Marie Arnesen: Valgerda. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur!

Originalen til det medfølgende Brev blev igaar med Posten afsendt til sit Bestemmelsessted. Jeg tillader mig at tilstille Dem denne tildels efter Hukommelsen nedskrevne Gjenpart *) for at afgjøre, om De finder det rigtigt at optage den i Deres Blad, og henviser i saa Henseende navnlig til Slutningen. At dette Brev er skrevet af en aldeles uøvet Pen, vil vist være let at see; men jeg har imidlertid troet ikke at burde modstaae min Trang til i det mindste at søge at giøre meer for mit Fædreland end at beklage det. Og da jeg nu er kommen i det Tilfælde at skrive til den ærede Redaction af "Fædrelandet", vil jeg ikke tilbageholde en Bemærkning, som jeg har havt Leilighed til at iagttage Sandheden af i min Kreds. Desværre hersker der hos det store Flertal af det danske Folk Mangel paa Kraft og Villie, men at det er saaledes, bliver ogsaa sagt det altfor ofte. Langtfra at bringe det til at forene sig, at have sig selv, antage de Mange, at da det nu engang er saa, maa det ogsaa forblive saaledes. Jeg hører daglig Yttringer som: "Hvad nytter det altsammen? vi ere et daarligt Folk" osv. og saa en Opregning af de andre Nationers Fortrin fremfor os, uden Hensyn til Forholdene eller de Henseender, hvori vi vel tør maale os med dem, eller, i Forhold til vort Lands Udstrækning, maaskee endog gaae foran, som i Konst og Literatur. Nei, sig det, at det er kraftigt, naar det blot selv vil, lad det føle, hvor det viser sit Værd, og det vil ligesaa vel som nu troe Dem paa Deres Ord, og virkelig blive, hvad det siges at være. Dertil kommer, at vi umuligt kunne forlange, at Fremmede skulle have Agtelse for os, naar vi ikke have Agtelse for os selv. Denne Selvnedsættelse og Følelse af sit ringe Værd kan være meget rosværdig hos en enkelt Person, skjønt sjelden fordelagtig for ham; i et Folk duer den sikkert aldrig. At jeg troer, en saadan Selvfølelse for Folket vilde give Oppositionen en endnu større Bagt i Folket, og til samme Tid aldeles ikke hindre den i at vedblive at raabe, kalde og vcrlke, hvor der endnu siumres, behøver jeg vel neppe at bemærke.

Med Agtelse for Hver, som helliger sine Kræfter og sin Tid til det fælles danske Fædreland

Valgerda.

Den 12te Marts 1845.

* * *

"Sidst hørte De fra Holsten, hør De nu fra Danmark det er en dansk Pige, der taler til Dem. De, der elsker Fædreland, Sprog og Frihed saa høit, kan umulig ønske, at disse hellige Goder skulle være Qvinderne ligegyldige; og hyad jeg her har i Sinde at skrive, vil, troer jeg, skrives bedst af en Qvinde; - ikke fordi jeg mener at der er noget Nedværdigende for Manden i at fremmane og oplyse Andres Retfærdighedsfølelse, men hans Udtryk ere saa haarde og strenge, at der, hvor der ofte kun herskede Misforstaaelse og Mangel paa Kundskab, let opstaaer et ulægeligt Brud.

I "Fædrelandet", det Dagblad, der sædvanlig indeholder Beretninger om, hvorledes den danske Forsvarskamp føres i Slesvig, og tjener til Organ for den største Deel af Folket, læste jeg igaar Aftes en Oversættelse af en Holsteners Brev til Dem og Deres derved foranledigede heftige, uretfærdige Angreb paa Danmark. Der var deri ogsaa indeholdt en Beklagelse, der gjenlyder i mit som i ethvert andet dansk Hjerte, over at Forholdene i Slesvig og Holsten havde skulle naae til Dem i en falsk Fremstilling, og efter denne falske Fremstilling gaae over i det tydske Folk gjennem en af dets første Repræsentanters Mund. Ved at læse Deres Ord oprørtes Hjertet i mig - jeg har dem nu ikke mere for Øie, og det er godt, thi de vilde forhindre mig i at skrive saa rolig, som jeg bestræber mig for. Nu driver mit Hjerte mig til at opfordre Dem til først at lære Sandheden at kjende, til at undersøge hvor Ret, hvor Uret er, hvad der er sandt, hvad der er falsk, og da igjen at lade Deres barske Stemme høre.

Besad De kun det mest overfladiske Kjendskab til det danske Folks Stemning, saa vilde De vide, at det nærer en temmelig afgjort Modbydelighed for alle Moscoviter, og at det altid vil være beredt til at forbinde sig med Tydskland mod Rusland. Med det danske Hof turde det mulig forholde sig noget anderledes; men siden den russiske Keiserdatters Død maa enhver Frygt for en lidet populair nærmere Forbindelse med Østen være forsvunden. Hvor langt anderledes er ikke Stemningen mod Tydskland! Havde Deres Blik fulgt de Danske under deres Bestræbelser for at opretholde deres Sprog i Slesvig, vilde De have bemærket , at selv i Kampens Hede er der ikke undsluppet dem noget fornærmende Ord mod det virkelige Tydskland, at de stedse have ønsket og ønske et venskabeligt literairt og folkeligt Samqvem med Germanien, og at de maaskee kun have frygtet for en eneste Ting derfra, nemlig den tydske Censur.

Og hvad er da egenlig Striden, hvad gjælder den? Lad os betragte den, saadan som den var før Aabningen af den sidste Provindstalstænderforsamling i Roeskilde. Paa et Fladerum af omtrent 160 kvadratmile har Slesvig (Øerne ikke medregnede) en Folkemængde af omtrent 330,000 Indbyggere, hvoraf den langt større Halvdel har det danske Sprog til Modersmaal. Efter de foreliggende statistiske Data for Aaret 1843 er Dansk fast udelukkende 158,000 Indvaaneres Folkesprog; de Mange ikke medregnede, som boe i de Distrikter, hvor der tales mest Tydsk. Men af disse 158,000 er i de af 40,000 beboede Sogne tydsk Skole-, Kirke- og Retssprog indlistet eller egenmægtigt indført af de tydske Embedsmænd. Tidligere var et langt større Antals Sprog det danske, men det maatte i Skolerne vige for det tydske, og saaledes gaaer det fremdeles. Den danske Slesviger fordrer nu, at hans Børn opdrages i hans Modersmaal, ikke i et fremmed Sprog, at han i Kirken hører en Prædiken, som han forstaaer, at han, naar han troer sig forurettet af en af sine danske Naboer, kan raadføre sig med en dansk Sagfører; han vil ikke paatrænge sine tydske Naboer sit Sprog, og endnu mindre berøve dem deres, han paastaaer kun sin Ret til ogsaa at bruge sit. Den danske Regering har befalet, at, hvor Menighederne ere danske, skal der ogsaa læres og prædikes Dansk, men Prinds-Statholteren, Godsbesidderne, Embedsmændene og Advocaterne ere tydske, og forhindre Udførelsen af de kongelige Befalinger, der kun gaae ud paa at lade Folket nyde den det tilkommende Ret. I den slesvigske Stænderforsamling have de tydsktalende Deputerede ved deres skammelige Adfærd nødt de dansktalende til at trække sig tilbage, og saaledes ogsaa fortrængt det danske Sprog af Stændersalen. Nu, er det altsaa det danske Sprog, som vil fortrænge det tydske, eller ikke meget mere det tydske Sprog som alt i mange Aar stræber efter at indtrænge sig i det danske og udrydde det? De tydske Slesvigere have endog formastet sig til at viste fortydske Jylland lige op til Skagen - der kunde der i Sandhed være Grund til at tale om "fratzenhafte Eitelkeit".

Men Slesvig hører ikke til Tydskland, ikke til det tydske Forbund. Kun Forbindelsen af dets Navn med Holstens vedkommer Tydskland (i politisk Henseende, i sproglig ville Forholdet være noget anderledes). Man beskylder Danmark for at ville incorporere Holsten og Lauenburg i sig; det er usandt. Et i den sidste roeskildske Stænderforsamling stillet Forslag, der i sin oprindelige Skikkelse havde kunnet lade et saadant Forsøg befrygte, blev strax saaledes omdannet og fortolket af Proponenten selv, at det fornuftigvis ikke kunde give Anledning til en saadan Frygt. Det danske Folk har iøvrigt høit og lydelig udtalt sin Misbilligelse af hint Forslag. Fra een Side saae det deri Fare for en Forbindelse med det tydske Forbund, som vilde være skadelig for dets Selvstændighed og afdrage det fra sine svenske og norske Brødre. Fra en anden Side saae det, at de statsfarlige Partigængere, som drømme om et uafhængigt Rige, hvortil Slesvig, det gamle Sønderjylland, skulde afgive den skjønne nordlige Halvdel, ikke vilde forsømme Lejligheden til at give sig et Skin af Ret og til at inddrage det tydske Folk i deres smaalige Interesser; - og desværre, det bedrog sig ikke.

Her at give en nøiagtigere Beretning om Forholdene i Slesvig og Holsten, vilde maaskee neppe nytte; det tilkommer i det mindste ikke mig. Dette Brev ligger jo alt udenfor min sædvanlige Virksomheds Kreds. De maa selv prøve og undersøge, dersom De vil være retfærdig. Men erindre Dem, at, for at prøve en Sag, er det nødvendigt, at De hører den ene Part ikke blot gjennem dens Modstandere, at De ikke lytter efter deres egne og det Folks Fordomme, for hvilket De forud er indtagen. Deres Fornærmelser mod Danmark ere saa ugrundede og uretfærdige, at jeg ikke behøver at gjendrive dem; de devise kun, at De ligesaa lidt kjender det Folk, som den Sag, hvorom De har udtalt Dem. Gjør De Dem først bekjendt med de danske Organer, med de danske Journaler - og det er nødvendigt, dersom De vil være samvittighedsfuld og retfærdig - og De vil selv indsee, hvor meget De har taget Feil.

Og nu har den unge Pige talt til den gamle Frihedskæmper, Digter og Historieskriver; stor er Forskjellen mellem os To og dog gives der en Lighed. Som De elsker Deres Fædreland, saaledes elsker hun sit; som De Deres Sprog, saa hun sit. Det er visselig kun een Stemme til en anden, men Deres gjælder for en stor Deel af Deres Folk, og dersom hun er en sand Datter af mit Folk, vil De maaskee snart erfare det af en dansk Journal. I dette Tilfælde vil De vist heller ikke undlade at offenliggjøre dette Brev, lige saa godt som Holstenerens.

Et godt Ord finder et godt Sted, maatte det finde Anvendelse herpaa. Mine Ord ere i det mindste bedre end Holstenerens, thi de ere mere sande.

De vil vistnok bære over med en dansk Qvinde, om hun maaskee ikke har udtrykt sig fejlfrit i det tydske Sprog.

Paa en Herregaard i Sjælland den 10de Marts 1845.

Valgerda.

Til

Hr. Prof. E. M. Arndt i Bonn."

*) Skreved paa Tydsk ligesom Originalen; vi meddele den i Oversættelse. Red. Anm.

(Fædrelandet 17. marts 1845).

Jens Carl Frederik Hilfling-Rasmussen (1869-1941) dansk-norsk fotograf: Lærerinde Marie Benedicte Sophie Hedevig Arnesen (1.7.1824-21.6.1891). 1890-1891. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det åbne brev var som nævnt et svar på et angreb på Danmark fra den tyske patriot og forfatter Ernst Moritz Arndt (1769-1860) i januar 1845. Under pseudonymet Valgerda gemte sig lærer Marie Benedicte Sophie Hedevig Arnesen. 20 år gammel var hun lærer på en sjællandsk herregård da hun under mærket Valgerda skrev ovennævnte åbne brev til den tyske professor Ernst Moritz Arndt i anledning af hans hånlige omtale af det danske folk. 

Brevet skabte en del debat. Det affødte et 5 spalter langt indlæg i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts, 2 udgave 1845 under signaturen "Sjølunda". Desuden i Fædrelandet 28. marts 1845. Berlingske og Corsaren anså Valgerda for "et forrykt fruentimmer", "et forklædt mandfolk" og "en smagløs og latterlig blåstrømpe" m.v. Corsarens redaktør, Goldschmidt mente ikke at kvinder skulle blande sig i den politiske debat. Sjølundas artikel i Berlingske blev refereret i tyske aviser:

København, 24. marts. ---

"Berl. Tid." har sendt et humoristisk brev underskrevet "Sjølunda", adresseret til Valgerda på herregården der som bekendt blev sendt af  "Fædrelandet" til gamle Arndt der blev udspurgt om hans bemærkninger om den danske nation. Sjølunda satiriserer i en hånligt beundrende og anerkendende tone Valgerdas heltemod, kombineret med feminin ømhed, mens hun går i kamp fra den sjællandske herregård, en standhaftig frihedskæmper, digter og historiker, der skriver på tysk. "Der ligger nu," fortsætter brevet, "hele Roskilde Stænderforsamling fældet af en enkelt ung piges dristige skydevåben." (Valgerda erklærede i sit brev til gamle Arndt, at det danske folk højt og tydeligt havde udtrykt deres misbilligelse af Ussings forslag vedrørende tronfølgen.) Selvfølgelig mente I alle (i stænderforsamlingen), med undtagelse af to adelige grever at det var af den yderste vigtighed at hele det danske monarki overgik i udelt arv i henhold til bestemmelserne i den kongelige tronfølgebekendtgørelse. Det var selvfølgelig ikke kun aristokrater og embedsmænd der stemte for dette, men dette ønske blev delt ligeligt af alle medlemmer af forsamlingen: af de kongelige deputerede og de førnævnte medlemmer, af godsejere og bønder, af deputerede fra København og provinsbyerne (deres navne følger). Ved afslutningen af ​​​​forhandlingerne udtrykte forsamlingens præsident, professor Clausen, som jeg ellers viser den dybeste respekt, imidlertid forsamlingens sikre overbevisning om at kongen ville tage denne sag til efterretning. "Konsekvenserne vil ikke blot mærkes i sin egen virkning, men også i den virkning, det vil have på hele det danske folk hvis det ikke får den forsikring om landets fremtid som det har brug for, og som må være det første og vigtigste for enhver nation. Men ikke desto mindre har du bestemt ret, elskede Valgerda osv." Efter denne tirade nævnes den skadelige indflydelse af en sådan kongelig erklæring på skandinaviske anliggender, som fremhævet af Valgerda, og der henvises til den fremtid, som Ploug så smukt beskrev i sine rolige taler. I et efterord bedes Valgerda om ikke at vise brevet til sin ondsindede bror som er ven af ​​Goldschmidt og bidrager til "Corsaren", hvor Sjølunda ikke ønsker at optræde. I et andet efterord bedes Valgerda om at skrive essays om militærtjeneste og fæstningsværker.

Kopenhagen, 24. März. ---

Die "Berl. 3tg." hat ein scherzbaftes Schreiben, "Sjølunda" unterzeichnet, mitgetheilt, welches an Valgerda von Herregaard gerichtet ist, die bekannilich von einem von Faedrelander" mitgetheilten Sendschreiben an den alten Arndt diesen wegen seiner Aeußerungen über die dänishe Nation zur Rede gestellt. Sjølunda persifflirt in spöttisch bes wunderndem und beipflichtendem Tone den mit weiblicher Zartheit gepaarten Heldenmuth der Valgerda, die sich von ihrem Herregaard in Seeland mit einem asten Freiheitskämpfer, Dichter und Geschichtsschreiber in deutscher Sprache in Kampf einlasse. "Da liegt nun", heißt es ferner in diesem Schreiben,"die ganze Roeskilder Ständeversammlung niedergestrekt durch die kecke Schusswaffe eines einzigen jungen Madchens. (Valgerda hat nemlich in dem Schreiben an den alten Arndt erklärt, daß das dänische Volk laut und deutlich seine Missbilligung über den Ussing'schen Antrag wegen der Erbfolge ausgesprochen habe.) Freilich wart Ihr Alle (in der Ständeversammlung) mit Ausnahme zweier gräflichen Edeln der, Meinung, es sey von der äußersten Wichtigkeit, daß die ganze dänische Monarchie nach den Bestimmungen des Königsgeseges über die Erbfolge in ungetheiltem Erbe übergehe, freilich waren es nicht bloss Aristokraten und Beamte, die hierfür stimmten, sondern dieser Wunsch ward eben so sehr von allen Mitgliedern der Versammlung getheilt, von den königlichen Deputirten und den erwähnten Mitgliedern, von Gutsbesitzern und Bauern, von Deputirten Kopenhagen's und der Provinzstädte (folgen die Namen), freilig ward vom Präsidenten der Versammlung, Professor Clausen, dem ich übrigens sonst die tiefste Hochachtung zolle, beim Schlusse der Verhandlungen von Seiten der Versammlung deren zuversichtliche Ueberzeugung ausgesprochen, daß der König bei der Entscheidung dieser Sache Rücksicht nehmen werde, nicht bloß auf die Wirkung derselben an sich selbst, sondern auch auf die Wirkung, welche sie auf das ganze dänische Volk hervorbringen werde, wenn dieses nicht die Beruhigung über die Zukunst des Landes erhielte, deren es bedürfe und welches für jedes Volk das Erste und Wichtigste seyn müsse. Aber nichtsdestoweniger hast du gewiß Recht, geliebte Valgerda u. s. w." Nach dieser Tirade wird des von Valgerda hervorgehobenen schädlichen Einflusses einer solchen königlichen Erklärung auf die skandinavischen Verhältnisse gedacht und dabei auf die Zukunst hingewiesen, die Ploug in seinen calmarschen Reden so schön ausgemalt habe. In einer Nachschrift wird Valgerda gebeten, den Brief nicht ihrem maliciosen Bruder zu zeigen, der ein Freund von Goldschmidt sey und Beiträge zum "Korsaren" liefere, in welchem Sjølunda nicht aufzutreten wünscht. In einer zweiten Nachschrift wird Valgerda um Aufsäze über Wehrpficht und Fästeverhältnisse ersucht

(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung 2. april 1845)

"Sjølunda" undgik dog ikke at komme i Corsaren den 11. april 1845:

Taksigelse til Gjordemoderen Madame "Berlingske".

Hav Tak, hjertelig Tak, ædle Kone! for Deres ufortrødne anstrængelse ved min smertelige Barselsseng, da jeg var saa uheldig at blive forløst med et dødfødt Foster, som ved Begravelsen fik Navnet "Meer fra en dansk Qvinde".

Ærbødigst, Sjølunda, Hønsepige.

Laurids Skau Laurids Skau nævnte (fx ifølge Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 23. juli 1845) hende i sin tale på Skamlingsbanken: 

... der i et længere Foredrag, efter at have skildret Valgerdas Optræden i "Fædrelandet" som "en Begivenhed", især fremhævede Vigtigheden af Qvindens Interesse for enhver Sag, der skal nyde Fremme.

Det blev kommenteret i Corsaren 25. juli 1845. Og Corsaren nævnte hende igen 16. januar 1846. Affæren inspirerede J. L. Heiberg til lystspillet Valgerda (1847). Marie Arnesen havde tilsyneladende fået nys om at Heiberg ville bruge figuren Valgerda i skuespillet, og i et brev til Jonas Collin fra januar 1847 fortalte Heiberg at han havde haft besøg af en ung mand som skulle hilse fra Valgerda. Han var bekymret over om Heiberg ville hænge hende ud. Hvad han kunne fortælle at det havde han ikke. Fru Heiberg kom til at spille Juditha - måske virkelighedens Marie Arnesen.

Arndt kom ind på emnet igen i 1851 med udgivelsen "Anklage einer Maiestätsbeleidigung des grossen dänischen Volkes" i hvilket han mente at det lille danske folk måtte finde sig i at trænges tilbage når det stødte sammen med det større.  

Ellers hørte man først fra Marie Arnesen igen i slutningen af 1870'erne, da hun udgav en pjece "Svar paa Spørgsmaal" hvor hun kraftigt angreb det dagældende vielsesrituals bemærkninger om at manden skal herske over sin hustru og hun skal adlyde ham. Hun er begravet på Vestre Kirkegård.