Den islandske Præst. (Efterskrift til Politivennen)

Som Defensor for Provst Bjarnarson mødte Advokat Hindenburg, der gjorde gjældende, at Provsten havde været Gjenstand for en enestaaende Forfølgelse fra Bøndernes Side. De havde trykt et Skandskrift imod ham, og det var af den Grund, at Bønderne blev tilsagt til Forligsprøve hos ham. Han havde udtrykkelig forbudt dem at staa og lytte i Forstuen, saa det var deres Pligt at holde sig derfra. Da han vilde jage dem derfra, blev han udskjældt paa det groveste. De sigtede ham paa en forblommet Maade for at have stjaalet Faar, og de skjældte ham rent ud for Tugthuslem. Det var derfor ikke saa underligt, at han blev i høj Grad ophidset, og at han, da de kom imod ham med opløftede Hænder, slog dem over Fingrene med Ridepisken. Det var han i sin gode Ret til at gjøre, navnlig da Benjaminson, som fik de værste Rap, var en gammel Slagsbroder. Den bekjendte retslærde Bornemann hævder, at man har Lov til at bruge sin Nødværgeret overfor verbale Injurier, Domstolene vil maaske næppe give Bornemann Medhold i denne Anskuelse, men i et Tilfælde som dette maa Provsten have Lov til at værne sin Husret paa bedste Maade. I det hele taget er hans Optræden saa let forstaaelig, at han bør frifindes.

Aktor, P. G. C. Jensen, gjorde opmærksom paa, at Provsten aldeles ikke slog løs, fordi han blev skjældt ud; længe før der var sagt et Ord fra nogen af Siderne, fo'r han løs paa Bønderne uden forudgaaende Advarsel. Der er altsaa i Virkeligheden intet, der undskylder ham.

Hr. Hindenburg haabede dog, at den høje Domstol selv af Sagens Akter vilde have faaet det Indtryk, at Provsten var bleven tirret, før han slog.

Efter en Times Votering faldt Dommen, der nedsatte Bøden fra 200 til 100 Kr. - efter samtlige foreliggende omstændigheder".

(Aarhus Amtstidende 7. november 1900).

Provsten var blevet frikendt for en anklage fra 7 islandske bønder for tyveri af drivtømmer. Han lagde herefter sag an mod dem. Da bønderne mødte op for at få et forlig i stand, gik han løs på dem med en ridepisk. En af dem, Benjaminson blev slåeet med skaftet og lå syg 4 måneder derefter. Den islandske overret takserede den handlemåde til en bøde af 200 kr. I juni 1901 kørte provsten sag mod 15 sognebørn for resterende kirkeafgifter. Sognefogden (repstyrer) Thorsteinsson (der selv var blandt dem) havde nægtet at udpante og i stedet forlangt specificerede regninger for disse. Provsten anlagde sag som han tabte. Til gengæld fik den islandske overretsassessor Jonsson en bøde på 80 kr. for at have været 10 måneder om at oversætte sagens akter til dansk.

Præsten og politikeren Þórhallur Bjarnarson (1855-1916) var medlem af Altinget for Borgarfjörður 1894-1899 og 1902-1908, først som uafhængig, senere af hjemmestyrepartiet. Han blev Islands sjette biskop 1908-1916. Han blev teolog ved Københavns Universitet 1883 og ordineret præst 1884 i Reykholt. Samme år  i Borgarfjarðar, 1885 pastor i Akureyri; Han blev kort efter lærer ved Prestaskólar og i 1894 leder. Han var præsident for underhuset 1897-1899, og medlem af Reykjavik byråd 1888-1906.