Den 6. September f. A. bad en Tjenestepige sin Husbond om Tilladelse til at besørge et Ærinde for at træffe Aftale om en ny Kondition, hvilket Husbonden bestemt afslog med Tilføiende, at hvis hun alligevel gik, skulde hun straks forlade hans Tjeneste; desuagtet gik hun noget efter og kom først sent tilbage, idet hun for uden at træffe Aftale om den nye Tjeneste havde besøgt en Slægtning for at raadføre sig angaaende Husbondens ommeldte Tilkjendegivelse, og blev da definitivt bortvist af Husbonden. - Han nægtede hende at gaa, dels fordi hun Dagen iforveien havde havt Udgangstilladelse, dels fordi der var haardt Brug for hende hjemme, og han vil saaledes have havt lovlig Grund til at bortvise hende af Tjenesten, saa meget mere, som hun, efter at Udgangstilladelsen var nægtet hende, udtrykkelig vægrede sig ved at udføre et af hende forlangt Arbeide, at gjøre et Værelse i Stand til et Spilleparti om Aftenen. Ligesom det Arbeide, hun vægrede sig ved at udføre, efter dets Beskaffenhed ikke kan antages at have været af videre Betydning, saa lidt som Husbonden kan antages paa Grund af denne Vægring at have bortvist hende, idet han fra først af kun har søgt at begrunde sin Ret til Bortvisningen paa, at hun gik bort uden Tilladelse, saaledes findes dette nysnævnte hendes Forhold ikke at kunne henføres under Tyendelovens Paragraf 41 nr. 5, men i al Fald kun at have kunnet paadrage hende Ansvar efter bemeldte Lovs Paragraf 26, hvorom der dog ikke er Spørgsmaal under nærværende af hende - der var fæstet til at tjene ham fra 1. Mai til 1. November f. A - imod ham til Betaling af Resten for den vedtagne Tjenestetid m. v. anlagt Sag. Som Følge at foranførte, samt da henses Paastand, forsaavidt den er tage tilfølge ved Politiretsdommen - ved hvilken Husbonden er tilpligtet at betale hende 30 Kr. i Restløn og de af hende paastaaede Kostpenge med 36 Kr. 66 Øre - har Hjemmel i Tyendelovens Paragraf 40, er Politiretsdommen stadfæstet ved Overrettens Dom.
(Nationaltidende 31. maj 1883).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar