02 december 2024

Kommunalvalg 1900. (Efterskrift til Politivennen)

Kommunalvalgene januar 1900 blev et stort nederlag til Højre, mens oppositionen fik en tilsvarende fremgang. På første valgdag 2. januar 1900 hvor der var valg i småkøbstæder hvor Højre tidligere havde domineret ubestridt, valgtes 21 Højre- og Moderationsmænd, 19 oppositionsmænd (Radikale og Socialdemokrater). 

På anden valgdag 3. januar (Køge, Skælskør, Stubbekøbing, Svaneke, Allinge, Kolding, Rødby, Nysted, Stege, Holbæk, Kalundborg og Maribo) valgtes 30 Højre- og Moderationsmænd, 35 fra oppositionen. I flere af de købstæder vandt Højre endda kun med en smal margin. 

På 3. valgdag den 4. januar vandt oppositionen. I Helsingør fik Socialdemokraterne 5 og Venstre 5, mens Højre røg helt ud. I Korsør, Ærøskøbing, Nykøbing F., Neksø, Ebeltoft, Assens, Kerteminde, Lemvig og Skagen kunne oppositionen notere stor fremgang. Mange steder hvor Socialdemokratiet ikke havde været opstillet før, blev der valgt flere ind. Ialt fik Højre valgt 73, mens oppositionen 63.

På 4. valgdag 5. januar fortsatte denne tendens i Hjørring, Næstved, Ringsted, Odense, Præstø, Aalborg, Horsens, Vejle, Nyborg, Varde, Saxkøbing. Højre fik valgt 20, mens oppositionen fik valgt 37. Alt i alt var resultatet efter 4. valgdag at Højre havde 144, mens oppositionen havde 154.

På 5. og 6. valgdag fortsatte denne tendens, og så kom valget i Århus:


Valget i Aarhus.

Andet Steds i Bladet har vi aftrykt Resultatet af Byraadsvalget i Aarhus. Det viser en uventet stor Sejr for Socialdemokratiet, idet den socialistiske Liste er bleven gjennemført med omtrent 1000 Stemmer flere, end der faldt paa Borgerlisten. Og da der paa Socialdemokraternes Særkandidater er bleven stemt af næsten Halvdelen af de Vælgere, som ved denne Lejlighed havde Stemmeret, er det bleven klart, at de under alle Omstændigheder og alle Situationer kunde beherske Valget. Hertil er altsaa intet at sige. Fra begge Sider har Deltagelsen i Valget været god, og over 80 pCt. af Vælgerne har afgivet deres Stemme. Det er saaledes ikke Tilfældigheder, der har afgjort Valget. Det virkelige Flertal har sat sine Mænd igjennem, og Flertallet har Ret.

Socialdemokratiets Tilvæxt i de senere Aar er uhyre. For 6 Aar siden, da den nu afløste Halvdel af Aarhus Byraad blev valgt ind, var 1700 Stemmer tilstrækkeligt til at sejre. Og disse 1700 repræsenterede da hele den kommunale Opposition: Socialdemokrater, Højre og Venstre. Det var i 1894. Nu, i Aar 1900 kan Socialisterne alene mønstre halvfjerde Tusinde kommunale Vælgere.

De tre Venstremænd, som var Fælleskandidater har selvfølgelig opnaaet det højeste Stemmeantal. De er valgt med tæt op til 6000 Stemmer hver. Vi lægger nogen Vægt paa dette; selv om det giver et meget falsk Begreb om Venstres Stemmeantal her i Byen, har det dog for os Betydning, at det blev Venstremændene, der valgtes ind i Aarhus Byraad med det største Antal Stemmer. De halvtredie Tusinde Stemmer, som Borgerlistens Vælgere lagde over paa dem, vil skaffe dem en friere Stilling i Byraadet, end Tilfældet vilde have været, hvis de udelukkende var sat ind ved Socialdemokratiets Hjælp. Og saaledes som Forholdene er i det Byraad, der træder sammen næste Torsdag med 9 Højremænd, 6 Socialdemokrater og 4 Venstremænd, bliver det de sidstnævnte, der ved en klog Benyttelse af deres Stilling kan skaffe sig Hovedindflydelsen paa Raadets Afgjørelser. Betingelsen for vor Deltagelse i Opstilling af en Borgerliste var fra første Færd den, at Borgerlistens Mænd akcepterede i hvert Fald tre af de Mænd, som Venstrevælgerforeningen havde udpeget og dette blev fastholdt og fort igjennem. Vi bør tilføje, at Samarbejdet helt igjennem har været loyalt og godt, saaledes som ogsaa Stemmeafgivningen viser

(Aarhus Amtstidende 11. januar 1900).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar