I Silkeb." Av." fremdrager Pastor U. S. Borch i Adslev ved Skanderborg et Forhold, som i høi Grad fortjener Opmærksomhed. Som bekjendt have vi en Lovbestemmelse, Ifølge hvilken en Person er forsørgelseberettiget i den Kommune, hvor han (eller hun) har havt fast og stadigt Ophold 5 Aar efter sit fyldte 18. Aar. Det er en Kjendsgjerning, at denne Lov bruges paa den sørgeligste Maade, saa at den har skæbnesvangre Følger for den Ubemidlede. Det er nemlig en bekjendt Hemmelighed, hvorledes der vistnok trindt om paa Landet vaages med største Opmærksomhed over enhver fremmed Arbeider, der nedsætter sig indenfor en Kommunes Grænser. Lad det være en flittig, ædruelig og paalidelig Arbeider; dersom han har den Feil at være fattig, dersom han lever af Haanden i Munden, og dersom han tillige har Kone og Børn, saa kan han være vis paa, at han vanskelig vil faa Lov til at blive de 5 Aar til Ende. I Begyndelsen er man ikke bange. Folk ville gjerne have Manden i Arbeide, han er jo flink. Men som Tiden gaar, forandrer Forholdet sig; efterhaanden have færre og færre Brug for ham. Manden bryder maaske i lykkelig Uvidenhed sit Hoved med at udfinde, hvorfor Folk ikke nu længere have Brug for ham. Staklen aner ikke, at han er Gjenstand for en Slags taus Overeenskomst, en ligefrem Sammensværgelse. Endnu vover muligvis en og anden af Medlidenhed eller Trang at give ham Arbeide, oftest for en billig Betaling; men vedkommende bliver ugleset af de andre, og det Tryk, der udøves, vil sjælden forfeile sin Virkning. Saaledes er Forholdet gjennemgaaende i al sin hæslige Nøgenhed. Og det er paa høie Tid, at det offenlig paatales og stemples med sit rette Navn som Umenneskelighed, for ikke at tale om, at det er Kristendommen saa fjern som muligt Og hvad er saa Følgen af denne beregnende Klogskab og hjerteløs Adfærd? Mon Fattigbyrden derved formindskes? Nei, tværtimod, den forøges, og Grunden til den stigende Fattigbyrde har ikke mindst sin Grund i de her paapegede Misforhold. Den ene Kommune driver Familier til Betlerstaven og vælter ham derved over paa en anden, og det gaar selvfølgelig ud over Samfundet i det Hele. Det er jo klart, at nægter man Arbeideren Arbeide, saa tvinger man ham paa Fattigvæsenet. Man vil maaske svare: "Nei, man tvinger ham blot fra Sognet eller Kommunen"; nuvel, men sligt volder nødvendigvis den Fattige Tab, og han har intet at tabe af, saa i Virkeligheden tvinger man ham over mod Fattigvæsenet, og hvad værre er, man forbitrer hans Sind og bringer ham til med Harme at se paa sine bedre stillede Medborgere. Man forlanger, at Fædrelandskjærligheden skal holde Arbeideren hjemme; hvor skulde det næsten være muligt, at Fædrelandskjærligheden kunde bevares hos dem, der blive behandlede saaledes. Er det saa mærkeligt, at et saadant Menneske kan fristes til at se den Dag med Glæde i Møde, da han kan vende Fædrelandet Ryggen. Og er det mærkeligt, at den Arbejder, der er Vidne hertil, men som har Midler til at reise bort, foretrækker at udvandre for at undgaa at blive stillet, som mange andre ere. Og hvad er saa disse ulykkelige Arbeideres Brøde, hvem man nægter Arbeide? Deres Brøde er, at de have forladt deres Fødestavn. Vi læse om Stavnsbaandet, hvormed Bønderne i sin Tid vare bundne; vi glæde os over, at det er løst, og vi frabede os at faa det indført paany. Men maa man ikke sige: hvad er det andet end Stavnsbaandet, man vil have til at gjælde i alt Fald for den ubemidlede Arbeider? Og det byder man midt i vore frie Tider, hvor Frihed i alt Fald er paa alles Læber. Nu ved vi nok, at den ene Kommune skyder Skylden paa den anden, men det gjør slet ikke Sagen bedre. Det er saa vift som noget, at denne Optræden overfor den fattige Arbeidsmand vil og kan ikke blive ustraffet i Længden. Gjengjældelsen vil ramme; men jo længere Tiden gaa hen, uden at der raades Bod derpaa, desto sørgeligere ville Følgerne blive. Det tør næppe ventes, at der vil indtræde nogen Forandring i den foran nævnte Lovbestemmelse.
(Nationaltidende 13. august 1882).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar