Naar Passagen ved Strandvejs-Bommen en festlig Sommerdag er spærret af Vogne, der klumpe sig tæt op ad hinanden som Fluer omkring en Sirupsklat, kunde en mindre dybt tænkende Kjøbenhavner nok falde paa den daarlige Mening, at Bomvæsenet var en chikanøs Opfindelse af en middelalderlig Regering for at fortrædige fredelige Borgere paa uskyldige Skovfarter, og det kunde hænde sig, at han blev greben af den samme lede Mistvivl til menneskelig Fornuft, som strax slaar sit Tag i En, naar man en Dag begiver sig ud paa Toldboden og iagttager, hvorledes Staten har ansat og lønnet en Masse Funktionærer med det særlige Hværv fra Morgen til Asien at bringe Urede og Forvirring i Folks Rejsekasser og og Varepakker. Men Retfærdigheden byder at indrømme, at der gaar omtrent en lige saa sund Tanke gjennem Bom-Indretningen som gjennem det System, hvorefter Staten tager Penge af de Borgere, som maa ty til dens Domstole for at faa Ret og Skjel stiftet imellem sig; Tanken er, at de, der benytte offenlige Indretninger, bør betale for Brugen deraf. Som det imidlertid gaar med saa mange forstandige Tanker, at de vise sig mindre rimelige i den praktiske Udførelse, er det ogsaa gaaet med Bomvæsenet, og derfor har man afskaffet det alle Steder i Landet undtagen omkring Kjøbenhavn. Det er næsten sindbilledligt, at Hovedstaden alene skal vedblive at være afspærret fra Omverdenen ved Bomme, og efter alle Julemærker har den Udsigt til at beholde dem til evige Tider.
Bomvæsenets Opkomst skriver sig fra Slutningen af forrige Aarhundrede, da Regeringen planmæssig tog fat paa Anlæg af Hovedlandeveje i Riget *). De første Chausseer paabegyndtes i 1763, nemlig fra Kjøbenhavn til Fredensborg (fuldendt 1775) og til Roskilde (1771-74). Den 15de Februar 1786 udstedte Kronprins Frederiks Regering i den syge Kong Kristian Vll's Navn en udførlig Bomforordning med følgende Indledning: "Ligesom Kongen af landsfaderlig Omhu for Undersaatterne har fundet det nødvendigt, for at befordre Kommunikationen i Danmark, at lade Chausseer anlægge paa de vigtigste Landeveje, med hvilke Arbejder det nu er kommet saa vidt. at i Sjælland Landevejen til Korsør og betydelige Strækninger paa de andre "Landeveje kan ventes færdige om nogle Aar; saa, for dels at skaffe Sin Kasse en billig Indtægt til deraf at udrede de til disse Vejes Vedligeholdelse og Tilsynet medgaaende Udgifter, dels at lette Byrden for Kjøbstæderne og Amterne, som tage Del i Vejenes Anlæg og Vedligeholdelse, dels ogsaa, paa de ældre færdige Landeveje fra Kjøbenhavn til Roskilde og Fredensborg, for at indrette Vejpengene mere forholdsmæssig til Vejens Længde og andre Omstændigheder, anordnes og befales herved osv." Anordningen og Befalingen gik ud paa, at der for hver Mil skulde oprejses en Bom og svares Bompenge efter en Taxt, der nøje skjelnede imellem "Bondevogne" (1 Skilling), "andre Vogne" (2 Skill ), Kaner, Karioler, Jagtvogne (3 Sk), Wienervogne (5 Sk ), Kareter med 2, 4, 6 eller flere Heste (henholdsvis 5, 6 og 8 Skilling), Ridende, Heste, Hornkvæg. Svin og Faar. "Det staar enhver frit, naar en anden Vej kan tages til Bestemmelsesstedet uden at passere den Vej, hvorpaa findes Bom, da ikke at betjene sig af denne; men hvo, som betjener sig deraf og alene for at undgaa Bommen gjør en kort Omvej uden omkring samme, bør til den, som opbringer ham, og hvortil alene Bombetjenten skal være berettiget men ingen fremmed Person, betale en Rigsdaler, foruden at erlægge ved Bommen det paabudne." Adskillige Slags Kjøretøjer bleve dog aldeles fritagne for Bomafgift: Amtmænd, Herredsfogder, Præster, Degne, Kirkegængere, Hovbønder Møgvogne, "saa og naar de kjøre tomme tilbage" osv. - Ved den ny almindelige Vejforordning af 13de Decbr. 1793 blev Bommen foreskreven som almindelig dansk Institution. "Saa snart en ny Hoved-Landevej er fuldført, skal der", hedder det i § 42, "for hver Mil oprettes en Bom, ved hvilken Passagepengene oppebæres, som da beregnes i Overensstemmelse med Forord. 15de Februar 1786." Længe fik denne Forordning dog ikke Lov at virke i sin oprindelige Renhed; en frugtbar Udvikling af nye Bomregler skjød op fra den. Da de høje Sømhoveder i Vognhjulene ikke vilde forsvinde trods et landsfaderligt Forbud i 1793, maatte Kongen og Kancelliet atter skride ind imod dem i Foraaret 1804, og det skele paa den Maade, at der til Straf paalagdes slige Vogne dobbelte Bompenge. 1810 bleve Taxterne gjennemgaaende forhøjede paa Grund af Pengevæsenets Omordning, og endelig maatte Kongen i Slutningen af 1830 træffe "adskillige nærmere Bestemmelser", da han havde bemærket "de i den sildigere Tid foregaaede Forandringer dels med Benævnelsen paa de forskjellige Kjøretøjer, dels med disse selv"; bl. a. bleve Bøndervogne nu delte i 2 Klasser, en simplere (til 2 Sk og en finere til 4 Sk.). Med denne Forordning slutter den danske Bom historie sit første Afsnit, og en ny Tid tager sin Begyndelse.
Til Jylland naaede Bommene ikke, da de jydske Hovedlandeveje tilhøre en langt senere Udvikling. Heller ikke Lolland Falster kom ind under det gamle System Under 8de Oktober 1835 bekjendtgjorde Rentekammeret: "Paa de nu fuldførte Hovedlandevejs-Strækninger igjennem Lolland og Falster skal der i Følge Kongens Beføling ikke anbringes Bomme til Oppebørsel af den sædvanlige Passageafgift"; kun de, der benyttede Befordringsvæsenets Heste eller Vogne, skulde betale Chausseepenge i Overensstemmelse med Bompenge-Taxten, men "forøvrigt maa Passagepenge for Lolland og Falster indtil videre bortfalde". Den nyere Tid gjorde sin Opfattelse gjældende, endnu inden Frederik VI lukkede sine Øjne. Stærkere ytrede den sig under Kristian VlIl's Stænderforsamlinger. Det strømmede ind med Andragender om Bommenes Nedlæggelse. Selv Regeringen blev greben af Strømmen og forelagde et Lovudkast herom for Stænderforsamlingen i Roskilde. Men denne fandt Regeringens Forlangende om Erstatning ved Paalæg af en højere Vejskat paa Hartkornet alt for ubilligt, og Bommene gik urokkede over i den konstitutionelle Tid.
Længe blev de dog ikke staaende i Ro under den fri Forfatning. Allerede i Folketingels 2den Samling 1850 indbragte 10 fynske Rigsdagsmænd Forslag om at nedlægge alle Bommene paa Fyn imod en aarlig Erstatning til Statens almindelige Vejkasse af 1800 Rdl., der paalignedes Stiftets Kjøbstæder og Landdistrikter i Forhold til Hartkornet. Forslagsstillerne fremhævede, at Bommene vare en Skat, hvis Opkrævning kostede 42 pCt. af Indtægten; ja der var Bomme paa Fyn, som kun gav 30-40 Rdl. om Aaret, og det var saaledes klart, at Bommandens Familie, som skulde leve af Forretningen, fik en langt betydeligere Indtægt end Staten. Ikke en Stemme hævede sig til Bommenes Forsvar. Balthazar Christensen og J. A. Hansen mente, at man burde gaa endnu videre end Forslaget og nedlægge dem uden Erstatning; men dette forkastedes med stort Flertal. Loven gik sejrrig igjennem begge Ting og kom den 11te Marts 1851 ud med kongelig Stadfæstelse; fra den 1ste April s. A., da de daværende Forpagtningskontrakter udløb, forsvandt alle fynske Bomme. - Forhandlingen om Loven frembød iøvrigt det interessante Skue af et Forbund mellem de to ellers grunduenige Langelændere: J. A. Hansen, Øens Folketings-Repræsentant, og Landtingsmanden A. S. Ørsted, barnefødt i Rudkjøbing, der Side om Side stred en lang, men frugtesløs Kamp for at faa Langeland forskaanet for Deltagelse i Erstatningsbyrden. De strænge Principer sejrede over den lokale Kjærlighed.
I Efteraaret 1853 kom Turen til de sjællandske Bomme. Der fandtes i alt 41 Bomme paa Sjælland med en samlet Indtægt af godt 29,000 Rdl., hvoraf alene de 6 Bomme omkring Kjøbenhavn (Damhuset, Vridsløselille, Baldersbrønde, Vibenshus, Vangede og Gjelte Skov, 3 ved hver af de 2 Hoved-Adgange til Hovedstaden: Helsingørs- og Roskildevejen) indbragte over Halvdelen, nemlig henved 16,000 Rdl. Med Hensyn til de andre 35 Bomme blev det fremhævet, at Opkrævningen af de 13-14,000 Rdl., som de kastede af sig, kostede omtr. 9000 Rdl., og da Urimeligheden her var saa iøjnespringende, blev man da endelig enig om strax at ophæve dem, saa snart de paagjældende Forpagtningskontrakter udløb (1ste April 1855); det skete ved Lov af 15de April 1854 og mod en aarlig Erstatning til Staten af 9000 Rdl., fordelte paa Hartkornet. Bommene i gl. Kjøbenhavns Amt lod man foreløbig staa, indtil man fik nærmere Oplysninger og nøjere havde overvejet Spørgsmaalene om Afløsningssummens Fordeling.
Mere end en halv Snes Aar forløb, uden at der skete videre. Da rettede Folketingsmanden for Fredensborg, Kaptejn Joh. Grundtvig, i Rigsdagssamlingen 1865-66 det Spørgsmaal til Indenrigsminister Estrup, om han ikke agtede at foreslaa Nedlæggelse af de tilbageblevne Bomme, der "staa som et Brud paa det Princip, der ellers har været fulgt", - "disse gammeldags og smaalige Hæmmelser for den fri Samfærsel". Ministeren erklærede sig velvillig stemt og mente, at Sagen vilde finde sin Løsning ved den ny Vejlov, der var under Arbejde. Men Vejloven udkom i 1867, Hovedlandevejene gik fra Staten over til Amtsraadene, Erstatningen for de nedlagte Bomme bortfaldt, de kjøbenhavnske Bomme bleve atter staaende "indtil videre" **). Det hed sig, at man savnede et paalideligt Grundlag for Vederlagets Fastsættelse og Fordeling.
Endelig gjorde Indenrigsminister Haffner i Rigsdagssamlingen 1869-70 et sidste Forsøg paa at løse en Del af den svære Opgave. Det hele, erklærede han, kunde Regeringen ikke magte; den maatte holde sig til Bommene paa de gamle Hovedlandeveje og overlade til en lykkeligere Fremtid at fjærne de 2 Bivejs-Bomme: den paa Amagervejen og den paa Strandvejen ved Slukefter. Disse to Bomme havde nemlig en mere end almindelig forviklet Historie. Angaaende den førstnævnte var der hverken fra Amager eller Kjøbenhavn ytret Ønske om Afgiftens Afløsning, og Ministeren kunde ikke forsvare at lade Statskassen afholde de ej ubetydelige Omkostninger, der vare forbundne med en Optælling af, hvor stor en Del af Bomindtægterne der hidrørte fra hver af de Interesserede Kommuner Det samme gjaldt Strandvejs Bommen, hvortil endnu kom den Vanskelighed, at Amtsraadet i 1847 til Strandvejens Vanding (Anlæg af Brønde m. m.) havde optaget et Laan paa 7100 Rdl hos forskjellige Private, der skulde tilbagebetales, efterhaanden som Bommen gav Overskud, efter at de til Vejens og Vandingsapparatets Vedligeholdelse nødvendige Udgifter vare afholdte; et saadant Overskud var imidlertid hidtil ikke fremkommet, og Gjælden henstod saaledes endnu uafgjort Ministeren mente derfor at have gyldig Grund til at begrænse den lovgivende Virksomhed til de 6 Bomme paa Hovedlandevejene. Indtægten af dem havde i de senere Aar gjennemsnitlig udgjort 15,300 Rd., men som Følge af Jernbaneudviklingen var den i stadig Nedgang, og der turde kun paaregnes omtr. 12,000 Rdl.; han foreslog nu, at de skulde nedlægges fra 1ste April 1871 mod en Erstatning til Kjøbenhavns Amt fra det øvrige Sjælland af henved 7,000 Rdl aarlig, hvilken Sum han i Henhold til Lister, der vare optagne over Passagen, vilde fordele paa følgende Maade: fra Staden Kjøbenhavn 1,428 Rdl., Roskilde Amt 792 Rdl., Frederiksborg Amt 3,540 Rdl., Præstø Amt 504 Rdl., Sorø Amt 180 Rdl., Holbæk Amt 552 Rdl. Vilde noget af Amterne foretrække at betale en passende Kapital en Gang for alle eller en større aarlig Vederlagssum i et begrænset Antal Aar, skulde det med Ministerens Samtykke staa vedkommende frit for.
Sagen blev forelagt Landstinget og naaede ikke videre. Den mødte strax en uforsonlig Modstand. Lensbaron Zytphen Adeler optraadte som Tolk for de Amter, der skulde brandskattes til evige Tider, for at Kjøbenhavns Amt kunde faa bomfri Veje. Hovedtaleren mod Loven var Orla Lehmann. Den første Del af hans lange Foredrag var en Hymne til Bommenes Pris. Han betragtede del som en Grundvildførelse at mene, at de hvilede paa et falsk Princip, - tværtimod, det gjorde de ikke mere end f. Ex. Skibenes Havneafgift. Undertiden krævede de for store Oppebørselsudgifter, men hvor dette ikke var Tilfældet, skulde man ej gribe til en Tvangslov for at fri Folk for den lille Ubehagelighed at stikke Næsen ud af Karethdøren, om det saa var en kold Vinterdag. Vilde man endelig hæve Bommene, burde man før Kjøbenhavns Amt følge den almindelige Regel, der var gjældende for de øvrige Amter, at hvert især uden Hjælp fra andre holdt sine egne Veje i Stand; vare de stærk befærdede Veje i Kjøbenhavns Amt noget dyrere at vedligeholde end andet Steds, maatte det opvejes af Fordelen ved at ligge nær en stor Markedsplads. (Desuden ydes der siden 1867 af Statskassen til Kjøbenhavns Amt et aarligt Bidrag af 6,000 Rdl. i 28 Aar.) Den eneste Bom, hvis Nedlæggelse havde egenlig Interesse for Kjøbenhavnerne, var Strandvejs-Bommen. Efter at Ministeren og Proprietær Larsen uden Nytte havde stræbt at mildne Stemningen overfor Kjøbenhavns Amts Repartitionsfonds Vejbyrder, sluttede Krieger 1ste Behandling med en dybsindig Bemærkning: "Del er naturligt, at alle gjerne ville af med Bommene, men Spørgsmaalet her er kun, om de ville give det Vederlag derfor, som fordres". 2den Behandling fandt Sted faa Dage efter. Atter tørnede de to stridige Naboer Kjøbenhavns og Frederiksborg Aniter (Proprietærerne Larsen og Philipsen) sammen, og nu saa haardt, at Brygger Jacobsen imod sin Vilje blev vittig og af Ordskiftet bevægedes til at henstille, om man ikke helst skulde overlade Ordningen af det gjensidige Mellemværende til Amtskommunernes frie, mindelige Overenskomst. Med 28 Stemmer imod 14 nægtede Landstinget Loven Overgang til 3die Behandling.
Dette skete Sankt Lazarus' Dag (I6de Decbr.) 1869, for at tale med Barfod Paa denne Sejr ville de københavnske Bomme sagtens leve uanfægtede langt ud i den fjærne Fremtid.
*) "Bom" er som bekjendt en national Udtale af det tyske Ord "Baum", Træ.
**) Den eneste Forandring, der blev truffen, var en saalydende Bestemmelse i Loven: "Den ved Store Vibenshus anbragte Bom flyttes bort fra Kjøbenhavns og ud paa Amtets Grund".
(Morgenbladet (København) 11. august 1882).
Amagerbrogade 101 (senere 35), Bommen set mod nordvest. Bomhuset med bomtavlen ved hjørnet af Sundby Boulevard (fra 1926 Prags Boulevard). Tavlen har overskriften Bom-Taxter ifølge Indenrigsministeriets Bekjendtgjørelser af 4. Juni og 28. December 1874 samt 18. April 1905. I døren en funktionær på gaden adskillige nysgerrige tilskuere. Kildetekst: Samtlige Bomme indenfor Kjøbenhavns Grænse blev nedlagt d. 1ste April 1915. (Mariboe). 1908. Kbhbilleder. Public domain.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar