"Karens Minde" er et Asyl for de haabløst aandssvage af begge Kjøn over Konfirmationsalderen. Patienterne paa dette Sted er saadanne usalige Tilværelser, som man nu og da ude paa Landet kan træffe, tidt bastede og bundne, mishandlede af deres Omgivelser, urenlige, fulde af Utøj, lallende eller mimrende, idiotisk grinende Beskueren i Møde.
Den Dag, da Familie eller Sogn eller Kommune tager sig af en saadan Stakkel og anbringer ham eller hende paa "Karens Minde", gaar den ulykkelige, hvis dunkle og svage Bevidsthedsliv aldrig bliver Menneskeforstand, dog bedre Tider i Møde og faar den Røgt og Pleje, der nogenlunde kan frede om de spredte og fattige Spor af Sjæleliv, der kan glimte frem. Gode og kjærlige Mennesker tager sig af de ulykkelige, der er fordømte til deres Liv igjennem at forblive umyndige Børn. Under frie og sunde Naturforhold, i hyggelige og venlige Omgivelser rækkes der dem en hjælpsom Haand af det Samfund, der aldrig vil faa sin Ulejlighed med dem gjengjældt. De er og bliver jo dog mislykkede Knapper fra den store Mesters Støbeske.
- Hvor mange Kjøbenhavnere aner "Karens Minde"s Existens?
Alle véd, hvor Bistrup er henne; thi dér kjører jo den blaa Vogn ned hver Torsdag, efter Folkevittigheden i alt Fald.
Men "Karens Minde ligger ukjendt, uanet af de allerfleste, hen i Byens umiddelbare Nærhed. Længst ude paa den landlige Enghavevej, hinsides Frederiksholms Teglværk, ligger Asylet, hvis Jorder - et Terræn paa ca. 16 Tdr. Land - rækker lige ned til Kalvebodstrand.
- - Vi kjører derud en sollys, smilende Foraarsdag. Hvor Byens Husgeledder stopper op og kun hist og her har skudt en enkelt Forpost ud imod Stranden, kjører vi ad den smalle Kjørevej, der paa store Strækninger endogsaa savner Trottoir, mellem grønne Marker, med fri Udsigt over det flakke Vand til Amager med dets røde Huse og snurrende Legetøjsmøller, Kongelunden og den gamle Hollænderby. Et Stykke forbi Teglværket løfter sig af det ellers flade Terræn en smuk og gammel Have med høje, nysudsprungue Linde og Akacier, store, grønne Plæner, renlige Gange. Og midt i den statelige Park, der næsten leder Tanken hen paa en Herregaards Omgivelser, ligger de lave, to-Etages Bygninger i røde Sandsten.
Vi kjører ind i Gaarden. Lænkehunden farer bjæffende ud af sit Hus. En Gaardskarl kommer til paa klaprende Træsko. Det er, som om vi kom paa Besøg hos en velhavende sjællandsk Proprietær.
Og Bygningernes Ydre modsiger ikke denne Forestilling. Hovedbygningen af "Karens Minde", der er opført i 1879 med Statstilskud efter Tegninger af Arkitekt Klein, er et elegant, villalignende, kun lidt langstrakt Hus med to sirlige Sidefløje. Skilt derfra ved Gaardspladsen ligger Udbygningerne, Stalden og Vaskeriet. Den hyggelige Inspektørbolig danner Bindeledet.
Vi modtages gjæstfrit af Anstaltens Inspektør, Hr. Cand. jur. Graae, der fører os omkring i de forskjellige Afdelinger - er er ialt fire.
"Drengene"
Han aabner Døren ind til den første Samlingssal.
"Vær saa artig," siger han. "Her er nu til Begyndelsen en del af vore "Drenge".
Vi følger efter ham, men standser uvilkaarligt lige ved Døren. Saa besynderligt er det Skue, der viser sig for os, at det næsten tager Vejret fra os.
I det store rummelige Værelse, hvor der er lyst og luftigt, højt til Loftet, Solskin ind gjennem de andselige Vinduesruder, opholder sig en tyve, tredive mandlige Individer sig, siddende, gaaende eller liggende. En Summen af Lyde slaar os i Møde, ikke som af menneskelige Stemmer, nej Knurren og Stønnen og dumpe Brøl. Det første, vort Blik falder paa, er et Par dyrelignende Skikkelser, der sidder i Stole ved én af Væggene, med Benene trukne op under Sig, med Overkroppen idelig rokkende frem og tilbage, med lange, savlende Tunger, der hænger dem ud af Mundvigerne, og med Armene indbundne i en Slags sækkelignende Tragt eller Spændetrøje. Andre af Idioterne kommer hen imod os, med stirrende Øjne, grinende højt med underlig dyriske Kjæver og fremstaaende Tænder i store, blegrøde Gummer.
Dog, hvor langt disse Individer end er nede, synes de alle at kjende den venlige og menneskekjærlige Inspektør, der smiler fornøjet, naar han taler til dem - han er jo for disse Stakler Forsynet selv.
Inspektøren vender sig til os og viser hen mod de to uhyggelige Skikkelser ved Væggen :
"Det er de besynderlige Drøvtyggere", siger han.
Drøvtyggende Mennesker.
Vi tager disse sælsomme Existenser i nærmere øjesyn. Begge hører til de i aandelig Henseende allerlavest staaende Former af Idioter, eller med andre Ord, de staar Dyrene saa nær, at selv deres Spisemaade nærmer sig Dyrenes.
Den ene af Staklerne er nogle og tredive Aar gammel, af Størrelse og Ydre næsten som et tolvaars Barn, bortset fra det stride, stubbede Skiæg. Han er ikke døvstum, men forstaar lige saa lidt Tiltale, som han selv kan tale. Begge Ben er vanskabte, saaledes at Knæleddene danner rette Vinkler. Han kan følgelig ikke gaa, og at bruge Krykker kan man ikke lære ham. Han maa bæres fra Sted til Sted.
Den lange Tunge hænger ham ud af Munden og er underlig svampet. Han savler uafbrudt. Naar han spiser, tygger han første Gang Maden i meget ringe Grad og skynder sig at sluge den. Derefter begynder Drøvtygningen. Han strækker Halsen fremad og bøjer Hovedet bag over, indtil det lykkes ham at faa Opgylpningen i Gang. Hele denne Proces er vilkaarlig og foraarsager ham aabenbart stort Behag. Naar man forstyrrer ham, hvæser han som et Dyr. Saavel ved første Tygning som ved Drøvtygningen minder Tyggebevægelsen i høj Grad om Koens tyggende Sidebevægelser.
En ganske lignende Fremtoninger hans en halv Snes Aar yngre Sidekammerat, der tilmed fra Fødslen er blind.
Begge Staklerne er aldeles hjælpeløse, maa - som iøvrigt mange af deres Fæller - mades og er i høj Grad urenlige. En stor Del af "Drengene" ligger om Natten med Ble.
Med Vilje skriver vi "Fæller" og ikke "Lidelsesfæller". Om nogen Lidelse er der nemlig aabenbart ikke Tale. Ingen af disse Folk er sig deres Tilstand bevidste. Smilende eller fnisende stirrer de fleste af dem paa os. Det morer de ulykkelige at se et fremmed Ansigt.
Mathieu.
(Dannebrog (København) 8. maj 1894).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar