uregelmæssigheder og Tilsidesættelser af Arrestreglementets Bestemmelser - derunder navnlig af den Arrestanterne hjemlede Adgang til Extraforplejning - over hvilke han iøvrigt ikke har besværet sig til vedkommende Fængselsbestyrer, skulde have ladet sig bevæge til mod Sandheden at tilstaa sig skyldig i Brandstiftelse, til at erklære sig tilfreds med Dommen og underkaste sig Straffen uden at forsøge ved Appel at faa Dommen forandret, uagtet han, for Dommen faldt, af sin Broder og en Mand, som han har erkjendt at nære ubetinget Tillid til indtrængende blev tilraadet at tage sin Tilstaaelse tilbage eller ikke tage mod Dommen.

Dommen vil derfor, idet det findes at maatte have sit Forblivende ved den Tiltalte idømte Straf, være at stadfæste. I Salær for Højesteret paalagdes det Væver Chr. Jensen at betale 200 Kr. til hver af de beskikkede Sagførere.

(Nationaltidende 8. juni 1898).

I 1880'erne og 1890'erne var en række gårdbrande som var under mistanke for at være påsatte uden at det kunne bevises. På opfordring nedsatte Justitsministeriet derfor en kommissionsdomstol ledet af Byfoged, dr. jur. Nicolaj Christian Herholdt Sylow i Korsør. Han havde ry for at kunne få gårdmænd og husmænd til at tilstå at de havde afbrændt deres ejendomme for at få forsikringspenge ud af det. Sylow oprettede et hovedkvarter på rådhuset i Odense hvor han kunne benytte byens fængsel. I alt drejede det sig om 150 brande.

Nicolai Sylow startede sin karriere på Københavns Universitet. I en artikelserie i Berlingske Tidende i december 1880 rettede han en sønderlemmende kritik mod inkvisitionsprincippet. Men da hans akademiske karriere glippede, slog han ind på forhørsdommervejen, blev byfoged i Korsør og af justitsminister Nellemann talrige gange udpeget til at stå i spidsen for særdomstole i komplicerede brandstiftelsessager.

Sylows metode var den samme som i Chr. Hansens: Isolationsfængsel som efter datidens retspleje var på ubegrænset tid. De arresterede blev på forhånd anset for at være skyldige. Såvel Sylow som overbetjent Valdemar Petersen afholdt dernæst adskillige barske forhør for at få aftvunget en tilståelse. De undslog sig ikke for at inddrage familien - kone og børn - også som mistænkt og eventuelt fængslet for at lægge pres på manden. Forhørene foregår med grove verbale overgreb under forhør og i cellen. Nogle af dem førte til injuriesager imod Sylow og Valdemar Petersen, men de blev alle affærdiget af Højres justitsminister J.M.V. Nellemann. Forsvarerens opgave for fortrinsvis blot at få straffen formildet, han indhentede ikke oplysninger fra anklagede eller vidner.

Væver Chr. Hansen var således ikke den eneste som blev forhørt af Sylow og Valdemar Petersen. En anden var Peder Jørgen Poulsen. Den 19 april 1884 afbrændte deres fæstegård i Viby. Den 21. oktober 1895 blev Peder arresteret og kom for en Sylow-kommissionsdomstol. Han fik før systemskiftet benådning uden æresoprejsning, og efter systemskiftet fuld æresoprejsning.

Sylow blev samtidig med Højesterets afgørelse udnævnt til birkedommer på Frederiksberg.

Højesteret: Insubordinationssagen. Brev fra en Pioner. (Efterskrift til Politivennen)

Insubordinationssagen ved Ingeniørregimentet

Krigsministeriet offenliggjør i "Berl. Tid." Følgende:

Ifølge Akterne ere de nærmere Omstændigheder ved Sagen følgende:

Under Sommerøvelserne ved Ingeniørregimentet i 1892 vare Straffene for Underkorporalers og Meniges Vedkommende voxede i en betænkelig Grad, baade i Antal og Størrelse. Medens nemlig under Kompagniernes Sommerøvelser i 1891 Straffenes Antal var 55 og Straffedagenes Antal 315, der, naar de forskjellige Straffe omsættes til Kvarterarrest efter det i Straffelov for Krigsmagten § 44 fastsatte Forhold, vilde svare til 4942 Dages Kvarterarrest, var under Sommerøvelserne i 1892 Straffenes Antal 89 og Straffedagenes Antal 688, svarende til 12,715 Dages Kvarterarrest.

Tilvæxten i Straffene hidrørte hovedsagelig dels fra Drukkenskab, hyppig i Forbindelse med Gadeuorden, Vold og Opsætsighed, dels fra Forseelser, der vidne om Utilbøielighed til at underkaste sig den militære Disciplin, saasom Udeblivelse fra Tjenesten, Overhørighed m.m. Regimentet sluttede heraf, at de uheldige Forhold væsenlig maatte have deres Grund i to Omstændigheder, dels deri, at medens Pionererne i 1891 dog havde havt nogen Tjeneste de 3 Eftermiddage om Ugen, havde de i 1892 havt hele Eftermiddagen fri fra Kl. omtrent l. eller endnu tidligere, til Kl 19 om Aftenen, hvorved mange af dem faldt som Ofre for Lediggangen, da kun faa af dem havde privat Beskjæftigelse, og Opholdet i Kvarteret de lange Sommerdage ikke var behageligt, dels deri, at der Sommeren igjennem næsten ganske havde manglet paa disciplinerende Øvelser, som kunde danne en Modvægt imod den ved de tekniske Øvelser tilvante naturlige Frihed og halvveis civile Optræden. En noget forandret Arbeidsordning fandtes derfor at ville være i Tjenestens Tarv og Mandskabets velforstaaede Interesse. Det blev saa efter en Konference, som Regimentskommandoren i Foraaret havde med  Kompagniecheferne om Sagen besluttet at bryde den lange Eftermiddag ved en Deling af Arbeidstiden og ved samme Leilighed indføre nogle disciplinerende Øvelser. I Henhold hertil udgaves den 17. Mai d. A. en Regimentsbefaling, gaaende ud paa at medens der forhen blev givet Pionererne en samlet 7 Timers Akkord (d. e. et foresat Arbeide, som med jevn Flid kunde giøres færdig i 7 Timer, deri indbefattet 49 Minuters Frokosthvile, men som det var dem tilladt ved Anvendelse af større Flid at giøre færdig i kortere Tid, hvorefter de fik fri), saa skulde der herefter gives dem en 6 Timers Formiddagsakkord, men derhos afholdes Eftermiddagsøvelser fra Klokken 4-5, bestaaende afvexlende i Gymnastik eller Badning, Exercits samt Fægteøvelser, Salonskydning og Skydetheori.

En Deel af Pionerne, navnlig af 2. Kompagni var fra første Færd misfornøiet med denne forandrede Ordning, og Misfornøielsen tog til, da Aargangen 1891 den 4. Juni kom ind til fortsat Øvelse. 2 Pionerer af de Indkaldte og 1 Pioneer af de Tjenstgjørende, alle 3 af 2. Kompagni, vare særlig virksomme for at udbrede denne Misfornøielse blandt deres Kammerater i Kompagniet, og Mandskab af dette Kompagni var ogsaa de første til at tale om at vise Misfornøielsen ved at blive enige om alle at udeblive fra Eftermidagstjenesten. Det var Meningen, at en saadan almindelig Udeblivelse skulde være sat i Værk den 13. Juni, men da det kom til Stykket, viste det sig at Sagen ikke endnu var tilstrækkelig forberedt, og de Eneste, der den Dag udebleve, vare de to ovenomhandlede Pionerer af Aargangen 1891, som, da man ikke kjendte Sammenhængen med deres Udeblivelse eller vidste, at de udebleve efter fælles Aftale, slap med derfor at blive straffede med henholdsvis 5 Dages mørk Arrest paa indskrænket Kost og 4 Dages mørk Arrest uden Indskrænkning i Kosten. Lige som forud for deres Udeblivelse den 13. Juli saaledes vedblev disse 2 Pionerer ogsaa efter den Tid at gjøre, hvad de kunde, for at udbrede Misfornøielse med Eftermiddagsøvelserne blandt deres Kammerater og af al Magt at fremme en Overenskomst om at sætte en almindelig Udeblivelse fra Øvelsen i Scene, indtil de den 17. Juni bleve indsatte i Arrest for at afsone de dem ikjendte Straffe. Endnu den 17. talte den ene af dem med en anden indkaldt Pioneer af Aargangen 1891 derom, og denne ytrede da, at den følgende Tirsdag skulde de nok Allesammen blive enige om at udeblive.

Saaledes skete det ogsaa. Tirsdagen den 29. Juni udebleve samtlige Menige af 1,, 2. og 3 Kompagni, som skulde møde til Eftermiddagsexercits Kl. 4, alene med Undtagelse af 5 Mand af 1. Kompagni. Antallet af de ulovligt Udeblevne udgjorde for 1. Kompagni 28, for 2. Kompagni 34 og for 3. Kompagni 33. 

Den nævnte Dags Formiddag havde alle tre Kompagnier Skydning paa Amager. Her foreslog den Pioneer, der, som ovenfor anført, havde yttret, at den følgende Tirsdag skulde de nok Allesammen blive enige om at udeblive, nogle af 2 Kompagnis Folk, at de nu skulde se Alle at blive enige om at udeblive fra Eftermiddagsøvelsen den Dag, og de, han saaledes talte med, gik ogsaa ind paa Planen. Da 2. Kompagni, der tillige med 1. Kompagni ligger paa Kronprinsessegadens Kaserne, kom hjem Kl. 19 om Formiddagen efter endt Skydning arbejdedes der videre paa Planens Virkeliggiørelse. For at holde sammen paa dem der vare vaklende og ikke gierne vilde være med, blev man enig om, at alle Kompagniets Pionerer skulde møde ved Springvandet i Søndermarken. Mødetiden var først bestemt til Kl. 3½ men blev siden bestemt til Kl. 2 paa Forslag af en af Mandskabet, der ikke var stemt for Udeblivelsen; han haabede, at Planens Gjennemførelse vilde strande og vilde da gjøre det muligt, at de endnu kunne naa at komme tidlig nok til Eftermiddagsøvelsen Kl. 4. Da Klokken var 2. mødte paa det aftalte Sted af 2. Kompagnis 34 Mand de 30, 2 kom noget senere derud, 1 gik andetsteds hen og 1 blev, som nedenfor nærmere skal omtales, tilbage og agiterede mellem Mandskabet af 1. Kompagni. Ved Mødet i Søndermarken viste det sig, at der ikke var Enighed mellem de Mødte. Den Pioner, som om Formiddagen paa Amager havde foreslaaet nogle af Mandskabet, at de skulde blive enige om at udeblive fra Eftermiddagsøvelsen, var her atter meget ivrig for at sætte Planen igjennem. Han støttedes heri særlig af den tidligere omtalte Pioner af de tjenstgørende, der bl. A. forestillede Kammerraterne, at det eneste, man udsatte sig for ved at sætte en Masseudeblivelse lværk var at faae noget høiere Jordakkorder, og da han heri blev modsagt af en af Planens Modstandere, der paastod, at de alle vilde blive straffede, indgik han derom et Væddemaal med denne, saaledes at den af dem, som tabte, skulde give Øl til hele Kompagniet. Tilsidst besluttede man sig til at stemme om, hvad man skulde gjøre, idet man inden Afstemningen vedtog, at de, der bleve i Mindretal, skulde følge Flertallet. Ved Afstemningen stemte 16 af de 39 Tilstedeværende for, at de skulde udeblive, og kun 14 stemte imod. De udeblev altsaa Alle. Det er under Sagen erkjendt, at den Dag, da de 2 Pionerer af Aargangen 1891 vare ubeblevne, altsaa den 15. juni, har Kompagniets Premierløitnant tilkjendegivet Mandskabet, at hvis flere udebleve, vilde Straffen blive meget alvorlig.

En Pioneer af 2. Kompagni havde, som oven bemærket, ikke givet Møde med sine Kompagnikammerater i Søndermarken. Efter at Aftalen om dette Møde var truffen inde paa Kasernen, var han gaaet ud i Byen, men kom tilbage til Kasernen Klokken 1½. Han saae da, at alle 2. Kompagnis Folk vare borte, og sluttede deraf, at de nok Alle vilde holde Aftalen og blive ude. Han besluttede derfor at gaa over paa 1. Kompagnis Belægningsstuer for at faae Mandskabet af dette Kompagni, der var kommet hjem fra Skydning Kl. 12,40, til at gjøre fælles Sag med Mandskabet af 2. Kompagni. Først kunde han, der ikke var kjendt af ret mange af 1. Kompagnis Mandskab, ikke udrette noget Videre. Men paa den ene Stue fik han en af de indkaldte Pionerer af dette Kompagni med sig. De gik nu rundt sammen paa Stuerne og søgte at formaae Mandskabet til at slutte sig til 2. Kompagnis Forehavende. Stemningen for dette har imidlertid, efter hvad der er oplyst, ikke været særlig gunstig. De 2 Pionerer maatte anvende ikke blot Overtalelser, men ogsaa i visse Tilfælde Trusler. Specielt er det godtgjort, at de Begge have anvendt Trusler, navnlig ogsaa om Vold, overfor 3 Mand, og at Pioneren af l. Kompagni desuden alene har truet en fjerde paa samme Maade. Navnene paa dem, der lovede at gaa med, skrev sidstnævnte Pioneer paa et Blad af en Lommebog for at kunne kontrollere, at de ogsaa holdt deres Løfte. For at faae Hold paa Deltagerne bestemte den anden Pioneer, at de skulde gaa over i Kongens Have og derfra enten gaa ud paa Nørrefælled eller i Søndermarken. Begge to bleve tilbage paa Kasernen for at faae Alle med, hvilket dog ikke fuldud lykkedes, idet, som bemærket, 5 af dette Kompagni stillede til Eftermiddagsøvelsen. Da de 2 Pionerer tilsidst gik over i Kongens Have, fandt de, at Størstedelen var gaaet op imod Rosenborg-Indgangen, medens 2 Mand vare blevne tilbage ved Indgangen fra Kronprinsessegade for at passe paa, at Ingen vendte tilbage til Kasernen, en Foranstaltning, som fandt deres Bifald. De gik nu Alle med Undtagelse af de To ved Indgangsporten posterede ud paa Nørrefælled. Her raabte Pioneren af 1. Kompagni dem op nær sin Liste for at kontrollere, om de vare mødte. Da Stemningen var mat, foreslog han Pioneren af 2. Kompagni, at det vistnok var bedst, at de kom noget længere bort, for at Planen ikke skulde mislykkes, en Tanke, som denne ogsaa strax gik ind paa. Efter Sidstnævntes Forslag gik de saa med Undtagelse af 3. der gik andet Steds hen, Alle ud i Søndermarken for, som han sagde, at hilse paa 2 Kompagni. De traf Mandskabet af 2. Kompagni i Traktørstedet "Korups Have", og her rev Pioneren af 1. Kompagni det Blad Papir, hvorpaa han havde noteret Delingerne, i Stykker.

Regimentets 3. Kompagni var ikke indkvarteret i Kronprinsessegadens Kaserne, men laa i Leiren i Citadellets Glacis, det tjenestegiørende Mandskab for sig, og det indkaldte Mandskab af Aargangen 1891 for sig. Kompagniet var den 29. Juni kommet hjem fra Skydningen Kl. 12,55 Middag. Det har ikke ladet sig oplyse, at der fra 1. eller 2. Kompagni er udgaaet nogen Agitation enten under Skydningen paa Amager eller ved Udsendinge fra Kasernen for at faae 3. Kompagnis Mandskab til at udeblive fra Eftermiddagsøvelsen. Man vidste imidlertid ved 3 Kompagni, at en Masseudeblivelse var paatænkt ved 2. Kompagni, og det gik som et Rygte i Leiren efter Hiemkomsten fra Skydningen den 29. Juni, at 1. og 2 Kompagnies Folk ikke vilde møde ved Øvelsen om Eftermiddagen, Det tjenstgjørende Mandskab - Aargangen 1892 - synes først ved indbyrdes Paavirkning at være blevet enige om at udeblive, uden at der har ladet sig paavise Nogen, der som Hovedmand har sat Planen i Scene. Et Par af dem har meddelt, hvad man var blevet enig om, til en Pioner af Aargangen 1891 og opfordret ham til at faae sin Aargangs Mandskab med. Denne har derefter henvendt sig til Størstedelen af de indkaldte Folk og faaet dem til at gaa med til en Masseudeblivelse, idet han anførte, at de Tjenstgiørende af Kompagniet vare enige derom, og derhos, uagtet han ikke vidste noget Bestemt derom, tillige fortalte, at 1. og 2. Kompagnis Folk heller ikke mødte. Efter vedholdende Benægtelse har han desuden til sidst maattet indrømme, at han overfor en Enkelt af de Indkaldte, der vægrede sig ved at gaa med, har anvendt Trudsler for at formaaede ham dertil, idet han til Vedkommende sagde, at det var en lumpen Karl, som mødte, og at det ikke vilde blive nemt for dem som mødte, derefter at være mellem sine Kammerater. Derimod er han mod sin Benægtelse ikke overbevist om, at have anvendt lignende Trusler overfor Andre.

Mandskabet af Kompagni forlod Leiren efterhaanden, for Enkeltes Vedkommende først kort Tid, forinden Eftermiddagsøvelsen skulde begynde, og det forsamlede sig ikke paa noget enkelt bestemt Sted i Byen eller dens Omegn.

_

Ved den i denne Sag afsagte Krigsretsdom, der for Hovedmændenes Vedkommende har været forelagt til allerhøieste Resolution, ere 6 Pionerer dømte til at hensættes til Forbedringshusarbeide - 1 i 2½ Aar, 1 i 2 Aar, 1 i 21 Maaneder, 2 i 18 Maaneder og l i 15 Maaneder - og 91 Pionerer er der idømt strengt Fængsel paa Vand og Brød, 7 i 6x5, 5 i 5x5, 19 i 4x5 og 69 i 3x5 Dage, af hvilke sidste dog Straffen for Nogles Vedkommende af Jurisdiktionschefen er formildet til mørk Arrest med eller uden Indskrænkning i Kosten i 19 Dage. Desuden er der idømt 2 Underkorporaler, der have været vidende om Foretagendet uden at anmelde eller søge at forhindre det, og som tilmed havde sluttet sig familien med og drukket med de Menige i Korups Have, Bestillings Fortabelse og hver 10 Dages mørk Arrest paa indskrænket Kost.

(Dagens Nyheder 22. juli 1893).

Fotograf Hans Schmidt Hansen (1881-1955) fotograf: Vridsløselille. 1917. Indgangen kendt fra Olsenbandefilmene. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Pioneren skriver fra Forbedringshuset.

I Forgaars naaede det første Bud fra de fængslede Pionerer udenfor Vridsløselilles Mure.

Det var Pioner Nr. 301, Petersen, der havde faaet Lov til at skrive til sin Hustru, og efter Anmodning overlod hun "Polit." en Afskrift af Brevet.

Den gode Bevidsthed om, ikke at have begaaet nogen Brøde eller overhovedet noget som helst vanærende, taler ud af hver Linie i dette Brev, som er skrevet i Straffeanstaltens tilgitrede Celle under det samme Tag, som skjærmer Tyve og Bidragere.

Brevet lyder saaledes:

Adresse:
Fange Nr. 206.

Min Adresse er:

Fange Nr. 206,

Vridsløselille pr. Glostrup.

Ikke mit Navn.

Kjære Fanny!

Jeg har ikke kunnet faa Lav at skrive forind i Dag; jeg maa kun skrive dette Brev i de første tre Maaneder, saa de mente det var bedst at vente en 8 Dage, for at kunne skrive, hvorledes det gaar. De første tre Dage var forfærdelig lange for mig, der sad jeg i en tom Arrest, saa blev jeg flyttet til min nuværende Celle; her gaar det dog lidt bedre, her har jeg en Høvlebænk og Værktøj og staar og arbejder med, men det er jo altsammen i Ensomhed og udenfor alt Fælledskab med andre. Vi kjørte fra Raadhuset i Charabanc lige her ud, saa det var jo en rigtig dejlig Tur, naar blot man skulde have været hjem igjen; men det blev der ikke noget af. Da jeg begyndte at kunne se Anstalten, saa var Humøret forbi paa mig, som det ogsaa var med mine Kammerater; saa var Stemningen daarlig. Jeg fik ikke Brug for mine Penge, dem maatte jeg aflevere med det samme, jeg kom; jeg maa ikke bruge Skraa endnu, det er ogsaa et stort Savn, jeg havde ellers beregnet dem til Skraa og Skrivematerialer, saa havde jeg bare givet Dig dem alle sammen; men det vidste jeg ikke noget af.

Da vi kom indenfor, fik vi Maske paa alle sammen, og saa blev vi skilt fra hverandre; siden har jeg hverken hørt eller set noget til mine Kamerater, men hvad der er en stor Trøst, det er, at der bliver talt saa pænt til En hernede, og ligeledes naar man spørger om noget, saa faar man et pænt Svar. Jeg sad og skrev, men da jeg naaede hertil, blev jeg afbrudt ved, at jeg modtog Dit Brev, og blev saa i et rigtig godt Humør; det glæder mig at høre, at det gaar saa godt, som Du skriver, jeg skal ellers ikke nægte, at jeg var i daarlig Humør, men dette Brev hjalp ligegodt (paa Humøret. Min Paaklædning er følgende: et Par Slæber, et Par lange Strømper, korte Buxer, kort Trøje, Hue med Maske og mit Numer paa Brystet; det er vores Mundering. Om Morgenen Kl. 4 3/4 skal vi op og maa saa arbejde til 7½, saa er der Frokost til 8; saa faar vi 4 Rundtenommer Brød og en lille Klat Fedt og saa lidt varmt Øl; det er Frokosten. Saa arbejder vi til Kl. er 12, saa er det Middag til 1. Middagen er Ærter, Grød eller Vælling o. s. v.; den er meget god, det er naturligvis Hestekjød altsammen af Sulevarerne. Saa arbejder vi til Kl. 5, saa faar vi vores Aftensmad; det er 3 Rundtenommer og en lille Bid Ost og lidt Mælk; det er Aftensmaden. Saa arbejder vi fra 5½ til Klokken 8, saa skal vi i Seng; og saa fremdeles. Jeg maa ikke modtage mere end 1 Brev fra Dig hver Maaned: Du kan vist nok svare mig paa dette og saa fremdeles et hver Maaned. Lad Kamma læse dette her, og hun maa ogsaa lægge et Par Ord i, naar Du svarer; jeg har det ellers godt, meget godt, som jeg ogsaa hører, I har. Nu en venlig Hilsen til Jer alle.

C. Petersen.

Lad mig nu vide alle de Nyheder, I ved; har Du talt med min Mester og min Kaptejn, og saa gjør for mig, hvad I kan, for her er ikke rart at være. Hils Kamma, Leisner og Otto; jeg maa ikke benytte den 4de Side, saa jeg kan ikke skrive mere, men glem nu endelig ikke at gjøre for mig, hvad I kan. En venlig Hilsen fra Din Carl. Hils Børnene; hvad siger Din Moder?

(Aarhus Amtstidende 4. august 1893).