Billeder fra en Vanring blandt Landarbejdere.
Ude omkring i Provinserne findes der undertiden Forhold saa uciviliserede, at man ikke tror dem mulige før man med egne Øjne har set dem. Fra det Øjeblik, vi under vor Rejse blandt Landarbejdere satte Foden paa Lollands Jord, hørte vi Tale om de skandaløse Forhold, som fandt Sted paa Hanemose Teglvarefabrik ved Sakskøbing. Rygtet om dem var trængt flere Mil ud i Landet, ja, fra den ene Ende af Lolland til den anden.
Vi tog dertil og maa tilstaa, vi har aldrig set noget lignende!
Hanemose ejes af en Arkitekt Jensen i Nykøbing paa Falster. Fra Grænge Station er der en god halv Times Gang dertil, og naar man kommer mellem de spredte Bygninger faar man straks Øje paa en Skare Mænd og Kvinder, der, overstænkede af Ler og Snavs, gaar og slider i et strængt og i høj Grad urenligt Arbejde. Unge Piger gaar med opkiltrede Skjorter, lange, nøgne Ben og Fødder, fulde af vaadt Ler, og triller Ler og raa Sten paa en Hjulbør. Eller de med Hænder, som ikke er til at se for Snavs tager Leret fra Møllen og bærer det til Valseværket. De slæber det vaade, bløde, skidne Ler paa de bare Arme klemt ind mod Brystet, saa deres Tøj er som draget op af en Rendesten. De skærer Sten paa Maskinerne, læsser brændte Sten paa Vognene og læsser dem af ved Jærnbanen og Skibene.
Er Arbejdet strængt og ubehageligt, saa er Bolig, Kost og det Liv, de fører, noget saa forfærdeligt, at det var skammeligt at byde selv Dyr noget lignende. Betegnende derfor er. at det er lutter svenske Arbejdere, Mænd saa vel som Kvinder, der findes paa Fabriken. Ingen danske vil finde sig i et Liv som dette. De lokkes dertil gennem disse samvittighedsløse Fæstemænd og Menneskehandlere her i København, der altid staa rede til at skaffe selv de usleste Arbejdsledere den fornødne Arbejdskraft
Kvindeboliger.
Kvinderne er unge kraftige Bønderpiger, som kommer hertil langt oppe fra Midtsverig. De bor i to forskællige Huse. Vi tager det bedste først, og gaar ind i en af Stuerne. Her bor Piger, som ligger i 3 saakaldte Senge. Disse er raat sømmede sammen af til dels høvlede Brædder og ligner umalede Pakkasser. I Bunden ligger der en gammel Halmsæk, og ovenpaa dem nogle kulsorte Lagner, som de havde ligget med i 3 Maaneder. Over sig havde de endelig nogle væmmelige Tæpper, som vi ikke vilde røre ved med Enden af en Stok.
Halmen i Sækken, hvorpaa de direkte laa, var klumpet og slidt itu, saa de klagede stærkt over, at de blev ømme i Ryggen af at ligge paa det elendige Leje. En dejlig Hvile efter Dagens Slid! Møblementet voldte dem ikke stort Besvær. Der var nemlig kun et lille plumt sammentømret Bord af umalede Brædder og en Stump Bænk af lignende Materiale, og hvorpaa der højest var Siddeplads til 3 af Værelsets Beboere. Foruden dette var der intet i Værelset uden de nøgne, modbydeligt skidne Vægge og en gammel rusten Blikplade, som var slaaet for Vinduet, hvor nogle af Ruderne var itu. Gardiner eller blot noget til at dække for Vinduerne mens Pigerne klæder sig af og paa, var der ikke Spor af.
I en Ovn.
I den anden Hule var der endnu værre. Det var en gammel udbrændt Teglovn, som var lavet om til Beboelse. Naar den ikke længere er god nok til Mursten, kan den altsaa dog være god nok til at huse Mennesker! I dette usle Hul, der er meget mindre end det forud beskrevne, bor der 6 Piger. Hummeret har to smaa Glugvinduer og paa det elendige Murstensgulv staar der 3 "Senge" af samme forfærdelige Beskaffenhed som de andre. Kakkelovn er der ingen af, men udenfor er der en Grotte" med en Slags aaben Skorsten, hvor der næppe kan staa en Gryde paa en defekt Trefod. Her koger de deres lukulliske Maaltider. Nat og Dag har de stadigt Selskab af en Skare fjendtligsindede Rotter, som æder deres Mad og napper deres Tær.
Lige som vi var kommen indenfor Døren, kom Beboerne fra Arbejde. Det var unge, rigtig pæne Piger med kraftige Lemmer, men de saa ikke hyggelige nd, saa overdængede af Snavs de var. Den halvnøgne, skidne Krop var endnu værre end de pjaltede, lerede Klæder. Efter at de havde vaflet Ansigt og Hænder gav de sig i Færd med at tilberede Middagsmaaltidet, der bestod af 2 Spegesild og nogle kogte Kartofler uden Spor af Dyppelse. Silden, som de ufrivillig købte hos Fabrikernes Marketender, saa gul og harsk ud. Men Føden kommer vi siden til.
Værre endnu!
Bor Kvinderne Gendigt, saa er det næsten umuligt at beskrive det Syn, som mødte os, da vi traadte ind i den Bolig, der er budt de ugifte Mænd Det var paa Loftet ovenover Marketenderen, man havde indkvarteret dem. For Tugthusfanger vilde det være en barbarisk Tillægsstraf at byde dem et saa rædselsfuldt Tilflugtssted. Ad en almindelig Stige, som havde mistet de halve Trin, kravlede man derop. Der var saa mørkt, saa man ikke kunde se tre Skridt foran sig. Det lille Vindue, der var i Gavlen, var saa skident, at Lyset kun trængte ind gennem de 2 Huller, hvori der tidligere havde siddet 2 Ruder. Til Gengæld var der faldet et saa stort Stykke af Muren ud, at en Mand mageligt kunde krybe derigennem, og der var ikke Tale om at stoppe denne Gennemkørsel for Sol og Vind og al Slags ondt Vejr.
Midt gennem Loftet var der en smal Gang og paa begge Sider fandtes "Sengene" i to Etager, lige som Burene i et Menageri eller Køjerne i en slet udstyret Udvandrerdamper. Der var slaaet noget Spærreværk op af Lægter mellem Lost og Gulv. Ud mod Midtergangen stod et Par Fjæl paa Kant, og det var "Sengene". Dem, der laa i nederste Etage, laa paa det bare Gulv, og hos dem i Etagen ovenover var Bundbrædderne saa utætte, at Halm, Sand og andet Snavs dryssede ned i Hovedet paa dem underneden.
"Sengetøjet" svarede til "Sengene". Det bestod af noget fint, hakket Halm, som man kunde blive baade angst og bange for at komme i Nærheden af. [... nogen af] samme Farve, som det sølede Gulv og Jorden udenfor. Tæpperne var komplet ubeskrivelige. I hver Baas laa der to Mand med en Tot Halm i en Sæk under Hovedet.
De havde selv tømret sig noget sammen, der brugtes i Stedet for Bord. Det var nogle gamle, brugte Bræder, kulsorte af Snavs, som var sømmede fast, tæt op ad den ene Række Senge. Nogle af Brædderne var lange, andre korte, og hvor et havde været for langt, var det ganske simpelt brækket over, saa Fliser og Splinter rev Tøjet itu, naar man skubbede sig forbi.
Mændene skal ogsaa selv lave deres Mad, og dertil har de en gammel faldefærdig Kakkelovn uden Dør eller Ringe over Kogehullet. Naar de har Ild paa, er der som Følge deraf en Kulos i Rummet, saa det er mærkeligt, at de ikke er kvalte for længe siden. De Spisevarer, der laa henslængte paa det skidne Bord, var mere lig Svinesøde end Mad til Mennesker.
Papstumper.
Hver Arbejder og Arbejderske skal efter Kontrakten have udbetalt 4 Kr. om Ugen i Kostpenge. Det faar de ikke. Derimod faar de leveret 4 Papstumper, hvorpaa der staar skreven "1 Krone" og Fabrikantens Navn. For disse Papstumper kan de købe Varer i Marketenderiet og selvfølgelig kun der. Som Skillemønt bruger Marketenderen nogle Blikmærker, og det er saaledes umuligt for Arbejderne at handle andre Steder end hos ham. Følgen deraf er naturligvis, at de kun faar daarlige Varer, som de maa betale med højere Priser end de kan løbe gode Varer for lige ved Siden af. Dette gælder navnlig i høj Grad om Smør og Flæsk. Mælk har Marketenderen ikke hast hele Sommeren, men da de ikke kan købe andet Steds for deres Papstumper, har Kvinderne altsaa aldrig kunnet faa en Draabe Mælk at drikke.
Der er ikke Tvivl om, at dette Forhold er fuldstændig ulovligt. Naar de efter deres Kontrakt skal have 4 Kr. om Ugen, er det ulovligt at byde dem 4 Papstumper i Stedet og tvinge dem til at købe Varerne, hvor de ikke faar mere end det halve Udbytte for deres Penge. Men de er fattige og kan ikke kræve deres Ret, værgeløse som de er i Arbejdslederens Magt ved en uforsvarlig Kontrakt. Ved den er de bunden til 1. November - det var i Sommer vi var der - , og rejser de før den Tid, faar de ikke en Øre af, hvad de har til Gode. I Sommer rejste 2 Mand derfra, da de ikke kunde finde sig i det skrækkelige Liv. De mistede derved 40 Kr. og 35 Kr., som de havde til Gode. Trænger de til noget Tøj, Støvler osv., faar de ikke Penge at købe det for, men en Lap Papir, hvorefter de kan saa det indleveret hos en Marskandiser i Nykøbing paa Falster. Altsaa ganske paa samme Vis som med Fødevarerne.
Selv de gifte Folk, som bor der med Kone og Børn, faar ikke deres Betaling paa anden Maade. De maa købe hele Føden til deres Familie for Hr. Jensens Papstumper!
Arbejdstid og Indtægt.
Tidligere har Arbejdstiden været fra 5½ Morgen til 7½ Aften - 14 Timer - , men saa meget har Øvrigheden dog lagt sig imellem, saa at den har faaet Arbejdstiden indstrænket til fra 6 til 6 for nogle og fra 5½ til 6 for andre.
Pigerne faar 80 Kr. for Tiden fra Maj til November - 6 Maaneder - , men Mændene arbejder mest paa Akkord. Vi har set flere Arbejdsbøger med den indførte ugenlige Fortjeneste, og den saa saaledes ud: 9 Kr. 50 Øre - 11 Kr. 8 Øre - 11 Kr. 49 Øre - 10 Kr. 72 Øre - 9 Kr. 15 Øre - 7 flr. 89 Øre - 9 Kr. 44 Øre - 9 Kr. 40 Øre - 11 Kr.
Aldrig har vi set et Arbejdssted, hvor Ordet Slaveri med større Berettigelse kunde anvendes. Det maa være en ren Vellyst at være i Tugthuset i Stedet for at [friste] Livet paa den Maade. Men desværre, Hanemose kan faa Folk nok. Hvert Halvaar, naar det ene Sæt rejser, stakkes der med Lethed en ny Forsyning gennem Menneskeforretningen paa Halmtorvet her i Byen. Og de stakkels Svenskere aner jo ikke, hvad de gaar ind til!
(Social-Demokraten 3. januar 1891).
Hanemosegaard (Damp)Teglvarefabrik (Hanemose Dampteglvarefabrik var blevet oprettet ca. 1860). Borgmesteren i Sakskøbing indledte i 1889 en offentlig undersøgelse af arbejdsforholdene på Hanemose efter at en svensk arbejder havde ligget syg ved værket uden pasning eller lægehjælp skønt han var medlem af fabrikkens sygekasse. "De svenske arbejdere", hedder det i en erklæring fra denne retssag, "var hyppigt drenge mellem 15 og 20 år. Sat i et fremmed land under sådanne forhold som på Hanemose teglværk, og med skældsord og prygl holdt til et i forhold til deres kræfter hårdt arbejde, var de mest at anse som en flok slaver. Når de blev bortjagne som ubrugbare, det vil nærmest sige, at deres kræfter ikke slog til, var de komplette lazaroner. De ejede aldeles intet, og der var for politiet intet andet at gøre, end at give dem de allernødvendigste klæder og at sende dem ud af landet" (Den gamle By 1984).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar