Moderen, som døde fra de 6 Børn. (Efterskrift til Politivennen)

En Fattigbegravelse paa Nyaaarsaften.

Præsten

I Gaar, paa Aarets sidste Dag, begravedes Fru Jeremiassen, den omtalte Arbejderhustru fra Stengade 17, som døde fra 6 Børn, og hvor et af Børnene, en Pige, der er Krøbling, blev saa fortvivlet over at staa baade moder- og faderløs, eftersom Faderen er indlagt paa Ladegaarden, at hun vilde aflive sig ved at springe ud af Vinduet.

Begravelsen foregik fra Kapellet ved Kommunehospitalet, hvor 7 Kister stod paa Rad, og Kateket Bollerup holdt Talen over dem alle. Den smukke gule Kiste, skænket af Borgerrepræsentant Rostrup, var prydet med kønne duftende Kranse, deriblandt en, paa hvis hvide Baand stod den sidste Afskedshilsen fra Børnene til deres kære Moder, og en fra "Social- Demokraten".

Faderen, der som omtalt er indlagt paa Ladegaarden, overværede Begravelsen i privat Tøj, som han havde faaet til Laans, og Ladegaarden havde givet ham fri til Kl. 3 Eftermiddag, til hvilket Tidspunkt han atter skulde mælde sig tilbage til Anstaltens Kontor. Endvidere var nogle af de nærmeste Slægtninge til Stede samt de to ældste af Børnene, to Piger paa henholdsvis 17 og 15 Aar, som er henvist til fremtidig at klare sig selv.

De 4 mindste Børn, der er indlagt paa St. Johannes Stiftelsen, var derimod ikke til Stede. Man mente, at den ældste af dem, Krøblingen, ikke kunde taale den dermed forbundne Sindsbevægelse; den næstældste ligger syg, stærkt angreben af Kirtler, og de to mindste, der er sunde og friske, er heldigvis endnu i den Alder, hvor de ikke har Begreb om, hvilket Tab de har lidt og hvor hjælpeløse og forladte de staar mellem fremmede Mennesker.

Forøvrigt har gode Mennesker allerede tilbudt at ville tage de to smaa Børn til sig. Bl. a. er der en Grosserer og en Kaptejn, som vil adoptere Børnene, naturligvis saaledes, at Børnenes Familienavn forandres og deres Fader fuldstændig giør Afkald paa sin Myndighed og fraskriver sig ethvert Krav paa Børnene.

Men Faderen stritter imod, i Stedet for at han med Kyshaand burde tage mod Tilbudet, eftersom han tilstrækkelig har vist, at han ikke har Evne til at sørge for de smaa Stakler, hvis sørgelige Skæbne det nu bliver, at Fattigvæsenet anbringer dem paa et eller andet Børnehjem i Provinserne, fordi Samfundet bøjer sig for Forældremyndigheden; Faderen erklærer stædigt, - at han ikke vil afgive sin Magtstilling og desværre er Loven saaledes, at den ikke kan fratage en Mand denne Myndighed, uden naar han har forsyndet sig meget grovt.

Ved Moderens Død ophæves nemlig dette lille fattige Hjem: den ældste Pige rejste i Aftes til en Plads i en Provinsby, og den næstældste, den 15-aarige, har en Tante foreløbig taget sig af, indtil hun, der er spinkel af Vækst og uudviklet, kan faa en Kondition - altsaa et Arbejde, der i Virkeligheden overstiger hendes Kræfter.

*

Begravelsen var særlig mørk og dyster her ved denne Lejlighed, hvor en Moder er revet bort fra en stor Børneflok. Og Uhyggen forøgedes ved Arrangementet ved disse Fattigbegravelser, hvor alt er saa tarveligt som vel muligt, og hvor der ikke et Raad til at lade Præsten give hver os de Afdøde en særlig Afskedstale; thi Præsten er jo kun en simpel Handlende med Guds Ord, og han maaler sin Tale ud i Stykker til en bestemt Betaling pr. Alen. Der er vist ikke en "Hedning" i Verden saa beregnende med sit Pund som en dansk Præst.

Præsten kom i sidste Øjeblik og tog forretningsmæssigt Plads foran de 7 Kister; han talte i al Almindelighed om Døden, om Savnet for de Efterlevende og om Sorgen over de Bortgangne. Hans Ord lød tomme, kolde og interesseløse og ydede næppe Trøst til nogen af de Tilstedeværende. Han hentydede ikke med et eneste Ord specielt hverken til nogen enkelt af de Afdøde eller til de Efterlevende - og hvor rigt Stof havde han dog ikke netop her ved denne Lejlighed, ved disse Proletarkister, paa Aarets sidste Dag, hvor et trist Tidsafsnit og mange triste Menneskeskæbner er afsluttet ....

De to unge Piger staar sortklædte, med forgrædte Øjne og sorgfulde ved deres Moders Kiste og stirrer spændte paa Præsten, der efter deres Børnelærdom staar for dem som Trøsteren - men de venter forgæves det trøstende Ord. Foran Præsten staar en tarvelig sortmalet Fyrretræsliste, uden en eneste Krans eller Blomst, det er Liget af en ung Arbejder Oscar Henrichsen, der sandsynligvis hverken har Slægt eller Venner her i Byen og som sænkes i Jorden ligesaa ukendt og forladt, som han har levet. Tilhøjre for Præsten staar 3 Barnekister, og Mødrene bøjer sig hulkende over deres kære smaa Afdøde.

Der er saare koldt i det lille Kapel og Præstens Tale er kold - og efter at en Salme er sungen, bæres Kisterne ud i Rustvognene og køres til Vestre Kirkegaard, hvor Vintertaagen hviler over Gravene, og Vejene er plørede.

I en stor Fællesgrav, paa det flade Terræn helt ude ved Frederiksholms Teglværker, sænkes Kisterne, mens Følget til sidste Afsked kaster Jordklumperne ned paa Kistelaagene.

Og Følget spredes hver til sit, til sin daglige Dont og sit daglige Slid og Stræb.

Men denne Fattigbegravelse staar for os som det sidste stygge og triste Minde fra det svundne Aar - lad os haabe, at det nye Aar og de kommende Aar maa forandre Samfundstilstandene saaledes, at i det Mindste ikke Døden i sin sorte Majestæt og Gud i sin Højhed gør Forskel paa Fattige og Rige.

(Social-Demokraten 1. januar 1898).