Om den i Søndags i Brønderslev afholdte socialdemokratiske Folkefest skriver "Demokraten" følgende:
I Søndags afholdtes i Plantagen "Hedelund" ved Brønderslev Station en vellykket socialdemokratisk Folkefest med Folkethingsmand Hørdum og Husejer A. Christensen, Aalborg, som Talere.
Det var dog ikke Politimyndighedernes Skyld, at Festen lykkedes saa godt. De gjorde tværtimod alt for at vise, at Snakken om Frihed under de nuværende Samfundsforhold er Svulst og Løgn og ikke andet.
Her i Landet i al Fald hersker der Undtagelsestilstande, hvor meget vi saa end mangler Undtagelseslove. Det maa snart enhver, der har Øjne i Hovedet, kunne blive klog paa. Og Folk bliver kloge paa det ved saadanne Lejligheder.
Der er jo aldrig noget saa galt, uden det dog er godt for noget.
Procession var der givet Tilladelse til. Men Herredsfuldmægtigen fra Hjørring mødte med Ordre til, at ingen Faner maatte udfoldes.
Selv et lille, rødt Flag, som Sangerne fra Aalborg havde haft flagrende fra deres Vogn paa Turen lige fra Aalborg og til Brønderslev, undgik ikke den strænge Fuldmægtigs Blik. Det maatte rulles sammen. Og ikke nok dermed. Det maatte ogsaa tilhylles. Men da man intet Hylster havde, trak en Sanger resolut Frakken af og svøbte den om Omvæltningssymbolet.
Saa gik Processionen af. Med behylstrede Faner og frakkeomvundet Flag og en Mand i Skjorteærmer.
Der var mødt 3 røde Faner - 1 fra Aalborg, 1 fra Nørre-Sundby og 1 fra Frederikshavn. Men ikke engang paa Festpladsen kunde det tillades at udfolde Friheds- og Lighedsfanerne. De stod og pegede med deres blanke Spyd ud af det sorte Hylster, og de stod som tavse Vidner om Magthavernes Brutalitet og selvtagne Ret.
Men Revolutionens Spøgelse var paa Færde alle Vegne. Over Indgangen til Festpladsen viftede et ganske lille rødt Flag - efter et løseligt Skøn ½ Alen i Kvadrat. Ogsaa det maatte ned. Ellers vilde det gaa galt.
Men hvorledes? En Herredsfuldmægtig gaar saa vidt vi véd - kun ugærne til Vejrs. Og Gendarmer, bevæbnede til Tænderne, med Chakot og Dyrendal og i det hele taget ulastelige i enhver Henseende, egner sig just heller ikke for den højere Luftgymnastik.
Gode Raad var altsaa dyre. Men da Nøden var størst, var Hjælpen nærmest. Den kom i en Husmands Skikkelse.
Thi for gode Ord og Betaling gik Manden til Vejrs. Og hans gymnastiske Præstationer kronedes med Held, og Oprøret kvaltes i Fødselen for denne Sinde. 1½ Sølvpenge fik han i Belønning for sin Daad.
Omsider, da Genvordighederne var forbi, tog Talerne deres Begyndelse. Folkethingsmand Hørdum holdt et længere Foredrag og sluttede med at udbringe et Leve for den internationale Socialisme. Husejer A. Christensen, Aalborg, der var kommet til Stede i Stedet for Væver Madsen, Silkeborg, talte for Arbejdernes Organisationer og udbragte et Leve for disse.
Under Talerne var der ca. 500 Mennesker samlet, og de Tilstedeværende sluttede sig begejstret til Talerne.
(Social-Demokraten 9. juli 1891).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar