Blandt de Sygdomsaarsager, hvoraf det findes en saa rigelig Mængde under den nuværende Samfundsorden, spiller forfalskede og fordærvede Fødemidler en meget væsenlig Rolle, og det er da navnlig de Fattige, der maa lide under dette som under saa mange andre Onder, medens de Velhavende er i Stand til at købe og forbruge de reelle Varer. Ved Fabrikationen af Pølser drives Forbruget af fordærvet Kød i en meget vid Udstrækning, ligesom Kødet af syge og selvdøde Kreaturer benyttes i stor Mængde. hvilket nødvendigvis maa foraarsage mangfoldige sygdomme. Hos en herværende større Grosserer og Pølsefabrikant benyttes det nævnte Materiale efter en saa udstrakt Maalestok at det maa forundre, at selv det københavnske Sundhedspoliti, der som bekendt ikke stikker dybt i Undersøgelse af slige Forhold, har kunnet undgaa at blande sig deri. Den største Del af det "Materiale", den omtalte Herre benytter, forskrives i store Partier, og bestaar næsten udelukkende af sygt eller selvdødt Kvæg eller af Kød, der for længe siden har overskredet det Stadium, der kaldes at "have en Tanke". Foruden at være Sundhedsfarligt for dem, der nyder de af ham fabrikerede Varer, kan Fabrikationen, ved den Stank den udbreder, ligeledes afstedkomme Sygdomme hos de i Nærheden boende Folk. Navnlig maa det fordømmes, at det umiddelbart om "Fabriken" beliggende Rum af en i Eiendommen boende Bager benyttes til sovested for hans Arbejdere, idet Stanken der ligefrem er utaalelig. Den her omtalte Pølsefabrik er selvfølgelig ikke den eneste i sit Slags her i Byen, og det er ret beregnende for Samfundstilstanden, at deslige Forretninger drives frodigt og gør deres Ejere til velstaaende og "agtede" Folk, ligesom det er forklarligt, at Hospitalerne er overfyldte, samtidig med at Folk udenfor Hospitalerne hentæres af forskelligartede Sygdomme.
(Social-Demokraten 1. april 1883).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar