Droskekuskene og Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Politiinspektør Th. Petersen om Sagen.

Automobiler.

I Anledning af det af kjøbenhavnske Droskekuske afholdte Protestmøde mod Politiet henvendte vi os til Politiinspektør Th. Petersen og tad ham udtale sin Mening om de Forhold, som vare under Debat ved dette Møde.

Politiinspektøren siger:

De fleste kjøbenhavnske Droskekuske ere skikkelige Mennesker, som det er meget let at komme ud af vel med. Der findes i denne Befolkningsklasse, som i alle andre, urolige Elementer, og det er fra dem Misfornøjelsen og Spektaklet udgaar. Der findes blandt Droskekuskene Folk, der beruse sig hyppig; selv om de ikke ere saa drukne, at man ligefrem maa tage Kjøretøjet fra dem og sætte dem i  Detentionslokale, hvad der hænder, saa ere de dog saa ophedede af Spiritus, at de kjøre uforsvarlig og blive grove baade overfor Politiet og Publikum. Naturligvis er det i disse Tilfælde Politiets Pligt at skride ind, ikke mindst af Hensyn til Publikums Sikkerhed. Vi tage aldrig Kjøretilladelsen fra en Kusk, uden at han har været mulkteret og advaret adskillige Gange og i det Hele gjort sig skyldig i de groveste Forseelser mod Reglementet.

De beklage sig over Mangel paa MedhoId fra Politiets Side i Tilfælde af Uenighed mellem dem og Publikum. Det er en Ting, som jeg har forsøgt paa at gjøre dem indlysende atter og atter, at Politiet ikke kan blande sig i disse Stridigheder, selv om Kuskene have den mest aabenbare Ret. Vi have ingen som helst Midler til at tvinge Publikum til at afgjøre den Slags Sager i Mindelighed, der er ikke Andet for, end at Kuskene maa faa deres Tilgodehavende ved Søgsmaal.

Men, som jeg altid fremhæver for dem de kunne jo bruge deres Ret til at tage Forudbetaling, naar som helst de have Lyst, saa undgaaes al Tvist mellem dem og Publikum om Betalingen.

De indvende herimod, at Publikum ikke vil finde sig i denne mistænksomme Forudopkrævning; jeg er ganske vis paa, at hvis de bleve enige om aldrig at køre, før de havde faaet Kiørepengene, vilde Publikum meget hurtig falde til Føje.

Saa er der de gule Dragter. Det er et meget stærkt og holdbart Stof, det blev i sin Tid almindelig brugt til at betrække Vognsæder med, og er næsten uopslideligt. Det har den store Fordel, at Kuskene ere kjendelige paa lang Afstand, hvad der er en af Hovedgrundene til, at man ikke valgte et mørkt Stof. Grønt er vel ikke meget kjønnere, og Rødt kunde man ikke tage af Hensyn til de kongelige Kuskes Liberi.

At de hellere ville have mørkt kan jeg godt forstaa. Snavs og Pletter sees mindre end paa det lyse Stof og vi stille jo unægtelig den Fordring til vore Kuske, at de skulle se nogenlunde anstændige ud.

Jeg veed ikke, hvorfor vore Kuske ikke kunme kjøre med den Slags Hatte, som Kuskene i Berllin og Paris uden Spor af Indvendinger finde sig i.

Forbudet mod at ryge Tobak paa Bukken er nøje Overensstemmelse med, hvad vi herhjemme anse for at høre med til almindelig Velanstændighed.

Paa et Punkt kan jeg samstemme med Kuskene af mit ganske Hjerte, det er i deres Ønske om at faa nedsat en Voldgift til at bedømme om Vognene og Hestene er præsentable eller ej.

Bare de vilde, saa slipper jeg for al Ulejligheden og Ansvaret.

To Gange om Ugen maa jeg efterse et halvt hundrede Drosker med Bespænding, det er ikke noget ganske ringe Arbeide.

Det er jo dog aldeles taabeligt at antage, at jeg for min Fornøjelses Skyld eller for at vise Kuskene, hvilken "uhyre Magt", jeg har, skulde paatale imaginær Uorden og Forsømmelighed.

Om de ville være bedre hjulpne med en Voldgift er tvivlsomt.

Det har forøvrigt været forsøgt en Gang. Det var en teknisk Voldgift, og teknisk maa den jo være bestaaende af Vognfabrikanter, Karet- og Hjulmagere. Aldrig har der vist været saa mange Klager over Partiskhed. De Herrer Fabrikanter dømte nemlig ikke efter Vognenes Udseende, men efter de Steder, hvor Kuskene fik deres Seletøj og fik Vognene reparerede. Det hændte den Gang ofte, naar en Dommer skarpt paatalte Uordenen ved et Kiøretøj, at Kusken anførte til sit Forsvar "Men den kommer jo lige fra deres Værksted, Hr. Fabrikant"; og ved nøjere Eftersyn syntes Dommeren jo heller ikke, at den var saa slem.

Hertil komme, at en Voldgift ikke vilde blive helt billig. Der er naturligvis Ingen, som gratis vil paatage sig det Stykke Arbeide, og der er heller Ingen til at betale den, undtagen de gode Kuske selv.

Men som sagt for min Skyld hellere end gierne. Vi benytte Lejligheden til at spørge Potitiinspektøren, om Politiets Stilling til den overalt opdukkende Automobil.

Inspektøren siger hertil.

Jeg staaer netop i Færd med at skulle foretage en Prøvetur med en af disse Benzinvogne. Efter min Mening staa de danske endnu langt fra paa Høide med, hvad der fabrikeres i Udlandet. Jeg tror ikke, at de i en nær Fremtid ville blive noget Almindeligt Befordringsmiddel i den offentlige Trafik. Foreløbig existerer der kun private Automobiler.

Skulde nogen Vognmand imidlertid ønske at benytte dem i Stedet for Drosker, forlanger jeg først og fremmest, at Kusken aflægger en Prøve for mig. Den maa tilfulde godtgiøre hans Styrefærdighed. Formodentlig ville de blive forsynede med Taxametre og Taxameterne ville blive ganske som Droskernes. Det vil ikke blive tilladt at kjøre hurtigere med Antomobil i Byens Gader end i almindelig |ævn Fart.

En Automobil koster ca. 3000 Kr., læg hertil Reparationer og Driftsomkostniger, tag vore lave Taxter i Forhold til Udlandets i Betragtning, og man vil forstaa, at det vil vare en rum Tid endnu, inden de afløse Droskerne paa Kjøbenhavns Gader.

Langt hurtigere vil det blive almindeligt, at Vognmænd anskaffe sig Automobilvogne og leje dem ud privat til en Betaling, der er nærmere den, som erlægges for Landauere og Char-a-banes end for en almindelig Drosketur.

Det har jeg heldigvis ikke Noget at giøre med i hvert Fald ikke, før de begynde at kjøre Folk over.

(Nationaltidende 2. august 1900).

Ukendt fotograf: Vesterbrogade, Frihedsstøtten, ved Vesterbros Passage, til højre Panoptikons kuppel. Udsnit. 1890-1899. Det kongelige Bibliotek.

I 1900 var der under 50 automobiler i Danmark. Først efter 1910 oversteg antallet 1.000. De første motoriserede drosker kom i  1902 på Frederiksberg. De cirka 400 hestedrosker beroligede sig med at de var upålidelige og ofte gik i stykker. I 1903 blev der givet tilladelse af Københavns Kommune til motoriserede drosker. I 1908 stiftedes Taxamotorkompagniet med 35 topmoderne Renault-drosker. I 1909 stiftede en række selvstændige vognmænd "Foreningen for 4-cylindrede Automobiler”, senere "Autotaxa” der i 1910 havde Autotaxa 63 vognmænd med i alt 90 motordrosker og egen telefoncentral. I 1921 blev de to lagt sammen under navnet Droske-Centralen Taxa.