Vi har modtaget følgende:
Ved en Begravelse, som foregik Søndags fra Kapellet paa Assistens Kirkegaard, havde Pastor Ifversen nægtet den Afdødes Enke Tilladelse til, at vor gamle Fagforeningsfane kom med, og skønt et Par af Bestyrelsens Medlemmer søgte Præsten og gjorde ham opmærksom paa, at han tilføjede os en Sorg ved at forbyde Fanens Nærværelse, naar vi fulgte en gammel, hæderlig Kollega til hans sidste Hvilested, fastholdt han sit Forbud.
De to Mænd, som talte med Præsten angaaende Sagen, henviste til, at det var første Gang, Fanen blev forbudt ved en Begravelse inden for vort Fag og gjorde ham opmærksom paa, at han paa den Maade stødte Arbejderne fra sig og skabte Uvilje mod sin egen Person.
Præsten gjorde nu et ejendommeligt Tilbud. Han forlangte af de to Mænd, at de, hvis han skulde kunne give Tilladelsen, i "Social-Demokraten" for i Søndags, altsaa før Begravelsen fandt Sted, skulde indrykke en Erklæring, i hvilken de udtalte deres Misbilligelse af de Artikler, som Pastor Ifversen ikke kunde lide. Dersom de vilde det, maatte Fanen nok komme med. Endvidere ønskede han, at de skulde "stemme imod Arbejderpartiets nuværende Ledelse", som han var en Modstander af.
Selvfølgelig hverken kunde eller vilde de to Bestyrelsesmedlemmer akceptere disse Forslag, hvis Taabelighed er indlysende, og som der jo heller ikke kunde tages nogen Stilling til, da de ikke havde noget Mandat af vor Forening til at behandle andet end Fanens Nærværelse ved Begravelsen. De maatte da, efter fem Kvarters Samtale, bryde af men gjorde dog Præsten opmærksom paa, at han rimeligvis vilde blive mødt med mindre venlige Blikke, naar han om Søndagen stod overfor de Venner og Kolleger, der skulde følge vor gamle Kammerat til Jorden.
Det synes, som om de to Bestyrelsesmedlemmers Udtalelser alligevel havde øvet en vis Virkning paa Pastor Ifversen, idet hans Tale om den Afdøde var forsigtig og i det hele holdt i en Tone, som gjorde et moderat Indtryk. Under Begyndelsen af Talen var Pastoren meget nervøs, og hans Øjne vovede ikke at møde Følgets. Han opnaaede imidlertid kun at konstatere, at han frygter Arbejdernes Kritik og var bange for, hvad han havde gjort, dels ved at nægte Fanens Tilstedeværelse og dels ved at ville lokke vore Bestyrelsesmedlemmer til at lave Splittelsesforsøg indenfor Arbejderpartiet.
Det vilde vare ønskeligt, om Ifversen altid maatte møde bevidste Arbejdere, som viser ham tilbage. Vi hævder jo kun vort Fags Ære, naar vi ønsker at gaa under Flaget og samle Kollegerne i Broderskab. Det gør vi i Liv og det gør vi i Død. Skam faa den, som søger at splitte vort Sammenhold.
(Social-Demokraten 13. juni 1901).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar