01 oktober 2023

Skandale paa Silkeborg Fattiggaard (2/2). (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1885 var der blevet rejst sigtelser mod fattiggårdsbestyrer Larsen på Silkeborg Fattiggård (se særskilt afsnit herom). I januar 1886 blev han atter arresteret.


Ny Arrestation. "Silkeborg Avis" meddeler: Igaar Aftes gik det som en Løbeild igjennem Byen: Fattiggaardsbestyrer Larsen er atter bleven arresteret af Kammerjunker Drechsel. Strax troede Folk, at det var et af de mærkværdige og utrolige Sensationsrygter, som under Tiden opstaar uden Spor af Grund, men denne Gang var Efterretningen - hvor utrolig den end lød - sand. Fattiggaardsbestyreren heri Byen, der som bekjendt sad arresteret i 11 Dage og derefter frigaves, uden at det var muligt at faa ham dømt eller straffet for noget som helst, var virkelig atter bleven arresteret. Men denne Gang er det ikke for den gamle Sag: "Mishandling af et Fattiglem al han er fængslet, det er for en meget gammel Sag angaaende en Fallit, der er overgaaet ham for en Snes Aar siden. Han skal af Birkedommeren være anklaget for at have foretaget svigagtig Fallit. Hvorvidt dette nu forholder sig rigtigt, er jo ikke muligt at sige for udenforstaaende, men saa meget skal være sikkert, at denne Sag tidligere har været drøftet for Domstolene, uden at disse har kunnet opdage nogen Forseelse fra Hr. Larsens Side.

(Horsens Folkeblad 9. januar 1886)


Der blev dekreteret arrest over Larsen. I januar 1886 tilstod han (i følge Social-Demokraten) at havde slæbt Peder Løndal i benene med hoved og ryg mod stenbroen ind i arresten. Mens han sad arresteret dukkede flere oplysninger op om hans fremfærd på fattiggården. Han blev løsladt den 28. februar 1886 mod en kaution på 2.000 kr efter at forhørene var afsluttet. Han havde da siddet arresteret i 64 dage. 

Larsen fratrådte stillingen 1. april 1886. Der var over 90 ansøgere til stillingen. Lønnen var 300 kr. og fri station for bestyreren med familie samt en del uvisse indtægter af driften (300-350 kr. årligt). Fattiggårdsbestyrer Carl Henriksen fra Hylke blev ansat. Justitsministeriet resolverede i juli 1886 at der ikke var anledning til at foretage noget mod sigtelserne for vold, ej heller for ulovlig omgang med hittegods, bedrageri og svigagtig fallit, og konen for forledelse til falsk forklaring for retten.

I juli 1886 overfaldt en karl på fattiggården (Frederik Ferdinand Jeppesen) et lem (Poul Beng) og pryglede ham så han fik hul i hovedet. Karlen overfaldt ligeledes sin egen bror i dennes hjem.

I november 1886 dømte overretten i Viborg at Larsens påstand på ophævelse af arrestdekretet fra 16. oktober 1885 ikke kunne tages til følge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar