Det var bekjendt herude, at Oberst Arendrup, da han gik ind paa at modtage den ham tilbudte Post som Guvernør, stillede som Betingelse, at han skulde have et Aar til at sætte sig ind i Forholdene, inden han fremkom med nogen Indstilling om vore forkvaklede Anliggender. Vi vidste ogsaa, at Hs. Excellence Finansministeren særlig havde forbeholdt sig Afgjørelsen af et enkelt af disse Forhold, nemlig Ordningen af Overadministrationen. Med Bekymring have vi imidlertid set den nævnte Betænkningsfrist udløbe, uden at der er fremkommet noget, som tyder paa en Forandring til det bedre. Og dog er der saa overmaade meget, der trænger til en giennemgribende Reform.
Der er for det første Arbejderforholdene. Ved Anordningerne af 24de Oktober 1879 fik disse vel en Slags Ordning, men denne var aldeles ikke egnet til at skabe en heldig Overgang fra den ved Opstanden i 1878 fremkaldte Tilstand. Der er snarere større Usikkerhed og flere Forviklinger end under de gamle Arbejdsregulativer. De nævnte Anordninger ere paa gode Veje til at blive aldeles ignorerede, og Hr. Arendrup har ved Politiforanstaltninger og lignende midlertidige Udveje maattet slikke paa hele dette Værk for blot at tilvejebringe en arbejdsdygtig Tilstand paa Øerne. For landarbejdernes Vedkommende er der dog ét Skridt, som man nu er i Færd med at gjennemføre, der vistnok ikke vil forfejle sin Virkning, jeg mener Udlodningen af smaa Parceller Jord til Arbejderne. Men den rette Forstaaelse af og Evne til at bruge Friheden kommer ikke til en Befolkning som vor Landalmue med en Plet Jord alene eller med Frihedens ydre Former Der maa skabes Hjærter og Samvittigheder bos vore Negre, og det er ingen let Opgave, mindst for et, Nyankommen, om end Guvernør Arendrup er kommen med den bedste Villie.
I nær Forbindelse med dette Spørgsmaal staar Skolevæsenet. Det er en Sag, som i den nærmeste Fremtid maa finde sin Løsning paa en eller Anden Maade. Men ethvert Forsøg paa at gjennemføre Skoletvang vil efter Forholdene her utvivlsomt strande, og dersom man ikke vil følge Exemplet fra de engelsk-vestindiske Øer og i det mindste for Landalmuens Vedkommende overdrage Skolen til Menighederne mod et passende Tilskud fra det Offenlige, kommer der intet ud deraf. De sidst afholdte Examiner ved Landskolerne have ikke vist noget heldigt Resultat.
Vort Fattigvæsen er i den kummerligste Forfatning. Det almindelige er, at de Fattige faa udbetalt en vestindisk Daler om Maaneden. Hermed bestrides Huslejen, deres øvrige Fornødenheder sørge de selv for. At der heraf er opstaaet et omfattende og forkasteligt Tiggeri siger sig næsten selv. Men dersom man vilde raade os til at oprette Fattighuse, saa kunde det være et meget vakkert Raad, naar der blot var den fjærneste Mulighed for at følge det. Men det er der ikke. Bekostningen er ganske uoverkommelig for vore Forhold: den nuværende Ordning eller Mangel paa Ordning har i hvert Fald den Fordel at være billig ; men Arbejdshuse med Beklædning. Kost, Vask, stadig Pleje osv. vilde langt overstige vore Kræfter Og det Udbytte, der skulde vindes ved Lemmernes Arbejde, vilde blive lig Nul. Man behøver blot at komme paa Politikammeret en Dag, naar de maanedlige Udbetalinger finder Sted, og man vil faa et Begreb om, af hvilket Stof den Befolkning bestaar, som vilde komme til at ligge paa Fattighuset. Planen om Fattighuse har ogsaa været forsøgt andet Steds paa de vestindiske Øer, men den er mislykket. Noget maa der imidlertid gjøres, navnlig for at holde de saa hyppigt forekommende vederstyggelige Sygdomme (Spedalskhed m. m.) borte fra den øvrige Befolkning. Det er gruopvækkende at se, hvorledes endog spæde Børn ikke blot faa Lov til at omgaas, men ligefrem anbetros til saadanne Befængte.
Som andre Forhold, der vente paa deres Reformator, skal jeg blot nævne Vejvæsenet, Brandvæsenet, Fængselsvæsenet. For den sidstnævnte Posts Vedkommende er der vel sørget for en bedre Anvendelse af Fangerne dels til at rydde Land og plante Græs paa de saakaldte offenlige Grunde, dels til Rydning m. m. for Private, og Fangerne ere ogsaa i det hele med Hensyn til deres Arbejde komne under en fornuftigere Ledelse, men der mangler dog endnu Sikkerhed bl. andet mod saadanne Kombinationer som de, der førte til Tilstedekomsten af de bekjendte "Oprørsdøttre", for hvilke det Offenlige har maattet overtage baade Paterniteten og Alimentationen. Retsplejen og Politiforvaltningen svarer naturligvis ikke længer til de aldeles forandrede Forhold. Politiet magter paa ingen Maade de Pligter, som navnlig de forandrede Arbejdsforhold stiller til det. Politimesteren bør ikke tillige være Underdommer, Skifteforvalter, Avktionsholder, Notarius m. m., og Politiet burde have en anden mere regelmæssig Organisation.
Af større finansiel Betydning er Militærvæsenet, en Sag, hvortil Guvernøren ganske vist ikke kan tage Initiativet. Det Forslag, der i sin Tid forelagdes Rigsdagen om Statens Overtagelse af Militærudgifterne, naaede som bekjendt ikke ud over de allerførste Stadier. Og dog er det saa, at dette Spørgsmaal maa ordnes og ordnes snarest muligt, dersom St. Kroix skal kunne bære sig som Kommune. Det er utvivlsomt, at disse Udgifter kunne taale nogen Nedsættelse, en gjennemført Sparsommelighed kunne de i hvert Fald taale. At anskaffe kostbare Heste er en Overdaadighed, og det er mere end dette, naar de kort efter maa kasseres.
Jeg kommer endelig til Embedsforholdene, som jeg tillader mig at sige et Par Ord om med Frygt for, at man hjemme skal anse det for altfor dristigt, at vi vove en Mening herude om noget, som man naturligvis i og udenfor Ministeriet forstaar at vurdere langt bedre end vi. Hs. Excellense Finansministeren har i al Fald i Kraft af denne Evne til at vurdere Folk paa den senere Tid udfoldet en betydelig Iver for at forsyne os med "ny og friste Kræfter", hvorom vi have Lov til at haabe, at de ville svare til Forventningerne og vise sig den Forøgelse i Pensionsbyrden værd, som deres Udnævnelse har medført. At det ikke er juridisk Indsigt, det skorter os paa, vil man forstaa, naar vi alene ved Overøvrighedskontoret paa St. Kroix have tre Jurister (1 Sekretær og 2 Fuldmægtige) foruden den juridisk uddannede Præsident. Der er endvidere ved Kontoret en Løjtnant som Assistent og 3-4 Skrivere foruden Extraskriverne. Paa St. Thomas er der ved Guvernementet 2 Jurister (1 Sekretær og I Fuldmægtig) og 3 Skrivere. Regeringen paa St. Croix maa saaledes utvivlsomt være i den bedste juridiske Orden, og man kan forstaa, at Chefen med en saadan Assistance har Tid nok at anvende paa sin Yndlingssyssel: Byens Beplantning og Ryddeliggjørelse samt Land- og Strandpromenaders Anlæg.
Herved kommer vi naturlig til Overøvrighedsposten paa St. Croix, et af de Forhold, Hr. Estrup har forbeholdt sig Afgjørelsen af. Det man vel nu anses for givet, at det umulig gaar an at lade St. Croix uden egen Overøvrighed. Den i sin Tid drøftede Plan om at lægge Øen ind under en for St. Thomas og St. Jan fælles Overbestyrelse forsvares ikke længer af nogen. Men efter den Vending, Tingene have taget paa St. Thomas, er der ikke en Gang nogen virkelig Nødvendighed for, at Guvernementet har sit Sæde paa denne Ø. Det bør forlægges til St. Croix. De forskjelligartede Forhold her. Vigtigheden af, at de opstaaende Spørgsmaal faa en stedlig, endelig og hurtig Afgjørelse, og ikke mindst den Betydning, det har, at Forhandlingerne med Kolonialraadet ledes paa Regeringens Vegne med fornøden Alvor og Paalidelighed, alt dette kræver med Styrke, at Regeringens ofsicielle Repræsentant vender tilbage til St. Croix. Som bekjendt blev Forlæggelsen af Guvernementet til St. Thomas iværksat, uden at St. Croix fik Lejlighed til at udtale sig derover, Oen har lidt meget mere herved, end man er villig til at indrømme. Om St. Thomas i saa Fald kunde undvære lokal Overøvrighed er et Spørgsmaal, som jeg ikke skal udtale mig om.
Den nuværende midlertidige Ordning paa St. Croix bør under alle Omstændigheder have en Ende. Øen regeres nu paa halvandet Aar af Hr. v. Brakle som konstitueret Præsident. Det anses for en offenlig Hemmelighed herude, at Hr. Etatsraad Stakeman, der indtil 1881 beklædte Overøvrighedsposten paa St. Croix, trak sig tilbage "paa Grund af Alderdom" umiddelbart efter visse Forestillinger, som fra hans Side vare indgivne til Regeringen, og som berørte dels den daværende Guvernør Garde, dels Etatsraadens egen Sekretær, nævnte Justitsraad v. Brakle. Som bekjendt trak ogsaa Guvernør Garde sig tilbage "paa Grund af Alderdom", men forinden havde han at træffe midlertidig (Foranstaltning saavel til Guvernørpostens som Præsidentskabets foreløbige Bestridelse, og til almindelig Bestyrtelse konstituerede han Hr. v. Brakle som Præsident Af alle her paa Øen, der overraskedes ved denne Udnævnelse, opfattedes Hr. v. Brakles Præsidentskab som noget aldeles forbigaaende, og vi bestyrkedes heri af flere sammenstødende Omstændigheder. Saaledes hørte vi, at det kort efter fra Ministeriet udtrykkelig var paalagt Hr. v. B. at tilføje "konst." (konstitueret) ved sin Underskrift paa officielle Udfærdigelser, vi mærkede os, at hans Konstitution alene angik Præsidentskabet og ikke tillige Viceguvernementet, og at den Ordensregn, der gjorde Guvernementssekretæren og 4 andre til Riddere af Dannebrog, ikke ramte Hr. v. Brakle. Nu er der imidlertid gaaet halvandet Aar, og Hr. v. B. er fremdeles Præsident, ganske vist kun med halv Gage, men dog med fulde Taffelpenge og fri Bolig i det "pragtfulde" Guvernementshus. Af private Breve fra Kjøbenhavn høre vi, at Guvernør Arendrup har gjort sin Indstilling, men vi vente stadig forgjæves paa Finansministerens Afgjørelse.
Hr. v. Brakle hører ikke til de "ny og friske Kræfter". Han er Student fra 1839 og juridisk Kandidat (med haud.) fra 1846, altsaa en aldrende Mand nu Efter at have været Godsejer i Danmark en Del Aar, hvorved han blev bekjendt med godsejerlige Naboer som den nuværende Finansminister, dukkede han i 40 Aars Alderen op herude med en Udnævnelse som Sekretær under Guvernementet i Lommen, og skjønt der ikke var stort for ham at gjøre, blev han modtagen, som vi modtage alt det Personale, der sendes os fra Kjøbenhavn, uden Hensyn til om vi have Brug for det, og uden Hensyn til om vi have haft Bud efter det. I 1872 blev han saa anbragt paa St. Croix som Præsidentskabssekretær, og det maa vel, skønt vi ikke fatte det, være hans Tjenester i denne Stilling, der nu har konstitueret ham paa Præsidentstolen.
Hvorom al Ting er, saa beklæder Præsidenten paa St. Croix en Stilling, som ikke i Længden lader sig udføre ved en Kraft, der som en rent midlertidig Nødhjælp er tagen af, hvad der var for Haanden. Til denne Post er det bedste ikke for godt. Allerede Stillingen i Kolonialraadet kræver en Mand med Anseelse og Avtoritet og med Omløb nok til at finde et fornuftigt Svar paa et simpelt Spørgmaal. Det er derfor vort Haab, at det maa lykkes Finansministeren at finde den rette Mand og at finde ham lidt snart. Selvfølgelig ere vi herude i vort lille Samfund ganske anderledes afhængige af vore Embedsmænd end hjemme, hvor en stærk offenlig Mening og en mægtig Presse baade er i Stand til at tilskynde og holde igjen. Og naar vi først have faaet vore Embedsmænd, saa klage vi ikke let over dem. Thi dels have vi en Følelse af at der hjemme er saare ringe Interesse for vore Klager og maaske mindst, hvor vi snarest skulde vente det modsatte, og dels er det en vanskelig Ting at bedømme de personlige Forhold i Vestindien ovre i Kjøbenhavn Naar der paa Klagen følger en "konfidentiel" Indberetning fra Embedsmanden, som Klagerne ikke se, og som udvikler de personlige og rænkefulde Motiver, der have sat den misfornøjede Rebel op imod hans Øvrighed, saa er det vist kun altfor naturligt, at Ministeren søger Afgjørelsen i denne konsidentielle Indberetning, og at Enden paa det bliver Nul eller endog yderligere Ulejlighed for den selvkaldede Reformator. Jeg skal derfor nøjes med at udtale et beskedent Ønske om, at vor Præsident, naar vi en Gang faar en - det ske snart - maa blive en Mand med nogen Betydning, der har Betingelsen for at vinde offenlig og privat Tillid og Agtelse.
Det vilde ikke være rigtigt at slutte dette lange Hjærtesuk uden et Par Ord om vor øjeblikkelige økonomiske Stilling. Efter flere Aars ret heldigt Vejrlig og deraf følgende god Høst har Øen nu igjen været hjemsøgt af 8 Maaneders Tørke, der i en bedrøvelig Grad nedslaar Forventningerne for i Aar. Fælleskogeriet har i dets sidste Kampagne havt et meget gunstigt Udbytte. Resultatet vil dog først foreligge en Gang i Januar, naar Generalforsamlingen er bleven afholdte, men det anses dog allerede nu for givet, at der trods det gode Udbytte dog ikke vil blive mere tilovers, efter at Driftsomkostningerne ere trukne fra, end det Beløb, der udfordres til Renter og Afdrag til Statskassen Derimod kunne Præferenceaktierne ikke vente Betaling, skjønt de hidrøre fra Gjæld, som Kogeriet skylder for Sukkerrør, der ere leverede for flere Aar siden. Til Aktionærerne bliver der heller ingen Renter, skjønt de have Udbytte til gode for flere Aar. Kolonialkassen er ganske vist Garant, men den er jo fallit, og de faa Penge, der komme ind, have andet Steds Ærinde f. Ex. til Gageforhøjelser, Bygningsreparationer og andre Formaal, hvorom der, som om alt her i Verden, kan være delte Meninger. Om den finansielle Forvaltning i Vestindien mindes jeg dog kun at have hørt ên Mening.
(Morgenbladet (København) 17. november 1882).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar