Præsteskandale . (Efterskrift til Politivennen)

"Social-Demokraten"s Funktionærer fordømmes.

Caroline Nielsens Begravelse.

Vor gamle Partifælle, "Social-Demokraten"s Bud Caroline Nielsen blev begravet i Søndags paa Vestre Kirkegaard, og Begravelsen foregik under stor Tilslutning fra Partifællernes og hendes Kollegers Side.

En Masse smukke Kranse var henlagte paa Kisten, deriblandt flere fra de Folk, som hun havde bragt vort Blad. Af de signerede Kranse nævner vi følgende: Fra "Socialdemokratisk Forbund", "Social-Demokraten"s Ekspedition, "Social-Demokraten"s Bude, "Social-Demokraten"s Trykkeripersonale, Beboerne Ny Halmtorv 22, "Illustreret Familje-Journal"s Bude og Kontorpersonale samt fra Kuskene paa Hovedbrandstationen.

Fanerne fra "Socialdemokratisk Forbund" og fra Bladbudenes Organisation var opstillede ved Siden af Kisten, og Kapellet var fyldt med den Afdødes Venner, da Præsten, With, holdt sin Tale og gjorde den Handling, der skulde være højtidelig, til en forargelig Skandale.

Præsien talte om hendes trofaste Arbejde i de seksten Aar, hun havde været knyttet til "Social-Demokraten". Han vidste, at hun havde været hjælpsom, hun kunde dele sine fattige Smuler med dem, der var i Trang, men spurgte nogen om, hvorledes hun havde det med Gud, saa sagde hun: "Jeg tror paa Gud, ske hvad der vil." Dette regnede Præsten imidlertid ikke for at være nok, og han fandt nu Anledning til at kaste sig over "Social-Demokraten" og dens Personale med en Del Uforskammetheder. Han endte dette sit Udfald med at sige: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre."

Disse Uforskammetheder fra Præstens Side fremkaldte stærk Larm blandt Tilhørerne. Adskillige af den Afdødes Kammerater forlod i høj Grad forargede Kapellet under Præstens uforskammede Tale, og det var ikke Præstens Skyld, at Skandalen ikke blev større end Tilfældet var.

I sit blinde Had til vort Blad og vor Sag, og formodentlig ledet af Ønsket om at blive populær og velset i de højere Kredse, fra hvilke Embeder, Kors og Stjærner uddeles, benytter denne Præst sig af Kapellets Ukrænkelighed, og lover de flittige, ærlige Arbejdere en forfærdelig Dom.

Det er Præsternes Virksomhed at være Sjælesørgere, dem, der skal bringe Trøst til de Efterlevende, tale mildt og formanende, og der staar skrevet "Dømmer ikke". Men Præsterne optræder Gang efter Gang som Dommere, Gang efter Gang vækker de Forargelse ved deres hadefulde Taler og Udfald imod Afdødes Venner og Kammerater, og dermed undergraver de deres egen Stilling. Tillidsforholdet til den store Del af Befolkningen bortfalder, tilbage bliver for Præsterne dem, som de nu lefler for, de saakaldte Samfundsstøtter. Lad dem da beholde dette Publikum og lad os blive fri for slige pinlige Optrin, som det, der i Søndags fandt Sted ved vor gamle Partifælles Begravelse.

(Social-Demokraten 23. oktober 1900).