Istedkirken. (Efterskrift til Politivennen)

Grundstenen lægges.

(Flensb. Av.)

Saa oprandt den store Dag med Graavejr og Blæst, der hvirvlede Støvet hen ad Landevejen. Ved Middagstid trak Skydækket bort, og Solen kom frem; det var stikkende varmt.

Paa Landevejen Flensborg-Slesvig slæbte nogle enlige Hjulryttere sig frem. Det første Festtegn saas ved Gamle eller Sender Skovkro, hvor der vajede et Flag i Haven. Længere Syd paa var der flere Flag, til Eksempel i Stenderupaa og ved en Del enlige Huse og Gaarde i Nærheden af landevejen. Der saas dog ogsaa en enkelt Stang uden Flag.

Ved Helligbæk Kro var der rejst en Æresport over Vejen, og nu kunde man ogsaa skimte Festpladsen langt forude med Masser af Flag. Nede til Venstre laa Isted By, der i Forventning om talrigt Besøg heller ikke havde sparet paa Flagene.

Nu ophører ogsaa Landevejen al være forladt og ubefærdet. En Del Vogne ruller hen ad den, og der ses Flokke af Fodgængere. Deres Tal øges, alt som Fest pladsen rykker nærmere. Ud for hver Gaard og hvert Hus ved Vejen er der slaaet en Plakat op paa et Træ eller en Tavle: "Gæstgiveri og Staldrum", "Ridehjuls-Opbevaring", "Vognpark" osv. Der lod til at være ganske god Søgning. I en af "Vognparkerne" stod Vogne og Heste i lange Rækker.

Ved Festmarken er der Travlhed og Liv. Nord og Syd fra, fra Gammellund- og Istedvejen strømmer Folk til, og der er allerede mange, skønt Klokken kun er 1.

Kæmpehøjen ved Markens Nordside er sort af Mennesker, og de staar i tætte Rækker hele Festpladsen rundt paa og ved Volden. Beredne Gendarmer farer rundt paa Marken for at holde Folk borte, saa der er Plads til Veteranerne. Og paa Vejene rundt omkring er der fuldt af Folk. Tilstrømningen maa aabenbart tælles til flere Tusender. Maaske det kan synes underligt, at der kom saa mange; men der er Folk omtrent fra hele Angel og Egnen Vest for, fra Flensborg og især fra Slesvig, som kun ligger rigelig en Mil borte, foruden at der er trommet Veteraner sammen fra alle tre Hertugdømmer.

Ved Totiden istemmer omsider et Musikkorps "Vor Gud han er saa fast en Borg", og en Del synger med. Det gaar trevent. En opstillet Fonograf begynder allerede at snurre oppe paa Taget, Salmen skat ogsaa med.

Der synges og spilles kun et Vers. 

Saa gaar op paa Talerstolen Hr. Landretsraad Ahlefeld fra Flensborg, Formand i Komiteen for Rejsningen af en "slesvig-holstensk" Mindekirke. Landretsraaden, der er i Kjole og sort Slips, bestræber sig for at tale langsomt, højt og tydelig. I den stærke Blæst, der faar Flagene over hans Hoved til at smælde, kan hans Stemme dog ikke naa ud til alle. Hr. Ahlefeld udtaler :

Jeg har den Ære i Komiteens Navn at byde Dem Velkommen. Æren for, at vi har kunnet samles her i Dag, tilkommer vel en Højere, men vi vil dog sige Tak til alle dem, der hjalp os saa vidt. Efter at Byggefonden nu i Hovedsagen er samlet, er det vor Opgave at bære Omsorg for Kirkens Udsmykning. Jeg er da i Stand til at kunne takke en Kammerat i Altona, som nu desværre er syg, for, at han har givet Sølv-Alterkar, og vi vil bede om, at ogsaa andre vil følge dette Eksempel.

Vi er saa meget mere taknemmelige, som det er os velbekendt, at vort Foretagende ikke overalt har fundet almindelig Samstemning.

Der er blevet sagt, at vi paa en Slagmark, hvor vi har tabt et Slag, vil rejse et Sejersmindesmærke. Vi har alvorlig overvejet Sagen, inden vi skred til dens Udførelse. Og den Kirke, vi bygger, skal jo heller ikke være et Sejerstegn, men et Sted for Mindet og Taknemmeligheden; der skal ikke lyde Jubel og Sejershymner.

Om det Slag, der udkæmpedes her, siges rigtignok, at det var tabt, men jeg hævder, at taktisk og strategisk var det ikke tabt, det vil De, mine Herrer, de gamle Veteraner, der her er til Stede, tilfulde kunne bekræfte. (Bravo.) Maaske det politisk set var tabt, og mon Enden var bleven anderledes, hvis det ikke var tabt i politisk Henseende? Jeg maa ubetinget svare Nej! 

Slagets Betydning ligger et helt andet Sled. Det var et Vidnesbyrd om en storartet Kraftudvikling fra det Forenede Slesvig-Holstens Side, som vilde forsvare en retfærdig Sag. Med en kun lidt øvet Hær under lidet paalidelig Ledelse, med halvt tomme Kasser og imod Stormagternes Vilje blev den heltemodige Beslutning laget og udført i Aarene 1848, 48 og 50, indtil vi naaede Højdepunktet i Slaget her ved Isted. Det er om denne betydningsfulde Tid, Kirken skal minde med sit Dobbelttaarn pegende mod Himlen.

Der er ogsaa sagt, at vi drev Partikularisme, at Slesvigholstenerne vilde have noget for sig selv, men dette er berettiget, og som Vidne herfor har jeg en af Nutidens berømteste Politikere, afdøde Fyrst Bismarck. Han sagde i Rigsdagen: Har vi først faaet Tyskland i Sadelen, skal det nok kunne ride. Han erkendte, at Begyndelsen til Tysklands Storhed ligger hos os.

Men i denne Partikularisme ligger dens egen Begrænsning. Over denne vil vi ikke glemme den større Nutid, og vi vil ikke begynde, for vi ogsaa har givet Udtryk for vor Taknemmelighed til det store Tyskland, som enig strækker sig fra Rhinen til Weichsel, fra Alperne til Kongeaaen, i det Raab: Hans Majestæt Kejser Vilhelm den Anden leve! Hurra!

Der spilles derefter "Heil dir im Siegerkranz", og imens affyres en halv Snes Kanonskud.

Langsomt stiger Biskop Kaftan nu paa Tribunen. Han er i sædvanlig Præstekiole, bærer Briller og har paa Brystet det store Sølv Embedskors og en tysk Orden. Han taler noget hurtigere end Hr. Ahlefeld og høres maaske næppe saa langt borte:

Kære Kristne og Trosfæller! Vi er samlede her for at lægge Grundstenen til en Kirke, som savnes i vid Omkreds. Den er et Led i Bestræbelserne for al bygge flere Kirker i store Sogne.

Denne Kirke faar dog sit Præg af, at den er bygget her paa Slagmarken, den skal være en Mindekirke. Naar en Gang den skal indvies, vil det være Tid at forklare, hvad i Grunden en Kirke er og hvilken Betydning den har. Nu, da Grundstenen lægges, kan vi nok dvæle ved dens Præg som Mindekirke.

Jeg vil her i denne Forbindelse nævne Ord et i Salomo Ordsprog Kapitel 10, syvende Vers: En Retfærdigs Ihukommelse er til Velsignelse, men de Ugudeliges Navn skal raadne.

Dette kan ogsaa passe her. Det drejer sig om Ihukommelse af tunge Tider, Kampens Tider, men det Værk, vi driver her, er Fredens. Isted minder os om Kampen om vort elskede havomslyngede Slesvig-Holsten, som Tyskere og Danskere har følt ikke alene for 60 Aar siden, men i Aarhundreder.

Hvad der nu ophidser Sindene i Nordslesvig, er Efterveer. Her rundt omkring, i Syd og Nord, Øst og Vest er Kampen til Ende. Vi mindes en Kamp, der er afsluttet. Hvad vi gør nu, er et Pietetens Værk. For det, der er levende i Sjælene, vil vi give pietetfuldt Udtryk, i det vi bygger en Kirke.

Hvorfor skal der rejses en Kirke til Minde om Slaget ved Isted? Histovre paa Højen staar Mindesmærket, rejst af trofaste Hænder. Hvorfor skal der saa ogsaa en Kirke til? Det skal være en Bekendelse.

Hvor to Nationer strides med hinanden, strides ikke alene forskellige Interesser, Meninger og Retsanskuelser, nej noget langt mere, og begge Parter kæmper for deres Overbevisning. - Der gives rigtignok lavere stemte Sjæle som søger at tilskrive Modstanderne deres eget Sindelag, og der savnes ikke Folk, som hober Skændsel paa Skændsel paa dem, der stred her for deres gode Sag; de omkredser deres Grave med sædelige Mistænkeliggørelser.

Den Kamp, de førte, har de ført som de Retfærdige, ikke for den enkeltes Mening, men for hele Folkets Sag. Jeg kan sige, at vore Fædre ikke kæmpede i Utroskab, men i Troskab, ikke med tvivlende Samvittighed, men med Blikket vendt op til Vorherre.

Det er den Bekendelse, der ligger i Kirkebygningen. Men vi lægger ikke alene en Bekendelse, men ogsaa en Tak ind deri. Isteddagen var ikke alene en Kampens Dag, men ogsaa en Sorgens og Taarernes Dag. I Øst og Vest, Syd og Nord blev der grædt mange Taarer, og den lagde ogsaa en dyb Skygge over vor Ungdom.

Og paa Isteds Mark rejser vi en Takkekirke? Ja, hvad der den Gang syntes at skulle slaa fejl, det er nu opnaaet alligevel. Alle vilde, at Slesvig Holsten skulde forblive sammen til evige Tider udelt; nu vel, dette er naaet; fast indføjet i Hohenzollernes Rige er vort Land blevet, hvad der var vor Ungdoms Længsel.

Uden det Offer fra Isted, uden Slesvig-Holstens Optræden med Dødsforagt for dets egen Sag, vilde vi trods al politisk Indgriben ikke have opnaaet det, vi nu har naaet.

Ja, vi er Mennesker og ser kun, hvad vi har for Øje; den Almægtige har ledet Begivenhederne, og vi eftersporer de sammenslyngede Traade. Men vi har ikke Ret til overalt at søge Aarsag og Virkning. I Historiens Dybder ligger den Almægtiges Tanker.

Vi taler ikke som Hedninger om en tysk Gud, lige saa lidt som der kan tales om en dansk Gud. Men Gud er ogsaa vor. Ogsaa dette Værk gik igennem en Historie af Synd, men hvad der blev, det blev af Gud.

Og deri, at vi bygger en Kirke, ligger der ikke alene Bekendelse og Taknemmelighed, men ogsaa Løfte og Bøn.

At vi rejser en Kirke ved Siden af et Mindesmærke om Slaget, deri ligger det Løfte, at vi vil grunde vort Folks Liv i Tingenes dybeste Grund, i Gud.

Der var før et gudfrygtigt Folk imellem Kongeaaen og Elben. Saaledes skal det blive. Den Gud, der var vore Fædres Trøst, skal være vor Fremtids Styrke.

Men Løftet bliver til Bøn. (Biskoppen bøjer Hovedet og slutter med en Bøn, hvis sidste Ord lyder) Vær ogsaa os naadig, velsign vort hele Fædreland, vor Konge, vor Dronning, velsign Kejser og Rige Amen!

- Den følgende Taler var mindre godt forstaaelig. Arkitekt Wimkler fra Altona, der oplæste det Dokument, som skulde nedlægges under Grundstenen. Det var skrevet paa Pergament, og foruden det skulde der nedlægges en Bibel, en Salmebog, nogle ny og gamle Mønter, deriblandt en Søsling og en Trepenning.

Nu foregaar selve Grundstensnedlæggelsen.

Kun de Nærmeststaaende kunde se, hvad der foregaar, men man kan slutte sig til det. Der høres enkelte Hammerslag og et afbrudt Ord, blandt andet med en kraftig Røst: Up ewig ungedeelt!

Saa gaar Bispen igen op paa Talerstolen og beder en Bøn, som slutter med Fadervor, og lyser dernæst Velsignelsen.

Musikken spiller: Nu takker alle Gud!

Saa lyder der Kanonskud, og nu kommer der Røre i Folk; de fleste arbejder sig ud i "fri Luft"; de har været nær ved at kvæles i Trængselen og faaet saare lidt godt af Talerne.

Ved Grundstenen trænger dog en tæt Klynge sig sammen. Der staar en af Mursvendene og murer den flade Slen fast. Ved Siden af ham staar en Kalkbalje med en Grandslyngning om. To andre Murere staar en paa hver Side med et opløftet Vinkeljern i Haanden for at holde Folk borte.

(Heimdal 26. juli 1900).

Kirken blev indviet den 25. juli 1903 under overværelse af tyske embedsmænd. Mens den på tysk blev betegnet Gedächtnisskirche (mindekirke), kaldte flere danske aviser den Nederlagskirken, enkelte Oprørskirken og beskrev den mestendels som ualmindelig uskøn. Postkort gengiver kirken med højt skib tårn og to spir, ikke ulig flere af de kirker som Kirkefonden i Danmark opførte på samme tidspunkt. Den blev (i lighed med flere andre samtidige kirker) opført meget lemfældigt, og allerede i 1904 begyndte de første bygningsskader at vise sig. Den var efter adskillige reparationer i 1950'erne så faldefærdig at den blev nedrevet og en ny opført i 1956 der ikke har megen lighed med den nedrevne.