"Kvindernes Sfære"
Der gives enkelte Samfundsklasser, hvis Skæbne det synes at være, at de skal blive forkælede, beskyttede eller undertrykte, men aldrig overladte til dem selv eller antaget for skikkede til at sørge for dem selv.
"Den arbejdende Klasse" er i denne Situation. Den bliver advaret, paa mindet, raadet eller ligefrem skaltet og valtet med, som om den bestod af en Flok Børn, der skulde lokkes eller prygles til at opføre sig efter deres vise Forældres Ønske.
Naar der tales om "de højere Stænder" er der Ingen, der falder paa at betragte disse Stænders enkelte Individer som støbte i samme Form eller skikkede til at behandles som et kompakt Hele; men Arbejderne og - Kvinderne anses derimod med største Ugenerthed for ensartede "Hobe", som bør styres af Andre, og hvis Interesser er forskellige fra Resten af Samfundets.
Er en saadan Opfattelse nu latterlig med Hensyn til Arbejderne, saa synes den dog at være endnu taabeligere lige over for Kvinderne, der jo slet ikke udgør nogen ensartet "Klasse", men som tvertimod er delt i lige saa mange Klasser som Mændene, og hvis Tanker og Følelser er lige saa forskellige som Fyrstens og Skraldemandens.
Del er imidlertid blevet Mode nu til Dags at slaa alle Kvinder i Hartkorn, og dels at tale om "Kvindens Rettigheder" som om de almindelige Menneskerettigheder ikke indbefattede dem med. Man taler med andre Ord om Kvinden som en ganske særegen Bestanddel af Menneskeslægten, der har en bestemt "Sfære", en bestemt "Mission", et bestemt Sæt af Pligter, anvist hende af Manden; men hvad det Øvrige angaar, da kommer del ikke hende ved.
Den Snak om en speciel kvindelig "Virkekreds" er en paa samme Tid taabelig og uforskammet Paastand; hvad vilde man mon sige, hvis Nogen pludselig paastod, at en eller anden Virksomhed, f. Eks. at være Kok eller Skræder, ikke laa inden for "Mandens Sfære"? Mon Mændene ikke med Rette vilde svare, at Intet, der kan udrettes af en Mands Hjærne eller Arm ligger uden for hans Sfære? Ingen Klasse af menneskelige Væsener har Spor af Ret til at sætte Grænser for en anden Klasses Handlekraft. Naturen alene er i Stand hertil. Inden for "Kvindens Sfære" er derfor ethvert Værk, der kan udtænkes af hendes Hjerne og udføres af hendes Arm.
De Kvinder, der kæmper for Emancipationen, vil kun fjerne den Skranke, som Kønnet hidtil har opstillet for Udviklingen af den kvindelige Dygtighed. De kæmper ikke for at opnaa Privilegier, de tragter ikke efter Overherredømmet; de ønsker kun, at deres Køn ikke for Fremtiden maa blive brugt som Grund til at udelukke dem fra det Ene eller det Andet; de fordrer Frihed til at arbejde. Tilladelse til at leve deres eget Liv, til at udføre alt det, hvortil Naturen har gjort dem skikkede. Hvis det virkelig er sandt, at Naturen ikke har bestemt Kvinden til at være s Eks. Læge, Advokat ell. L., saa kan man være rolig for, at hun hurtigt vil opgive disse Stillinger igen; Naturen har jo saa ofte vist, at den ikke behøver Nogens Formynderskab for at kunne bortfjerne det unaturlige. Og hvis man siger, at kun "enkelte vanskabte Kvinder" er skikkede for saadant Arbejde, nu vel, saa lad dog disse "enkelte Vanskabte" have Frihed til at vælge, hvad Arbejde de foretrækker, og lad de andre med fri Vilje vende tilbage til deres tidligere Bestillinger, saa vil jo Ingen have noget at klage over.
Hvis disse Fordringer af Kvinderne er ufornuftige eller ubillige, saa er det vanskeligt at se, hvad berettigelse Nogensomhelst kan have til at arbejde eller besidde politisk Magt. Enten har alle menneskelige Væsener lige Rettigheder, eller ogsaa er der Ingen der har nogen Rettighed; Mandens Ret er begrundet i, at han er et Menneske og ikke i at han er en Mand. Nu fordrer Kvinden sin Del af disse for hele Samfundets fælles Goder; hendes Lykke, hendes Karakters skønhed, hendes Aands og Hjærtes Storhed, - alt afhænger af den Frihed til at udvikle sig, som indrømmes hende; og denne Udviklingsfrihed er hendes lovlige Ret, givet hende i det Øjeblik hun traadte ind i Samfundet. Skal Friheden æres som den bør, da maa Kvindens Frihed agtes lige saa ukrænkelig som Mandens, og en Indskrænkning i den første maa føles som er Indskrænkning af den anden. Da vil Mændene indse, at Kvindens Værdighed paa ingen Maade er et Kvindespørgsmaal alene, men en Sag, der angaar det hele Samfund, som nedværdiges, saasnart nogle af dets Medlemmer nedværdiges, og som hæves ved at hæve alle. Da vil Mændene føle, at det at arbejde ved Siden af sin Lige er ædlere end at betjenes af uvillige Underordnede, og de vil af Kvindens hengivne Kærlighed og trofaste Bistand skabe sig en Lyksalighed, som de aldrig drømte om i de Tider, da Kvinderne, som laa ved deres Bryst, oftest var enten deres Plageaander eller deres Dukker!
* * *
Kvindesagen er i vor Tid bleven bragt paa Bane i saa at sige alle civiliserede Lande. Foreninger af Kvinder har dannet sig for at virke hen til, at deres Ligeberettigelse med Mændene i juridisk, politisk og social Retning anerkendes, og det glæder os at kunne sige, at store Resultater allerede er opnaaede. Herhjemme i Danmark eksisterer der nu ganske vist ogsaa en Stræben efter Emancipation, men den har hidtil været meget slet ledet, og en af dens Koryfæer, Frk. Worm, er endog i den Grad "nationalgal", at hun indbød Danmarks Kvinder til at lave - Panserskibe! Der er saaledes ingen Udsigt til at der fra denne Side vil blive præsteret Noget, og vi anser det følgelig for meget heldigt, at "den frie kvindelige Forening" har fundet sig foranlediget til al indbyde alle Kvinder, der har Interesse for deres egen Sag, til et Møde i Morgen Aften, hvorom nærmere Bekendtgørelse findes bag i Bladet. Det er forsaavidt vi har forstaaet Sagen rigtig, Meningen at danne en stor Kvindeforening, der i jævnlige Møder kunde diskutere Midlerne til at forbedre saavel de kvindelige Arbejderes Kaar, som ogsaa hele Kvindekønnets undertrykte politiske og social Stilling, og som tillige, naar Leilighed gaves, kunde sætte sig i Spidsen for direkte Henvendelser eller Adresser til den lovgivende Forsamling.
Vi maa paa det Alvorligste opfordre i alle de kvindelige Medlemmer af vort Parti til at støtte Foreningen i dens Bestræbelser. Men vi tillader os ogsaa at sige Mændene blandt vore Menings laller et Par Ord i den Anledning. De har været Pokkers godt med, hver Gang der har været Tale om en eller anden Fordring fra deres egen Side, men hver Gang Kvinderne har villet tale med, hed det altid: Hvad skal de Fruentimmer med for? Det giver kun Anledning til Vrøvl! - Dette er aldeles ikke socialistisk. Vil Mændene have deres Rettigheder respekterede, saa maa de begynde med at respektere Andres; de kan umulig paa en Gang være frie Mænd og Tyranner. Det er derfor vort bestemte Haab, at de af al Magt understøtter os ved atter og atter at opfordre deres Koner, deres Søstre og deres Døtre til at møde og mælde sig ind i den kvindelige Forening; Mødet af Kvinderne i Morgen vil med andre Ord blive en Maalestok for, hvor gode Socialister Mændene er.
(Social-demokraten 18. november 1875).
Vedr. den frie Kvindelige Forening, se fx indslaget fra 1873 om den frie kvindelige forening og indslaget fra 1874 om Emilie Charlotte Wulff.
Mens fagforeningerne i slutningen af 1870'erne gik ind i en nedgangsperiode, gjaldt dette ikke Den frie kvindelige Forening. Det skete først da partiorganisationen Socialdemokratisk Forbund blev dannet i 1878. I dette kunne kvinder godt blive medlemmer, men de fik ingen platform til at organisere kvinderne. En kort periode betød det at foreningen gik til modstand mod partiorganisationen, men på længere sigt uden held. Socialdemokratisk Forbund viste ikke interesse for kvinders aktive deltagelse eller for kvindesagen. Socialdemokraternes kvindevalgretskampen i de næste årtier kom for kvindernes vedkommende alene til at bestå af de kvindelige fagforeninger. De sidste rester af politiske kvindeforeninger i arbejderbevægelsen forsvandt i 1882. Nye kvindelige fagforeninger opstod dog i 1883 og 1885.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar