Hr. Ifversen nægter atter en Fagforeningsfane Udgang til Kapellet. (Efterskrift til Politivennen)

I Torsdags Eftermiddags jordedes Typograf Dahlins unge Hustru paa Vestre Kirkegaard i København.

Det er Skik og Brug, at Typografernes Banner følger Medlemmerne og deres Hustruer ved Begravelser, og som Følge heraf ønskede Hr. Dahlin og de nærmeste Paarørende meget gærne, at Banneret skulde følge den afdøde.

Men for at undgaa Misforstaaelse, henvendte Dahlins Moder sig i Onsdags til Pastor Ifversen ved Helligkorskirken.

Hr. Ifversen erklærede, at han ikke selv havde Tid til at forrette Jordfæstelsen, hvorfor han havde ordineret Kapellanen Axel Bech (en Søn af Vilhelm Bech) til at gaa i hans Sted.

Enkefru Dahlin spurgte da, om der kunde være noget til Hinder for, at Typografernes Fane kom til Stede. Ved denne Forespørgsel blev Hr. Ifversen meget nærvøs og udbrød: "Det er jo en Fane, som er med i Socialisternes Grundlovstog!" Da Fru Dahlin imidlertid ikke kunde se, at dette kom Begravelsen ved, og derfor udbad sig et bestemt Svar, udtalte han, at nu skulde han skrive et Brev til Hr. Bech, som hun kunde overbringe ham og faa endelig Besked.

Med dette Brev henvendte Enkefru Dahlin sig hos Kapellanen, men efter at denne havde læst Brevet, erklærede han, at Fanen hverken maatte komme til Stede i Kapellet eller følge den afdøde til Graven.

Den typografiske Forening sendte desuagtet Fanen til Kapellet for at bevæge Præsten til at tage Hensyn til Familjens Ønske, men Præsten sagde højt og i Overværelse af Kirkebetjenten, at Fanen under ingen Omstændigheder maatte komme ind i Kapellet og ej heller udfoldes paa Kirkegaarden.

Vi gik da ind i Kapellet for at høre, hvilke Trøstens Ord den Guds Tjener havde at sige den dybtsørgende Mand, der stod ved sin unge Hustrus Baare; men vi hørte kun tomme og kolde Ord. Præsten begyndte med at sige: "Den almægtige kalder paa Jer; disse Ord staar i den gamle, kære Bog, Biblen!" Den samme Præst havde 10 Minuter i Forvejen forbudt en Fane, hvorpaa Gutenberg staar malet med Biblen i Haanden. Og videre sagde han: "Det gør ondt, naar Herren lægger sin tunge Haand paa os." Men hvor ondt tror da denne Præst ikke det gør, naar han nægter de efterladte Opfyldelsen af et saa ringe Ønske, som at lade en Fane følge de afdøde til det sidste Hvilested?

Efter Begravelsen forklarede Beck til en af Typografernes Tillidsmænd, "at hvis han havde givet Tilladelsen, vilde han have handlet illoyalt mod sine foresatte; han havde kun at udføre, hvad disse paabød ham." Vi rettede da et sidste Spørgsmaal til ham: "Vilde De selv have forbudt denne Fanes Tilstedeværelse, saafremt De havde været Sognepræst?"

Dette Spørgsmaal nægtede han at svare paa.

Disse "Guds Mænd" raaber paa Fagforeningstyranni, samtidig med at de selv over Tyranni i en saadan Grad, at en Kapellan lader sig kommandere af Ifversen til at krænke afdøde og deres efterladte.

K. F.

(Randers Arbejderblad 9. november 1901).

Axel Beck (1873-1949) blev september 1908 forfremmet fra medhjælper til residerende kapellan ved Helligkors Kirke. Han skrev et tobindsværk om sine forældre og han var som dem stærkt indremissionsk. Der er dog ikke refereret lignende begravelsesscener som ovenstående i aviser.

Fotograf Fritz Theodor Benzen (1864 - 1945): Helligkors Kirke. 1900-1910. Kbhbilleder. Public domain.

Den 9. november 1901 skrev Ifversen i Kristeligt Dagblad at Social-Demokratens artikel bestod dels af fordrejede sandheder, dels vitterlig løgn. Næstformanden i "Den typografiske Forening" sendte efterfølgende Ifversen et svar hvori han meddelte at det var ham der havde skrevet indlægget, samt en udtalelse fra enken, Marie Dahlin (Viktoriagade 23, 2.) om at de udtalelser om Ifversens og Axel Becks optræden ved begravelsen om fanen var sandhed fra ende til anden.