I Gaar forhandledes ifl "Flensborg Avis" for Edsvorneretten i Flensborg følgende Sag.
Anklaget for Legemsbeskadigelse med dødelig Udgang var Tjenestekarl Otto Müller, der er født i Østpreussen, sidst i Tjeneste paa Grøngaard ved Tønder. Den Anklagede selv gav følgende Skildring af Begivenhederne:
Den 2. September i Aar om Eftermiddagen var Ejeren af Grøngaard, Buchardt, ikke hjemme. Da han kørte bort, havde han sagt til den Anklagede, at han skulde passe paa og holde Orden paa Gaarden, mens han var borte. Hen paa Eftermiddagen var et Par Tyskere, Skræddersvenden Fuchert og Opvarteren Lietz, der arbejdede paa Gaarden, komne hjem og havde gjort Speklakel. Lietz var gaaet ind i Karlekamret, og Müller gik ind og skændte paa ham, fordi han havde gjort Spektakel med Pigerne. Lietz havde da sagt til den Anklagede, om han var Herre paa Gaarden. Han svarede da, at Ejeren havde opfordret ham til at holde Orden Derefter var han, Müller og Lietz komne i Haarene paa hinanden. Han havde slaaet Lietz i Ansigtet med Haanden. Saa kom Fuchert til og sagde til ham: "Skal Du slaa min Kammerat?" Han, Müller, var da løben bort, men Skrædder Fuchert løb bagefter og slog ham med en tyk Kæp. Saa kastede Fuchert Kæppen bort, greb fat i ham og bearbejdede ham med Næven. Müller løb derefter ind i Huset og hentede en Brødkniv, hvormed han huggede løs paa Skrædder Fuchert, der stod og talte med Lietz. Han havde givet Skrædderen flere Stik, hvorefter denne løb bort, hvorhen vidste han ikke. Derefter løb han med løftet Kniv efter Lietz, der undkom. Saa var Skriveren paa Gaarden kommen til og havde taget Kniven fra ham. Det var omtrent Kl. 7. Müller paastod, at han havde handlet i Nødværge.
Paa Formandens Spørgsmaal om, hvorfor han, da han hentede Kniven, ikke blev inde i Huset og laasede Døren, for saa var han jo sikker, svarede den Anklagede, at han havde været saa ophidset.
Derpaa begyndte Vidneforhøret.
Gaardejer Ludvig Buchardt paa Grøngaard havde haft den Anklagede i Tjeneste fra den 1. Oktober i Fjor. Han havde vist sig at være en paalidelig og dygtig Karl. Vidnet havde den paagældende Eftermiddag sagt til den Anklagede, at maaske kom nogle af Karlene berusede hjem, saa skulde han passe paa, at der ikke blev Spektakel; om fornødent skulde han jage dem bort fra Huset.
Opvarter Hermann Lietz, der havde arbejdet en Tid lang paa Grøngaard, udsagde, at han og Skrædderen havde været lidt berusede, da de kom hjem til Gaarden. Den Anklagede havde straks slaaet ham, fordi han havde skændtes med Pigerne. Dette vilde Vidnet ikke finde sig i, da Müller ikke var hans Foresatte. Derfor greb han fat i den Anklagede, der saa kastede ham til Jorden og gentagne Gange sparkede ham i Ansigtet. Da Fuchert stod og talte med ham, var den Anklagede kommen styrtende ud fra Huset med en Kniv i Haanden og havde hugget løs paa Fuchert. Vidnet flygtede saa bort.
Skriver paa Grøngaard Ruperti var kommen til Stede og havde set, at den Anklagede havde stukket Skrædderen. Müller havde grebet denne i Brystet med den venstre Haand og hugget til med Kniven med den højre. Da Vidnet senere talte med den Anklagede, havde han sagt:
Hvis jeg straks havde haft Kniven ved Haanden, skulde jeg nok have skaaret Skrædderens Strube over!" Den Anklagede havde været ophidset.
Det samme stadfæstede Landbrugselev Hingst fra Grøngaard. Denne havde den 4. September, to Dage efter, fundet Skrædder Fucherts Lig ved en Vej i Grøngaards umiddelbare Nærhed.
Til Gendarm Schilling havde den Anklagede senere ved Forhøret sagt, at det gjorde ham ondt for ham selv, at han havde stukket Fuchert ihjel, men ikke det mindste for den dræbte Skrædder. Han havde slet ikke talt om, at Skrædderen havde slaaet ham med en Kæp.
Kredsfysikus, Dr Horn og Dr. med. Castens af Tønder var tilkaldte som Sagkyndige.
Derefter forelagdes der de Edsvorne følgende to Spørgsmaal: 1) Er den anklagede Tjenestekarl Ernst Otto Müller skyldig i med Forsæt med en Kniv at have tilføjet Skrædder Justus Fuchert el Saar, der har haft Døden til Følge, og 2) er der formildende Omstændigheder til Stede.
Statsadvokaten udtalte, at de Edsvorne maatte kende den Anklagede skyldig. Den Anklagede paastod, at han havde handlet i Nødværge, og hvis dette var rigtigt, maatte han frikendes. Der kunde dog ikke være Tale om Nødværge, da den Anklagede havde revet sig løs fra Skrædderen, var løben ind i Huset der havde taget Brødkniven og saa var styrtet hen til Skrædderen, der stod med Ryggen til ham og rolig talte med en anden Karl. For man kunde tale om Nødværge, maatte der, umiddelbart før han stak, være øvet et Angreb mod ham, som han maatte afværge for at frelse sig selv; men det var ikke sket her. Derimod troede han nok at der kunde indrømmes den Anklagede formildende Omstændigheder, han var endnu kun 19 Aar gammel og ikke tidligere straffet. Desuden vilde det maaske have en heldigere Indflydelse paa hans Fremtid, hvis han kom i Fængsel i Stedet for i Tugthuset.
Forsvareren, Sagfører Scheffer var af en anden Mening. Hun udtalte, at den Anklagede havde handlet af Nødværge. Han var bleven opfordret til at holde Ro paa Gaarden og havde saaledes Ret til at bebrejde de to Karle, at de lavede Spektakel med Pigerne. Ejeren af Gaarden havde oven i Købet sagt til ham, at han skulde vise dem bort fra Gaarden, naar de kom berusede hjem og gjorde Støj. Og saa havde Karlene gennembanket ham i Steden for at efterkomme hans Opfordring om at holde Ro. Det var ved et rent Ulykkestilfælde, at den Anklagedes Stik havde medført Døden for Skrædderen. De Edsvorne burde kende ham for ikke-skyldig.
Endnu en Gang holdt Statsadvokaten en længere Tale for at paavise, at der her ikke kunde være Tale om Nødværge i Lovens Forstand.
Den Anklagede bad om Frifindelse.
De Edsvornes Kendelse løb paa: 1) Nej.
Dommen lød derfor paa Frifindelse, hvorefter den anklagede Müller straks sattes paa fri Fod.
(Hejmdal 18. oktober 1900)
Grøngård ligger mellem Lydersholm og Jejsing. I dag er den privat beboet.
Drabet Paa Grøngaard.
Den Frifindelsesdom, som Edsvorneretten i Flensborg forleden Dag fældede over Drabsmanden fra Grøngaard, vil sikkert nok vække Opsigt i den juridiske Verden, skriver "Vestslesvigsk Tidende". Den er i hvert Fald skikket til at give et vægtigt Bidrag til de Grunde, som taler imod Nævningeretternes hensigtsmæssighed. Og det skal ikke nægtes, at den foreliggende Dom giver Anledning til at dvæle ved de Misligheder, som klæber ved at sætte Lægmænd til Doms over Sager, hvor et indviklet juridisk Begreb som Nødværgeretten spiller en saa fremragende Rolle som i nærværende Sag.
Thi selv om det ikke fremgaar af Forhandlinger, at Retten har bygget sin Frifindelse paa Nødværgeretten, saa maa dette anses for utvivlsomt. Unægtelig tager Formuleringen af det første Spørgsmaal til de Edsvorne sig lidt underlig ud; der spørges: "Er den Anklagede skyldig i med Forsæt med en Kniv at have tilføjet Fuchert et Saar, der har haft Døden til Følge?'
Her synes man at lægge Vægten paa Forsæt eller Uagtsomhed, medens jo aabenbart Sagens Afgørelse hviler udelukkende paa Nødværgerettens Tilstedeværelse eller ikke-Tilstedeværelse i Handlingens Øjeblik. Om Forsættet kan der jo ikke være mindste Gran af Tvivl: Naar et Menneske løfter Kniv mod en anden og støder til, saa er Mandens Forsæt hævet over enhver Tvivl, og Uagtsomhedsbegrebet er udelukket. Hvorvidt vedkommende tillige har haft det Forsæt at dræbe Manden, er jo uvist, men dette kommer jo først i Betragtning i anden Række.
I Virkeligheden kunde Frifindelsesdommen heller ikke bygges paa Benægtelsen af dette Spørgsmaal alene; thi selv om Drabet var uforsætligt, saa var Knivstikket det i alt Fald ikke, og den Anklagede maatte i hvert Fald straffes for Mishandling og uagtsomt Drab.
Skønt man har ondt ved at værge sig mod en Mistanke om, at enten Spørgsmaalet eller Svaret er blevet misforstaaet, saa kan man ikke være i Tvivl om, at det er Nødværgeretten, der danner Grundlaget for Kendelsen. Noget andet er ligefrem en Umulighed. Opklares kan dette jo ikke, da de Edsvorne ikke maa begrunde deres Kendelse, men kun udsige deres: "Skyldig" eller "Ikke skyldig", og i sidste Tilfælde er der intet andet at gøre for Dommerne end at løslade den Anklagede. I første Tilfælde fastsætte de hans Straffemaal.
Spørger man da, om der i den paa gældende Sag foreligger Omstændigheder, som berettiger til Antagelsen af Nødværgeretten, saa maa man svare med et bestemt Nej.
Det kan stundom være vanskeligt, selv for Retslærde, al blive enig om, hvor vidt Nødværgebegrebet kan anvendes. For nogle Aar siden blev der af Landretten i Flensborg forhandlet en Sag mod en Møllersvend i Abild ved Tønder, sigtet for grov Mishandling. Det var ligeledes en Knivaffære, og de faktiske Omstændigheder var, saa vidt mindes, disse: Møllersvenden havde siddet i Kroen og drukket, tillige med andre fra Byen, blandt andre en Skolelærer, som han kom i Klammeri med og rev ned af Stolen; han var dog nok bleven drillet adskilligt i Forvejen, i det man havde spist hans Smørrebrød, naar han var ude osv. Da han vilde forlade Kroen og var meget drukken, blev han uden for Kroen overfalden af de andre, som passede ham op, og Møllersvenden greb da i Raseriet sin Kniv og tilføjede et Par flere Knivstik, hvoraf dog ingen dør dødelige. Denne Mand blev overfalden, og for at værge sig, greb han til det farlige Vaaben. Møllersvenden blev af Retten idømt 4 Aars Fængsel, og der var ikke Tale om Nødværgeretten i dette Tilfælde.
Og hvorledes er nu Forholdet i Drabssagen paa Grøngaard? To drukne Tjenestekarle er uartige; en Medtjener, som skal holde Orden paa Gaarden og som er ædru, bliver angreben og faar Prygl. Han løber fra dem ind i Huset, og han bliver ikke forfulgt. For at hævne sig griber han en lang Slagterkniv, fører ud og dræber sin Mand. Ganske vist, han er i Affekt, maaske ophidset i den Grad, at han ikke er sig selv mægtig, en Kendsgerning, der kan virke som formildende Omstændighed. Men Nødværge I dette Forhold er der formentlig ikke det mindste, der taler for Nødværgerettens Anvendelse. Ja, hvis han under Overfaldet havde grebet sin Lommekniv og værget sig, kunde der maaske være Tale derom, skønt han næppe lelo under Overfaldet kunde mene at være i umiddelbar Livsfare, da der jo var Folk i Nærheden. Men efter at han er undløben og ikke bliver forfulgt, men griber et meget farligt Vaaben og farer ud for at hævne sig, kan der ordentligvis ikke mere være Tale om Nødværge.
Hvorledes man end vejer og drejer Sagen, bliver det for Uindviede en Gaade, hvordan en saa uhyggelig Gerning som den foreliggende kunde gaa Ram forbi for en Domstol. Hvor bliver Respekten for Menneskeliv af, naar en slig Gerning kan øves ustraffet.
Videant consules - ser til, at den almindelige Retsbevidsthed ikke lider Skade!
Nemo.
(Hejmdal 23. oktober 1900).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar