Indianertrup i Danmark (4/4). (Efterskrift til Politivennen).

Indianerbarnet Black-Eyes, 

der ved indianernes bortrejse fra København måtte efterlades i syg tilstand på Kommunehospitalet, er senere død. Barnets fader ville komme hertil i går for at afhente sin hustru, som blev tilbage, da resten af truppen afrejste. (Dg. Nh.).

Begravelsen fandt ifølge "Natt." sted i går fra kapellet ved Kommunehospitalet. Der havde i den anledning indfundet sig en mængde nysgerrige, der trodsede det ublide vejr, men blev skuffede, idet der kun indlodes ganske få i kapellet. Her var kun barnets moder og fader samt Texas-Indianeren. Efter at hospitalets præst havde forrettet den gejstlige handling, blev liget i hospitalets rustvogn kørt til Vestre Kirkegård, hvor det sænkedes i graven. Hertil  fulgtes det af de 3 indianere og et par af hospitalets funktionærer. 

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 7. januar 1886.)

Sioux-indianerne på etablissement National taganlæg, optrådte 31. december 1885 med skalpdans, krigsdans, bueskydning samt indiansk våbensamling for sidste gang. Skalpdansen under anførsel af Hi Crow, samt "doktordansen" under anførsel af Black Horse (sorte hest). Bueskydning og forevisning af den medbragte interessante samling våben, skalpe samt andet indiansk husgeråd. 

Sioux-indianere underholdt nytårsdag på exsercerskibet "Dannebrog" og "tiltrak sig de besøgendes livlige opmærksomhed".

En indianer-begravelse.

Indianertruppen der for kort tid siden opholdt sig i København, mistede der et af sine medlemmer, et barn der bar navnet O-ke-sas. Barnet blev indlagt på Kommunehospitalet og begravedes derfra. "Politiken" giver følgende interessante beretning om begravelsen:

Der har vist aldrig på en gang været samlet så mange mennesker ved Kommunehospitalets yderst tarvelige ligkapel, som ved denne ejendommelige jordefærd. 

Folk slap dog ikke ind. Inde i kapellet var kun samlede: Barnets forældre, indianertruppens tolk og impressario, nogle læger og sygeplejersker, "Politiken"s medarbejder, samt en enkelt uniformeret hospitalstjener. 

O-ke-sas (Sorte Øje), eneste barn af truppens bedste danser Sorte-Hest og dennes squaw Den Hvide Bjælde, blev kun 1½ år gammel. Den lille stakkel der af naturen var svagelig, havde lidt såre meget på den besværlige rejse fra det vilde vesten til det fjerne Europa og Københavns umilde decemberklima bragte så den lurende brystsyge til fuldt udbrud. Da de andre indianere i følge kontraktsmæssig forpligtelse rejste herfra, blev det dødssyge barn indlagt på Kommunehospitalet, hvor moderen fik særlig tilladelse til at pleje det. Fraregnet enkelte næsten vanvittige udbrud, blev den sørgende Hvide Bjælde i sin yderlige forladthed, hvor hun kun med tegn kunne gøre sig forståelig for sine omgivelser, lidt efter lidt blød og føjelig og søgte så godt hun kunde at vise de deltagende plejersker sin taknemmelighed ved at klappe dem på skulderen og grædende at stryge deres hånd. 

Natten mellem søndag og mandag døde så den lille Sorte Øje. Man var forberedt på et ulykkeligt udbrud af sorg fra moderens side, men afkræftet som hun var af vågen og gråd, var hun dog så nogenlunde rolig. 

Der telegraferedes straks til truppens impressario mr. Dawe i Stettin, der i tirsdags ankom hertil med faderen Sorte-Hest og tolken halvindianeren David Twist. Efter at ægteparret havde omfavnet hinanden, klippede de straks til stor sorg for mr. Dawe, deres lange prægtige hår af og afførte sig alle prydelser. Videre sørgeforanstaltninger så man ikke noget til, da den stærke kulde tvang dem til at have klæder på kroppen. 

I ligkapellet sad forældrene indhyllede i røde tæpper side om side på hug ved den åbne kiste, der var pyntet med kranse fra forskellige hospitalsfunktionærer. Mr Dawe og David Twist lagde som en hilsen fra de fraværende stammefæller hver en buket blomster på det af et hvidt slør dækkede lig og gjorde derpå plads for moderen, der langsomt rejste sig for at tage en sidste afsked med sit barn. 

Hendes fortvivlelse var hel uhyggelig at se og høre. De hvinende skrig, hun udstødte, gjorde den talrige forsamling ude i gården ganske bange, og hendes hjerteskærende hulken gik til sidst over i et hastigt krampeanfald, der endte i en voldsom blodstyrtning. Halvt besvimet blev hun ført tilside og, så godt det lod sig gøre, trøstet af medlidende damer fra hospitalet. Faderen kastede med stive tåreløse øjne og krampagtigt bidende i sin kappe et sidste blik på den døde og gav så tegn til at skrue låget på kisten.

Da dette var sket, trådte pastor Bostrup frem, som, da moderen og barnet var døbte, (faderen er derimod hedning) på kristen vis forrettede jordpåkastelsen. 

Han holdt på dansk en kort tale, i hvilken han kaldte den lille Sorte Øje sin og vor broder, og trykkede, da de tre skuffer sand var faldne, højtidelig forældre og nærstående i hånden.

Hverken tolken eller nogen af de andre fremmede forstod naturligvis ret meget deraf. 

Kisten blev derefter bragt ud i hospitalets ligvogn, som fulgt af to drosker med det fåtallige følge i flyvende fart kørte afsted til Vestre Kirkegård. 

Under kørslen sad forældrene tavse og hensunkne i tanker, kun da tolken ville tænde sig en cigar, for Sorte Hest op i vrede. Det var en forrygende storm, ruderne klirrede, og vognen truede flere gange med at vælte. Den Hvide Bjælde gjorde af og til et ejendommeligt tegn i luften med den højre hånd, mens hendes ægtefælle nikkede med dyb alvor, men den fornærmede tolk ville ikke forklare os hvad det betød. 

Det har dog rimeligvis hentydet til verdens nærforestående undergang eller noget lignende.

Oppe på en bakke på kirkegårdens fattigjordsafdeling standsedes der endelig. Kisten blev båren hen til en stor kold grav, der åbenbart var bestemt til også at rumme adskillige andre lig, og følget fulgte efter i den rasende storm og på den islagte, knudrede vej så godt det kunne. En bluseklædt mand med et blikskilt på kasketten kom til stede og forlangte en gul kvittering underskrevet, hvorefter man i en snup væltede kisten ned i det store, med smudsig sne beklædte hul. Den lille kiste synede så uendelig lidt dernede, men har vel op ad dagen fået kammerater ved siden. Manden med blikskiltet kilede derpå af med nogle kranse, vi havde medbragt, for, som han sagde, at lægge dem ovenpå, når der var klappet til, og vi havde således ikke mere der at gøre. På gravens rand stod de to vilde forældre stive som støtter, og så i deres fremmedartede dragt og med de dristige, alvorlige træk i den flagrende blæst ud som noget helt uvirkeligt på den prosaiske, ægte danske fattigkirkegård. Det kneb at få dem med hjem igen. Vi trykkede deres hånd og gav efter ønske moderen en håndfuld jord fra graven, det eneste hun i sin fjerne hjemstavn vil have tilbage af sin døde yndling.

(Demokraten (Århus), 13. januar 1886).