Naar man erindrer sig de mægtige historiske Minder, som knytter sig til Island, og man erindrer sig Beretningerne om det Stordaadsliv, som Islændernes Saga fortæller os om, og man endelig mindes de store, kraftige Kæmpeskikkelser, som ikke taalte nogen Overmand, og knapt nogen Sidemand, - saa kan man ikke lade være at trække paa Smilebaandet ved Tanken om, at nu til Dags er deres Høvding saadan en løjerlig Skikkelse som Justitsminister Nellemann, og det er ganske naturligt, at han forstaar dem lige saa lidt som han ligner dem.
Vi ville hverken fordybe os i Islands Historie eller more os over det Forhold hvori Skæbnen har stillet den nævnte "Høvding" til dette Isbræernes Land; men derimod udtale os om Regeringens Optræden lige over for Islænderne, og den Nød, som truer Øens Befolkning, der nu tæller mellem 70 og 80,000 Mennesker.
Hvor som helst man betragter Koloniers eller Bilandes Stilling til Hovedlandet, viser det sig næsten altid, at der i dette hersker den største Uvidenhed om Bilandet, hvoraf da igen følger, at den Gren af Administrationen, som har sit Sæde i Hovedlandet, altid træffer enten aldeles gale eller ufuldstændige Bestemmelser med Hensyn til Bilandets indre Styrelse.
Island har altid været Danmarks Stedbarn, og de vise Regeringer har ingensinde gjort dem alvorlig Umage for at ophjælpe og styrke dette Land, der kastet i Nordhavet tæt op til den nordlige Polarkreds ret er en Tumleplads for Naturens barskeste Tiltale og en travrig Virkeplads for Menneskene. Talrige ere de Ulykker, som gennem Tiderne have hjemsøgt Landet og dets Beboere, og saa længe Is og Sne er til, vil Ulykkerne komme igen og hærge dette Land, som saa længe det skal sortere under det Estrupske Ministerium, vel næppe vil formaa ved egne Kræfter at mildne Følgerne af de Prøvelser og Tab, som dets ublide Stilling fører med sig.
Det har altid været vanskeligt for den danske Regering at værne om Islændernes Rettigheder i deres egne Farvande, og navnlig mod Englændernes og Skotternes mangfoldige Fortog paa at tilrive sig Fiskeriet under Islands Kyster. Særligt var det fra 1801-1813 saa vanskeligt for Regeringen, at den ligefrem maatte opgive Ævret, og en Sømand, Jørgen Jørgensen fra København, Broder til den fordelagtigt bekendte Uhrmager Urban Jørgensen, forstod i den Grad Irlændernes Trang og Ønsker, at han drog afsted, afsatte Amtmanden, udstedte Proklamationer og lod sig endog udraabe til Konge paa Island. - Se saa lidt brød man sig om den danske Regering den Gang, at man tog imod den Første den Bedste, som meldte sig.
Islands Forfatning har i mange Aar været ordnet og indrettet efter Forordningen af 8de Marts 1843 om Indretningen ar en særlig raadgivende Forsamling for Island under Navn af Althing; men da Islænderne stadigt ønskede en friere og selvstændigere Forfatning, blev efter lange Forhandlinger Islands forfatningsmæssige Stilling ordnet ved Forfatningsloven af 5te Januar 1874, hvorefter Øen har faaet et eget Ministerium, der har Sæde i København. Althinget tæller 6 kongevalgte Medlemmer og 30 andre Medlemmer.
Det har imidlertid ikke hidtil været med stor Tilfredshed, at man paa Island har levet under denne Forfatning, og den nuværende Minister har Tid efter anden opnaaet at gøre sig ilde afholdt ved sine upraktiske Foranstaltninger og ved sin Mangel baade paa Interesse for og Kendskab til Øens Tilstand og dens Befolknings Krav.
Efter blandt Andel at have afgivet et Bevis for Islænderne paa, at dan ynder provisoriske Love, udstedte Hr. Nellemann en foreløbig Lov angaaende Forandring af § 9 i Lov af 4de November 1881 om Udførselsafgift af Fisk og Tran, en Lov, som ikke kan antages at interessere danske Læsere, men som paa Island baade fremkaldte Vrede og gjorte Skade. - Dog er dette Intet imod, hvad Regeringen i den senere Tid har tilladt sig. Nordmændene har i mange Aar og med Held drevet Sildefiskeri under Islands Kyster, og derved bragt en Erhvervsgren frem, som Islænderne selv manglede Kapital til at eksploitere med Fordel; men som dog skaffede Øens Handlende, og navnlig Fiskerne, en velkommen Indtægt, som de i høj Grad trængte til, og man var saa smaat paa det Rene med, at man havde faaet sig en ny Indtægtskilde, der særlig kom Smaafolk til Gade.
Men saa finder Hr. Nellemann paa, stik imod al Fornuft og Islændernes Ønsker, at forbyde Nordmændene denne Industri i Henhold til en gammel Forordning, formodenlig fra Frederik den 2dens og Magnus Heinesøns Tider. Delte har fremkaldt store Tab og megen Nød hos Befolkningen, som naturligvis ønsker en Minister, der finder paa slige Daarskaber, hen, hvor Peberet gror. Medens saaledes Nellemann har gjort sit til at svække Islændernes Indtægtskilder og fremkalde Fattigdom har Naturen paa sin Vis ført megen Nød og vil føre endnu større Nød med sig. Allerede i Foraaret var Udsigterne meget ugunstige paa Øen, og senere hen er Polarisen drevet ind paa Nordlandet og senere paa Østkysten. Nogle Handelsskibe var slupne ind paa de fleste Havne før Isens Ankomst, hvilket var heldigt, da der mange Steder var bleven følelig Mangel paa Kornvare-Forsyning. Ved Paasketid gik der en forfærdelig Nord- og Nordøststorm over en stor Del af Landet, hvortil kom følelig Frost og Kulde. Ved denne Lejlighed ødelagdes flere Gaarde i Rangávalla Syssel, over 20 Gaarde kan anses for helt ødelagte, og mange flere har lidt større og mindre Skade, altsammen ved Sandflugt. Mange Tusinde Faar er faldne som Ofre for Fodermangel og Sygdom foraarsaget ved Sandflugten. De sidste Efterretninger, man har fra Østlandet, melde, at man der endnu ikke almindelig led Mangel paa Kreaturfoder, men at Nøden da stod for Døren, og at alle Fjorde var lukkede af Is. I Øster Skaftefjældssyssel var Kreaturerne endog begyndt at dø af Hunger paa flere Steder.
I Følge andre Meddelelser fra Øen regner man de store Ildudbrud i 1875 og de derved fremkaldte Ulykker for Intet mod den Elendighed, der nu hersker paa Øen.
Under disse for Befolkningen paa Island saa sørgelige Vilkaar er det klart, at der maa hurtig Hjælp. I Norge har der allerede dannet sig en Hjælpekommite, og i Sverrig har Gøteborg Handeltridende erklæret sig villig til at modtage Bidrag.
Medens man saaledes i Udlandet anstrænger sig for at afhjælpe Nøden i de Landdistrikter, der staar under den danske Justitsministers specielle Overhøjhed, indtager "de ledende Kredse" her hjemme en højtidelig afventende Stilling. Man venter Landshøvding Finsen, hedder det, thi denne gode Mand kommer hertil for at meddele, hvor stor Nøden er, og man mener ikke at kunne foretage noget forinden. Naar han kommer, har afgivet sin Beretning o. s. v., saa er der Tale om at sætte den private Velgørenhed i Bevægelse, afholde Bazarer og indsamle Skillingsbidrag etc.
Det forekommer os, at naar Nøden allerede er saa stor, at Udlandet ikke alene har hæftet sin Opmærksomhed paa den men ogsaa gjort Skridt for at lindre og hjælpe, saa er vore egne Avtoriteters Optræden noget besynderlig. Der maa aabenbart her foreligge en Pligt for Staten som saadan til saavidt muligt at bekæmpe Noden, forinden denne antager altfor mægtige Dimensioner. Den "private Velgørenhed", som det er bleven moderne at engagere ved enhver Lejlighed, og som under Storborgernes Ledelse røber større og større Tilbøjelighed til at optræde i Karnevalsdragter og under Bazarmustk, denne "Velgørenhed" kan fornuftigvis ikke have noget at gøre med en saa stor og alvorlig Ulykke som Nøden paa Island. Her maa det hele Samfund træde til, og Pengene maa skaffes tilveje ikke i nogle enkelte Hunbrede Kroner og ved Fjas og Grin, men i et saa stort Beløb, som er nødvendigt, og i et Beløb, der udredes af Statskassen, thi efter hvad Rustningsvennerne paastaar har denne Penge nok.
For at Sagen kan blive greben saaledes an, henstiller vi til Regeringen at sammenkalde Rigsdagen til en ekstraordinær Samling for at faa de nødvendige Midler bevilgede, eller for saa vidt denne Indkaldelse maatte støde paa al for store Vanskeligheder, da straks ved Rigsdagens Sammentræden i Oktober at forelægge et Lovforslag i den her antydede Retning.
(Social-Demokraten 6. august 1882).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar