En af de ægte sioux-indianere
følte for et par dage siden trang til at blive barberet. Ledsaget af en tolk begav han sig til et atelier for barberkunsten, hvor han blev betroet til et ungt menneskes omsorg. Den unge mand skulle til at begynde på udførelsen af sit hverv, men da indianeren i denne anledning slog kraven på sin ulster-coat ned, blev den unge barber så rædselsslagen over at stå overfor en af de blodtørstige rødhuder, at han tabte sæbekoppen og ikke var til at bevæge til at fortsætte sin forretning. Mesteren - der altså har været en del mere behjertet - måtte da tage fat, og så vidt vides slap både han og indianeren helskindede fra affæren.
(Dags-Telegraphen (København) 19. december 1885).
Sioux-indianernes hjem er de nuværende stater Iowa og Minnesota. Derfra dreves de vester på til det nuværende territorium Dakotah. Da man for en halv snes år siden også ville drive dem bort fra "de sorte høje" (the Black Hills) i dette territoriums vestlige del, satte de sig til modværge - ikke ganske uden grund, skulle man synes - og massakrerede en del hvide
indvandrere. Regeringen i Washington sendte da en anselig stridsmagt, under general Custer, ud for at undertvinge de genstridige indianere. Men i en kamp mellem de sorte høje vandt sioux-indianerne, under høvdingen Sitting Bull, en sejr så eklatant, som det er muligt at tænke sig. Custer og hans folk faldt til sidste mand. Ikke en sjæl af de hvide kom levende derfra, så man vidste i mange år næppe en gang rigtigt, hvorledes det egentligt var gået til i denne kamp.
Unionens våbenære krævede, at en ny og større troppestyrke sendtes mod siouxerne, og nu jagede man dem, til de gik over på kanadisk territorium, hvor unionstropperne var nødte til at
lade dem i fred. Men da siouxerne væsentligt ernærede sig ved jagt på de vilde bisonokser, og disse efterhånden trak sig over på Unionens grund, var Sitting Bull og hans folk tvunget til at følge efter.
Så snart dette rygtedes sendte den amerikanske regering på ny sine tropper imod ham, denne gang under en general der hed Miles, om jeg ikke husker fejl. Sitting Bull åbnede underhandlinger, på sin maner, men de førte ikke til noget. De diplomatiske aktstykker, der udveksledes, havde en ret ejendommelig form, omtrent som følger:
"Sitting Bull til Miles. Bull og hans folk lever af okserne. Hvor okserne er, må Bull også være. Det er ikke Bulls hensigt at ville gøre de hvide mennesker noget ondt, men hvis Miles rykker længere frem, så skyder Bull".
General Miles svarede i samme stil, at han intet hensyn tog til, om Bull skød eller ej, og efter nogle skærmydsler måtte siouxerne igen trække sig tilbage til Kanada. Tvunget af nød, overgav en del af dem, under høvdingen Antelope, sig imidlertid snart til amerikanerne og fik anvist en "Reservation" (forbeholdt stykke land), hvor de kunne leve. Sitting Bull holdt ud så længe han kunne, men omsider, i sommeren 1881, tvang hungeren også ham til at underkaste sig tilligemed den sidste rest af sine folk.
Amerikanerne, der nu kom i personlig berøring med den frygtede indianerhøvding, der havde tilintetgjort en af deres hære til sidste mand, blev meget forbavsede ved i stedet for en vild bersærk at finde en skikkelig, godmodig, meget fredsommelig og religiøs mand. "De hvide mænd indrømmer," sagde en reporter fra "New York Herald" til Sitting Bull, "at I
viste Jer som en stor høvding i kampen mod Custer". - "Det var den store Ånd, der beskærmede mig og afgjorde den kamp", svarede høvdingen. "Jeg ville ikke gøre noget ondt. Derfor fik jeg styrke fra den store gådefulde deroppe." Og han pegede opad med sin finger.
Da Sitting Bull havde været nogen tid blandt amerikanerne, erklærede han en skønne dag, at nu var han ked af dette stille liv og ville ud at jage igen. Hans "værter" betydede ham imidlertid, at dette ikke kunde tillades, og for at vise ham på en håndgribelig måde, at de mente, hvad de sagde, anbragte de ham i et fort. Her befandt Sitting Bull sig imidlertid alt andet end vel, og den offentlige mening hos amerikanerne var også imod, at den tapre og godmodige høvding skulle behandles på denne måde. Men hvad skulle man gøre ved
ham? Agerdyrker vilde han ikke være.
Så var der en impressario, der optrådte som frelser i nøden. Han forestillede Sitting Bull, at alle hvide mænd var begærlige efter at se den store høvding, og opfordrede ham til at rejse
rundt med sig og give audiens. Om Sitting Bull følte sig smigret, skal jeg ikke kunne sige, men vist er det, at han lod sig bevæge til at rejse med. I det første hotel, han kom til, debuterede han ved middagsbordet med at brede sin serviet omhyggeligt ud over sin stol
og sætte sig på den. Han blev dog snart fortrolig med hotellivets sædvaner og hotellernes indretning, og de sidste efterretninger lyder desværre på, at han stadigt forlanger sit værelse
så nær som muligt ved hotellets "bar", det lille kabinet, hvori øl og whisky mm. konsumeres.
Det her anførte kaster måske lidt lys over den ubestridelige kendsgerning, at også vi, her i København, får besøg af nogle af Sitting Bulls folk. Hvad over-høvdingen gør, kan selvfølgeligt også under-høvdinger og menige indianere gøre. Kan Sitting Bull "give
audiens" i Amerikas store byer, kan Standing Eagle også gøre det i Europas.
X
(Morgenbladet (København), 20. december 1885).
(Morgenbladet (København), 21. december 1885).
Indianernes sidste forestilling var ellers planlagt til den 20. december.
Noget om indianere
Indianerne på "National" er fuldstændigt ægte. Der er ikke mindste tvivl derom. Om de alle er af fuldstændig ublandet race turde tværtimod være et andet spørgsmål. Dog gælder det utvivlsomt for høvdingens og krigernes vedkommende. De er ægte sioux-indianere.Sioux-indianernes hjem er de nuværende stater Iowa og Minnesota. Derfra dreves de vester på til det nuværende territorium Dakotah. Da man for en halv snes år siden også ville drive dem bort fra "de sorte høje" (the Black Hills) i dette territoriums vestlige del, satte de sig til modværge - ikke ganske uden grund, skulle man synes - og massakrerede en del hvide
indvandrere. Regeringen i Washington sendte da en anselig stridsmagt, under general Custer, ud for at undertvinge de genstridige indianere. Men i en kamp mellem de sorte høje vandt sioux-indianerne, under høvdingen Sitting Bull, en sejr så eklatant, som det er muligt at tænke sig. Custer og hans folk faldt til sidste mand. Ikke en sjæl af de hvide kom levende derfra, så man vidste i mange år næppe en gang rigtigt, hvorledes det egentligt var gået til i denne kamp.
Unionens våbenære krævede, at en ny og større troppestyrke sendtes mod siouxerne, og nu jagede man dem, til de gik over på kanadisk territorium, hvor unionstropperne var nødte til at
lade dem i fred. Men da siouxerne væsentligt ernærede sig ved jagt på de vilde bisonokser, og disse efterhånden trak sig over på Unionens grund, var Sitting Bull og hans folk tvunget til at følge efter.
Så snart dette rygtedes sendte den amerikanske regering på ny sine tropper imod ham, denne gang under en general der hed Miles, om jeg ikke husker fejl. Sitting Bull åbnede underhandlinger, på sin maner, men de førte ikke til noget. De diplomatiske aktstykker, der udveksledes, havde en ret ejendommelig form, omtrent som følger:
"Sitting Bull til Miles. Bull og hans folk lever af okserne. Hvor okserne er, må Bull også være. Det er ikke Bulls hensigt at ville gøre de hvide mennesker noget ondt, men hvis Miles rykker længere frem, så skyder Bull".
General Miles svarede i samme stil, at han intet hensyn tog til, om Bull skød eller ej, og efter nogle skærmydsler måtte siouxerne igen trække sig tilbage til Kanada. Tvunget af nød, overgav en del af dem, under høvdingen Antelope, sig imidlertid snart til amerikanerne og fik anvist en "Reservation" (forbeholdt stykke land), hvor de kunne leve. Sitting Bull holdt ud så længe han kunne, men omsider, i sommeren 1881, tvang hungeren også ham til at underkaste sig tilligemed den sidste rest af sine folk.
Amerikanerne, der nu kom i personlig berøring med den frygtede indianerhøvding, der havde tilintetgjort en af deres hære til sidste mand, blev meget forbavsede ved i stedet for en vild bersærk at finde en skikkelig, godmodig, meget fredsommelig og religiøs mand. "De hvide mænd indrømmer," sagde en reporter fra "New York Herald" til Sitting Bull, "at I
viste Jer som en stor høvding i kampen mod Custer". - "Det var den store Ånd, der beskærmede mig og afgjorde den kamp", svarede høvdingen. "Jeg ville ikke gøre noget ondt. Derfor fik jeg styrke fra den store gådefulde deroppe." Og han pegede opad med sin finger.
Da Sitting Bull havde været nogen tid blandt amerikanerne, erklærede han en skønne dag, at nu var han ked af dette stille liv og ville ud at jage igen. Hans "værter" betydede ham imidlertid, at dette ikke kunde tillades, og for at vise ham på en håndgribelig måde, at de mente, hvad de sagde, anbragte de ham i et fort. Her befandt Sitting Bull sig imidlertid alt andet end vel, og den offentlige mening hos amerikanerne var også imod, at den tapre og godmodige høvding skulle behandles på denne måde. Men hvad skulle man gøre ved
ham? Agerdyrker vilde han ikke være.
Så var der en impressario, der optrådte som frelser i nøden. Han forestillede Sitting Bull, at alle hvide mænd var begærlige efter at se den store høvding, og opfordrede ham til at rejse
rundt med sig og give audiens. Om Sitting Bull følte sig smigret, skal jeg ikke kunne sige, men vist er det, at han lod sig bevæge til at rejse med. I det første hotel, han kom til, debuterede han ved middagsbordet med at brede sin serviet omhyggeligt ud over sin stol
og sætte sig på den. Han blev dog snart fortrolig med hotellivets sædvaner og hotellernes indretning, og de sidste efterretninger lyder desværre på, at han stadigt forlanger sit værelse
så nær som muligt ved hotellets "bar", det lille kabinet, hvori øl og whisky mm. konsumeres.
Det her anførte kaster måske lidt lys over den ubestridelige kendsgerning, at også vi, her i København, får besøg af nogle af Sitting Bulls folk. Hvad over-høvdingen gør, kan selvfølgeligt også under-høvdinger og menige indianere gøre. Kan Sitting Bull "give
audiens" i Amerikas store byer, kan Standing Eagle også gøre det i Europas.
X
(Morgenbladet (København), 20. december 1885).
National Scala, tegning 1885. Erik Henningsen (1855-1930). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Sioux-indianerne på National taganlæg.
Opmærksomheden henledes på omstående annonce, ifølge hvilken indianerstammens ophold her i byen af hensyn til den stærke og vedvarende tilstrømning er blevet forlænget til den 31. december. Rødhuderne har trods kontraktsforhold andet steds, indgået på denne forlængelse af omsorg for det syge indianerbarn, der har sat megen uro i stammen. Der menes at barnet næppe vil kunne tåle en sørejse før om nogen tid.(Morgenbladet (København), 21. december 1885).
Indianernes sidste forestilling var ellers planlagt til den 20. december.
En buket til prins Valdemar.
Den gamle sioux-indianer Hi-Crew der fra "National"s vinduer så den uoverskuelige menneskemasse - efter hans anskuelser mindst 1 million - , der modtog deres kongelige højheder prins Valdemar og prinsesse Marie, blev meget rørt og løb ind i sit sovekammer, hvor han af en vældig dragkiste udtog en ørnefjer, som han indtil i forgårds har gemt som en helligdom (høvdingen skal nemlig bære 3 fjer på sit hoved, men efter at han i krigen blev ramt af en kugle i den højre hofte, tør han kun bære 2 fjer. Fjerens farve var på dens øverste del sort, på den nederste del hvid, den ene side af det hvide var malet rød som tegn på at den var taget af høvdingens hoved på grund af at han var blevet såret). Idet han truede med mytteri, erklærede han at ville sende fjeren som tegn på sin deltagelse tilligemed fotografi af sig og de andre indianere til prinsen og prinsessen. Impressarioerne der var bange for at gøre høvdingen noget imod, sendte derfor ifølge "Natt." søndag eftermiddag fra Dina Schuldts blomsterforretning en stor, elegant buket til prinsen og prinsessen. Buketten der var i amerikanske farver og med bånd i franske farver, bar indskriften: "Hi Crew, høvding for 4.000 sioux-indianere", og forneden på båndene var fotografiet med ørnefjeren anbragt.(Aalborg Stiftstidende, 24. december 1885).
Prins Valdemar boede på daværende tidspunkt i det gule palæ i Amaliegade, hvortil buketten blev sendt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar