Mordforsøg. (Efterskrift til Politivennen)

Attenteret Mord. ("Nordj. Folkebl.".) Da Forpagteren af Thorstedlund Hovedgaard afvigte Løverdag Aften omtrent Kl. 11 kjørte gjennem Rold Skov til sit Hjem, styrtede pludselig et aldeles nøgent Fruentimmer ud fra Skoven mod Vognen, anraabende om Hjælp, idet hun, medens hun i Hast blev bedækket med Klæder og Tæpper, forklarede, at hun af sin Mand, af Navn Søren Faldager fra Landsbyen Skaarup, var bleven lokket ud i Skoven, under Paaskud af en Kjøretour til en Naboby. Inde i en Grantykning i en afsides Deel af Skoven havde Manden faaet hende af Vognen, afført hende Klæderne og dernæst villet kvæle hende i Tøilerne, som han havde taget af Hesten, idet han samtidig jog Kjøretøiet bort og forklarede Konen, at det var hans Hensigt at dræbe først hende og dernæst sig selv. Idet han bukkede sig efter Tøjlerne for at begynde Udførelsen af sin forfærdelige Gjermng, lykkedes det Konen at rive sig løs og undslippe gjennem de tætte Graner. Forfulgt af Manden var den ulykkelige Kone løbet rundt i den mørke Skov uden at kjende Sti eller Vei, indtil hun hørte den Vogn komme som hun nu havde naaet. Saa hurtigt det lod sig giøre, blev den stakkels af Angst og Kulde rystende og af Buske ilde tilredte Kone kjørt til Thorstedlund. Folk fra den nærliggende Skovriddergaard allarmerede og Skoven gjennemsøgt for om muligt at finde Manden, eftersom det allerede inden Mødet med Konen antrufne Kjøretøi bekræftede i alt Fald den deelvise Rigtighed af hendes Fremstilling. Det lykkedes ogsaa snart at finde og anholde Manden som derpaa under Bevogtning blev transportere til sin nærmeste Øvrighed, Sognefogden i Ravnkilde, idet hans Forklaring væsentlig samstemmede med Konens, kun med den Forskjel, at de Begge havde været enige om at gjøre en Ende paa Livet. Iøvrigt var han ved sin Paagribelse lidt beskjænket, men meget rolig og satte sig ikke til Modværge, men angav, at han var isærd med at tage Livet af sig selv, da man fandt ham. Den næste Dag fandtes ogsaa Konens voldeligen iturevne Klæder samt Hestens Tømme midt i en Grantykning i Skoven, men Sagens rette Sammenhæng bliver neppe nogensinde beviislig opklaret, thi da Manden samme Dags Formiddag var bleven forhørt af vedkommende Herredsfoged, blev han foreløbig frigiven, hvorpaa han gik hjem og hængte sig. Manden havde et meget slet Ry og har forødt den største Deel af den sælles Formue; allerede den foregaaende Dag har han efter Konens Forklaring forsøgt et Mordattentat paa hende i deres Hjem, og Konen, der er 31 Aar gl. og paa hvem der ikke skal være noget Videre at sige, sidder nu alene hjemme med 7 Børn, hvoraf det yngste kun er en Maaned gammelt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1877).

Hvad der kan tildrage sig i vore Dage. Fra Støvring skrives den 1ste Maj til "Aalb. Stiftst.": Et afskyeligt Mordforsøg, efterfulgt af Selvmord, er i disse Dag udøvet her paa Egnen af en i Skaarup bosiddende Mand, tidligere Gaardejer i Aarestrup. Den Omtalte var meget drikfældig og har i flere Aar lidt af Delirium. Han levede daarligt sammen med Konen, hvem han ofte mishandlede, uden at hun nogensinde har søgt at unddrage sig hans raa Behandling, hvorimod hun taalmodigt har fundet sig i sin Husbonds Grusomheder. Paa Grund af sine gale Streger - paa ét Aar bortødslede han f. Eks. ca. 2000 Kr. - blev han gjort umyndig efter Begæring af sin Hustrues Slægtninge. Det varede dog ikke længe for Hustruen igen skaffede sin Husbond den tabte Myndighed. For et Par Dage siden, da Vanvidet var over ham, trak han Konen ind i Tørvehuset og forsøgte paa at aflive hende ved at snøre hende et Reb om Halsen. Ved hendes Nødraab kom nogle af Børnene - af hvilke denne Familie har 6-7, det mindste kun 7 Uger gl. - og Konen slap saaledes fra ham denne Gang. - Nu havde han det Uheld, at den ene af hans Heste døde, og som sædvanligt skulde Flasken trøste ham i hans Sorg. Han bad da i Lørdags Aftes sin Kone at følge med sig til en rig Mand i Ersted, hvor han havde faaet Løfte paa Laan af nogle Penge, der dog ikke vilde blive ham betalte uden i hendes Paasyn. De kørte ad Vejen til Ersted igennem Thorstedlund Skov. Det blev Aften, imedens de endnu var i Skoven, og Manden drejede fra den rette Vej og kørte ind i Granskoven, som kun var lidet befærdet. Paa Konens Protest imod at køre denne skumle Vej, bød Manden hende holde Mund. Omtrent Kl. 10 holdt Manden stille, stod af Vognen og trak Konen med sig. Her forsøgte han da paa den skammeligste Maade at aflive sin Hustru. Han rev alle hendes Klæder fra hende og greb et Stykke af Tømmen, hvilket han forsøgte at faa viklet hende om Halsen, og hun skulde saaledes være klynget op i et Træ. Det lykkedes den stakkels Kone at slippe fra ham, før han fik Rebet bundet om hendes Hals, og blødende af de Læsioner, han havde tilføjet hende, løb hun fortvivlet og næsten forkommet af Kulde, hen imod en befærdet Vej raabende om Hjælp. Til al Held for hende kom en af Egnens Godsejere kørende gennem Skoven paa Vejen til sit Hjem. Han hørte hendes hjertegribende Skrig og fik snart Øje paa den flygtende Kone, der var saa forfrossen, at hun næppe kunde tale. Godsejeren indhyllede hende i sin Pels, og tog hende med hjem, hvor hun snart kom nogenlunde til sig selv ester den gode Pleje, der blev hende tildel. Man sendte Folk ind i Skoven for at oplede Ugerningsmanden. Han fandtes endnu beruset, men det lod til, at Galskaben var gaaet noget over. Han ytrede sin Glæde over, at disse Folk var komne ud at opsøge ham; hvis ikke der var kommet Folk til ham, var han bange for ikke at kunne have modstaaet Fristelsen til at aflive sig. Han foregav, da man spurgte ham, hvor hans Kone var, at hun var løbet bort fra ham, da han var ved at klynge hende op i et Træ; men han paastod, at det var en "Aftale mellem dem, da de forlode Hjemmet", at de ikke mere vilde gense hverken Børn eller Hjem, men aflive sig ved Hængning. Da Godsejeren nogenlunde havde faaet omtalte stakkels Kone bragt lidt til Kræfter, befordrede han hende til Sognefogden i Ravnkilde og tog paa Hjemvejen derfra om til Ugerningsmandens Bolig for at se til Børnene. Denne var imidlertid af Sognefogden i Ravnkilde bleven sendt hjem efter Ordre fra Herredsfogden i Hobro, Justitsraad Christensen - som tilfældigt opholdt sig paa Egnen - med det Paalæg, at skulle tage sig Noget for. Dette Paalæg udførte han ved at hænge sig i sit Tørvehus, hvor Børnene fandt ham. Sognefogden kom for at skære ham ned og der gik Bud efter Justitsraad Christensen, men endnu i Mandags Aftes Kl. 1 var Justitsraaden ikke kommen til Skaarup, og Manden laa derfor endnu paa en Tørvestabel. Den stakkels Kone er næsten fortvivlet; hun har nok Kreature, men ingen Fourage, og 7 nøgne Børn, men intet Brød til dem. - Det synes underligt, at vedkommende Øvrighedsperson ikke har funden Anledning til at skride ind itide paa en mere energisk Maade, navnlig da Børnene ogsaa har været udsatte for Overlast, og da et konstateret Mordforsøg dog mindst maa foranledige, at Ugerningsmanden bliver gjort foreløbig uskadelig.

(Social-Demokraten 4. maj 1877).