Det Andragende om Tilladelse til at oprette en Ligbrændingsanstalt i København, der for nogen Tid siden blev indsendt til Folkethinget af Ligbrændingsforeningen for Danmark, som tæller ca. 2000 Medlemmer, var til Behandling i Thingets Møde i Onsdags. Da dette Andragende angaar en Forholdsregel af stor hygiejnisk Betydning, og da den nævnte Forening i sin Midte tæller en Del af de Folk, der ellers i Tykt og Tyndt følger den nuværende Regering, kan det have en dobbelt Interesse at se, hvorledes de Estrupske Statsklogskaber, Nellemann og Scavenius, har stillet sig dertil.
At der hos den Sidstnævnte ikke var store Ting at vente, hverken for dette eller for noget som helst andet Fremskridt, kunde man omtrent sige sig selv paa Forhaand. En Personlighed, der skal staa i Spidsen for Oplysningsvæsnet, og dog til Trods for alle videnskabelige Opdagelser forlanger det fastslaaet som en Læresætning, at Verden kun har bestaaet i 5 a 6000 Aar, blot fordi nogle Præster og de gamle Jøder, der har skrevet de 5 Mosebøger, siger det, er naturligvis altfor stupid til at turde give de "Troende" Anledning til "Forargelse", ved at lade Legemerne blive til Aske, i Stedet for, som Præsten siger, til Jord. Justitsministeren turde ikke røre ved Sagen; maaske frygter han for, at det skal gaa ham ligesom Kauffmann og Fischer, dersom han foretog sig noget, der ikke fandt Naade for visse Folks Øjne. Han krøb derfor bag ved Kultusministeren, og denne maatte atter gaa ti Biskopperne for at forhøre sig om, hvorledes de stillede sig til Spørgsmaalet.
Nu er det jo en bekendt Sag, at det danske Præsteskab i Almindelighed, og i Særdeleshed jo højere man kommer op, med feberagtig Kraftanstrængelse holder paa det Gamle, om det er aldrig saa ravgalt eller pilraaddent. Biskoppernes Svar blev derfor ogsaa dette, at naar der staar skrevet: af Jord er Du kommet, til Jord skal Du blive, osv., saa kan det selvfølgelig ikke tillades Nogen at blive til Aske, og derfor skal de 2000 Medborgere, der har Lyst til at disponere over deres Legemer paa en anden Maade end Skik og Brug er i øjeblikket, tvinges til at lade sig æde op af Maddiker, med Udsigt til efter deres Død at paaføre deres forhenværende Medmennesker adskillige Sygdomme.
Hr. Scavenius vilde derfor paa ingen Maade vide af noget Fremskridt at sige eller have det mindste med Andragendet at bestille, hvad der for Andre staar som noget selvindlysende, nemlig at Ligbrændingen af hygiejnisk Grund har umaadelige Fortrin frem for den nuværende Begravelsesmaade, kunde han aldeles ikke saa ind i sit Hovede. Biskopperne vilde nu en Gang ikke have Ligbrændingen tilladt og dermed Basta. Det lod til, at en Koleraepidemi nødvendigvis maa decimere Befolkningen og banke paa Døren hos Ekscellencen, forinden han kan begribe, at Ligbrænding er noget, der under alle Omstændigheder maa tillades og at der helst bør stræbes hen til, at den bliver den almindelige Begravelsesmaade.
I det Hele taget er de Argumenter, der blev fremført imod Ligbrændingen, noget af det jammerligste, vi mindes at have hørt selv af Estrups Følgesvende. Ligbrændingen vilde vække Forargelse, mente Kultusministeren, og der var ingen Stemning derfor hos Befolkningen. En Ligbrænding i mindre Skala havde ingen hygiejnisk Betydning, og i stort Omfang maatte den paa ingen Maade tillades, derfor skulde den ogsaa forbydes i det Smaa.
Hvad Forargelsen angaar, da vil en Ligbrænding selvfølgelig kunne være en lige saa smuk og alvorlig Handling som nogen som helst Begravelse, men sammenlignet med de Ubemidledes Begravelsesmaade, t. Eks. ude paa Vestre Kirkegaard, hvor man vader i Mudder til op over Anklerne, og hvor Ligene stuves sammes i en Grøft, under Tiden halv fyldt med Dynd eller Vand, er det ligefrem latterligt at tale om Forargelse ved Ligbrænding. Befolkningens store Flertal vil altid i en Begravelse, hvad enten den foregaar ved Ligbrænding eller paa anden Maade, se en alvorlig Handling, selv om Alverdens Prælater og godsejerlige Kultusministre gør nok saa store Anstrængelser i Retning af Folkefordummelsen. Den offenlige Mening er ellers Noget, som vor "grundlovstro" Regering just ikke plejer at tage ret meget Hensyn til, og Hr. Scavenius kender efter al Rimelighed ikke det Mindste til Folkestemningen, hvad Denne Sag angaar. Desuden foreligger der jo kun et Andragende fra ca. 2000 Medborgere om at have Frihed til at disponere over deres egne Legemer i Deres Medmenneskers Sundheds Interesse, uden Hensyn til Folkestemningen, af hvilken Grund det er fuldstændigt intetsigende at blande den offenlige Mening ind i Denne Sag. Det latterlige træder endnu mere frem, naar man lægger Mærke til, at Frygten for at Ligbrænding skulde blive almindelig, og at altsaa den offenlige Mening skulde vise sig at være gunstig stemt derfor, var en af Grundene til, at Hr. Scavenius stillede sig saa affejende overfor Andragerne.
Med 50 St. mod 3 vedtoges Andragendets Henvisning til Justits- og Kultusministrene, og der kommer det naturligvis til at ligge og "visne", thi hvad Hensyn der i disse "højere Regioner" bliver taget til Folkethingets Stemning, har man set adskillige Beviser paa. Naar man dernæst begynder at rende til Biskopper og Præster for at hente Raad i hygiejniske Anliggender, saa ved man omtrent, hvad man kan vente sig.
"Dagbladet" havde i Torsdags en Notits angaaende denne Sag, i hvilken det hed, at Kultusministeren stillede sig "kølig" overfor den. Saa vidt kan det gaa med "Disciplinen" i Højre. Efter at Hr. Goos, der jo er Formand for Ligbrændingsselskabet og som forsvarede Andragendet i Folkethinget, var blevet skolemestereret dygtigt as Hr. Scavenius, gik han hjem og lod skrive i sit Blad - ikke at Kultusministeren med Hænder og Fødder modsatte sig Andragendet og brugte de latterlige Motiver dertil, nej, han lod blot skrive, at Ministeren stillede sig "kølig" til sagen.
(Social-Demokraten 2. februar 1883).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar