Anna Jacobsen død. (Efterskrift til Politivennen)

Fru Anna Jacobsen.

Folketeatrets populære Karakterskuespillerinde, Fru Anna Jacobsen, døde igaar, halvfjerdsindstyve Aar gl.

Anne Jacobsen ved sin Jubilæumsforestilling ifjor.

DE rige Evner, som Fru Anna Jacobsen sad inde med, fik aldrig Lov at udvikle sig under den kunstneriske Røgt og Pleje, som hendes noget udisciplinerede Talent fordrede . . Hun begyndte i Provinsen og utilfreds med Rejselivet, med Opgaver, som kun bød hende ringe Udvikling, med Medspillende, der i Evne og i Frodighed stod langt under hende, hengav Anna Jacobsen ved sin Jubilæumsforestilling ifjor, hun sig ofte til et Spil, der morede hende og dem, hun stod paa Scenen med, mere end Publikum, et Spil, som laa paa den anden Side af hendes Skuespiller-Værdighed ... . Hun følte det, og hun led under det, alvorlig og pligttro, som hun var, inderst inde, og det kom derfor som en Udfrielse for hende, da Det kongelige Teater ønskede at engagere hende ved Fru Phisters Bortgang. Anna Jacobsen havde ude i Byerne spillet Kobbersmedemadammen i Genboerne, og Olaf Poulsen havde ofret denne Præstation mange Lovord og tilsagde Fru Jacobsen sin Hjælp og sin Støtte.

.... Saa stod da Anna Jacobsen en Aften i sin modne Alder som Debutant paa vor fornemste Scene. Hun spillede Madam Qvist i "Fristelsen af Hertz, og Debuten viste, at hun ikke for intet var af Rosenkildernes Æt. Hun ejede en lun, stilfærdig Karakteriseringsevne, en sjældent ægle Replik og et rigt og levende Minespil Men det blev ved Debuten. En enkelt Holberg-Opgave lykkedes ikke. og Fru Jacobsen fik sin Afsked fra den Scene, hvor hendes betydelige Talent burde have haft Lov til at udvikle sig. Hun spillede en Tid igen i Provinsen og kom saa til Folketeatret, hvor hun, periodisk, ydede god Kunst, men for ofte forfaldt til Overdrivelser. Hun syntes, som Aarene gik, at trættes af de mange Matroner, som Repertoiret bød hende, og hun, der engang havde drømt om at spille Fru Alving og prøvet som Ibsens Kammerherreinde, maatte tit tage til Takke med Opgaver af ringe kunstnerisk Værd. Folketeatrets Publikum satte imidlertid Pris paa hendes frodige Komik, hendes djærve Replik - og under megen Hyldest fejrede Fru Jacobsen fornylig sit 50 Aars Skuespillerjubilæum .... Hun var allerede dengang svag og vistnok ogsaa træt af Teatret. Scenen havde bragt hende megen højrøstet Latter, sjældnere det fine. stille Bifald, som hun forstod, elskede og lyttede efter.

Som Menneske var Fru Anna Jacobsen en stærk og rank Personlighed. Hendes Kunstnersind fyldte hende med indre Uro og Higen, og man har Lov at tro, at den Død, som hun ventede, forskaanede hende for de Skuffelser, som ofte kan blive den bitre Skygge over den aldrende Skuespillerindes Liv. 

Christian Houmark. 

(B. T. 16. februar 1926).

Fru Anna Jacobsens Bisættelse.

Knud Rassow taler ved den gamle Skuespillerindes Kiste.

Det var udelukkende Kolleger og Venner, der samledes i Gaar Eftermiddags til den gamle Skuespillerinde Fru Anna Jacobsens Bisættelse i Krematoriet. Her var ingen nysgerrig Hob fra Gaden. Hvad der prægede Sørgehøjtideligheden, var de jævne, hjertelige Ord, som laftes ved denne Kiste af Skuespillerforbundets Formand, Knud Rassow, der gennem saa mange Aar har hoit til den Afdødes Kammerater ved Folketeatret.

Hele Folketeatrets Skuespilpersonale var til Stede med Direktørerne Friedrichsen og Frische i Spidsen. I Følget saa man ogsaa Skuespillerforeningens Formand, Johannes Ring, og Skuespillerne Alb. Luther og Carlo Wieth.

Folketeatrets Direktion, dets Skuespilstab og dets Maskinpersonale samt Skuespillerforeningen og Skuespillerforbundet havde sendt signerede Kranse.

Efter at maa havde sunget "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred", talte Knud Rassow om den Plads, som Fru Anna Jacobsen havde udfyldt som Menneske i Kammeraternes Kreds og som Kunstnerinde og om det Savn, hun efterlader sig. Han skildrede hendes Frejdighed, lyse Livssyn - gennem alle i Kampene - og hendes Energi. Særlig beundringsværdigt var det, at hun, la hun kom hertil som den udmærket dygtige Skuespillerinde fra Provinsen, skabte sig en ny kunstnerisk Stilling i København i en Alder, da mange andre begynder at tænke paa Retræten. Hun var nøjsom og beskeden i sine Fordringer for at kunne give til andre, der trængte. Hendes Kunst byggede paa Menneskelighed og Hjerte. Hun var en stor Kunstnerinde, meget større, end vi alle maaske har haft Forstaaelsen af. Ved hendes Kiste samler vi Takken og Savnet i de Ord, der har været saa mange Slægters Eje: "Fred med dit Støv, Ære være dit Minde!"

Alle rejste sig ærbødigt op, da disse sidste Ord lød.

Saa sang man "Dejlig er Jorden", og medens Sabinsky-Kvartetten derefter spillede Mozarts Ave Verum, sænkedes den af Blomster tæt dækkede Kiste.

(Nationaltidende 21. februar 1926).

Gravsten på Vestre Kirkegård. Indskriften lyder: "Skuespillerinde Anna Jacobsen / Karen Bræstrup / Arkitekt Cosmus Bræstrup /(ulæseligt)". Arkitekten Cosmus Ernst Georg Bræstrup (1877-1944) og Karen Margrethe Ida Johanne Schäffer (f. Jacobsen) var gift. Hun var datter af skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schäffer og Anna Jacobsen mor, skuespillerinde Anna Theresia Jacobsen. Det er et urnegravsted som figuren nederst også antyder. Foto Erik Nicolaisen Høy.