Han var benaadet, men bad om at komme tilbage.
Den gamle Fange fra Horsens Tugthus Søren Mathiassen, om hvis benaadning vi i Gaar fortalte havde efter hvad der nu oplyses, været benaadet en Gang før. Det var ved Aarhundredskiftet at han blev løsladt, men efter faa Dages Forløb meldte han sig igen i Tugthuset og bad om at blive "optaget" Igen. Slægt havde han ikke, og han kunde slet ikke klare sig paa egen Haand. Han fik sit Ønske opfyldt, og har siden gaaet "udenfor Nummer" og nydt delvis Frihed, betragtet som en lidt aandssløv , men ganske uskadelig Original. Han beskæftigede sig med lidt Arbejde i Have og Mark, men skønt ingen lagde ham Hindringer i Vejen, gik han aldrig udenfor Tugthusets Omraade. Der vil derfor ikke blive stor Forandring i hans Livsvilkaar, efter at han nu bliver overført til Aarhus Sindssygehospital
Hvorfor Søren Mathiassen blev dømt.
Mordet paa den gamle Pengeudlaaner i Saaderup.
Sven Langes "En Forbryder" i det virkelige Liv.
Den Forbrydelse, for hvilke Søren Mathiasen blev idømt livsvarigt Strafarbejde, forøvede han i landsbyen Saaderup ved Nyborg. Natten til den 17. September 1875.
Mathiassen var den Gang 24 Aar gammel og Boelsmand. Den Myrdede var Gaardejer og Hestehandler Niels Rasmussen, Bøgelund ved Odense. Søren skyldte ham nogle Penge, fordi han et Par Aar i Forvejen havde bedt Rasmussen skaffe ham en velstaaende Pige til Kone.
Rasmussen, der drev forskellige lyssky Forretninger, havde i den Anledning faaet et Gældsbevis af Søren, lydende paa et temmelig betydeligt Beløb, et Beløb, der snart ved høje Renter og Laan blev bragt op til en saadan Højde, at den arme Boelsmand ikke saa sig i Stand til at betale.
Det gik ham saa, som det gaar den ulykkelige Bogholder i Sven Langes gribende Drama "En forbryder": I sin Fortvivlelse over Udsigten til at blive drevret fra Hus og Hjem, besluttede han at ryste sin Plageaand af sig og aflagde ham i den Anledning et Besøg.
De fulgtes ud fra Niels Rasmussens Hjem. Men - Hestehandleren vendte ikke tilbage. Familien henvendte sig næste Dag hos Søren Mathiassen, og da han ikke gav nogen Oplysning - til Sognefogden.
Faa Dage senere blev Søren Anholdt og ført til Vindinge Herredskontor.
Under Afhøringen her saa han Lejlighed til at flygte. Han blev forfulgt og anholdt, men slap gentagne Gange fri igen, indtil det dog tilsidst lykkedes ham helt at slippe væk fra sine Forfølgere.
Sent om Aftenen kom han tilbage til sit Hjem, hvor han forsynede sig med Penge, aabenbart i den Hensigt at flygte ud af Landet. Men han naaede ikke længere end til Kerteminde, hvor han endnu samme Aften blev anholdt i et Værtshus.
Samtidigt fandt Politiet Liget af den myrdede Hestehandler paa en Brakmark i Saaderup, hvor Morderen havde henkastet det.
Et Par Dage efter gik Niels Mathiassen til Bekendelse. Han fortalte, at han havde købt en Revolver inde i Odense og med den havde affyret fem skud mod sit Offer, medens de i Aftenens Mørke gik sammen over Brakmarken.
De fem Revolverkugler havde imidlertid ikke mægtet at tage Livet af Niels Rasmussen, og Søren havde kvalt ham ved at holde ham for Næse og Mund.
- - -
Søren Mathiassen blev, som nævnt dømt til livsvarigt Tugthus. Og først nu, over 49 Aar efter, aabnes Porten for Alvor for ham og endda kun for Vejen ind bag Sindssygehospitalets Mure.
(Aftenbladet (København) 12. januar 1926).
Søren Mathiasen blev straffet internt 7 gange i tugthuset bl.a. pga. adfærd overfor fængselsbetjentene og fængselsinspektøren. Han var tit til læge og fik ekstra forplejning (sigtebrød, mælk og øl). Han blev indlagt to gange på Vordingborg sindssygeanstalt. Hver gang mellem 1 og 2 år. Den første i 1884. Den anden i 1891-1892 hvor han blev udskrevet med diagnose: Vanvid. Han blev den 23. december 1925 indlagt på Statshospitalet i Risskov med diagnosen Paranoia.
Herefter blev han sendt tilbage til Horsens hvor han den 20. november 1926 ved kongelig resolution blev løsladt. Han blev indstillet til en plads på Dalstrup Plejecentral ved Grenå. Han havde da den opfattelse at det var ham der styrede Horsens Tugthus, men blev overtalt til at tage til Dalstrup af en funktionær som fortalte at han nu skulle lede en meget større anstalt. Han døde her i maj 1931. Hans gravsten er stadig bevaret på den mindelund der er tilknyttet Dalstrup.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar