Hr. Redaktør! Jeg ved ikke om De gaar meget i Kirke, det kommer mig heller ikke ved. Jeg vil kun betro Dem, at jeg kommer der af og til, - men, naar jeg skal være ganske ærlig, saa er det ikke for at høre Præsten, thi jeg er ganske enig med Dronning Christina af Sverig i, at "voro prästers prædikener ere så förbannade länge og kedliga". - Nej, jeg gaar i Kirken fordi jeg holder meget af Orgelspil, og det hører man meget rigtigt smukt af i vore Kirker. Naar Sangen og Orgelet er forstummet og Præsten begynder, saa vandrer mine Tanker omkring i Kirken langt fra den ha-stemte Præstelyrik. Dette vilde nu en af Præsterne naturligvis kalde "Djævelens Værk" , og det er ogsaa "Djævelens Værk" sig har med at gøre, idet jeg ønsker at skrive om Djævelskram, rigtignok paa en anden Maade, end Præsterne have tænkt sig.
En Kirke skulde jo være en Bolig, hvis eneste Formaal er Fred og Kærlighed. Der burde jo ikke ligge nogen som helst økonomisk Nytte til Grund for dens Opførelse eller Eksistens. I denne burde jo Alle være lige, al menneskelig opfunden Standsforskel burde vige her, - saaledes lyder jo Kristendommens Lære, og saaledes fortæller Præsterne jo at det skal være; men man handler ikke derefter.
Naar man kommer ind i disse Kirker, findes der posterede en tre a fire glatkæmmede Skikkelser i Svalefrakker og med hvide Halsbind samt Briller, der ere indrettede til baade at se oven over og underneden. Dette er nogle overordentlig bevægelige Mænd, og de have et udmærket Greb paa at se paa Folk, hvem og hvad de ere, hvorefter de retter deres Krops Bevægelighed. Dog tage disse Kirkens Betjente undertiden fejl. En Søndag kom en gammel Mand humpende ind i Kirken; men da han saa ud til at være en ganske almindelig Mand, lod Svalefrakken ham humpe afsted. Pludselig hvisker en Mand i Øret paa Kirkebetjenten: "Det er forrige Justitsminister E." - og det gav et Sæt i Betjenten, der øjeblikkelig bukkede sig saa dybt, at Hovedet kom ind i den Gamles Frakkeskøder, og med en ubeskrivelig Svingning dukkede op ved den gamle Forhenværendes venstre Skulder. I ilsomme Trin naaede Betjenten Stolen, lukkede op, og den gamle Mand fik Sæde. Stolen og Stolene i Kirken, tillad mig at stanse lidt ved dem; thi der er der ikke saa ringe økonomisk Nytte, som ligger til Grund. Det er en meget stor Fejl med disse aflukkede Stole, hvortil Etatsraader, Kammerherrer og Junkere, Grosserere og Fabrikanter alene har Adgang. De har i sin Tid givet et større eller mindre Beløb til Kirkens Opførelse, eller de have tilkøbt dem Plads i en af de ældre Kirker, og saa skal Stolene staa ukrænkelige indtil Fru Etatsraadinden har opnaaet den fornødne Opbyggelighed til at komme for sent, eller Hr. Kammerjunkeren har faaet sig tilbørligt udstafferet udi Andægtighedens Folder. Kirkepøblen, det vil sige, de Smaa i Samfundet, de maa pænt staa og vente, og naar saa en enkelt Stol tilfældigvis er ledig og bliver lukket op, saa realiseres Spørgsmaalet "den Stærkeres Ret" praktisk, medens Hr. Morten eller Hr. Mads allerede er inde paa Begrebet "de Fattige i Aanden" og "salig er de Fredsommelige" osv. Det er en ligefrem forargelig Indretning, dobbelt forargelig, fordi den har sin Grund i det gamle Princip; "Flest Penge, størst Ret". Jeg ved nu meget vel, at Kirkerne trænger til Indtægterne, og at dette at leje Stolene ud aarlig, er en Maade at skaffe Kirken Indlagt paa; men derfor er Princippet lige forkasteligt og det er i det Hele taget hejst uheldigt, at man hver Gang man skal have med Kirken at gøre, skal staa med Skillingen i Haanden. I denne Retning finder der nu desuden et Optrækkeri Sted i vore Kirker, som har større Dimensioner, end man er tilbøjelig til at antage, og jeg skal ved Lejlighed gøre Dem bekendt dermed. Hr. Redaktør, naar jeg faar tilstrækkeligt Materiale samlet sammen.
Men som sagt: "Penge eller Prygl" lyder ligesaa tydeligt, naar man skal have med Kirken at gøre, som naar man kommer paa et Værtshus. Har en Mand begaaet den Letsindighed, at sætte et lille Statsborger eller Borgerinde ind i Verden, saa skal den Smaa jo døbes - det koster Penge, og skulde han være saa nysgerrig, at han ønsker at slutte et nøjere Bekendtskab med denne Verden, saa maa han jo konfirmeres, hvilket ogsaa koster Penge. Har han fremdeles Udsigt til at fortsætte Tilværelsen, og i den Anledning lader sit uregerlige Hjerte falde i Hænderne paa en yndefuld Ungmø, saa maa han jo ogsaa i Kirken og betale, ja betale dyrt for at saa sin Elskov publiceret for Verden. Er han endelig træt og mæt af Livet, saa vil Kirken ikke en Gang sende ham en Velsignelse ud til de mange Bendynger vaa Nørrebro, eller til de svømmende Ligkister paa "Vestre Kirkegaard", uden at det koster Penge og ved slige Lejligheder skal der ordenlig blødes. Ser De, Hr. Redaktør, det er det, man kalder den kristelige Humanitet, det er det man kalder "Kirkens Opgave".
(Social-Demokraten 9. august 1882).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar