Naar Du sammenstuver de fattige, naar Du stænger dem hen i en Krog, uden at de faar stillet den mest bydende Trang, kan Du da undre Dig over, at legemlig og aandelig Spedalskhed indtræder, ligesom nogle paa et Loft forglemte Æbler efterhaanden mugner og henraadner.
Emile Zola.
IPaa Kristianshavn.
Det er vistnok en rimelig og beskeden Fordring, at Arbejderen maa have et Hjem, som er nogenlunde hyggeligt og venligt, som ikke med sine mange Ulemper ligefrem forbitrer eller slaver ham i den Tid, da han skal have Hvilen efter Arbejdet, saa han skyer det hver Time, han ikke strængt taget er nødt til at tilbringe deri. Men sæt en Mand eller en Kvinde ind i en Lejlighed, hvor Lyset er Halvmørke midt paa Dagen, hvor Luften er Stank, hvor Kakkelovnen giver Røg i Stedet for Varme, hvor Loftet og Væggene kappes i Forrevenhed og Smuds, hvor Gulvet har store Huller, medens det vrimler med Utøj ud af alle Sprækker, hvor lang Tid mon der saa behøves for at glemme Renligheden og Ordenen? Er det under saadanne Omstændigheder forunderligt, om Manden hellere søger Værtshuset end Hjemmet, om Hustruen bliver uordenlig og ligegyldig, Børnene usunde, skurvede og elendige? Man indvende ikke, at denne Skildring er for mørk, og at saadanne Lejligheder ikke findes; efter en omhyggelig Undersøgelse vide vi det bedre, der er Tusinder af Mennesker ude paa Kristianshavn, som leve hver Dag netop under saadanne Omgivelser.
Naar vi nu føre denne Sag paa Tale, da er det os imidlertid i allerhøjeste Grad af Vigtighed ikke at blive misforstaaet, hvad vi er os bevidste meget let kunde ske. Vor Klage udgaar ikke fra en overspændt og umoden Forestilling om, hvad der med Rette kan kræves. Vi bygge ingen Luftkasteller om sirlige Smaahuse, omgivne af skyggefulde Haver og indeholdende smaa Dukkeværelser med bonede Gulve, forgyldte Lister og hvide Gardiner, vi har set altfor meget af den nøgne, haarde Virkelighed til at være udsatte for den Fare at forfalde til utopiske Drømmerier. Men vi forlanger af Staten, der kalder sig human, og af Statskirken, der giver sig ud for at repræsentere Kristendommen, at de varetage, at Menneskene, det vil sige alle Mennesker og ikke blot de Rige, have menneskelige Boliger? Denne Fordring sker dog langtfra Fyldest, og for at vise hvor langt vi er herfra, agte vi at skildre Arbejderkasernerne som de virkelig ere.
Tager man et Kort over København for sig, vil det ved første Øjekast synes, at de 20-25,000 Mennesker paa Kristianshavn forholdsvis har god Plads, men i Virkeligheden forholder det sig desværre ganske anderledes. Ikke alene optages en meget betydelig Del Grund af Kanaler og Vandbassiner, der benyttes i Skibsfartens Tjeneste, men tilmed er henimod Halvdelen af det Areal, der bliver tilbage, store Handelspladser, Kirkegaarde eller ubebygget Terræn. Selve Befolkningen er sammentrængt paa en Strækning, hvis største Længde, en lige Linje fra Knippelsbro til Amagerport, udgør omtrent 850 Alen, hvis Bredde snart næppe er 200 Alen, snart nærmer sig til at være lig den største Længde. Et forholdsvis usædvanlig stort Antal af de Bygninger, der staar paa det snævre Rum, benyttes ikke som Boliger for Mennesker, men er Pakhuse, Fabriker, Værksteder eller Skure af forskellig Slags. Befolkningens Tæthed er imidlertid kendelig forskellig i de to omtrent lige store Halvdele, hvori Kristianshavn deles ved Kanalen. Den Del, der ligger København nærmest, indeslutter en Mængde vel holdte Ejendomme, dog finder man ogsaa her ved en dybere Efterforskning, at megen Usselhed og Fattigdom ligger gemt i Krogene, og Forholdet mellem de beboede Huses Antal og Befolkningens Størrelse bliver derfor heller ikke saa gunstigt, som man skulde vente. Men det er ulige værre i Kristianshavns anden Halvdel, den, som ligger imellem Kanalen og Volden. Et Par enkelte Kendsgerninger vil bedre end mange Ord gøre det forstaaeligt. Der findes nemlig i det Hele henved en Snes private Ejendomme, som hver har en Befolkning af 100 Mennesker og derover; af disse ligge kun et Par i Halvdelen nærmest ved Knippelsbro, de øvrige imellem Kanalen og Volden. Disse Proletarkaserner ville vi se lidt nøjere paa, thi her er Forholdene saaledes, at det rent ud vilde være skammeligt at tie stille. Og vi frygter ikke den Strid, som muligvis kunde rejse sig deraf mellem os og adskillige Ejendomsbesiddere. Hvem der vil forsage at udrette noget alvorligt for den arbejdende Klasse, maa være belavet paa en Kamp mod Egennytten og Ubarmhjærtigheden hos adskillige iblandt dem, der leve af eller endog berige sig ved Arbejderne, og lige saa lidt sky denne Kamp, som Kampen med Sløvheden og med Smudset.
Vi beder altsaa Læseren om i Tankerne at følge os til et Par Steder, hvor en sørgelig Mængde Fattigdom ligger ophobet. Lad os begynde med den af de paagældende Ejendomme, som er den "bedste". Det er i Strandgade Nr. 5; Stedet har en meget betydelig Facade til Gaden og ret rummelig Gaardsplads. I gamle Dage var det nok indrettet til Fabrik, og Lokalerne i Kælder, Stue og 1ste Sal er derfor nogenlunde store. Men allerede Stedets Ydre varsler daarligt. Skorstenene se skrøbelige ud. Bindingsværksgavlen ligesaa. Malning og Afpudsning udvendig synes Stedet ikke at kende synderligt til, og det danner derfor en højst afstikkende Modsætning til de solide herskabelige Ejendomme paa den anden Side af Gaden. Den Forsømmelighed fra Ejerens Side, som saaledes straks slaar Beskueren, medens han endnu staar udenfor, træder endnu stærkere frem i Husets Indre. Lad os gaa op ad Trappen, der er halvt mørk, og Trinene i den ynkeligste Forfatning. Paa første Sal er to Lejligheder, hver med et Værelse og fælles Køkken. Alting sønderrevet og forfaldent. Paa Kvisten tre Lejligheder med fælles Køkken, nej ikke Køkken, men et usselt Ildsted nogle faa Alens Afstand fra Taget, som mangler enhver Art af indvendig Beklædning. Vinduerne have den Egenskab, at de hverken kunne rigtig lukkes eller rigtig staa aabne, Døren har store Sprækker, tilklinede med Avispapir, Væggene i samme Tilstand og Kakkelovnen saa ussel og uhensigtsmæssig, at det er skændigt; Gulvet har store Huller, og Panelet er saa forfaldent, at en Kat, for ikke at tale om Rotter, kan gaa igennem flere Steder. I Lejlighederne over Gaarden ser det endnu værre ud; naar det regner, løber Vandet gennem Lofter og Gulve ned i Stueetagen. En af "Lejlighederne", det vil sige et enkelt Værelse, bebos af en Haandværkersvend med Kone og seks Børn, altsaa otte Personer i et Værelse, og det lod til, at Familien meget snart vilde blive yderligere forøget. Denne Lejlighed kostede for en halv Snes Aar siden 16 Mark (5 Kr. 33 Øre) om Maaneden; siden den Gang er der bleven lagt paa fra Tid til anden, og nu er Lejen 8 Kr. for dette elendige Hul i denne elendige Rønne. Kort for Handelskrisen 1857 blev der budt en Sum af nogle og tredivetusinde Kroner for Stedet. men Ejeren, Hr. Perlstein, Læderstræde 5, ville hverken sælge det den Gang eller nu; den aarlige Leje udgør snarere over end under 6000 Kroner! Dog, denne Ejendom er et Vederkvægelsessted i Sammenligning med del andet Sted, vi skulle besøge. Det er de saakaldte "Jødens Buler"; de ejes nemlig at det fornævnte Individ, Hr. Perlstein, og er beliggende i Lille Søndervoldstræde. Forhuset bestaar at Kælder, lidt lavere end Gaden, Stue og Kvistetage, hvortil nogle Steder kommer endnu en Kvistetage oppe under Hanebjælkerne, der stærkt minder ont Venedigs berygtede Blykamre, hvor man stivner om Vinteren og smelter om Sommeren , men som dog stadig beboes af Familjer. Lejlighedernes Antal i samme Forhus er: I Kælderen 11, i Stuen 18 og paa øverste og nederste Kvist omtrent 30. I Gaarden ligge adskilte eller rettere forbundne ved en Række Retirader et Baghus med 6 Lejligheder og en Art Bygning eller Skur med 4 Bagstuer Efter denne Beskrivelse kan det ikke forundre Nogen, at "Bulen" rummer flere hundrede Beboere, men maaske det dog vil overraske, at en ikke ringe Del af disse var - Logerende hos de forskellige Lejere. Et af de Principer, som Hr. Perlstein følger, er nemlig dette, at hans Lejere til Gengæld for den i Forhold til Lejligheden opskruede Leje, som de betale, skulde have den allermest ubundne Fribed i Lejlighedernes Benyttelse og Anvendelse. Betales blot Lejen, saa tillades Alt, og navnlig da Fremleje. For nogle Aar tilbage boede der i en af Kælderne, hvor der næsten ikke var Spor af Gulv tilbage, den saakaldte "glade Mand", som for en billig Penge gav Husly om Natten. Der gaar det Sagn i Huset, at Sengene bestode af Høvlspaaner, hvorover der var bredt et ubestemmeligt Stof, kaldet "Svinelæder"; det galdt at rive saa mange Høvlspaaner til sig som mulig, og herved opstod da selvfølgelig mange Batailler. Hvorledes der ser ud i de forskellige Lejligheder, ville vi helst lade være at beskrive. Der er ikke en eneste Lejlighed som er boldt blot tilnærmelsesvis vedlige; i det Par Værelser, vi traf paa, som saa bedre ud end de andre, havde Beboerne selv bekostet den nødtørftigste Reparation. Regnen gaar stundom gennem Taget, Kvisten, Stueetagen og ned i Kælderen, Trappetrinenes afslidte Fjæle er bedækkede med tykke Kager af Snavs, Rækværk og Bagklædning mangle paa Trapperne til Kvisterne, man træffer Gulve i Værelserne, hvor der er ligesaa mange Huller som jævne Flader, og hvor ethvert Forsøg paa at skure vilde være en Latterlighed; man finder Ildsteder, fælles for flere Familjer, der er i den Grad nedfaldende, at der knapt er Plads til en Gryde, og det er stadig faaledes, at naar Beboerne ovenpaa træde haardt til, da regner det underneden med Støv og Snavs og Dyr. Vi have ingen Lyst til at fonsætte Beskrivelsen, man bliver saa underlig led ved al fordybe sig i Alt dette; hvem der ønsker at kende Lejlighedernes Beflastenhed nærmere, anbefale vi selv at gaa derud og se med egne Øine; men en historisk Oplysning om Ejendommen bør vi dog endnu tilføje. Stedet blev i sin Tid købt for mellem 7 og 8000 Rigsdaler, da en Køber meldte sig i Tredserne forlangtes der 40,000 Rdl., og nu holder Ejeren det i en Salgspris af 120,000 Kroner.
Det er baade for trættende og for sørgeligt at skildre flere af de kristianshavnske Proletarkaserner, og vi indskrænke os derfor til kun at nævne nogle af de mest berygtede. Vi beder Enhver, der antager, at de to allerede omtalte Steder ere enestaaende, om at gaa ind i Amagergade Nr. 27-29 ("Loppekroen") eller i samme Gade Nr. 5, 7 og 9 ("Kræmmerhuset") eller i Dronningensgade Nr. 59 eller - ja, vi kunne blive ved længe endnu, men det maa være tilstrækkelig med det allerede sagte. Det ligger nu nær at spørge, om de fattige Mennesker, der bebo saadanne Ejendomme, som de beskrevne, roligt finde sig i den Behandling, som vederfares dem. Man skulde jo vente, at de, som daglig lide under den, vilde være meget højrøstede i deres Klager og forbitrede, men det mærker man lidet til, naar man taler med dem. Enkelte ere endog komne saa vidt i den torfærdelige Sløvhed, som Fattigdommen kun altfor ofte fremkalder, at de synes Alt er, som det skal være, ganske som nogle af de stavnsbundne Bønder i gamle Dage helst vilde beholde Hoveriet. De Fleste klage naturligvis, men der er sædvanlig langt mere given efter end Forbitrelse i deres Klager; "det kan nu engang ikke blive anderledes", er Omkvædet, og "man gør bedst i at slaa det ud af Ho'det". Det bliver da os, der maa tage Klagen op og føre den frem for Offenligheden. Vi paastaar, støttende os til vore Undersøgelser, at de her nævnte Ejendomme ere sundhevsnedbrydende og brandfarlige i højeste Grad, og fordrer af Avtoriteterne, at de benytter deres Myndighed over for de betræffende Husejere, til snarest mulig at besejre slige Elendighedens Huler. Dette burde være sket for lang, lang Tid siden, Øvrighederne kan ikke have været uvidende om disse Forhold, men det er jo kun Fattige, det gaar ud over, medens Samfundsstøtter a la Perlstein holde Pengeposen. I Stedet for at tænke paa, at skaffe Arbejderen med hans Hustru og Børn forsvarlige Boliger, ser vi just i disse Tage, at Magistraten og Borgerrepræsentationen i skøn Forening giver Præstekonventets Andragende om flere nye Kirker deres Tilslutning, ja, man bliver end ikke staaende ved to, men vil have fem Kirker. Til Opførelse af disse Bygninger med Tilbehør af Præsteboliger osv. vil Udgiften efter det foreløbige Overslag (som nok overskrides) blive ca. en halv Million Kroner for hver Kirke eller halvtredje Million Kroner for de 5. Det er, hvad man med Rette kan kalde en vanvittig Bortødslen af Penge, og for blot at nævne ét Eksempel paa, hvilken Gavn de 2½ Mill. Kr. kunne udrette, naar de fik en fornuftig Anvendelse, skal vi blot anføre, at der kan bygges 312 Arberjderboliger eller 6 fuldstændige Gader, i Lighed med dem som Arbejdernes Byggeforening lader opføre, for den samme Sum, som der forlanges til Kirkerne, og disse Arbejderboliger kunde skænkes Ubemidlede aldeles gratis, uden at Københavns Kommune vilde blive en Øre fattigere, end om den byggede Kirker for Pengene. Indrettede man da disse Boliger med Lejligheder til 3 Familjer i hver, og regnes en Families Personantal gennemsnitlig til fem Personer, naar vi følgende Resultat: 939 Familjer eller 4680 Personer kunde skaffes nye og gode Boliger for et Beløb nøjagtig tilsvarende det, der agtes anvend til - fem Kirker !
I Fald de kristianshavnske Arbejderkaserner ikke i en meget nær Fremtid viger Pladsen for sunde og billige Boliger, bør Arbejderne vide, at de har Intet, aldeles Intet at vente af de Myndigheder, der nu er de herskende. Der maa nye Mænd og et andet økonomisk System, et socialdemokratisk System, til at skaffe Arbejderne et hyggeligt Hjem; thi naar det Beløb, som man vil bortkaste til Kirker, hvortil der slet ikke er Trang, kan skaffe 4680 Personer sunde Boliger, saa kan man slutte sig til, hvor meget Godt, der kunde udrettes, naar de umaadelige Summer, som ødsles bort til Krigsvæsen. Appanager, o. s. v., anvendtes paa en anden og bedre Maade.
(Social-Demokraten 7. februar 1883).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar