Ane Marie Grønning var født 29. juli 1836. Hun døde 1901. Moderen Kirsten Marie Grønning skal ifølge Evald Tang Kristensen have været af rakkerslægt, hun havde med Anders Sørensen et andet barn Christen Andersen ("Sunds-Amerikaneren") som tilbragte det meste af sit liv i fængsel. Kirsten var under fattigvæsnet, og Ane Marie blev opdraget hos en arbejdsmand i Sunds. Hun kom ud at tjene som 16 årig. Efter 3½ år blev hun gravid, barnet døde i fattighuset 1½ år gammel. 20 år gammel mødte hun Caspar Nielsen "Hodde", som sagdes at være af "natmandsfolket", med hvem hun strejfede om fra efteråret 1857.
Efter ca. 15 år begyndte han at drikke heftigt og begyndte at mishandle hende. Parret var barnløst. 1857 blev Ane Marie straffet for tyveri med 2 gange 5 dages vand og brød. Herefter fulgte hele 12 gange: bl. a. 1861 for samme og løsgængeri med 1 års forbedringshus i Viborg. 1867 for bedrageri, 6 gange 5 dage vand og brød, 1870 med 2 gange 5 dage vand og brød for løsgængeri, og senere 8 dage for betleri. 1871 med 2 gange 5 dage, 1878 med 6 gange 5 dage, 1880 med 2 gange 5 dage, 1881 med 3 gange 5 dage og 4 gange 5 dage, 1882 med 4 gange 5 dage.
Mordet i Deibjerg. Fra Skjern skrives der til os den 14. Juli. Det Fruentimmer, der var mistænkt for at have myrdet Kasper Høje, blev, nogle Dage efter at Liget var fundet, paagreben i Skarrild Sogn. Hun hedder Anna Marie Grønne og har efter Sigende i nogle og treti Aar levet sammen med den Afdøde, der paa sin Omflakken ernærede sig som Blikkenslager og Kjedelflikker, en Tilværelse, der ganske svarer til de bekjendte Tateres, skjønt det "Kjæltringpar", her er Tale om, ikke skal være af Talerslægten. I en af Byerne underveis havde Fruentimmeret været inde hos en Høker og der ladet sig forlyde med: "at hun kunde ikke forstaa, hvor Kasper blev af; man skulde da ikke tro, at han var kommen galt afsted?" ligesom hun ogsaa bemærkede, at han havde 17 Kroner hos sig, hvorhos han udtalte Frygt for, at nogen skulde have slaaet ham ihjel for at faa fat i Pengene. Nogle Dage før Liget fandtes, havde Parret opholdt sig sammen paa Deibjerg Hede, hvor de jævnlig havde et Slags Tilhold, og man havde da hørt dem skændes meget hæslig. Skjønt der saaledes var Grund til stærk Mistanke mod Fruentimmeret, nægtede hun dog standhaftig al vide noget om Sagen. Hun blev ført til Skjern Arresthus og underkastet et skarpt Forhør, ligesom hun ogsaa blev konfronteret med det stærkt forraadnede Lig, men man kom ingen Vei med hende. "Det er da sært, I kan tro om mig, at jeg skulde have slaaet Kasper ihjel!" sagde hun. "det kunde saamænd da aldrig falde mig Ind" osv. Hun lod i det Hele taget til at være af en yderst forstokket Natur og har vel sagtens heller ikke været saa uvant med at komme for Retten. Men saa lykkedes det Politibetjent Erichsen fra Ringkjøbing, der er bekjendt som en særdeles dygtig Politimand, at faa Mordersken til at bekjende, efter at han havde faaet Adgang til hende I Fængslet, og hun lagde nu ikke længer Skjul paa Forbrydelsen og dens nærmere Omstændigheder i sin Tilstaaelse, som hun aflagde for Herredsfogden. De udtalte Formodninger om, at Kasper Høje var slaael ihjel med den ved Siden af ham liggende Sten, bekræftede sig. Han var skrækkelig forslaaet. Ansigtet og Brystet var knust og Øinene slaaede ud af Hovedet. Et Rygte om, at han i Forveien skulde have faaet Gift, viste sig ugrundet, efter at Liget var blevet obduceret. Mordersken er et middelhøit, grimt Fruentimmer, med et veirbidt, brunet og rynket Ansigt. Hun har, efter hvad man kan skjønne, begaaet Forbrydelsen nærmest for at kunne tilegne sig de førnævnte 17 Kroner, rimeligvis ogsaa for at blive sin Ledsager kvit. Det er en Historie af lignende Art, som den Carit Etlar fortæller om Kirsten Rider, der slog to af sine Mænd ihjel og begravede dem ude ved Huset, en lille Hytte paa Deibjerg Hede, der endnu vises som "Kjen' Rivvers" Bopæl, den gamle Taterkvinde som Sten Blicher besøgte, og som viste ham de myrdede Mænds Skeletter. Nu er vel den gamle Taterslægt i Deibjerg uddød eller forsvunden, og om der findes Efterkommere, ere de i alt Fald ikke længer regnede for Tatere, eller "Kjæltringer", som de her benævnes. Spor af Nedstammelsen forefindes dog i visse Navne som ere tagne fra Dyrelivet, f. Ex. Hund, Kat, Mus. En omstreifende Person ved Navn Kasper Kat var for ikke lang Tid siden kjendt her paa Egnen og regnedes for at være af Taterslægt. Men Begivenheden med det nylig stedfundne Mord henleder Tanken paa svundne Tider, idet vi gjøres bekjendt med et Nutidens Taterpar, hvis Færd saa ganske ligner de gamle "Kjæltringers" og tillige har det tilfælles med disse, at de holde til paa Deibjerg Hede.
(Nationaltidende 15. juli 1882. 2. udgave).
Der hentydes formentlig til Carit Etlars fortællinger om taterne, bl. a. "Abraham Musen og hans Sønner*)" og "En smuk Historie". Her fortalte han at han var en tur med Steen Blicher Taterkvinden Kirsten Rivers Hytte.
Mordet begik hun den 23. juni 1882 ved en lille høj på Dejbjerg Hede.
Mordet i Deibjerg. Fra Skjern skrives der til os d. 14. August. Det hed sig for nylig, at den arresterede Morderske, Anne Marie Grønne. tilligemed den ihjelslagne Kaspar Høje, vare af Taterslægten, men efter hvad jeg siden har bragt i Erfaring, skal dette ikke være Tilfældet. Rigtignok lader Kaspar Høje til at have været langt ude beslægtet med Kvembjergfolkene i Deibjerg idet han var i Familie med en anden, tidligere meget bekjendt Omstrefser ved Navn Kaspar Kat, der skal stamme fra Dejbjerg men om egenligt "Taterblod' kan der ikke være Tale. De gamle "Kvembiergfolk", "Dejbjerg-Rakkerne" have ikke længer Efterkommere, hvis Slægtskab med dem kan paavises, og man vil forgæves søge efter den brunlige Talerlød og de mørke Øine. Mordersken er født i Sunds, Gjellerup Sogn hvor hun i sin Ungdom har været i Tjeneste hos Herredsfogden. Hvorledes hun er kommen ind paa det omstreifende Liv, vides ikke ret, men hun maa vel have været af en urolig og vild Natur og er saa kommen i slet Selskab. Forskjellige Aarsager og Omstændigheder kunne saa have været medvirkende. Men hun har t de sidste 25 Aar levet sammen med den Myrdede og i Forening med ham streifet omkring paa "Kieltringvis". Dygtig fordrukken var han, og hun har ligeledes yndet at tage sig en Taar. Der opkom nu jævnlig Uenighed mellem Parret, og navnlig i den sidste Tid havde Kasper været meget umedgjørlig. Mordersken fortæller, at han ofte truede med at ville "stikke hende ihjel med sin Kniv", og der var tillige en Mand i Røgind ved Ringkjøbing, mod hvis Liv han udstødte Trusler. Hos denne Mand havde de undertiden Tilhold. Og saa havde hun slaaet Kasper ihjel, for at redde sit eget Liv! Ret interessant er det, hvad man fortæller, at Mordersken kom ind til hin før omtalte Mand i Røgind og sagde til ham "Ja, nu er jeg da kommen af med Kasper!" "Hvordan det?" spurgte Manden. "Jeg har slaaet ham ihjel!" svarede hun, som om det var den naturligste Ting af Verden. Det var nærmest denne Uforsigtighed, det skyldtes, at man fik hende overbevist om Forbrydelsen, thi det rygtedes, at hun lavde sagt saadan og saadan til hin Mand. Og Politibetjent Erichsen i Ringkjøbing kjørte da straks til Røgind, tog Manden med, og derpaa afsted til Fængslet i Skjern. Da de begge traadte ind til Fangen, blegnede hun, og nu lykkedes det at faa Tilstaaelsen frem. Ved sin Anholdelse var hun yderst fræk og uforsagt og talte livlig med de hende ledsagende Retsbetjente. Stedets og Omegnens Geistlige besøge hende i Fængslet, men det tør være meget tvivlsomt, om hun føler nogen Anger eller har noget klart Begreb om det strafværdige i, hvad hun har gjort. Noget Kjendskab til Religionen har han jo nok, da hun har gaaet i en Almueskole og er konfirmeret, ligesom andre, men det er klart, at den moralske Følelse har maattet sløres betydelig under det fordærvelige, usle Liv, hun har ført.
(Nationaltidende 16. august 1882. 2. udgave).
Dementiet om at hun skulle være tater synes at have været forgæves. Hun er senere såvel i bøger som avisartikler blevet beskrevet som mere eller mindre tater, endda fuldblodstater.
Ane Marie Grønne blev af Bølling-Nørre Herredsret idømt livsstraf for mordet på Casper Nielsen, hvilket stadfæstedes ved Viborg overret i december 1882. Højesteret stadfæstede dommen den 6. marts 1883. Hun blev ved kongelig resolution benådet med livstid i tugthuset. En straf hun startede at afsone den 20. april 1883. "Hun er et lille magert Fruentimmer med et godlidende Ansigt og intet i hendes Væsen tyder særlig paa Forbryderanlæget. Hun var iført en pæn Hvergarnskjole...", stod der ved den lejlighed i flere aviser.
Før den nye straffelov fra 1866 udstedtes domme hovedsagelig med hjemmel i Christian V.s Danske Lov fra 1683. Den var præget af den strenge og straffende gammeltestamentlige Gud. Mosaisk ret fra Moseloven lå til grund for retsopfattelsen. Grundtanken var "øje for øje og tand for tand”. Danske Lov befæstede denne holdning. Dens 6. bog "Om misgerninger” er bygget systematisk op over de ti bud og en række afstraffelsesformer følger nøje Moselovens bestemmelser.
I tugthuset skal hun have været ilsindet, brutal og drikfældig. Men opførte sig dog tilfredsstillende efter fængslets forskrifter i 8 år indtil august 1891. Så drak hun sig fuld et par gange og blev nedsat 2 måneder i 2. klasse. I februar 1893 gentog det sig, og hun måtte starte forfra i klasse 1. I 1896 blev konstateret en underlivssvulst så stor som et mandshoved.
I 1897 blev hun af helbredsårsager løsladt og bl. a. Herning Folkeblad kunne meddele at hun opholdt sig der på egnen. I september 1899 fik hun 30 dages tvangsarbejde for betleri og løsgængeri. Hun vendte 1899 hjem til hendes hytte i Gjellerup. Her måtte hun op stærkt beruset. Hun blev beskrevet med ar og skrammer overalt i hovedet, håret i tynde tjavser og skrammer. Hun genoptog forbindelsen med andre drukkenbolte fra fattiganstalten, bl. a. Søren Hampen med hvem hun skal have levet et temmelig vildt liv. Resten af livet henlevede hun tilsyneladende en noget nær en konstant rus. Ane Marie Grønning døde 15. maj 1901, 64 år gammel på Sunds fattiggård.
Taterkvinden.
Mordet paa Dejbjerg Hede den 23. Juni 1882Af Mylius Erichsens Værk: Den jyske Hede.
- - -
Som dette antyder, er Marie Grønnings Levnedsløb saa spændende som nogen Roman. Forfatteren har aflagt hende et Besøg i Sommeren 1899
i hendes Hytte
i Gjellerup, hvor hun levede sammen med et fordrukkent Vrag, Søren Hampen. Om Besøget hos Marie Grønning og hendes sørgelige Skæbne beretter Forfatteren:
Hun fandt en halvfyldt Brændevinsflaske frem af en Dragkisteskuffe og skyndede ivrigt paa os, at vi skulde skylle en Slurk i os, inden "ham der henne" vaagnede. Men da vi meddelte hende, at vi var Totalafholdsmænd, grinede hun fjollet og drak selv et Par vældige Mundfulde, mens hun holdt Øie med et Menneske, der laa afklædt paa nogle sammensømmede Fjæl, som afskildrede en Trekant af Værelset, henne i det bageste Hjørne af Hyttens eneste Stue og dannede et Sengested med et Par Puder og smudsige Lagener, som eneste Indhold.
"Det er Søren", sagde hun, "han er fuld i Dag, var Jer for ham, for han er dvalsk og slaar saa møj Satans haardt, naar det Sind kommer over ham. Det er fra ham, se her" - og hun ragede over sit skrammede Ansigt. Vi vidste i Forvejen om Søren Hampen, at han var en frygtelig Drukkenbolt, en Mand langt oppe i Halvfjerdserne, en falleret Gaardmand, som i sin Tid havde været en Aarrække i Amerika og som nu var til Fattigforsørgelse i samme Kommune, hvor Ane Marie hørte hjemme. De havde hurtigt fundet hinanden de to, strax efter hendes Løsladelse, og havde paa Trods af alle Hensyn indgaaet et illegitimt Fællesskab, der formodentlig havde sine Tillokkelser, siden de nu paa andet Aar delte Bord og Seng, men som daglig udadtil kun forekom som en endeløs Rade af Brændevinskæferter afsluttede med blodige Slagsmaal og en kort tung Slummer oven paa for at faa Kræfterne samlede til ny Batailler.
"Ja! Æh-haakl' raabte Søren inde fra Sengen og spyttede langt ud paa Guldet. "Hun har været ved mig i to Aar, a vil godt vær' hin' kvit, men hun vil ett' fra mig de Skidt!"
"Hold di' Kjæw derind', Søren Hampen! Din fordrukken Svin!"
"Aa e, hun er saa gjøv (kær) for mig. Naar hun faar si' Søndagsklæder paa, saa skal a lov, te hun har en køn Fasown, den Støk!" Søren talte med kælen Stemme.
Men Ane Marie viste hans Smiger fra sig: "Du er Satanknusemæ en Svin, om der er Sviner til!"
Søren ligger uden rigtig at høre efter og rumsterer og synger for sig selv henne i Sengen, og Ane Marie, der er bleven en ringe Smule mere klarhjærnet, begynder at fortælle os Brudstykker af sin Livshistorie, set i formildet Skær. Man mærker, hun er Part i Sagen. Dog - man kan jo ogsaa skylde Skarn for Uret! Hun sukker ofte ind imellem og har tilsidst Taarer i sine blalkede Øjne.
Marie Grønnings Historie.
"A er uægte Barn. Mi' Mor tjente paa Høiris, det var der, hun var bleven besoven, men æ Mand vild' ett kendes ved hverken hin eller mig. Mi' Mor tog hjem og kom paa æ Fattighus i Sunds. A gik i Skole og blev konfirmeret i Gjellerup, saa kom a ud og tjen'. A tjent i 3 Aar i Sunds, de sagde al'sammen, te var den kønnest Pige i æ hele Sogn. De sagde', det var Synd; for ham, der lokket mig, vild' ett gift' sig med mig. Saa død' mi' lille Barn den am' Aar. Saa var a væk i syv Nar, saaen ude omkring . . . a traf sammen med Kasper i Sunds Fattighus. I 25 Aar paa 2 Dage nær var vi sammen, vi ku' ha' faat en Slags Sølvbryllup . . . Aa-e Gud, lad ingen døje det, som a har døjet . . . Herre Jesus, hvad a har gennemgaaet! Et Aar sad a i Arrest ved Skern-Bro, hele 14 Aar beholdt de mig paa Kristianshavn ... gid a endda var død . . . men af vil ett paa a Fattighus, a er saa kyw a'et, de vil ett vaer' god ved mig. A had'et saa godt paa Kristianshavn, a har aldrig haft det saa godt i mi' Dage. A vild' ønsk, a var der igen . . ."
Her brister Ane Marie i Graad. Hendes Livsskæbne, der ogsaa blot er den gamle Historie om en følsomt Børneopdragelse som Forskole til Forbryderbanen, om vort Landsbyfattigvæsens elendige Tilstand, har ikke rørt hende nær saa dybt som Længslen efter Straffeanstalten, hvor hun befandt sig vel.
Hun sidder stille lidt og falder hen i sine Fængselsminder. Saa ryster hun paa Hovedet og siger:
"Aa-e, a er saa træt og saa mat . . En sølle Levnet . . . A faar kun 1 Krone om Ugen til Underhold, og de 23 Øre tar Søren fra mig til Tobak. Vi binder end lidt Limer (Lyngkoste), Søren og mig. Og saa skal a gaa og tigge til Resten . . . . Han er en Skarn ved mig . . . Kasper var ogsaa en stor Skarn ved mig, det ved alle og enhver.
Han slog mig.
hver Gang han havde faaet Brændevin; saa fik di ingen Børn, a fik jo Omslag i'et og det gik fra mig . . . Det sidste Aar, som vi gik sammen, var der en anden Kvind', som vilde ha ham. Det var An' Mari' Mæster, hun ha' rent forgjort ham. Hun slog mig den her storere Flæl' i mi' Hoved, det blev syet sammen. Hun sagde til mig en Gang: Du kummer ett levend' fra mig, hvis Du et lar mig faa Kasper ... Og Kasper blev saa sær ond ved mig . . . Saa en Dag paa Dejbjerg Hede ga' a ham en Slav i hans Hoved - det har han ett' ka' taalt . . . Aa-e, Herre Jesus, hvad a har gennemgaaet! . . . De sat' mig fast i Skern Bro, og "æ Poleti" fra Ringkøbing blev hentet og fik mig til at bekende . . . Aa-e Herre Jesus ja, saa sølle et Liv a har haft'.
Hvor besynderligt! Her sad jeg hos denne Morderske og hørte hende give Grundene for sit Fald, og jeg syntes slet ikke, hun havde nogen Skyld. Det var min egen Fader - "æ Poleti" fra Ringkøbing, der havde faaet hendes Tilstaaelse, jeg huskede godt nu, hvorledes han havde opsporet, at Ane Marie Natten efter Drabet var kommen vandrende fra Deibjerg til Røgind og havde søgt Ly i det Hus, hvor nu Rakkerpakket Severin Kat og Stivert agerede samfundsnyttige Hededyrkere, og at hun paa deres Spørgsmaal om, hvor Kasper var henne, først havde svaret undvigende, men dernæst i en ophidset Tone havde fortalt, at han laa "godt nok" ude i Deibjerg Hede, det Skarn, og endelig, at hun i den nærliggende Nymølle Papirfabrik havde solgt gamle Klude, der omsider blev fundne frem og genkendte som Dele af de Klæder, Kasper bar Dagen før Drabet, og som utvivlsomt var bleven revne af Liget. Jeg vidste, hvor mange Snarer min Fader havde maattet lægge for Arrestantinden, før hun gik til Bekendelse. Og alligevel syntes jeg, at den Institution, den Stat, i hvis Tjeneste min Fader handlede, at den - og ikke Arrestantinden - alene bar Skylden for hendes Ulykke. Thi led ikke hun, som saa mangen anden, under de fortvivlede Samfundsforhold, hvori hun var voxet op, og blev ikke hun, der var den sidste Morder blandt Danmarks Rakkerfolk, et Offer for de Fordomme, hvorefter endnu helt op i vore Dage de danske Bedsteborgere og Muldbønder har behandlet Hedeegnens Omstrejfere og Staten straffet dem, skønt det gennem flere Aarhundreder havde været Parolen, at man snarere burde hjælpe dem over i Borgersamfundet end isolere dem ud derfra!
Ane Marie Grønning var født og voxet op paa den forkerte Side af Skillelinjen midt i Sumpen. Det var hendes Ulykke. Samfundet byggede hende ingen Bro over til det betryggede Land. Det maa vel være Samfundets Fejl - og af Ansvaret for hendes Forlis har da Samfundet sin Part at bære.
(Kolding Social-Demokrat 23. november 1903. Uddrag).
Udover denne artikel stammer mange af de supplerende oplysninger i dette indslag stammer fra Ludvig Mylius Erichsen: Den jydske hede før og nu. 1903. I kapitlet: Rakkerliv og kæltringelatin, Ane Marie Grønning, side 496-504.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar