I 1868 blev oprettet en stilling som inspektør for Svendborg bys offentlige fattigvæsen som kaptajn Frederik C. Hallas var den første til at indehave fra 1. januar 1869. I nedenstående artikel fremlagde han sin plan, at nedbringe udgifterne ved udelukkende at følge lovens strenghed og ikke som hidtil gå frem efter barmhjertigheds- og mildhedsfølelse. De fattigste skulle kun bevilliges det allernødvendigste. Hvad der lå ud over det, måtte private tage sig af. Linjen blev bakket op af de nationalliberale aviser, og det lykkedes ham at få nedbragt udgifterne til fattigvæsenet.
- Inspecteuren for Svendborg Fattigvæsen, Hr. Capt. Hallas, holdt i Onsdags i Borgerforeningens Locale et Foredrag for en stor Deel Tilhørere, faavel Herrer som Damer, over Fattigvæsenet i Almindelighed. Fattigvæsenet i Svendborg, og de mulige Midler til at forhindre den stærke Stigen i Fattigvæsenets Byrder, som har viist sig i de sidste Snees Aar. Dette Spørgsmaal staaer paa Dagsordenen, ei alene i Svendborg eller i Danmark, men i hele Europa, fordi Proletariatet er overalt ved at voxe de Styrende over Hovedet. - Medens Fattigskatten i Kjøbenhavn i de sidste 20 Aar. fra 1847-67 er steget c. 50 %, var Fattigskatten i Svendborg i 1847 5,802 Rd., i 1857 8,137 Ro., i 1867 12,604 Rd., altsaa steget i de sidste 20 Aar over 100 pCt. Ved dette Aars Begyndelse nød 393 Individer Understøttelse af Fattigvæsenet, eller hver 15de Individ; der var dengang 42 Personer paa Fattiggaarden, 75 Familier fik fast Hjælp, 62 modtog Huusleiehjælp og 52 Børn holdtes i Pleie. For Øieblikket er paa Fattiggaarden 27, fast Hjælp faaer 60, og af Børn holdes 44 i Pleie. - Der høres stadig Klager over Skatternes Stigning, og Borgerne have en velbegrundet Fordring til Fattigvæsenets Styrere, at Mildhedsprincipet ikke her bør gjøre sig gjældende i en for høi Grad, men at der kun gives, hvad Loven hjemler. Men dette har ogsaa sine Misligheder. Det syntes ikke hidtil at have staaet fuldstændig klart for dem, som nyde offentlig Hjælp, det være sig under hvilkensomhelst Form, enten som Hjælp til Huusleie, Midicin, Confirmation o. a. m., at de, ved at modtage den, opgive deres Selvstændighed, at de derved maae give Afkald paa alle Legater, at de give Fattigvæsenet Ret til at controllere dem til enhver Tid, Ret til at registrere deres Eiendele og raade over deres Tid, men skeer først dette, nedbrydes let hvad der bør søges opretholdt, den Selvagtelse og Selvstændighedsfølelse, der er nedlagt hos ethvert ærekjært Menneske. Inspecteuren gav nogle Exempler paa, hvorledes Flere, der tidligere have nydt Hjælp af Fattigvæsenet, ved at blive gjort opmærksom paa de Følger, som heraf kunne flyde, havde givet Afkald paa denne for at bevare deres Frihed.
Men der bør findes et Middel for den ærekjære Mand til, naar Uheld møder, at blive hjulpen fremad for at kunne bevare sin Selvstændighed; her staaer Fattigvæsenet hjælpeløs, og derfor maae den private Velgjørenhed træde til, for at bevare ham for Samfundet. Velgjørenheden har stedse heri Byen været stor, og her gives meget bort, men den har her ligesom alle Steder været planløs og Følgen har været, at den næsten har udrettet mere Ondt end Godt. Navnlig er den Maade at give Almisse ved Dørene, skadelig, deels bliver Gaven sjelden anvendt rigtig, og Børnene, som hovedsagelig ere de Bedende, vænnes tidlig til Lediggang, til Usandhed og maaskee til værre Laster. Der er derfor tænkt paa her, ligesom flere andre Steder, at bringe en bestemt Plan ind i den private Velgjørenhed, at virke hen til, at hvad der ydes, komme de rette Trængende tilgode. Man har saaledes tænkt at danne en Comitee, mulig bestaaende af en halv Snees Damer og ligesaa mange Herrer, der skulle have Tilsynet med de heri Byen Trængende, som kunde hjælpes ved en midlertidig Understøttelse, og der udtaltes det Haab, at Alle, for hvem det er muligt, vilde give sin Skjærv til Planens Gjennemførelse. Derfor foresloges, at Enhver kunde tegne sig for et Bidrag af mindst 4 sk maanedlig, Maximum burde være 16 sk. - Den her kortelig omtalte Plan er utvivlsomt den bedste til at løse Dagens Spørgsmaal, og der er neppe Tvivl om, at den med Hensyn til Bidraget vil finde rigelig Understøttelse. Det er sat saa lavt, at det ikke vil genere Nogen, som er istand til at bidrage; vanskeligere vil det blive, at finde Medlemmer til Comiteen. hvis Hverv altid vil blive byrdefuldt, men forhaabentlig vil der dog kunne findes et tilstrækkeligt Antal, der af Interesse for Sagen vil paatage sig Byrden. Lykkes det at gjennemføre Planen, vil Svendborg være een at de første Communer, der for Alvor har taget fat paa at løse et af Dagens meest brændende Spørgsmaal.
Og til dets rette Løsning tør man nærmest støtte sig til Damerne; det gjælder her ikke som ved det offentlige Fattigvæsen om en stadig Pengeunderstøttelse, men meget mere om, naar en Familie ved tilstødende Uheld, ved Sygdom eller Arbeidsløshed, er kommet i en betrængt Stilling, da at sætte sig ind i dens Forhold, ved Raad og Daad at hjælpe den, at anspore den til Selvvirksomhed, og her er Damernes Indflydelse langt mere velsignelsesrig end Mandens. Medens den egentlig Fattige maa henvises til det Offentlige, er her nærmest tænkt paa den mindre Næringsdrivende og Smaahaandværkeren, der ofte i Stilhed for at bevare sin Selvstændighed kæmper en mere bitter Kamp end hiin, og, da Ingen veed, hvornaar Nøden kan ramme ham selv, tør vi tro, at Alle vil bidrage til Planens Gjennemførelse.
(Sydfyenske Tidende 10. september 1869).
På denne blog beskrives en fattigforsørgelsessag fra Svendborg december 1869 - en tvist mellem Svendborg og Odense kommuner - som er et eksempel på synet på forsorg og fattige dengang. Tvister mellem to kommuner om hvem der skulle betale for fattige, var ganske almindelige, og ofte forsøgte en kommune at betale et engangsbeløb for slippe af med en fattig til en kommune der så hang på et fast årligt beløn.
I 1872 indviedes Svendborg Kjøbstads Fattig- og Arbeidsanstalt. Den var efter tidens forhold moderne, der var indlagt vand og varme og stedet havde egen badeanstalt. Fattiggården rummede vaskerum, sovesale, lejligheder til de ansatte og fem isolationsceller til de fattiglemmer, der forbrød sig mod anstaltens udførlige ordensreglement. Den erstattede den gamle der var i meget dårlig stand.
For borgerskabet havde gården den fordel at det fik et socialt problem lagt uden for bykernen. Her blev "værdige" adskilt fra "uværdige" og mænd fra kvinder. Den gamle fattiggård havde plads til 40 mennesker, den ny til 70. Borgerne var der såvel stolte af som glade for den nye anstalt. På daværende tidspunkt bestod Byrådet af 11 konservative og en kongevalgt borgmester. Forholdene på den nye fattiggård var ikke længere sundhedsskadelige, og udformningen og muliggjorde adskillelsen og indespærring af de indsatte og som man mente skulle genopdrages. Anstalten sikrede at den del af befolkningen, som forsørgede sig selv med god samvittighed, kunne lukke døren for tiggere og løsgængere og i stedet kunne de henvise dem til den nye og moderne anstalt, hvor de kunne modtage den hjælp, de havde brug for.
Ved ankomsten til Fattiggården blev man "indlagt" og frataget sine borgerlige rettigheder: Stemmeret, ejendomsret, værgemål over ens børn samt retten til ægteskab. De mennesker, som opsøgte Fattiggården og fik hjælp på anstalten, betalte altså for hjælpen med deres frihed og deres borgerrettigheder. Hver eneste dag skulle de udføre fysisk krævende tvangsarbejde. Til gengæld fik de en seng at sove i, mad tre gange om dagen, regelmæssige bade og adgang til sygepleje.
Fattiginspektøren afhørte de nyankomne og afgjorde, om de var "værdigt eller uværdigt trængende". De "værdige" blev placeret i Forsørgelsesanstalten, hvor de kunne nyde træsenge og dyner. De "uværdige" blev sendt til Arbejdsanstalten, hvor jernsenge og tæpper var standard. Arbejdstvang var gældende for alle indlagte. Hallas fik som et incitament procenter af produktionen oven i den i øvrigt ganske udmærkede løn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar