Arbejderbevægelsen har i det forløbne Aar udviklet sig, som det var at vente; den har tabt i "Bevægelse" og vundet i Arbejdere. Siden det først voldsomme Sammenstod med det nationalliberale Parti er meget blevet anderledes baade blandt de Nationalliberale og Socialdemokraterne. At de maatte fare imod hinanden med et her til Lands heldigvis uhørt Overmaal af Had og Forbitrelse, laa for en Del i den øjeblikkelige politiske Situation. De Nationalliberale vare haardt trængte af Venstre, de stode paa Nippet til at tabe den offenlige Mening, Befolkningen var i Færd med at indlede den Svingning til Venstre, som siden er fuldført; i deres egne Rækker viste der sig Tegn til Usikkerhed og Tvivl. Under saa spændte Forhold faldt Arbejderne dem i Flanken. Der var ikke Tid til at overveje, om den nye Bevægelse ikke lod sig arbejde ind i de gamle Partiforhold. øjeblikket var presserende, og i Øjeblikket føltes den nye Faktor som en Fjende. Med en Kraftanstrængelse, som i ren taktisk Henseende blev fortrinlig gjennemført, kastede man sig mod Arbejderne for at knuse dem. Det lykkedes at fanatisere sit eget Parti op til et Delirium, som rev de vaklende med sig og kastede de besindige over Ende. De socialistiske Arbejdere stræbte troligt at byde over, de satte i med Ungdommens Trang til at udmærke sig og med en Fornemmelse af at fægte for Livet, der ikke var mindre stærk end hos Modstanderne. Venstre spillede under alt dette en højst tarvelig Rolle. Det var ikke repræsenteret paa selve Kamppladsen; det havde ingen Indflydelse paa den offenlige Mening, der var i Oprør; hele den sindige Del af Folket stod udenfor, medens den revolutionære Reaktion og den revolutionære Omvæltning skiftede Talemaader med hinanden og udtømte Beholdningen af Slagord over hinandens Hoved. Som rimeligt var gik de Nationalliberale af med Sejren. Under Iagttagelse af alle fornødne Former satte de Førerne for Modpartiet i Tugthuset og fik Hænderne fri fra denne Side.
Hvilken Indflydelse dette Felttog har haft paa den almindelige Politik, er det vanskelig bestemt at paavise. I Længden har det næppe gavnet det nationalliberale Parti, næppe en Gang forhalet dets Forfald. Maaske har det Forsøg, Partiet derefter gjorde paa at benytte Socialismen mod Venstre, ganske undtagelsesvis gjort en enkelt Valgkreds usikker, men i det hele har den ikke opholdt Venstres Udvikling. Paa den anden Side har Ophidselsen i de nationalliberale Kredse draget en tilsvarende Slappelse efter sig. De overvundne have altid i denne Egenskab sikker Udsigt til en vis Grad af Medfølelse, der er større i samme Forhold, som Nederlaget er overvældende. De sindigere blandt det nationalliberale Partis "Stemmer" følte en vis Uvillie mod sig selv og sine Førere, som ikke plejer at udeblive efter en hysterisk Overanspændelse. Da den formentlige Fare var overstaaet, begyndte man at tvivle, om der overhovedet havde været Fare - de ledende Personer tabte i Indflydelse og Evne til at tage Partiet med, en betydelig Grad af gnaven Misfornøjelse bredte sig over den offenlige Mening, Lysten til Kamp tabte sig, og Partiet var henvist til at pavsere.
Paa Arbejderbevægelsen havde det tabte Slag en meget kjendelig Indflydelse. Medens Førerne vare i Fængsel, nøjedes man med at holde det gaaende. Tonen blev mere dæmpet, det ledende Blad tabte noget sit socialistiske Præg og nærmede sig til at blive et almindeligt Organ for politisk Opposition. Hvad Bevægelsen tabte i Voldsomhed og expansiv Kraft, synes den for en Del at have vundet i indre Organisation. Fagforeningerne - Socialdemokratiets lyseste Tanke - udviklede sig og blev et Holdepunkt paa naturligt Grunde lag med Evne til videre Udvikling. Førernes fornyede Overtagelse af Forretningerne har bragt et nyt Opsving. Den storartede Hyldest paa Grundlovsdagen dannede Indledningen til Bevægelsens anden Akt, hvis Udvikling nu bliver at imødese. En betydelig Tilgang af Abonnenter, et forøget Liv i Fagforeningerne, enkelte større Strejker og et Byggeforetagende, der maaske vidner mere om Haab og Mod end om nøgtern Beregning, har givet denne anden Akt sit Begyndelsesmærke. Samtidig er Tonen atter blevet stærkere, mindre politisk og mere socialistisk; man har kraftigere betonet Villien til at være noget for sig selv.
Det Materiale, hvormed Socialdemokratiet har at arbejde i sin nu begyndte Virksomhed, er hovedsagelig samlet i Kjøbenhavn. Her i Byen findes omtrent 40 Foreninger, der kunne betragtes som smaa Midtpunkter for Bevægelsen, der skylde denne deres Oprindelse og for en større eller mindre Del deres Organisation. Syv af disse ere Produktionsforeninger. Bygningssnedkere, Skibstømrere, Skrædere, Karetmagere og Blikkenslagere møde med hver en, Skomagerne med to. Blikkenslagernes Produktionsforening er dannet under den endnu staaende Strejke, der omfatter alle Fagforeningens Svende og allerede har været paa sjette Uge. Største Parten af de andre ere Fagforeninger (25), hvoraf der i Sommerens Løb er kommet tre nye til for Børstenbindere, Glarmestre og Kolportører. Der er endvidere en tydsk Arbejderforening og en selskabelig Forening, der kalder sig "Nørrebros Folkeforening". Stræderne og Tobaksarbejderne ere organiserede i "Forbund" med Filialer i Provinserne, der til dels dannes af alt bestaaende Fagforeninger, Tobaksarbejderforbundet har en stor Filial i Malmø, der for Tiden strejker paa 4 Fabriker; det blev dannet under Arbejdsnedlæggelsen i Sommer og omfatter nu ogsaa de fleste kvindelige Arbejdere i Faget. Af udelukkende Kvindeforeninger er der oprettet to. To fri Vælgerforeninger, to Sangforeninger og en Sygeforening afslutte Rækken af de os bekjendte Arbejderselskaber, hvis samlede Medlemstal vi tro at kunne anslaa til omtrent 7000. Udenfor Kjøbenhavn er der Arbejder- og Fagforeninger i Aarhus, Horsens, Randers, Fredericia, Helsingør og endnu i enkelte mindre Byer og Landdistrikter. Paa Fyn, Lolland-Falster og Møn findes ingen socialdemokratiske Foreninger; kun i Odense anstrænge Skræderne sig for at holde Liv i en derværende Fagforening. Bladet "Social-Demokraten" er dog efter dets sidste Opgjørelse udbredt paa de nævnte Øer og nærmeste Omgivelser i omtrent 100 Exemplarer.
Foruden de alt nævnte Strejker i Blikkenslager- og Tobaksarbejderfaget er der Grund til at fremhæve Skibstømrernes, som med sjælden Sejghed er holdt gaaende nu i 6 Maaneder uden kjendelig Udsigt til nogen nærforestaaende Afslutning. Efter de sidst fremkomne Meddelelser omfatter Strejken 250 Mand. hvoraf en lille Del (25) er beskjæftiget i Snedkerfaget, medens 35 modtage Understøttelse af Strejkekassen De under Strejken indkomne Bidrag løbe op til mellem 5 og 6000 Kr. Et i "Soc.-Dem." omtalt Rygte, der gik ud paa, at de helsingørske Skibstømrere stode i Begreb med at slutte sig til den kjøbenhavnske Strejke, har ikke bekræftet sig. Det hele Strejkevæsen har forsaavidt gjort et betydningsfuldt Skridt fremad mod en mere "europæisk" Ordning, som Fagforeningernes Centralbestyrelse har nedsat et særligt Strejke Udvalg, uden hvis Billigelse ingen Strejke anerkjendes som berettiget og værdig til Understøttelse. Dersom det lykkes Udvalget at vinde den fornødne Autoritet, vil der herigjennem kunne sættes en saadan Modvægt i det mindste mod "vilde" og haabløse Strejker, som andet Steds har vist sig at være i alles Interesse.
I politisk Henseende synes "Socialdemokratiet" at have stillet sig paa en "væbnet Neutralitets" Standpunkt; der er smaa Udfald mod Autoriteterne, Udfald med blandede Følelser mod Venstre og Udfald med ublandet Uvillie mod de Nationalliberale, skjønt Stillingen ogsaa overfor de sidste har antaget en Form af gjensidig "Højagtelse", der ligger meget langt fra de første Tiders uparlamentariske Skærmysler. Kun med Hr. E. V. Rimestad er ingen parlamentarisk Forhandling mulig. Ved et Valg vil Partiet ikke lægge noget mærkeligt Lod i Vægtskaalen. I Kjøbenhavn, hvor Slaget staar mellem dem og de Nationalliberale, ere de langt fra Jævnbyrdigheden, og udenfor Kjøbenhavn, i Kampen mellem Højre og Venstre, ville deres Stemmer næppe i nogen Kreds forandre Flertallet, hvad enten de falde til den ene eller anden Side. I en eller to jydske Kredse ville de ved at kaste sig paa Højre gjøre Valget usikkert, men selv om dette kunde tænkes at ligge i den kjøbenhavnske Centralbestyrelses Interesse, er det dog tvivlsomt, om de stedlige Foreninger vilde følge en saadan Anvisning.
(Morgenbladet (København) 6. november 1875).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar