17 januar 2025

Københavns kommunale Arbejdsanvisningskontor. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns kommunale Arbejdsanvisningskontor.

Imorgen aabner Kjøbenhavns kommunale Arbejdsanvisningskontor, der er blevet installeret i Brolægningsvæsenets Bygning i Guldbergsgade. Efter Indbydelse ere Lokaliteterne i Dag blevne tagne i Øjesyn af Repræsentanter for Pressen. Først skulle vi give et Par Meddelelser om, hvorledes Kontoret vil virke:

Al Anvisning af Arbeide er gratis. Mand og Kvinder i enhver Stilling og i alle Aldre kunne henvende sig paa Kontoret for at faae Arbejde. Mestre og Næringsdrivende i alle Fag. Husmødre og landmænd, kort sagt Alle, som trænge til Arbejdshjælp, kunne uden Vederlag benytte sig af Kontorets Mellemkomst. Kontorets Opgave vil være saa vidt mulig at skaffe Alle, som henvende sig til det, den bedst mulige Beskjæftigelse i den kortest mulige Tid. Man vil bl. A. søge at skaffe hjempermitterede Soldater Plads og tage sig af Lærlinges Anbringelse.

Lokalerne i Guldbergsgade ere ikke store, men de synes særdeles praktisk indrettede. Kontorets Bestyrer, Hr. Beyer har sit Lokale midt i Bygningen, naar han sidder paa sin Kontorstol, har han Mændenes Afdeling paa sin venstre Haand, Kvindernes paa sin Højre. Gjennem en Dør i Bygningens østre Ende kommer man ind i Mandenes Afdeling. Der findes her et stort Venteværelse med en Mængde Siddepladser, dels Bænke, dels Stole. Skulde dette Rum trods sin Størrelse vise sig for lille, har man et Lokale disponibelt ved Siden af. I Venteværelset findes Opslag om, hvilke Arbejdere der søges og desuden findes et Ordensreglement opslaaet. En Opsynsmand fører stadig Tilsyn i Lokalet.

Fra Venteværelset komme de Ardejdssøgende een ad Gangen ind paa Kontoret, hvor Expedienten udfylder et Skema med hans Navn, Bopæl osv. og anviser ham Arbejde, hvis saadant haves. I modsat Fald maa han nøjes med at blive noteret. Naar Manden er færdig. forlader han Kontoret for enten at begive sig til sin Arbejdsplads eller for at gjøre Forsøget om igjen næste Dag.

I et lille Værelse ved Bygningens Entree findes Venterum for Arbejdsgivere. Det ventes, at det særlig vil blive Damer, der tage Tjenestepiger, som ville komme paa Kontoret. De større Arbejdsgiveres Rekvisitioner ventes gjorte pr. Telefon. Fra det lille Venteværelse er Adgang til Kontoret for kvindelige Arbejdssøgende. Disse samles i et Værelse i Bygningens vestre Ende, hvor Udstyrelsen er ganske som i Mændenes Venteværelse. Expeditionen i Kvindernes Afdeling besørges af en Dame, i hvis Nærværelse den Tienestesøgende og Arbejdsgiveren kunne mødes med hinanden. Iøvrigt er Ekpeditionen her ganske som den i Mændenes Kontor.

Endelig er der paa 1. Sal i Bygningens østre Ende indrettet et Direktionsværelse, der ogsaa skal gjøre Nytte som Spisestue for Funktionærerne. 

Hele Arrangementet er praktisk og tiltalende. HvorIedes Kontoret vil finde Tilslutning hos Arbejdssøgende og Arbejdsgivere lader sig naturligvis ikke forudsige med Bestemthed; men den Tilslutning lignende Institutioner have fundet i Udlandets store Byer, synes at tyde paa, at Methoden er god.

(Nationaltidende 4. juli 1901).

Guldbergsgade 26. Oprindeligt bygget som Brolægningsvæsnets kontor. På et foto fra 1921 stod over indgangsdøren: Centralanvisningskontor, afdeling 1. Over de to vinduer til højre Centralarbejdsanvisningskontor & Læsesal. Til højre blev der opført to barakbygninger på hjørnet til Møllegade hvor en overgang Nørrebro Bibliotek holdt til (senere nedrevet). Foto Erik Nicolaisen Høy (2013). Kbhbilleder.

Et Besøg paa Arbejderbørsen. 

Kjøbenhavn, den 19. Juli.

Kommunens Arbejdsanvisningskontor i Guldbergsgade er hurtigt bleven populær, ikke blot blandt Kjøbenhavns Arbejdere, men ogsaa blandt Arbejdsgiverne. Da jeg i Formiddags aflagde et Besøg derude, var Lokalerne næsten overfyldte af arbejdssøgende, særlig Mænd, og i den halve Time, jeg tilbragte i Samtale med Forretningsføreren Hr. Beyer, kimede Telefonen hvert Øjeblik med Forespørgsler fra Arbejdsgivere, om de kunde faa Arbejdskraft. Svaret var bestandig det samme: Kom bare herud, vi skal nok skaffe Dem, hvad De søger!

- Er De tilfreds med Resultaterne? - spurgte jeg Hr. Beyer.

- Ja, svarede han, meget mere end tilfreds. Vi havde gjort os store Forventninger, da vi begyndte, men de er langt overtrufne. Det gaar saa udmærket, saa rask, saa solidt og netop i det Spor, vi helst ønskede. Vil De nu bare se, hvad jeg her har af Resultater; denne Bunke Sedler - og han løfter en lille Favnfuld Dokumenter op imod mig - det er vore Resultater. Nu skal jeg, naar der bliver Tid dertil, gjennemgaa dem og ordne dem statistisk, saa først vil De kunne forstaa i hele dets Omfang vort Arbejde. Men nu skal De foreløbig faa nogle tørre Tal, læg saa selv til, at vi har talt indgaaende med enhver Arbejder og Arbejdsgiver, faaet alle ønskelige Oplysninger, saa vi ved, hvad alle forlanger og kan yde. Tænk saa endvidere, at for hver, der faar Plads, ligger der forud Underhandling mellem Parterne indbyrdes, vor Mægling, vore Raad osv., saa vil De forstaa, at der er arbejdet flittigt.

Vi har til dette Øjeblik i vore Protokoller indført ca. 1900 arbejdssøgende, 1430 Mænd, 472 Kvinder og 513 Arbejdskjøbere, 234 Mænd, 179 Kvinder. Vi har skaffet 650 Mænd og 225 Kvinder Arbejde, og saa vidt vi har erfaret, er alle godt tilfredse.

Det er saa underlig forskjelligartet Arbejdskraft, der søger os. Vi har Kontorister, Arkitekter, almindelige Arbejdsmænd og faglærte Haandværkere, alle sammen pæne og gjennemgaaende dygtige Folk, der kun har savnet dette Centrum for deres og Arbejdsgivernes Interesser. Haandværkerne vil vi naturligvis helst have fat i; vi vilde gjærne naa derhen, at al Ansættelse foregaar herigjennem, da begge Parter derved kan opnaa, at netop de rette Folk træffer hinanden. Og vi har delvis naaet det i et enkelt Fag, Skræderfaget. Der kom et Par Skrædersvende her forleden og søgte Arbejde. Vi henviste til en Mester, og de svarede: Der har vi været, han vilde ikke have os. Saa telefonerede jeg til ham, og han sagde da: Ja, naar De kommer med dem, saa tager jeg dem, men jeg og flere af mine Kolleger har gjort os det til Princip kun at søge Svende gjennem Deres Kontor; derfor er de to bleven afviste!

- Bliver Lokalerne ikke snart for smaa ?

- Jo, desværre - nej, Gudskelov, mente jeg naturligvis. Vi maa snart have Filialer, bl. a. i Provinserne. Det maa De endelig skrive til Provinspressen, at vi saa hurtig som muligt maa have oprettet Filialer i Odense, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og flere andre Byer. Jeg har fra Odense og Aarhus faaet Anmodning om at komme over og holde Foredrag om Sagen, og jeg kommer, saa snart jeg kan. Først naar vi saaledes faar omspændt hele Landet, kan der komme Metode i det hele, for det er vanskeligt for os her inde at sidde og dirigere Folk omkring til alle Landets Egne. Saa kan vi ogsaa lettere faa fat i Arbejdskraft, som der er særlig Rift om, f. Ex. Malkepiger, som vi har stor Efterspørgsel efter.

- Vil De arbejde sammen med Udlandet?

- Ja, naar vi faar talt rigtig om Sagen. Nu kommer Sagens ivrigste Forkæmper i Sverig, Direktøren for Forsikringsselskabet "Tre Kroner", Wavrinskyy, snart her ned. Han skal tale ved Fredsmødet i Frederikshavn den 20. ds. Jeg venter ham omkring den 24., og han kommer strax ved sin Ankomst til mig, det har han lovet. Hans Anskuelser og mine er ikke ens, for han hylder Statskontorer; jeg mener, Kommunen foreløbig maa tage fat, men derfor kan vi jo godt naa et Resultat. Senere kan Staten vist ogsaa godt træde til, og vi maa bl. a. have det her ligesom i Tyskland, at vore Anvisningsedler giver Adgang til halv Billetpris paa Banerne.

- Har De nu ikke haft Spektakler herude?

- Nej, og De skal se, det kommer heller ikke. Ja, der var et Par Mænd en Dag, der kom hinanden lidt for nær, og saa gik der en Lampekuppel. De kom strax ind og bad mig undskylde det og spurgte, hvad den kostede. Saa sagde jeg: Det skal vi nok betale, lad os ikke tale mere om det! Senere har der ikke været vexlet et ondt Ord. Her kommer ingen Bøller og Sjovere, men kun rigtig pæne og støtte Arbejdere, saadan som danske Arbejdere i den bedste Betydning er det, og det er baade mit Haab og min Tro, at saadan bliver alt ved.

- De maa ogsaa have Filialer her i Byen?

- Ja, vi kan bygge lidt til den ene Side og bygge i Højden, men det forslaar ikke, og Byen er ogsaa for stor. Man kan ikke forlange, at Folk skal rende over en halv eller en hel Mil om Arbejde. Derfor maa der Filialer i Valby, paa Kristianshavn og vel ogsaa paa Østerbro.

Men vil De nu se Lokalerne midt i Arbejdstiden? Dermed fører Hr. Beyer os ud gjennem de forskjellige Venteværelser, hvor de arbejdssøgende staar tætpakket og venter paa det lille Klokkeklemt, der kalder dem ind paa Kontoret efter Tur. Næsten hver Plads paa Bænke og Stole er optaget paa Mandssiden og paa Kvindesiden sidder der 25 til 30 og venter. Paa Væggene hænger der Lister med Fortegnelse over hvert Fag, hvori der er ledige Pladser. Disse Lister slaas op hver Dag, undertiden maa de ombyttes med ny, for de studeres mere indgaaende paa denne Arbejdets Børs end Kurslisterne paa Pengebørsen, og der er ganske anderledes Rykind her end nede i Slotsholmsgade.

- Mine to Assistenter, siger Hr. Beyer, har udført et overmaade stort Arbejde, og det varer vel ikke længe, for jeg maa have mere Mandskab. Men glem nu ikke, føjer han til, da vi tager Afsked, at bede Provinspressen slaa dygtigt til Lyd for Sagen. Kan vi faa Filialerne hurtigt, vil det Hjælpe os meget herinde, og naar Aviserne skynder paa, saa faar vi det, skal De se.

Th. A.

(Aarhus Amtstidende 20. juli 1901).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar