Et Besøg hos de Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

Der staar 1400 Lejligheder ledige
i København, 136 Familjer ind-
lagdes paa Ladegaardens Hus-
vildeafdeling i Aarets Løb.

Husly er i vort Klima næsten ligesaa nødvendigt som Brød; men der findes i vor By Tusender, hvis Stilling er saa ussel, hvis Arbejde er saa problematisk og kortvarigt, at de hvert Øjeblik er udsatte for at komme til at mangle begge Dele. Vi har nylig her i Bladet talt om den københavnske Fattigdom og med bestemte Talstørrelser godtgjort dens forfærdelige Udstrækning, i Dag vil vi dvæle ved en enkelt Side af den: Husvildeforholdene. Ja det forbavser maaske den Læser, der ikke nøjere kender de Fattiges Kaar, at henved halvandet hundrede Familjer med omtrent seks hundrede Personer i Aarets Løb har maattet søge Husly paa Fattiggaarden, al den Stund man kun læser i Bladene om Husvilde ved Flyttedagstider, og det da i Reglen hedder "5 a ti Familjer indlagdes paa Afdelingen for Husvilde". Men de Fattige blive ligesaa godt husvilde paa enhver anden Tid af Aaret som netop i April og Oktober. Hvad har vel ogsaa de Mennesker at gøre med halvaarlige Flyttedage, som leje maaneds-, uge-, ja endog dagevis? Nej! Det er hver Dag eller i al Fald hver anden, at Fattiggaardens Porte aabnes for at modtage en hjemløs og ulykkelig Proletarfamilje, hvis Forsørger er arbejdsløs. Naar Arbejderen har været med til at opføre en Kaserne ude paa Broerne eller et Palads i Byens sine Kvarterer, da har han vel saa længe Arbejdet staar paa en Løn, der med Nød kan række til Føde, Klæder og Husly; men siden, efter at Bygningen er færdig og han ikke er heldig nok til at finde ny Beskæftigelse, da kan han med en tom Pung særdeles nemt komme til at staa paa Gaden, komme til at staa udenfor det Hus, som han selv har slæbt Murstenene til, ønskende sig blot et lille bitte Værelse til sig og sine. Men vi lever vel at mærke i Udbytningens mest gyldne Tidsalder, og bør ikke undre os over, at En saar, medens en Anden høster. Dog, Samfundet føler, at det har en Pligt overfor de Ulykkelige, og det la'r Fattigvæsnet sørge for - nogle Staldrum paa Ladegaarden til de Husvilde! 

Der er ikke noget morsomt ved at forelage en Runde omkring i Husvildeafdelingen, men Besøg af denne Art maa gøres; de Fattige har lidt længe nok i Tavshed, og det moderne Bourgeoisi mener for en stor Del at have gjort sin Skyldighed ved at betale Fattigskatten, overladende Resten til "de dertil bestaltede Myndigheder". Det er derfor nødvendigt, at vi snart her, snart der undersøger Forholdene, og at vi gør os til Tolk for de af vore Medmennesker, som efterhaanden bliver sløve og stumme af lutter Usselhed og Savn. I dette Øjemed besøgle vi Husvildeafdelingen i Gaar. Inspektøren gav os en Kvartermester til Fører og Vandringen begyndte. Fra Baas til Baas, fra Stue til Stue, gik vi omkring overalt stødende paa den samme pjaltede Elendighed. Nogle Familjer (nede i Stueetagen) havde hver sin Stue med fælles Ildsted, men ovenpaa er der en lang Række Baase, afskildrede fra hinanden ved en Bræddevæg, som kun naar til Væggens halve Højde, og en Kakkelovn skal selv i den haardeste Vinter kunne opvarme alle tredive Baase. Man har Alting saa dejligt fælles her, især i Baasene, naar Belægningen er stor, enhver Familje paa "Salen" véd nøjagtigt, hvad den anden foretager sig, og den temmelig uundværlige Behagelighed, at have noget for sig selv, er altsaa nægtet de Familjer, der bo her. Lad os saa gaa indenfor, det lader ikke til, at man kender synderlig til Laas eller Slaa. Rummet er ikke stort, men det behøves ikke heller for Møblernes Skyld, thi Bohavet er sædvanlig meget ringe, og hvad der er, er en for underlig Samling as Invalider: halve Borde, skæve Senge, Stole uden Sæder eller Rygstød, og saa fremdeles. Og nu Menneskene, der bor derinde. Ak! hvor deres nedtrykte kummer fulde Væsen kan skære En i Hjærtet; dér ligger en Kone, nogle og tredive Aar gammel, i Sengen, Ansigtet er stærkt afmagret og hendes Øjne fortæller en Historie om bitter Kummer. Hun er syg, og Kvartermesteren raader hende til at melde sig hos Lægen; men vi tror næppe hun tager Raadet til Følge; thi hun ved ret godt, at ligesom Manglen paa Ernæring har gjort hende syg, saa er det ogsaa en kraftig Føde, som hun trænger til for at blive rask. Medicin og Piller alene kan Intet udrette. Vor Fører spørger hende dernæst, om Manden ingen Arbejde har faaet. Nej, nej, der er rent galt, i de sidste otte Dage har han Alt i Alt bragt en Krone hjem, og De kan nok selv regne ud, siger hun, at det er umuligt for mig med de tre Børn at leve en hel Uge af den. I det samme gjorde det mindste Barn, der laa i Sengen hos Moderen, en Bevægelse over imod hende for at saa Bryst, og vi hører hende sige til den lille Staktel: Ja, min Putte, Du maa gærne suge, men der er saamænd ikke noget. Nabokonen, en fattig, nedbøjet Kvinde, kom nu ind og hjalp den Syge, idet hun atter og atter mumlede for sig selv: Ja, den Fattigdom, den Fattigdom! Vi forlod dem for at se de andre "Lejligheder"; den gamle Kvartermester, som i tyve Aar har været ansat derude, er øjensynlig greben af den nys oplevede Scene, man siger nok at Synet af megen Fattigdom hærder, men denne Elendighed maa røre det mest stivnede Hjerte. Hvor vi kom hen paa "Afdelingen" var det den samme Nød og Jammer; smudsigt var der, og det kunde vel ikke være anderledes, hvor Beboerne ikke engang har Raad til at købe lidt grøn Sæbe og Soda; thi det eneste, der ydes de Husvilde, er det tomme Rum. Det nødtørftigste Bohave, Føde og Brændsel maa de selv om. Med tungt Hjærte gik vi over Gaarden, der forbinder Husvildeafdelingen med den øvrige Del af Ladegaarden; vi vilde nemlig tale lidt med Inspektøren. Undervejs bemærkede vor Fører, at han egenlig ikke kan se, hvad Nytte Husvildeafdelingen gør, da de fleste Familjer dog ikke er i Stand til at skaffe sig andet Opholdssted førend Fattigvæsnet giver dem Penge til Husleje, og denne Hjælp lige saa godt kunde være ydet først som sidst. Vi er imidlertid kommen hen til Kontoret og bliver vist ind til Inspektøren. Det er en aldrende Mand, men livlig og energisk, han er af den gamle Skole uden dog at være saa fuldblods Bureaukrat, som det jævnlig er Tilfælde med vore Embedsmænd. Samtalen kom hurtig i Gang og Æmnet er selvfølgelig Fattigdommen. Inspektøren siger: Min Mening er, at de Forhold vi her inde kommer i saa nær Berøring med, væsenlig skyldes den Omstændighed, at Tilbudet af Arbejdskraft er betydelig større end Efterspørgslen. Industriens Udvikling har ført det med sig, og især er Arbejds- og Daglejerklassen vokset uforholdsmæssig. Anstalten har da ogsaa sin talrigste Tilgang netop fra denne Klasse, i hvilken tillige Drikfældigheden spiller en ikke ringe Rolle, men det er ikke saa besynderligt at den jævne Arbejder søger til Værtshuset mere end ønskeligt er, da vort moderne Fabriksvæsen jo også har bevirket, at den unge Pige ingen Fordannelse faar i Husmoderlighed, og derfor ikke heller er skikket til, naar hun bliver gift med en Arbejder, at gøre ham Hjemmet hyggeligt; saa er det, at han drives hen til Værtshuset. Da vi taler om Fattigdom, fortsatte Inspektøren, maa jeg sige Dem, at Folk i Almindelighed ikke kender den saaledes, som jeg og Andre, der har den for Øje daglig. Jeg kan fortælle Dem om et Par Husvilde. Mand og Kone, det var ærlige Folk og de havde gjort sig al tænkelig Umage for at staa paa egne Ben, men det var umuligt for dem at opdrive noget Arbejde. De kom endelig herind som Husvilde, det var første Gang Fattigvæsenet havde med dem at gøre. Og hvor de Mennesker havde stridt, oo, det var en Ynk at se dem. I tre Døgn havde de sultet fuldstændig, og da Pjalterne blev taget af Konen for at hun kunde faa lidt bedre Tøi paa, da saa man et ligefremt Skelet, Kroppen bestod af intet andet end Ben og Skind. Saadan gaar det ofte og det værste er, at Fattigdommen bringer Menneskene til gradvis at tabe Agtelsen for deres eget Menneskeværd; ser De, min Herre, det kan ikke nytte, at man forarges over Snavset og Urenligheden hos Fattigfolk, de ejer mangen Gang kun én Skjorte, og har hverken Brændsel til at varme Vandet, eller andre Vaskerekvisiter. Og naar De nu spørger mig, hvad jeg mener om de Akkomodationer, der bydes de Husvilde, kan jeg kun svare Dem: Det er sandt nok meget tarveligt her, men gaa over i de store Arbejderkaserner, og De vil finde lignende Forhold; havde vi det lidt bedre, frygter jeg for, at de Fattige gjorde sig husvilde for at komme paa "Afdelingen".

Der var ikke stort at sige til Ræsonnementet. Vi har hørt Inspektørerne ved vore Fængsler argumentere paa samme Vis. Men et Samfund, der ikke tør give sine Husvilde en menneskelig Bolig, eller Arrestanterne en menneskelig Kost, da Tilgangen ellers vilde blive for stor, det Samfund har baade dømt og fordømt sig selv. 

Omtrent halvandet Hundrede Familjer vare husvilde i Aarets Løb; der staar ti Gange saa mange Lejligheder ledige af Mangel paa Lejere.

(Social-Demokraten 4. februar 1883).