Fra Almindeligt Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

 Fra Almindeligt Hospital.

I.

Højstærede! Dersom jeg havde Talegaver og min af Alderdom svage Stemme tillod mig det, saa vilde jeg holde følgende Tale til de fattige Arbejdere og andre Ligestillede: Ærede Haandværkere og Arbejdere! Naar I har bortskænket Eders Ungdom og kraftige Manddom ved Eders Arbejde, og derved beriget andre af Eders Medmennesker, og I saa har det Uheld al blive gamle og svage og følgelig fattige, da I for Eders Arbejde i den Tid, I kunde arbejde, har været saa usselt lønnet, at I umulig kunde lægge Regel til Side til Alderdom og Svaghed indfandt sig, saa faar I, som I ved, ingen Pension af alle dem, som har benyttet og opbrugt Eders Kræfter, hvorved de de som oftest er blevne til Velhavende. Men da det nu ikke godt gaar an i en kultiveret Stad som København, med saa mange storborgerlige Notabiliteter, at lade gamle svageligt Folk ligge paa Gaden og dø af Sult og Elendighed, hvilket jo ogsaa vilde være et uhyggeligt Syn for de fine Folk og deres Familier, saa har de sørget for, at naar I ikke længer kan trælle for Livets Ophold at I saa bliver skjulte eller indespærrede i en eller anden Anstalt, og naar I er meget heldige, da i den bedste, som kaldes Almindeligheden. Naar der saavidt er sørget for Eder, saa har I med det samme tabt alle Eders borgerlige Rettigheder og Eders personlige Frihed der er er af de største Goder, som Mennesket har her paa Jorden; ogsaa gjort opmærksom paa, at her er I Alle lige og maa straks være Kammerat med Alle dem, der er paa Stuen, naar I nogenlunde vil være i Fred. Mine ærede Tilhørere ønsker maaske at faa at vide, hvorledes Beboerne har det her, jo, det skal I straks faa at vide. Der er i dette fæle Asyl nogle Individer, som i Snese Aar har tilbragt deres Liv i forskellige Straffeanstalter, flere Slaver og en Mængde straffede Ladegaardslemmer, saa er der nogle Mennesker, som lider af Kræft, andre af sure Ben, som stinker, og atter andre, som liver af Krampetilfælde, til sine Tider i, 3, 4 saadanne Syge paa en Stue, som skiftevis skriger Nat og Dag, og alle disse forskellige Individer blandede imellem de andre gamle og svage, men fattige Mennesker i Stuen, hvor der ialt er nogle og tyve Personer. Til to saadanne Stuer, der staar i Forbindelse med hinanden, altsaa med nogle og fyrgetyve Personer, er der en Stuekone og en Gangpige af Husets Lemmer. Dog maa I ikke tro, at det er gjort for at spare den lille Ulejlighed, der er forbundet med nogenlunde at afpasse tidligere Forhold af Menneskenes Liv, nej, det er gjort for grundig at lade os føle, at nu er vi hverken bedre eller slettere, men Alle lige daarligt og fattigt Rakkerpak.

Af Retirader er der ti nede i Gaarden til vor Afbenyttelse, altsaa omtrent en til hver halvtredsindstyvende Mand og Dreng, saa at vi naturligvis maa staa og vente i lang Tid i Snevejr, Regn og Storm, indtil vor Tur kommer, hvilket er en hel Jammer at se og føle, da vi næsten Alle faar daarlige Maver herude, i Særdeleshed dengang vi fik Turnips, der skulde forestille Rødder paa Maden, men da saa kun Køerne, men ikke Svinene, vilde æde det, og da Manden, som købte den tiloversblevne Mad, ikke kunde fore Svinene dermed, saa hørte du snart op med den Kost; der var dog kun en Mand, som døde straks efter Nydelsen, vi Andre slap med voldsomme Mavesmerter.

Naar det er meget koldt, saa er der tilstaaet os 1/4 Skæppe Kul til hver Stue, der omtrent indeholder 10.000 Kubikfod; fryser og sner det, da ½ Skæppe, og fryser det omtrent 20 Gr. Reaumur, saa 3/4 Skæppe Kul. Kakkelovnen er anbragt i den ene Ende af den lange Stue, i Stedet for i Midten. Foruden at vi har Hus og Tag over Hoveder, som man siger, saa har vi en meget god Seng at ligge i; den bestaar enten af en Madrats eller en god blød Halmsæk, oven paa den en bred med Fjer velfyldt Underdyne, en udstoppet Skraapude, en eller to gode og bløde Hovedpuder og en stor, bred og varm Overdyne, samt tvende Lagener, der skiftes hver sjette Uge, og ren Skjorte og Haandklæde hver Uge, og Alle er ogsaa enige om, at det er Glanspunkter i hele Asylet.

Hvad Bespisningen angaar, saa faar enhver Mand eller Kvinde daglig enten et Pund bart Rugbrød, eller 23 Lod Sigte eller 18 Lod Franskbrød og halvanden Pægel godt Øl, som der staar paa Sedlen, og saa Noget, som kaldes Middagsmad, næmlig om Søndagen Suppe, som det hedder; den er lavet af Bankeboggryn, lidt [en linje ulæselig] en Rod - dog kan det træffe i den bedste Gulerodstid, at der kan findes i Maven hos et Par Lemmer et lille Stykke Gulerod, formodenlig af Vanvare fra Køkkenpersonale, og i enkelte tilfælde flyder Par brungrønne Pletter, saa store som en Flue, der formodenlig har revet sig løs fra en Visk; dertil halvandet Lod haardt og tørt Kød. som Maden er kogt paa. At det er af det Bedste, det kan Enhver se af det øverste Lag i Vognen, naar Slagteren kommer kørende dermed, og paa hans skrevne Regninger. Der er rigtignok ophængt paa Væggene i Stuen et Spisereglement, hvorpaa det hedder: "For hver Hundrede Personer 25 Pund Oksekød"; det svinder altsaa ved at koges 20 Pund.

Mandag gives hakket Hvidkaal med lidt Jævning, men ikke en Urt eller Rod, og højst halvandet Lod Flæsk. Det er rigtignok saa fedt, at det ryster og bævrer, naar man rører ved det. Paa Reglementet staar anført: "For hver Hundrede Personer 15 Pund 65 Kvint FIæsk"; det svinder altsaa omtrent 10 Pund ved Kogningen

Om Tirsdagen tynd Vandrisengrød, saa meget der kan ligge paa en Underkop, og dertil en Pægel Øl samt en Overkop fuld af noget, som kaldet Lobescoves, og som er lavet at Mel, Vand og Salt med nogle smaa Stykker Kartofler og et lille bitte Stykke Flæsk eller fedt Kød til, saa stort som det yderste Led af en Finger, eller et Par løse Trevler Kød; det er hele Sulet for den Dag.

Onsdag gives Sulevælling, lavet af Byggryn, lidt Meljævning og Vand, men ikke en Urt eller Rod, samt knapt halvanden Lod Flæsk.

Torsdag: Vandbyggrød med en Pægel afskummet Mælk til, Klipfisk (eller rettere sagt, saltede store Kuller), som ikke er rengjorte, og med en tyk Bøffelhud og store Finner, samt Kartoffelstykker med Sennep, der ikke river i Næsen, men smager som Galde, saa at Nogle beder Konen om tør Fisk.

Fredag: Gule Ærter med Timiansstilke men ikke en Urt eller Rod, dertil knapt et halvt Lod Flæsk eller salt Kød, en Gang imellem Dueærter, som er haarde og ligger paa Bunden, og ovenpaa noget tyndt Ærtevand, som ikke kan spises. Paa nogle Stuer faar de blot Vandet, paa andre de tykke Ærter.

Lerdag: Byggrynssuppe med Sirup i og et Lod Kød med lidt Sause, lavet af Mel Vand og brændt Sirup, eller en anden Farve, der skal forestille Soja, og lidt Løg i. Naar Kaal og Ærter hører op, faar vi en Meljævning med lidt Gryn i, som vi kalder Kolerasuppe, altsaa, i hele den lange Tid daglig Gryn og lidt Mel kogt i Vand og det ovenanførte Sul.

Fra 1ste November 1875 faar vi nu, i Stedet for den saakaldte Sulevælling, en ny Ret, der fremtræder paa Reglementet med det pompøse Navn Plukkefisk, denne Ret bestaar af Mel og Vand, saa tyndt som Opvaskevand, med et Par smaa Stykker Kartofler. Det kan næppe fortjene Navn af Fiskevand, da vi hverken kan se eller smage Fisk eller Sild. Da Klagerne blev højrøstede fra alle Stuer, blev den noget bedre og smager nu af Fisk. Altsaa to Dage i Ugen intet Sul, og de øvrige fem Dage knapt halvandet Lod Kød. men intet Flæsk.

De Besøgende, der læser det paa Væggene opslagne Reglement med de mange opskrevne udmærkede Navne, og de Pund Kød, Flæsk, Smør, Sennop og Søje, som det hedder, med hvad dertil hører, vil jo saa den Mening, at Maden maa være god, ja det vilde den vist ogsaa være, naar den blev behandlet rigtig, og der var det fornødne Tilsyn med, at de opskrevne Ingredienser blev anvendte, og der blev ansat en fornuftig Kogekone, i Stedet for en uvidende Kogefrøken, der kun forstaar at skumme Kræfterne og Fedtet af Gryden, i Stedet for at komme det i Lemmernes Mad, hvortil det vistnok er bestemt. Men lad de Besøgende se den skidenblaa Farve paa Maden og smage den, da vil de faa en uhyggelig Mening om Fattigforsørgelsens Mad. Der siges rigtignok, at der skal være En, som smager paa Middagsmaden, om det er en Mand eller Kvinde vides ikke, og hvor der serveres for denne Person vides heller ikke, men vist er det, at der aldrig kommer Nogen op paa Stuerne og smager paa den Mad, som bliver bragt Lemmerne,

Dersom vi har Penge, saa har vi Tilladelse til at købe Smør, Fedt, Kød, Flæsk, Pølse, Ost, Sukker, Kaffe, The, Salt, Peber, Æddike, Sennep, Løg, ja, kort sat, alt hvad Mennesket behøver til at forbedre det bare Brød og ovennævnte Middagsmad, med Undtagelse af Spiritus. Vi har ogsaa Lov til at købe andre smaa Pillerier, saa som Sæbe, Lys, Røg-, Skraa- og Snustobak, osv. Men desto værre kommer denne Tilladelse kun faa af os ulykkelige til Gode, Ti ethvert Menneske gyser ved at komme under Fattigvæsenet, og kæmper, indtil al Støtte af Familie, Venner og de sidste Stumper er gaaet tabt. Følgelig kommer Mængden derind uden Penge. Naa, de, der er saaledes stillede, faar snart Atrophi (Tæring og Hensvinden) og dør bort. Andre, der ikke kan faa Ende paa delte sørgelige Liv, griber til Sidst til en af de tre Maader at aflive sig paa, som staar til deres Raadighed, nemlig at hænge sig, skære Hals- eller Pulsaare over, eller styrte sig ned fra en stor Højde. Drukne sig i Svinetønden har endnu Ingen haft Mod til, og skyde sig har Ingen haft Raad til.

Dette vort Asyl, som fra først af blev oprettet af en suveræn Konge til Plejestiftelse for gamle, syge og svage Mennesker, er i Tidernes Løb, og i Særdeleshed fra Frihedsheltenes Tid 1848, (der viste, at de kunde skabe Frihed for sig selv, men ustraffet plage deres fattige og hjælpeløse Medmennesker) af vore vise og storborgerlige Overhoveder egenlig gjort til en Stags tvungen Arbejdsanstalt for ovennævnte gamle Mennesker, saaledes at naar vi vil have lidt mere end den usle Kost, Asylet giver, og som intet gammelt og svagt Menneske kan leve af, saa maa Haandværkerne udføre det Arbejde, der falder i deres Profession. Naar de kan udrette det samme som en anden Svend i Byen, saa faar de 12 (Tolv) Skilling om Dagen, en Haandlanger eller Arbejdsmand 6 (Seks) Skilling, og de, der piller Værk, kan tjene fra en halv til fire Skilling fra 6 Morgen til 7 Aft. Men da der ikke altid er Værk at pille, saa maa vi leve af Husets Kost. Alle fri Arbejdere gør Skrue, fordi Dyrheden af alle Livets Fornødenheder, i Særdeleshed Fødemidlernes Dyrhed, nøder dem dertil, men vi ufri Fattiglemmer faar ikke mere og maa bøje Nakken under Storherrernes tyranniske Aag.

(Social-Demokraten 18. december 1875).

Fra Almindeligt Hospital.

II

(Sidste Artikel).

Ja, mine ærede Tilhørere, alle vi Ulykkelige, der har vor fulde fem Sanser, og som nu er blevne gamle, svage, fattige og hjælpeløse og derfor var nødt til at betræde denne uhyggelige Anstalt, føler os som sat ind i en anden Verden. Saaledes finder vi, at de Love eller vedtægter samt de Præmisser og Konklusioner som benyttes herude til deres Domme, er helt forlykkede fra de, der ellers anvendes i den civiliserende Verden. For Eksempel: Vi er indespærrede de fem Dage i Ugen, i hvilke saa mange af os kunde gaa ud og fortjene os et Par Skilling eller et godt Maaltid Mad, ved at gaa Familier lidt til Haande, ved at feje Gaard eller Gade, skylle Flasker, børste Klæder, Støvler og Sko m. m., og Kvinderne ved at vadske lidt, sy, lappe og stoppe og mangfoldige andre Ting, hvortil der ikke behøves store Kræfter eller stor Forstand. Paa den anden Maade gør de os til Tiggere, da Friheden er berøvet os, og vi altsaa ikke kan gøre nogen Gavn for de Skillinger eller Mad, som ydes os af gode Mennesker, der siger, at vi umulig kan leve uden at lide Nød, af den Kost, dette Asyl giver. Saaledes laver de storborgerlige Herrer Tiggere og saa dikterer de strænge Straffe for Tiggere; altsaa: den Fattige og Svage skal pines.

Der gives os et Kort, hvorved vi bliver underrettede om, at vi har Rettighed til at gaa ud hver Søn- og Helligdag, samt om Torsdagen i de syv Maaneder fra 1ste Oktober til sidste April fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 8 Aften, og i de øvrige fem Maaneder fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 9 Aften. Træffer det sig, at det er et skrækkeligt Uvejr paa de tvende Udgangsdage i Ugen, da faar vi ikke Tilladelse til at gaa ud en anden Dag i godt Vejr, for at købe, hvad vi mangler, det vilde vist gøre en stor Forstyrrelse i den vigtigt Protokol, som Mand fører over Ud- og Indgang, og bringer et Skaar i hans Forretning i Byen. 

Der er nu mange iblandt os, der har Familie, Venner eller Bekendte, der vel har Dagen og Vejen, men ikke til at gøde og huse et Menneske for, men som dog herne vil traktere ham med lidt Aftensmad, og som gerne vil tale med en gammel godt lidt Bekendt en Gang imellem, naar han selv kommer Hjem fra sit Dagværk, men naar han nu bor langt ude paa Nørre-, Øster- Vester- eller Amagerbro, saa maa den Ulykkelige allerede gaa en Time før, eller mer, ti det er usikkert, atkomme med en Sporvogn, om ogsaa gode Mennesker vil lade os køre, og vi er bange for at komme for sent hjem, da vi saa bliver grusomt straffede med Indholdelse i fjorten Dage paa Asylets Kost.

Disse arbitrære Straffe kan stige indtil tre Maaneder for saadanne smaa Forseelser, som begaas mod de forrykte Vedtæger herude, og som formodenlig er lavet af Dumhed eller efter Fandens Indflydelse til Menneskenes Plage. Der er dog et Lovbud, der paabyder Straf for Dyrplageri, kunde nu ikke et lignende Lovbud anvendes mod Menneskeplageri, men haardere, i Særdeleshed naar det blev begaaet af Autoriteter imod værgeløse Mennesker? Jeg kalder dem værgeløse, som formedelst Fattigdomm er blevne berørte Friheden og mange andre Goder, og ikke tør klage af Frygt for at overfuses, og, naar en lille Lejlighed gives, da at blive straffet med Indeholdelse. Som ovenfor sagt, Publikummet herude er alsidigt blandet, og de, der har gennemgaaet Vand- og Brødkuren forsikrer, at de hellere vil have fem Dagens Vand og Brød, end fjorten Dages Indeholdelse paa Almindelig Hospital, fordi de kan spise og drikke saameget de vil, før de tiltræder Straffen, mens de nu i Forvejen er svækkede, og skal leve fjorten Dage af Asylets Kost, ja de paastaar, at den er langt uslere og knappere end den, de fik som Fanger. Vi har rettighed til at tage en halv Pægl brændevin ind med os hver Søndag og Torsdag, men tages der en kvart eller en halv Pægl mere, saa bliver Brændevinen og Flaskerne som ere vore egne, berøvet os (eller som det hedder blandt store Folk: erobrede.) Brændevinen drikker de selv, og Flaskerne sælger de, og vi faar naturligvis Indehold i forskellige Grader.

Det er nu ganske begribeligt, at et Menneske, der har arbejdet haardt hele Dagen og været vant til at faa simpel, men nærende Kost, og et Par Snapse til Frokost, Vesperkost og Aftensmad, omtrent en Pægl i Døgnet, og nu i en lang Tid skal leve af Gryn og Mel i Vand, syv Pund bart Brød, seks Lod Kød og halvandet Lod Flæsk og en Pægl Brændevin i en hel Uge, naar han  selv kan betale den sidstnævnte, i Stedet for at han før, da han var fri, fik syv Pægl og nok simpel, men dog forskellige Slags styrkende Mad, saa maa vist ethvert rettænkende Menneske gyse ved, at tænke sig saadanne usle og sørgelige Alderdomsdage.

Ved den Levemaade og Behandling, som ydes os i de fem Dage herude, vil og maa ethvert tænkende Menneske kunne indse, at den menneskelige Natur vil gøre sig gældende i de to Dage vi bliver slupne løse efter saadan en Tur. Vi spiser og drikker Alt, hvad vi kan taale, for at have Noget at staa imod med til den næste Fridag, og det skeer let ved at træffe Bekendte i det sidste Øjeblik, at vi kan komme lidt for sildig hjem, og saa faar vi Indehold. En Del af det værste Udskud i alle Retninger, som aldrig burde være imellem gamle og svage Mennesker, kommer ofte overstadig drukne hjem og gør et forfærdeligt Spektakel, til stor Sorg for de Fredelige, men derdrom Spektaklet vedbliver et Par Timer, saa bliver de rigtignok satte ned i Kasjotten, eller i en af Cellerne, for at skaffe os andre Fred, men saa kan ogsaa vore Foresatte sige til de Uindviede: "Der kan I selv se Nødvendighedne af at spærre dem Alle inde."

Som Alt er underligt herude, saaledes er ogsaa Kontorets Embedsmænd mer eller mindfe beskægtede med hverandre. De bestaar af en Inspektør, en Fuldmægtig og tre andre Embedsmænd, samt tre Kvartersmestre (ikke Kvartermænd som ved Holmen.) Disse ser vi en Gang imellem paa Stuerne for at søge efter en eller anden af os Lemmer. De andre Kontorfolk ser vi sjældent eller aldrig paa Stuerne, de har formodenlig nok med at opskrive den Mad, vi faar hver Uge. En nylig ansat Embedsmand (man siger at det var en - Malersvend) har den vistnok vigtige Protokol at føre over de stakkels Mennesker, der vil ud, naar det ikke er Udgangsdag, i et vigtigt Ærinde en hel eller en halv Dag eller en Time over den befalede Tid. De bliver da udspurgte paa langs og paa Tværs og paa Kryds om, hvor de skal hen, og hvem de skal til, og om de har en Seddel fra den Paagældende, og om det Ærinde ikke kan udsættes til en af Udgangsdagene osv. Er der Noget vi vil udrette og som vi ikke vil lade enhver, i slige Sager Uvedkommende, vide, og vi saa ikke kan udfinde en godt gennemtænkt Løgn, saa faar vi ingen Tilladelse til at gaa ud. Ønsker vi ved en særdeles Lejlighed at blive ude en Nat, for ikke at forulejlige Portneren, saa tillades det ikke, men vi kan derimod fraa tre fire og flere Dage og Nætters Permission, (atter en Særhed herude.).

At vi ikke kan faa Frihed Grundlovsdagen er nu ikke saa forunderligt, da Fattigmand jo kun har liden Nytte af Grundloven, selv i hans frie Stilling, men at vi heller ikke maa gaa ud paa Flyttedagen, hvor saa mange af os kunde være vore Medmennesker til Nytte, ved lidt Tilsyn med deres Sager og anden Smaahjælp, se, det er ogsaa et af Asylets Mysterier. Naar de Herrer Embedsmænd bruger Vilkaarlighed her ude, og en af de mOdigste iblandt os beklager sig over deres urimelige Befalinger, saa benytter de sig vistnok af det gamle Kneb, som blev brugt i den suveræne Tid, nemlig: Kongen har befalet det; her forandres det til; Etatsraaden har befalet det, men der er ingen af os, der vil tro det, da han er bekendt som en human og rettænkende Mand. Der var en Tid, da man bragte Hængte og Druknede til det saakaldte "Dronehus" (som man den Gang kaldte det) men nu bliver de bragte ud til os Gamle, næsten hver Dag og undertiden 2 a 3 Stykker. Naa, det er dog en Adspredelse i vor ufrie Tilstand, men den er uhyggelig.

Sluttelig skal jeg kun tilføje, at dersom der er Nogle iblandt mine ærede Tilhørere, der tvivler om Sandheden af min Tale, kan de Ærede overbevises derom (dog ikke ved at henvende sig til os herude paa Asylet, ti her faar I Intet at vide af os, da vi anser Enhver, der udspørger os, for en Spion), men I vil vist træffe paa Familier, der har en Slægtning her ude, og her vil I faa at høre, at det er en Sandhed hvad jeg har sagt, og maaske værre Ting er Sandhed, end hvad jeg har fremhævet.

Lægepersonalet herude er velset af os Alle, da de er menneskekærlige og overbærende mod os gamle og svage Mennesker, og vi kan takke dem for mange Goder. De taler altid til vor Gunst, naar Mad og Drikke stundom bliver altfor slem.

Med Agtelse
Et fleeraarigt Lem paa Almindeligheden.

(Social-Demokraten 19. december 1875).