27 november 2022

Knippelsbro. (Efterskrift til Politivennen)

Knippelsbro er igaar Formiddags bleven paaseilet af et Dampskib og derved bragt saaledes ud af sit Leie, at den i flere Dage vil være spærret for al Passage, og da Langebro samtidig er under Ombygning er midlertidig al Kjørselsforbindelse mellem Kjøbenhavn og Christianshavn afbrudt.

Angaaende de nærmere Omstændigheder ved Paaseilingen meddele vi Følgende: Kl. 11½ igaar Formiddags skulde det tremastede engelske Jerndampskib "Carrason" fra Newcastle passere Knippelsbro for at lægge til ved Tøihuus-kaien og der losse sin Ladning, 70 Keel Kul, tilhørende Firmaet F. Valentin. Skibet, der havde ligget paa Indrerheden, havde ingen Damp oppe, men bugseredes af Dampbaadene "Holger" og "El Ole" og havde Lods ombord. Da Skibet nærmede sig Broen, bleve Klapperne heisede, men lige da det skulde passere Løbet, kunde det temmelig lange Skib ikke styres med fuld Sikkerhed. Det blev forsat nordpaa af Strømmen og stødte med Bougen midt paa den Kjøbenhavn nærmest liggende Deel af den faste Bro. v Uagtet Skibet ikke havde videre Fart, var Stødet dog saa voldsomt, at hele Broen blev trykket 16 Tommer mod Øst ud af sit Leie. Denne Forskydning gjorde det umuligt at sænke Klapperne, tilmed da det ved den østlige Pille af den beskadigede Brodeel anbragte Heisemaskineri blev fuldstændig knuust. Dampskibet, der ingen Skade havde taget - kun var lidt Maling skrabet af Bougen - blev halet til Løbet og bugseret til sit Bestemmelsessted, men Broen var gjort ubrugelig. Havnevæsenet fik strax alle disponible Færgebaade satte igang til gratis Befordring af Passagerer mellem Børsen og Christianshavn samt et Par af de smaa Dampbaade til samme Tjeneste mellem Niels Juelsgade og Christianshavn.

Medens Knippelsbro var itu. Illustreret Tidende nr. 843. 21. november 1875.

Der blev hurtigt sat Folk til at undersøge Skaden, som neppe vil kunne udbedres for i Løbet af adskillige Dage. Spørgsmaalet er, hvorledes det staaer sig med Hovedaxen til Klapbroen; hvis den ogsaa har taget Skade, vil Reparationen kræve længere Tid.

Da Langebro er under Ombygning, og der her kun findes en midlertidig Bro for Fodgjængere, er al Passage for Kjørende og Ridende mellem Kjøbenhavn og Christianshavn afbrudt. Der vil imidlertid blive gjort alle mulige Anstrengelser for om mulig allerede imorgen at faae Langebro saavidt færdig, at Kjørebanen kan benyttes midlertidig.

For at være sikkret for alle paakommende Tilfælde, lod Brandvæsenet igaar Eftermiddags flere Sprøiter føre over til Christianshavn og tage midlertidig Station der.

Angaaende Passagen til Christianshavn i disse Dage henvise vi til omstaaende Bekjendtgjørelse fra Politiet.

- - -

Bekjendtgjørelse fra Politiet.

Da en Knippelsbro idag ved Paaseiling af et Dampskib tilføjet Beskadigelse vil medføre, at Broen i de nærmeste Dage ikke vil kunne passeree, vil Færdselen for Fodgjængere mellem Kjøbenhavn og Christianshavn, indtil Broen igjen er istandsat, kun kunne finde Sted deels ved Færgerne mellem Havnegade og Slotsholmen og Christiansnavn, og deels over Langebro, al Vognfærdsel mellem Kjøbenhavn og Christianshavn vil være standset indtil Langebro i Løbet af nogle Dage ved Forsyning med Brodække er bragt i en saadan Stand, at der kan kjøres over den, hvorom nærmere Bekjendtgjørelse vil blive udstedt.

Færgefarten besørges uden Betaling ved Havnevæsenets Foranstaltning, og for Kjørsel over Langebro erlægges indtil videre ingen Bompenge.

Kjøbenhavns Politikammer, den 7de November 1875.

V. Crone.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. november 1875).


Fotograf Oluf Waldemar Jørgensen (1853-1922): Knippelsbro. Bemærk at den vist (den 4., som i øvrigt den eneste version af Knippelsbroerne), gik "bagom" Børsen, altså ad Slotsholmsgade. Overbygningen var af jern, mens den stod på murede piller. Den var 86 m lang og 9,4 m bred. Kørebane var 5,6 m bred mens de to fortove var 1,9 m brede. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Knippelsbro. I Middags begyndte man, efterat de forskjellige forberedende Foranstaltninger vare trufne, og de af Sø- og Handelsretten udmeldte sagkyndige Mænd havde besigtiget Skaden, at arbeide paa at bringe den forskudte Deel af Knippelsbro tilbage i dens Leie. Broen løftedes ved Hjælp af to Dampkraner - af hvilke den ene kan løfte c. 80,000 den anden c. 24,000 Pd. - samt to med Vandfyldte Mudderpramme, af hvilke Vandet udpumpedes, hvorved Prammene hævede sig og løftede Brodækket, med hvilket de vare forbundne ved Støtter, med en Kraft af 150,000 Pd. Samtidig skruedes Broen tilbage i sit Leie.

Neppe tre Qvarteer efterat man havde begyndt at løfte Brodækket, var Arbeidet fuldført. Klapperne sænkede, og Alt var nu saaledes i Orden, at Broen fra Kl. 2½ kunde passeres af Fodgjængere. Der bliver nu arbeidet paa Opfyldingen og Brolægningen af den udgravede Aabning foran Broen, og fra imorgen Middag antages denne ogsaa at blive passabel for Kjørende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. november 1875).


Den 4. Knippelsbro eksisterede 1869-1908. Den var bygget på Burmeister & Wain af jern. Broen gik som den eneste af de mange Knippelsbroer fra Slotsholmsgade til Torvegade.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar