Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nordslesvig. Korrespondance til "Social-Demokraten", dateret Haderslev, den 17de November 1875:

Da jeg forudsætter, det kan interessere "Social-Demokratens" Læsere at høre Noget fra Nordslesvig om de herværende Tilstande, saa vil jeg gøre de ærede Meningsfæller nogle Meddelelser desangaaende. Tilsyneladende ser det ud som om den sociale Bevægelse var meget kølnet, men det er langt fra Tilfældet. Ogsaa her lider og kæmper Arbejderen for sine Rettigheder, og her havde for længe siden været stiftet Foreninger i socialistisk Aand, dersom det havde været muligt at erholde et Lokale, men det er for Øjeblikket lige saa umuligt som at krybe til Maanen. Allerede for et Aar siden var her en Del Arbejdere, som udarbejdede Love til en Læseforening, og Lovene var godkendte af den herværende Borgmester, men nu skulde vi jo have et Lokale, og det var ikke at erholde; dog har vi ikke opgivet Haabet om at det vil lykkes os. Se, ærede Meningsfæller, derfor kan I indse, at det ikke er saa godt for os, da vi ikke ejer et Lokale, hvor vi kan samles.

Om den nordslesvigske Presse vil jeg ogsaa tillade mig et Par Ord. Her i Haderslev udgaar tre Blade, først den verdensberømte, om Forladelse, den nordslesvigsk berømte "Dannevirke", den bringer hver Dag sin Kæphest, Paragraf 5 til Torvs samt Alen lange Artikler fra de nationalliberale Blade i København, og ligeledes nationalliberale Korrespondancer fra København. I hvilken Aand disse skrives behøver altsaa ikke nærmere at præciseres, men jeg frembærer herved min dybtfølte Tak til "Dannevirkes" københavnske Korrespondent, fordi han viser sig som en ivrig Læser af "Social-Demokraten", og fordi han i sine Korrespondancer bringer Meddelelser om den socialistiske Bevægelse. Derved kan dog den Uvidende her faa at see, at der i København udgaar et Blad, som taler den Undertryktes Sag. At han naturligvis gaar ud paa at latterliggøre Arbejderne og deres Organ, gør ikke noget til Sagen, ti at baade Arbejderbevægelsen og "Social-Demokraten" gaar fremad, kan enhver Læser se gennem hans nationalliberale Korrespondance. Lad ham kun more sig med at give sin Ærgrelse Luft i uforskammede Udtryk imod Arbejderne og deres Førere, og lad ham og hans Lige kun more sig paa deres Maade; det var Synd at misunde dem deres sidste Glæde. Det andet Blad, som udgaar her hedder "Nordslesvigsk Tidende" og den er officiel. Den har "et helt 100 Abonnenter." Deraf kan det naturligvis ikke bestaa saa det lever mest af "Reptiliemad". I Preussen er Regeringen næmlig saa opmærksom mod sine Undersatter, at den for Folkets Penge underkøber Pressen til at virke mod Folkets Interesse. Er Danmark naaet saa højt i Civilisation? Nu kommer jeg til den tredie Avis. Der om man kunde bedømme den efter dens Navn var den god, ti den hedder næmlig "Folkebladet", men desværre gaar det den som saa mange andre Blade af samme Navn, den svarer ikke til Navnet. Den gaar ud paa at stifte Fred mellem Partier, efter hvad den selv siger, men i folkelig Aand skriver den ikke meget. At den saa vel som de andre Blade har stillet sig fjendtlig over for Arbejderspørgsmaalet er vel overflødigt at bemærke. Saaledes er den Presse, som udgaar i Nordslesvig, og det er den aandelige Føde, som bydes Folket. At det ikke skal blive meget oplyst deraf er indlysende, men Frihedens opgaaende Sol begynder ogsaa her at kaste sine Straaler ind i det af Nationalhad søndertplirlede og af Despotismen lænkede Land, og inden ret længe vil det nordslesvigske Folk vaagne op af den Dvale, som de fanatiske Nationalinatetshansværmere har dysset det ned i. For denne Gang vil jeg slutte mit Brev, men naar den ærede Redaktion vil optage flere, saa skal De af og til høre noget fra Nordslesvig; det Nordslesvig, som de Nationalliberale gennem deres dumme Politik har skaffet Danmark af med. P.

(Social-Demokraten 19. november 1875).

Den socialistiske/socialdemokratiske bevægelse havde trange kår i Slesvig på det tidspunkt da den stod i skyggen af nationalitetsspørgsmålet. Den tyske socialistiske arbejderbevægelse eksisterede og blev politisk en magtfaktor i 1880'erne. Her kunne den rekruttere arbejderstemmer, også fra ellers populære dansksindede rigsdagsmænd som Gustav Johannsen i Flensborg hvor industrialiseringen betød en stærk tilgang af arbejdskraft. Også andre byers arbejderbefolkning på østkysten sluttede sig efterhånden til socialdemokraterne, især på bekostning af den danske bevægelse. Socialdemokratiet kritiserede Köller-politikken 1898-1901 og udvisningen af dansksindede.