Underlige Skæbnens Ironi! I den fine Ende at Byen, i Amaliegade, findes en forunderlig Blanding af Ejendomme og Beboere, som stille denne Verdens Modsætninger skarpt overfor hinanden og ligesom fremhæve hverandre. Man skulde virkelig tro, at man havde tænkt paa de: franske Ordspil: "les extrémes se touchent", da man anlagde denne Gade, i den Grad berører Modsætningerne hinanden. Kan man tænke sig en forunderligere Blanding, end Teater, Ministerboliger. Kongeborge, Palæer, en Fødsels- og Plejestiftelse, Frederiks Hospital og "Almindeligheden", byggede op af eller ved Siden af hinanden? Er det en Tanke eller et Tilfælde, at alle disse fyrstelige Personer, høje Øvrighedspersoner, Godsejere og Rigmænd og hele det letsindige og forlystelsessyge Publikum, fra deres Vinduer og hver Gang de komme ud i Gaden, skulle mindes om det menneskelige Livs Elendighed og dets mærkelige, ofte bratte Omskiftelser? Vejen fra Kasinomaskeraden til Fødselsstiftelsen, fra de polstrede Lænestole og de fine Retter i Godsejersalonen til Smertenslejet paa Frederiks Hospital, og fra den forlorne Grosserers flotte Middagsgilder til Armoden paa Almindeligt Hospital, er ikke lang. Dette har vel vort Lands Regenter tænkt paa, og under Frederik den 5te blev Frederiks Hospital indviet 1757, og 1785 oprettede Dronning Juliane Marie Fødsels- og Plejestiftelsen. Vi ville i Dag tale lidt om Frederiks Hospital, der i mange Retninger staar tilbage for de Fordringer, som Nutiden stiller til et Hospital af første Klasse, baade i Henseende til Indretning og Patienternes Behandling. Det er jo endnu i frisk Minde, hvorledes Professor Saxtorph paa den lumpneste Maade af Verden behandlede en Patient, som paa Grund deraf afgik ved Døden, og skønt det er sagt ham paa den utvetydigste Maade, at han er en Skam for Hospitalet, og at man ingen Agtelse har for ham, saa bliver han dog, hvor han er og blæser det Hele et Stykke. Men det gaar vel ogsaa til en Tid.
Hospitalet har i Alt 61 Fællesstuer med 377 Senge, hvoraf 181 hører til den medicinske og 166 til de kirurgiske Afdelinger, og 30 Senge ere fælles for alle 4 Afdelinger. Tillige er der 10 Officiantværelser samt 3 Lejligheder paa 2 Værelser. Hospitalet ejer af egne Legatmidler over 3 Millioner Kroner, sorterer under Kultusministerier, har en Direktion paa 7 Medlemmer, 4 Overlæger, 4 Reservelæger og 8 Kandidater samt et Inspecktionskontor og et Bogholder- og Kasererkontor.
Enhver Syg, der ikke henhører under Forsørgelse af Københavns Fattigvæsen og som ikke lider af Børnekopper, Kolera, Dysenteri, Tyfus, gl. Benskade, Fnat, Skurv samt kronisk Hudsygdom, Sindssvaghed, Kræft, Syfilis, kroniske Sygdomme og Alderdomsvaghed, kan blive indlagt paa Hospitalet enten mod Betaling eller gratis og under Betingelse at Tilvejebringelsen at forskellige Attester om Uformuenhed og Hjemsted.
Hospitalet er beliggende paa en højst uhumsk Grund og i flere Henteender upraktisk indrettet. Det er kun undtagelsesvis at finde egenlig sunde, lyse og rummelige Lokaler paa dette Hospital, tværtimod er det største Antal af Fællesstuer mørke, usunde og temmelig smaa, dertil har man ved flere af dem opført eller indrettet ildelugtende Klosetter, som bragte forpestet Lugt ind i Stuerne. Ventilationen er i det Hele taget meget slet, og den forholdsvis store Dødelighed, der finder Sted paa de medicinske Afdelinger kan vistnok finde en medvirkende Grund dertil i den slette Luft, der hersker paa Stuerne.
Man er i Almindelighed tilbøjelig til at tro, at der paa en Hospitalsstue for Syge hersker megen Ro, og vaages over, at Patienterne bliver saa lidt anstrængte som muligt; men heri lager man fejl, i det mindste for det Hospitals Vedkommende, som vi her omtale. Kl. 5 om Morgenen begynder Vaagekonen at tumle og støje og indtil Kl. 8½ foregaar Servering af Morgendrikken, Rengøring af stuen for aabne Vinduer og i Træk, hvilket maaske skal styrke Nerverne. Hen ad Kl. 9 kommer en Reservelæge eller Kandidat forat undersøge de Syge og spørge til deres Befindende, og naar dette er sket, kommer Overlægen, en Professor med 3, 4 og flere Herrer etter sig. Han foretager omtrent samme Manøvre som Reservelægen og gør følgende interessante Spørgsmaal til den Syge:
De er syg? - Ja!
De er ikke rask? - Nej!
Hvad sejler De? - Pause.
Hvor gør det ondt? -
Kan De spise? - Ja, nej!
Har Medicinen hjulpen? - Nej!
Saa tager vi en anden!
Denne scene gentager sig hver Dag, og naar dette meningsløse og overfladiske Tilsyn er forbi Kl. 10 eller 10½, saa begynder Fremmedbesøgene, og for at Patienten ikke skal spise sig en Sygdom til i Middagsmaden Kl. 12, faar han Frokost Kl. 11. Endelig man da saa sig en Middagslur; men da denne ofte bliver forstyrret ved andre Patienters Sygelighed og Fremmedbesøgene atter begynder Kl. 3 og vedvarer til Kl. 6, saa kan man nok forestille sig, hvilken Ro en Syg faar i Løbet af Dagen. Efter Kl. 6. naar Theen er nydt, har Stuekonen en Uendelighed at besørge og vimse omkring efter og naar endelig Natten begynder, kan man ligge og vente i Timevis paa Lægens Aftenbesøg, der maa rette sig efter hans Hjemkomst fra Middagsselskaber, Koncerter eller anden Lignende, som er langt vigtigere end den Syges Ro. Hvorledes Natten kan være paa en Stue, hvor en halv Snes syge Mennesker afløser hverandre med Hosten, Stønnen og andre Udbrud af et forpint Legeme og en sørgmodig Sjæls Tilstand, kan man let indse.
Hospitalet er bygget i en Firkant med sammenhængende Fløje, saa i Tilfælde af en Ildebrand vil dette Element gøre en udmærket Høst og lægge hele Bygningen øde; de tvende Gange, der har været Ildløs paa Hospitalet, kan man takke Tilfældet mere end Forstanden og Omsorgen for, at der ingen egentlige Ulykker er sket. Men hvorledes man under de nuværende usle Forhold vil bære sig ad med at frelse alle de Syge under en saadan Begivenhed og det gennem lange og smalle Gange ned af Trapper og ud at smalle Døre, er os en Gaade. En nedsat Kommission har udarbejdet et Forslag til en Ombygning og Omordning af Forholdene paa Hospitalet, og det maa da være at haabe, at Foranstaltninger til Frelse af de Syge under slige Ulykker maa blive trufne.
* * *
Naar en Syg indlægges paa Hospitalet, og til dette medfører sin Garderobe, hvilket i de allerfleste Tilfælde finder Sted, da Patienten jo enten selv kan gaa til Sygelejet eller lade sig køre dertil, saa bliver hans Klædningsstykker afleveret til en Stuekone, der besørger dem anbragte paa et fælles Opbevaringssted. Man er jo dog berettiget til at antage, at Hospitalets Personale skal behandle disse fremmede Ejendele men Omhu; dog heri tager man Fejl. Hospitalet bemaler dem med et Kridtmærke eller klistrer en Seddel paa dem, hænger dem, uden at befri dem fra Støv og Smuds, hen paa et fugtigt Sted, hvor de som oftest er halvt eller helt ødelagte, naar man skal bruge dem igen. Dette kan imidlertid undgaas, naar man vil lukke sin Portemonnaie op; en Genstand, der i øvrigt kan gøre Underværker dér, som ved saa mange andre Lejligheder her i Livet. Er det en fritliggende, en ubemidlet Patient, som er indlagt paa Hospitalet, og til dette har afleveret sine Klæder, saa beholder det disse i Tilfælde af Patientens Død. som et Slags Pederlag for Kur og Pleje. At Hospitalet er berettiget dertil, er der næppe nogen Tvivl om; men at det er en Smaalighed uden derom er alle Lige, derom er alle temmelig enige.
Forplejningen, som naturligvis maa rette sig efter den Syges Helbredstilstand, kan man ikke med Rette klage over, baade Brød, Mælk, Kød og Fist er gode. om end ikke bedste Varer; men den skødesløse og ikke altid probre Maade, paa hvilken Maden bliver serveret, fortjener Anke, en Anke, der i Forening med flere andre vilde forstumme, naar der førtes et ordentligt og samvittighedsfuldt Tilsyn med Stuekonerne og med Køkkenet. Naar Lægerne om Formiddagen har aflagt deres Visit, er Patienterne overgivet alene til en Stuekones Omsorg. Ingen Inspektør eller anden tilsynshavende Embedsmand aflægger noget Besøg den hele lange Dag paa Stuen, hvor Stuekonen skalter og valter som hun vil. Hvortil en saadan manglende Kontrol kan føre paa en Stue, hvor Patienterne er overladt til en mindre velvillig Stuekone, skulle vi omtale, idet vi dog bemærker, at vi er temmelig overbeviste om, at hverken Læger eller Inspektionen har noget Begreb om, hvad en saadan Kone kan finde paa. Kan dette være en Undskyldning for de overordnede Embedsmand, saa har vi intet imod, at de betragter Udtalelsen som saadan. Det skulde meget glæde os, om disse Linjer maatte give Anledning til en Undersøgelse og eventuel Revision af Stuekonernes Virksomhed og Opførsel; vi er overbeviste om, at Hospitalet kun gavner sig selv ved en saadan Revision, som tillige er en Pligt mod de mange syge Mennesker, som Hospitaler huser mellem Aar og Dag.
Paa en af Stuerne er og har i flere Aar været ansat en Madam E., en raa Natur med et stridbart og lunefuldt Sind, hvilket en ublid Skæbne ikke har gjort mildere. Hun har den Opfattelse af sin Stilling, at Patienter paa et Hospital skal behandles som Soldater paa en Kaserne; hun fører en fuldstændig Kommando paa sin Stue, og er ikke bange for at bruge Skældsord mod en Syg, som paa en eller anden Maade har paadraget sig hendes Mishag. Af hendes lange Synderegister skulle vi anføre 3 Eksempler paa hendes utilbørlige Opførsel, hvilke karakteriserer hende tilstrækkeligt. En Sømand, som led af Lungebetændelse i meget høj Grad, blev indbragt paa hendes Stue; han fantaserede stærkt og vilde hvert Øjeblik op. En Morgen var bemeldte elskværdige Stuekone gaaet sin Vej, og lod, som saa ofte, Patienter ligge for "Lud og koldt Pand". Sømanden rasede stærkt og gjorde flere Forsøg paa at springe ud af Sengen; de andre Patienter klemtede paa deres Vandglas - Hospitalet har nemlig ikke Raad til at holde Bordklokker, det foretrækker at faa Vandglassene masede hvert Øjeblik - ; men Madamen, som nød sin Morgenkaffe, lod Sømanden rase og Glassene klemte. En lidt i Bedring værende Mæslingepatient stod op og fik Neptuns syge Søn til Ro. Da Stuekonen endelig kom, lod hun som om Ingenting var sket, ja havde endog den Dristighed, at beklage sig over, at der ikke var bleven kaldt paa hende. En syg Student, som i længere Tid havde ligget med Mæslinger, fik en lettere Hjærnebetændelse, som dog var stærk nok til at fremkalde en meget hæslig Fantaseren, der gjorde hans Tilstand saare betænkelig. En Formiddag laa han i uafbrudte Smerter og raabte af og til højt; herover kom Madamen i Harnisk og overfusede det stakkels utilregnelige og syge Menneske med en Strøm af Skældsord og Uartigheder i den Grad, at en anden Patient med berettiget Indignation maalte hende med samme Maal, som hun benyttede overfor Studenten, og truede hende med Klage til Professoren. Saa holdt hun sit "blide" Sind i Tømme. Man forestille sig nu slige Scener paa et Hospital, og den uheldige Virkning disse have paa syge Mennesker, der alle trænge til Fred, Ro og venlig Omgang. Endelig skulle vi omtale det sidste af de tre Eksempler paa Konens utilbørlige Færd. En af en pinlig Nervesygdom og slet Fordøjelse lidende Patient skulde i Følge Lægens Anordning have et Klysma, og da dette endnu ikke var sket hen ad Aften og Patienten led betydelige Smerter, bad han Stuekonen om at faa det besørget. Hvad nu Grunden dertil kan have været eller ikke hun blev "gal i Hovedet" og var uforsigtig nok til ude i Køkkenet at lade sig forlyde med, at Patienten skulde faa et Klysma, "der skulde virke baade for og bag". - Hun kastede et skarpt Pulver i Sprøjten, og den intet Ondt anende Syge fik heftig Diarrhoe og Opkastninger, ledsaget af Mavekrampe, der boldt sig hele den følgende Nat.
Til en saadan Kone er Patienterne overladt; er Professor With, som er hendes nærmeste Foresatte, ikke i Kundskab om denne Stuekones uforsvarlige Handlemaade, saa ved han den nu, og ønsker han Bevisligheder for Rigtigheden af, hvad her er skrevet, saa skal vi med Fornøjelse aflevere dem i hans Hænder. Den her omtalte Stuekone er maaske et enestaaende Eksemvel paa Brutalitet, og vi undrer os over, at hun ikke hører til Hr. Saxtorps Afdeling; thi under hans Ægide kunne hun faa god Anvendelse for sin Raahed og Lunefuldhed, hvad hun sikkert tørster efter. Hun skal imidlertid ikke omtales som et Eksempel paa Stuekoner i Almindelighed; thi det er os bekendt, at Hospitalet har flere flinke og venlige Koner, som forstaa deres Gerning, og udfører den med god og ærlig Vilje og Sind.
Det er en stor Fejl ved Frederiks Hospital, at Overlægerne ved dette maa sprede deres Kræfter paa mange Hverv. Thi foruden dette betydelige Embede, er de tillige Professorer ved Universitetet og maa holde Forelæsninger og vejlede det store Antal medicinske Studerende. Hvert enkelt af disse Hverv vilde, naar det skulde passes ordentlig, være i Stand til at udfylde en arbejdsdygtig Mands hele Tid. Og dog have de Herrer Overlæger ved Siden af disse to Embeder en meget betydelig privat Praksis, der naturligvis ikke passes daarligst. Denne Spreden af Kræfterne og disse forskelligartede Interesser, som her kolliderer med hverandre, bidrager ganske naturligt til, at enten den ene eller den anden Gren af Lægens Virksomhed negligeres i højere eller mindre Grad til Skade snart for Lægevirksomheden paa Hospitalet, snart for Lærergerningen ved Universitetet. - Paa Frederiks Hospital er det navnlig Tilsynet med de underordnede Funktionærer, der lider, og derved hele den daglige medicinale Forplejning. Dersom Overlægerne og Lægerne i det Hele anede, hvad der daglig foregaar paa Stuerne af Misbrug af Medikamenter, Overtrædelse eller Tilsidesættelse af Forskrifter o. s. v., saa vilde de maaske deri finde Grunden til mange Sygdommes Langvarighed.
Det vilde være meget ønskeligt om Hospitalets Direktion tog dette Forhold under Overvejelse og fik et skærpet og samvittighedsfuldt dagligt Tilsyn indrettet paa Stuerne.
Da der, som i sorrige Artikel omtalt, forestaar en Forandring i Hospitalets Indretning, er det jo nu til ingen Nytte at omtale forbigangne Skrøbeligheder ved denne; kun tillade vi os at henlede Opmærksombeden paa to Ting, nemlig den nuværende Blanding af de forskellige Patienter paa én Stue. Imellem Nervesyge og Brystpatienter findes Tyfus, Mæslinger og andre smitsomme Syge og døer en Patient, kan de tilbageværende paa Stuen forlystes i 12 Timer, ofte længere, med et Lig, som man end ikke af egen Drift tildækker.
Forhaabentlig vil en Udvidelse af Lokalerne raade Bod paa disse to uhyggelige Forhold.
(Social-Demokraten 14. juli 1882).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar