Mens cyklen i starten især interesserede militæret og sportsfolk, begyndte den snart at blive udbredt til andre. En af dem som afmystificerede cyklen og dens eventuelle skadelige virkninger var lægen Ferdinand Levison:
Dr. med. F. Levison.
(Eftertryk forbydes.)
Der er ikke mange ting, der har haft en sådan evne til at dele menneskeheden i to fjendtlige lejre som spørgsmålet cykle contra ikke-cykle. Medens cyklisterne mener, at denne legemsbevægelse er den bedste, sundeste og mest oplivende af alle, kan de der ikke selv har prøvet det, gennemgående kun se farer og ulemper ved cyklingen. Endog til lægerne har denne strid strakt sig; de medicinske selskaber i Paris og London har holdt møder, der udelukkende var helligede til at drøfte cyklens fortrin og ulemper, set fra lægens standpunkt, og herhjemme kan man både finde læger, der selv er ivrige cyklister og anbefaler cykling både til sunde og til adskillige af deres patienter, og andre, der betragter cyklen som et uskønt og skadeligt befordringsmiddel.
Efterhånden begynder der dog at komme mere klarhed på dette område, og det kan straks siges, at cyklen er gået sejrrig ud af denne prøvelse, og at den for fremtiden ikke behøver at frygte nogen principiel modstand fra lægernes side. Dette viser sig noksom derved, at langt over 100 af Københavns læger benytter den, og at næppe nogen af dem igen har opgivet kørslen efter først at have gjort sig fortrolig med den.
Men netop fordi cyklen er blevet så almindelig udbredt, kan der være anledning til at se lidt nærmere på denne art legemshevægelse og at drøfte betingelserne for, at den kan regnes til de nyttige øvelser. Først og fremmest gælder det da her som ved alle andre legemsøvelser, at mens fornuftig og mådeholden anstrengelse udvikler og styrker, så er enhver overanstrengelse og ensidig udvikling skadelig og i mange tilfælde farlig. Dette gælder i særlig høj grad om cykling; netop forbi man med forholdsvis ringe møje kommer så rask af sted og føler glæden ved at flyve hen ad vejen, fristes man let til at køre hurtigere og hurtigere. Kørslen river en med; men netop denne jagen på medfører sine farer.
Selv ved en almindelig kørsel på cykel bliver hjerteslaget hurtigere end ellers. Pulsen går let op i 90 - 100, og heri er endnu ingen ulempe; men forcerer man arbejdet, bliver hjerteslaget bestandig hurtigere, kan gå op til 150 - 200 i minuttet, og hjertet må følgelig arbejde meget stærkt.
Er der i forvejen nogen svaghed til stede, vil dette kunne føre til ildebefindende. besvimelser, ja, man har endog set tilfælde af pludselig død efter overanstrengelse ved cykling, navnlig kort efter måltid; men selv om hjertet er ganske sundt, tåler det ikke i længden at overanstrenges, men det vil til sidst blive sygelig forandret og give anledning til sygelige symptomer, som måske først vil opdages, når det er for sent at råde bod på sygdommen.
Man vil nu måske indvende at de der træneres til væddeløb jo må anstrenge sig til de yderste grænser af deres kræfter, og at mange af dem dog synes at være raske og stærke; men hertil må svares, at en fornuftig trænering netop består i en ganske gradvis øvelse til efterhånden at kunne tåle og yde mere og mere, og at i øvrigt meget få af de unge mænd, som giver sig af med væddeløb, i længden vil undgå skadelige følger heraf; særlig sådanne ganske tåbelige eksperimenter som at køre 24 eller 28 timer i rad rundt på en væddeløbsbane vil til ingen verdens nytte udsætte deltagernes helbred for alvorlig fare. Man vil også se, at meget få væddeløbere vedblive ret mange år med denne sport, og det er mig bekendt, at flere af vore større væddeløbsnavne har opgivet banen, forbi de ved overanstrengelse havde skaffet sig en hjertesygdom.
Derfor er mit første råd til den, der vil have gavn og glæde af sin cykel - brug ben til befordring og sund legemshevægelse, men overlad væddeløb til professionals, som vil tjene brødet på denne måde, eller i hvert fald lad en læge omhyggelig kontrollere, hvilken indvirkning træneringen har på hele legemet og særlig på hjertet.
Vil man i korthed nævne den indflydelse, som fornuftig cyklekørsel har på helbredet, særlig for byfolk med indendørs og måske siddende beskæftigelse, kan man sige at den i høj grad forbedrer almenbefindendet. Allerede ved den enkelte tur vil man, så snart man er kommet så vidt at man føler sig hjemme på sin cykle, føle et ganske ejendommeligt velvære som ikke let opnås ved nogen anden art af legemsbevægelse, og ved fortsat øvelse styrkes hele legemet, alle funktioner foregår regelmæssig og let, og mens muskulaturen udvikles, aftager den overflødige aflejring af fedt. Cyklens modstandere har rigtignok påstået at man ensidig udviklede benenes muskulatur, og at der efterhånden ved cyklens indvirkning på menneskeheden vil fremkomme en forkrøblet race med enormt udviklede ben, ganske tynde arme og krum ryg. Men dette beror på et fejlsyn; ved cykling udvikles alle legemets muskler, armenes og kroppens ikke mindre end benenes, og man vil blandt cyklisterne se særdeles mange smukt og harmonisk udviklede skikkelser. Der er imidlertid grund til at indprente cyklisten, at der aldeles ingen grund er til at skyde ryg som en aborre, og at dette kun kan have nogen rimelighed for væddeløbere, der skal frembyde den mindst mulige modstand mod luften, og som må søge at fordele deres vægt ligelig på forhjul og baghjul af de let byggede racermaskiner.
Disse passer derfor kun til væddeløbsbanen, og lige så tåbeligt som det ville være at købe en engelsk væddeløbshest til dagligt brug på alle slags veje, lige så urimeligt er det at gå ud på at få sin maskine gjort så let at man kun tør sidde på den med krum ryg. En fornuftig cyklist bør sidde lige i sadlen eller ganske let forover, i modsat fald sammentrykker han sin brystkasse og gør hjertets arbejde større end det i forvejen er; derfor bør man altid sørge for at sadel, pedaler og styr står i et fornuftigt forhold til hverandre, og man skal ikke købe en cykle, før man har overbevist sig om, at man kan sidde bekvemt på den, at benene kan strækkes godt, og at stillingen bliver naturlig og bekvem.
Under cyklingen bør man huske at man kører bedst, når man ikke overfylder sig med føde eller drikke; derfor må man gøre sig umage for at holde munden lukket under kørslen og trække vejret gennem næsen, ellers bliver man så tør i mund og svælg, at man overfylder sig med drikkevarer. Måltiderne bør på ture være få og små, og kører man på langture der varer i flere dage, gør man godt i ligesom ved bjergbestigninger at henlægge dagens hovedmåltid til aften eller sen eftermiddag, når dagens arbejde er endt. Alle pirringsmidler som spiritus, kokain, kolapræparater osv. bør være absolut forbudte; de gør kun skade, men ingen gavn. En fransk læge har sagt, at en snaps virker på mennesket som et piskeslag på en droskehest; det fremkalder en kortvarig forøgelse af energi, der hurtig afløses af endnu større træthed, og når man så igen søger ny pirring, da glider man ned ad et skråplan der fører til alkoholisme, kokainisme etc., disse den moderne menneskeheds sikreste fordærv.
Meget almindelig hører man påstå at cykling kan tillades mænd, men er absolut hæslig og skadelig for kvinder og børn. Om hæslighed og skønhed lader sig vanskelig diskutere, og det skal indrømmes at en stor del af de cyklende tanter uden skade kunne gøre lidt mere for skønhedssansen, end de nu gør; det er en uheldig overtro, at enhver gammel kjole er god nok til at cykle med, eller at man kan køre med selskabskjole og fjer i hatten. Dragten bør være indrettet til det brug man vil gøre af den; helst bør tanter køre uden korset, eller når de mener ikke at kunne undvære det, må det i hvert fald være blødt og eftergivende uden fiskeben og ikke stramt siddende, men tillade brystkassens fri bevægelse; skørtet skal være af mellemlængde; af et nogenlunde solidt stof og ikke så vidt, at det fanger luften og blæser op som en ballon; det er meget nyttigt at have elastiske remme til ben og fod, omtrent af samme art, som anvendes i ridekjoler, og som kan hindre skørtet i at blæses op på den bekendte, uklædelige måde.
Med hensyn til sundhed behøver kvinder ikke at nære mere frygt end mænd; når de i forvejen er raske, vil cyklen blive dem en kær adspredelse og god motion, og er de blegsotige, nervøse, hysteriske, overanstrengte ved stillesiddende arbejde eller ugidelige på grund af dagdriveri, så er cyklen bedre medicin end et helt apotek. Dog gælder det for kvinden ligesom også for børn, at de endnu mere end mænd bør vogte sig for væddeløb, forcerede dagture o. s. v., deres nervesystem og deres hjerte tåler mindre overanstrengelse end mændenes. Skønt man har set kvinder uden skade cykle under svangerskabet, er dette uforsigtigt, og ligeledes bør de tre første dage af menstruationen regnes for hviletid.
Om børn gælder det at man så lidt som muligt skal lade dem køre på egen hånd eller i hvert fald, at man skal kontrollere hvor langt og hvor hurtig de kører; når kørslen ikke overdrives, er der ingen fare ved at lade 10 - 11 års børn eller måske endnu yngre få en cykle, dog må man huske, at der i opvæksten, omtrent ved 14 - 16 års alderen, hos begge køn kommer en periode, i hvilken hjertet ofte er noget sensibelt, hvor der kommer hjertebanken o. lign., og at man når der kommer sådanne klager, bør lade lægen afgøre om barnet tør vedblive med cykling.
Det er i det hele fornuftigt i alle tvivlsmål af denne art at rådspørge en dygtig læge, men notabene en sådan, som selv cykler og altså har kunnet danne sig en selvstændig mening om bevægelsens art og indvirkning på organismen.
Dette er kun aforistiske betragtninger i anledning af cyklekørsel; en nøjagtig drøftelse af alle herhen hørende spørgsmål vil blive altfor vidtløftig for et dagblads spalter; jeg skal derfor endnu kun resumere min mening om cykling dertil, at den drevet med fornuft, måske er den sundeste og bedste af alle legemsøvelser; den vil sikkert skaffe os en sundere, dygtigere og gladere ungdom, end vi kendte for 10 eller 20 år siden, og det kan man være sikker på, at, hvis de unge forfattere som nu i en række af år har underholdt os med klagesange over verdens og deres egen jammerlighed, i tide havde øvet sig i at køre på cykle, så ville de snart have fået øjet op for, at verden ikke er så helt gal endda, og så blev vi fri for resten af den "unge" litteraturs begrædelsesbog.
(Ringsted Folketidende, 26. juni 1895)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar