Krænkelse af en af vore heltes Grave paa Holmens Kirkegaard. Chefen paa "Prøvestenen" i Slaget paa Rheden, senere Admiral Lorenz Lassen +1837, blev tilligemed sin Hustru begravet paa Holmens Kirkegaard, ikke langt fra den Gravhøj, der gjemte hans faldne Kammerater fra 1801. Gravstedet var kjøbt paa begrænset Tid, og den nærmeste Paarørende, Admiralens Adoptivdatter, der ved Admiralindens Død 1839 kun var 5 Aar gammel, blev det under hendes Opvæxt og senere Giftermaal paa Landet ikke muligt at føre noget jævnligt Tilsyn med Gravstedet. Over saadanne Mænds Grave hæger og freder man selvfølgelig, sagdes der ofte til Beroligelse for hende. Formuesomstændigheder tillod hende først sent en direkte Henvendelse om Gravens Fornyelse og fremtidige Vedligeholdelse. Men ved hendes Besøg i denne Anledning paa Kirkegaarden, var det hende ikke muligt at finde Gravstedet, der havde været dækket af en stor flad Sten. Hun henvendte sig da til Graveren og fik af ham den Meddelelse, at Gravstedet længe havde været hjemfalden, og at man, uden at det mentes fornødent ved Bekjendtgjørelse at indkalde Paarørende, havde overdraget Gravstedet til Holmens Provst, nuværende Biskop Fog, der deri havde jordfæstet sin Hustru.
En saadan Adfærd af Holmens Provst overfor Hvilestedet for en af de Søhelte, til hvis Navn Holmens Mænd knytte et af deres nyeste og stolteste Minder, maa betegnes som i høj Grad krænkende for de nationale Følelser. Til at frede om den Plet, der gjemte Lorenz Lassens' Støv, havde netop han været kaldet som den første. Og Provsten vidste, hvem der her var stedet til Hvile. Gravstenen talte tydelig nok. Provsten skal selv have været til Stede, da Graverkarlene gravede Benene frem - han skal have sendt en Kasse (!) til at lægge de Ben i, man fik Øje paa, Kassen blev gravet ned i Højen fra 1801; over den lagde man den store Gravsten.
Saaledes krænkede en Præst den Mands Gravfred, som ikke blot en af hans nærmeste Forgængere i Embedet, men som Nationen havde lyst Velsignelse og Ukrænkelighed over - saaledes splittede Holmens Provst Lorenz Lassens Ben endnu, medens mange Mænd var i Live af den Generation, der har set ham færdes imellem os; og Provsten hører selv til denne Generation. Ved at lade Resterne af Heltens Ben nedgrave i de faldne Søkrigeres Gravhøj, udenfor hvilken Lassen saavel som Olfert Fischer selv havde valgt sig sit Hvilested - og det vil jo altid mindes, at denne Nedgravning kun fandt Sted for at skaffe Benene afvejen - krænkedes ogsaa denne Gravhøjs Fred og Pieteten mod den Aand, i hvilken den rejstes.
Uvidenhed eller forklarlig Mangel paa Pietetsfølelse, har foraarsaget mange Krænkelser af vore Fædrelands fortjente Mands Gravsteder; her foreligger et Exempel, der efter den Skyldiges Stilling og Værdighed vækker saa megen større Forargelse. Monumenterne paa Gravene ere ved offentlig Forbud skjærmede for Ødelæggelse paa Grund af deres kunsthistoriske Interesse, men der er andre Interesser, andre Følelser, som skulle antages at gjøre det berettiget, om Nationen erklærede Gravene, der gjemme dens bedste Mænd, og over hvilken ingen Slægt eller Ven mere kan frede, for viet og ukrænkelig Jord.
H. P.
Vi skulle endnu hertil føje den Bemærkning, at det maa anses for tvivlsomt, om Skelettet, der fremgravedes, var af Lassen eller hans Hustru - hvad Biskop Fog sikkert burde sørget for at faa konstateret af en Anatom, naar han vilde grave Benene ned i Højen fra Der vil i alt Fald ske en ny Forstyrrelse af Graven, naar et andet Medlem af Hr Fogs Familie skal nedlægges deri. Vi have ved Optagelsen af ovenstaaende Stykke villet bidrage vort til, at denne Vandalisme kommer til Offenlighedens Kundskab og faar den Dom den fortjener.
(Morgenbladet (København) 29. august 1882).
I et æresdigt til Lassen skrevet af P. F. Friis i Kjøbenhavnsposten 13. august 1837 stod:
Fred med Dig, Søn af Danmarks Hædersdage!
Dit Navn omvundet er med Laurens Løv;
Skjærtorsdags Helte hisset Dig modtage,
Og Dine Been er lagt ved Deres Støv.
De Blaae har sænket ned i Høiens Gjemme
Den sorte Kiste, smykt af Flaget reen.
Hvo bær hans Sværd til Enken hist derhjemme -
En af de sidste Mænd fra Prøvesteen!
Kjøbenhavn, den 3. September 1882.
Krænkelse af en af vore Søheltes Grave. Hr. Redaktør! I Morgenbladet af 29de Avgust findes et Stykke, overskrevet: "Krænkelse af en af vore Søheltes Grave paa Holmens Kirkegaard", hvorpaa jeg er gjort opmærksom. Med det berettede forholder det sig saaledes. Da min Hustru i 1879 skulde begraves, anviste Graveren mig et aldeles overgroet Stykke Jord uden noget synligt Mærke, hvilket jeg da erklærede mig villig til at kjøbe. Da jeg en af de nærmeste Dage derefter kom paa Kirkegaarden, fandt jeg Graven gravet, og af en paa den opkastede Jord henlagt Sten erfarede jeg først, at Admiral Lorenz Lassens Lig havde hvilet deri. Jeg befalede da at standse med Arbejdet og lod Graveren kalde. Denne oplyste, at Graven i mange Aar havde været overgroet og forlængst var forfalden til anden Benyttelse, ligesom at ingen af Admiralens Slægt havde været at opspørge. Graven var nu en Gang opkastet og dens Fred forstyrret. Ved Lov er Holmens Kirkegaard bestemt til Sløjfning, hvorimod Højen over de Faldne 1891 efter den lagte Plan skal bevares. Jeg fandt da, at der bedst blev sørget for Heltens Minde ved al paalægge Graveren at lade gjøre en Kiste og deri omhyggelig opsamle de opgravede Ben, og nedsætte denne med Ligstenen over i Gravhøjen, der gjemmer hans faldne Kammeraters Støv Andre maa mene, at der kunde være handlet rettere. Men jeg ved, at kun Pietet for den afdøde Helt har ledet min Handlemaade.
Biskop Fog bekræfter saaledes Rigtigheden af de i Morgenbladet anførte Fakta. Det er virkeligt saa, at man har kastet Lorenz Lassens Ben ud af Graven for at faa Plads til Præstens Kone. Hvilken Del af Skylden der falder paa Præsten og hvilken paa Graveren er maaske ikke ganske klart, de to Autoriteters Myndighed over og Ansvar for Kirkegaardene er vistnok et noget indviklet Forhold. Men selv om Graveren, som det af Biskop Fogs Brev synes at fremgaa, er den, hvem man først har at holde sig til, vil der dog aldeles ingen Tvivl være om, at der ogsaa fra Biskoppens Side "kunde være handlet rettere." De Foranstaltninger, Hr. Fog traf for at raade Bod paa den skete Forstyrrelse, faldt jo dog i Virkeligheden ud til, at Biskoppen beholdt Graven og at Forstyrrelsen udstraktes videre til Højen over de i 1801 Faldne. Naar Biskoppen lader Graveren undskylde sig med, at Graven "forlængst var forfalden til anden Benyttelse" og "at ingen af Admiralens Slægt havde været at opspørge", saa er det paa ingen Maade en Undskyldning, der gjælder Spørgsmaalet er først: har der fundet fornøden offenlig Indkaldelse Sted? Og det er ikke blot et Spørgsmaal om Familien, men om Offenligheden i det hele. Thi en Trusel i "Berl. Tid." om at sløjfe Lorenz Lassens Gravsted, vilde dog sagtens have bragt det Par Kroner til Veje, der udsædredes for at hindre en saadan Vandalisme. Men dernæst minde vi om Reskriptet af 10de Juli 1828, hvorefter der ikke blot et Aar forud for et Gravsteds Nedlæggelse skal ske Indkaldelse til Slægten, men efter hvis 2den Post der "hver Gang skal indsendes til vort danske Kancelli en udførlig Beskrivelse og Fortegnelse over saadanne Monumenter og Ligsten, hvis Fornyelse de Paagjældendes Slægt og Venner ej ville besørge, hvorefter det af bemeldte vort Kancelli bliver at afgjøre, hvor vidt der, enten med Hensyn til saadanne Mindesmærkers Værd som Kunstværker, eller i Betragtning af de Afdødes særdeles Fortjenester, bør gjøres Undtagelse fra den Regel, at Monumentet eller Ligstenen hjemfalder til vedkommende Kirke efter 20 Aars Forløb, naar Betaling ej erlægges for at beholde samme længere Tid, saa at de i slige Undtagelsestilfælde indtil videre vedblive, uden at vedkommende Kirke erholder nogen Betaling for Fornyelsen." At denne humane Bestemmelse er i fuld Gyldighed, fremgaar af Kultusministeriets Skrivelse af 27de Januar 1877 til samtlige Patronater for Sognekirkerne i Kjøbenhavn, hvorved det under Henvisning til det nævnte Reskript og "af Hensyn til det ønskelige i at bevare udmærkede eller særdeles fortjente Mænds Gravsteder", indskærpes Patronaterne: "at der, forinden noget Monument eller Ligsten paa de under de respektive Patronater sorterende indenbys og udenbys Kirkegaarde efter sket Indkaldelse borttages fra vedkommende Gravsted, gjøres Indberetning til Ministeriet, ledsaget af Patronatet eller Kirkeinspektionens Ytringer om Mindesmærkets Kunstværd samt af øvrige fornødne Oplysninger, saaledes at Monumentet eller Ligstenen forbliver urørt paa Graven, indtil Ministeriets Bestemmelse er meddelt". Det synes herefter utvivlsomt, at der i det foreliggende Tilfælde ikke blot har fundet en Usømmelighed Sted, men en ligefrem Tilsidesættelse af gjældende Retsbestemmelser, som man maatte forudsætte, at Biskop Fog ikke var ubekjendt med, da han som Sognepræst har været Medlem at Kirkeinspektionen og desuden Medlem af Bestyrelsen for Kommunens Begravelsesvæsen. For Biskoppens personlige Vedkommende drage vi naturligvis ikke i Tvivl, at han har troet at handle forsvarligt. Hans Artikler om Jordefærd kontra Baalfærd og den maaske noget overdrevne Harme, hvormed han i disse er rykket i Marken for Gravenes og Begravelsens Betydning, udelukker enhver Tanke om, at han i dette Tilfælde forsætlig skulde have tilsidesat skyldige Pietetshensyn.
(Morgenbladet (København) 3. september 1882).
Lorentz Fjelderup Lassen (1756-1837) blev i 1798 chef for vagtskibet Lindormen og 1799 chef for fregatten og vagtskibet St. Thomas. Under Slaget på Reden 2. april 1801 var han chef for blokskibet Prøvesteen. Det var placeret sydligst i den danske linje. Prøvesteen var bygget 1766 og søsat 1767 under navnet Christian 7. Det havde 3 dæk og var normeret til 90 kanoner og 849 mand besætning. Det blev ombygget 1799 til 2 dæk, 52 kanoner og normeret 525 mand besætning under navnet Prøvesteen. Lassens næstkommanderende var Michael Bille. Skibet blev sønderskudt af de britiske linjeskibe Edgar, Russel, Defiance og Polyphemus, samt fregatten Désirée og en 18-kanoners brig. Det kæmpede i ca. 4½ time og havde til sidst kun 2 brugelige kanoner tilbage. Det blev rømmet, nedbrændte til vandlinjen og sank ud for Malmø. Vraget skal i 1847 være blevet optaget og træet solgt.
Efter slaget blev Lassen hyldet af københavnere, fik en hædersgave fra danske og norske kvinder og en erindringsmedalje i guld af kongen. Under krigen 1807–14 var han øverstkommanderende for kystforsvaret i Frederikshald. Han blev afskediget som kontreadmiral i 1815. I Dansk Biografisk Leksikon står diplomatisk at "hans gravsten blev, da hans gravsted på Holmens kirkegård hjemfaldt, flyttet hen på siden af heltegraven." Stenen ligger på "bagsiden" af højen.
Bruun Juul Fog (1819-1896) blev 1857 kapellan ved Holmens kirke, 1867 Holmens provst. I 1881 blev han biskop i Århus. 1884 efterfulgte han Martensen i København. Han tilhørte de ultrakonservative over for vækkelserne. Han var ikke meget for at bede Estrup fjerne kultusminister Jacob Scavenius på grund af dennes til skade for "kirkens ære" skandaløse privatliv. 12. maj 1903 opstilledes på kirkegården ved Holmens Kirke et monument for han udført af August V. Saabye.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar