08 oktober 2023

Demonstrationer ved en Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

I Haraldsted Kirke hændte der i Lørdags Noget, som ganske vist ikke er uhørt, men som dog hører til Sjældenhederne. Gmd. Søren Pedersens Moder, en gammel Kone paa 87 Aar, blev begravet, og en større Skare af Slægtninge og Bymænd fulgte hende til Graven. Sognepræsten, Hr. Mathiesen - som i længere Tid har benyttet Kirken til at foredrage Højrepolitik, dels indirekte, og til Dels derved jaget Folk fra sig, saa han nu næsten almindelig kun har sine Konfirmander at prædike for - blev ved Synet af denne Begravelsesskare saa opfyldt af patriotiske Følelser, at han maatte give dem Luft. Han lod Forsamlingen den Sandhed vide, at han sjælden saa de Fleste af den, og han vilde derfor benytte Lejligheden til at sige dem "Noget om deres Færd i al den Hvirvel af Løgn og Satans Forførelser, som de var hildede i". Hans skarpe Udtalelser om Ting, som ikke havde hjemme ved en gammel Kones Jordefærd, gjorde, at en Del - 15-20 Mænd - rejste sig og gik ud af Kirken med Præstens Tilraab: "Ja, gaa I kun - - ". Fik han ikke fuldendt, hvad han vilde have sagt - hvad Nogle mente - saa kunde han jo nu ikke mere faa de Bortdragne i Tale. Hvorledes vil man stille sig ved næste Begravelse?

(Social-Demokraten 28. marts 1886).


Det var fra prædikestolen til højre i Haraldsted Kirke Mathiesen agiterede for Højre. Og fra bænkene rejste folk sig i protest. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skolelærer og sognepræst Theodor Demetrius Ferdinand Mathiesen (1835-1915) var sognepræst i Skarrild-Arnborg, Ringkøbing 1873-1876, Kirke Søby-Turup, Odense 1876-1883 og Haraldsted-Allindemagle 1883-1897. Han blev begravet fra Frederiksberg Kirke. Han var gift med Lovise Margrethe Møller (1851-1911) der var datter af kancelliråd, by- og herredsfoged Hans Peter Koefoed Møller og Juliane Marie Bruun.

Mathiesen havde i 1883 gjort sig bemærket som Højremand ved en fest i Vrangelskov til fordel for en sygekasse. Her havde han slået på at snarere end lægehjælp og medicin, var den rensende kraft i håbet til Vorherre, megen sygdom skyldtes indbildning. Han analogiserede dette over i det danske folk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar