En Kvinde er død, om hvis Navn i en Periode stod stor Kamp, der fordi hun - som for Resten altid sit Liv - vilde Fremskridt og Frigørelse.
I en Alder af kun 43 Aar er Christen Bergs næstældste Datter, Højskoleforstander Kristensen-Randers' Hustru, død i Gaar Formiddag efter en Livsgerning, som ville være en Mand værdig, og efter mange Aars Svaghed, som hun ikke blot var med Taalmod, men paa alle Maader søgte at skjule, fordi hun vilde sine Omgivelser Glæde, saa vidt det stod til hende.
Sorn ganske ung Pige kom Nanna Berg i Berøring med Datidens Venstrepolitikere og alle de paa Kunstens, Literaturens og det økonomiske Livs Ornraader indflydelsesrige Mænd, der samledes omkring Christen Berg. Samtidig med at hun studerede Jura, bestyrede hun nemlig Faderens Hus herinde i Hovedstaden. Det var et roligt, muntert og i høj Grad indholdsrigt Liv, den unge Pige levede i disse sine første Studereaar.
Men strax efter Examen kom Kampene, og den glade unge Dame viste sig nu som en Kvinde med en Kraft, en Holdning og en Idé, der aftvang den dybeste Respekt. Hun var Danmarks første kvindelige Jurist, men det var ikke honnet Ambition, der havde faaet hende til at ofre sin Tid paa noget saa absurd, som det den Gang var at studere - tilmed Jura - det var et alvorligt Forsøg paa at tilkæmpe sig og sine Kønsfæller et nyt Omraade for Virksomhed.
Som Sagførerfuldmægtig hos Svend Høgsbro blev Frøken Nanna Berg af Justitiarius i Overretten nægtet Tilladelse til at møde i Retten. Hun anlagde Sag imod Justitiarius, og under stor Opmærksomhed faldt langt om længe Højesteretsdommen, der gav Justitiarius Ret.
Forsøget var gjort. Men havde denne Nanna Bergs Kamp for at aabne nye Muligheder for hendes Kønsfæller end ikke baaret de Frugter, hun tilsigtede, saa opnaaede hun imidlertid ved den Række juridiske Foredrag, som hun derefter holdt rundt om i Landet, fortrinsvis paa Højskolerne, at vække mangfoldige Kvinder til Forstaaelse af deres Retsstilling og forstod at indgive dem den Sans for Deltagelse i det offentlige Livs Foreteelser, som de endnu for en Snes Aar siden i vide Kredse savnede i altfor høj Grad.
Under denne Foredragsvirksomhed havde hun gjort Bekendtskab med den unge Forstander for Ollerup Højskole, og ikke lang Tid efter rykkede Bergs Datter ind paa Højskolen som Kristensen-Randers' Hustru.
Det er altsaa her, i Sydfyns mest smilende smukke Natur, i en Virksomhed, hvor hun i rigt Maal kunde faa Brug for sin dybe Kærlighed til unge, sin varme Interesse for deres Udvikling og sin Sans for Fremskridt og Frigørelse, at hun har levet den sidste Snes Aar at sit indholdsrige Liv.
Alle, der har været Gæst paa Ollerup Højskole - saaledes som den, der skriver disse Linjer, baade ved Efteraarsmoder og andre Lejligheder - vil bevare de smukkeste Minder om disse Besøg, om Skolen, frit og højt beliggende paa en Bakkekam med Udsigt over Marker med levende Hegn og Skove og Havet med Øer og Holme, om Forstanderen med det lyse Smil og Haandtrykket, der gød Varme helt ind i Hjærtet, og om Fru Kristensen-Randers.
Stærkest vil maaske Billedet af Fruen have indprentet sig hos den skarpe Iagttager. For den, der kendte hende, kunde hun ikke - hvor gærne hun vilde - skjule, hvor meget hun led under den eller rettere de Sygdomme, som i de sidste ti Aar gradvis nedbrød hendes Helbred. Allerede i en ung Alder begyndte Fru Kristensen-Randers at lide af Asthma, som tog voldsomt til igennem Aarene, hertil kom senere en Hjærtesygdom, og nu stødte endelig en Nyresygdom til. Ganske heroisk bar hun sine Lidelser. Naar Anfald af Smerter overfaldt hende, skjulte hun sig saa vidt muligt for sine Omgivelser, for først at vise sig, naar hun atter kunde smile.
Lige til det sidste passede hun den store Højskoles Økonomi med beundringsværdig Omhu. Enhver, der har set Skolen, véd, hvor hyggeligt og lyst og venligt Fruen forstod at gøre det for de halvandet Hundrede Elever, der besøgte Skolen. Og samtidig passede hun endda sin Foredragsvirksomhed baade ved sin Mands og andre Højskoler. Højskolefolk over hele Landet vil anerkende hendes store og opofrende Arbejde for Ollerup Højskole, der i mange Aar har været en af Landets største og bedst ledede, og for Højskoletanken i det hele taget.
Endnu forleden Dag laa Fru Kristensen-Randers - hun havde maattet gaa til Sengs for nogen Tid siden - og bandt en Krans til Finansminister Lassens Kiste. Ikke otte Dage efter har Døden indhentet hende selv.
Craal.
(Dannebrog 16. april 1908)
Vedr. sagen om justitiarius, se indslaget Kvinderne og Sagførerloven.
Nanna Kristensen-Randers (3. november 1864 - 15. april 1908) måtte pga faderens mange aktiviteter (fx Morgenbladet og De Bergske Blade, "Venstrehøvding" i provisorieårene m.v.) tage sig af at passe den børnerige families husførelse. Hjemmet var tillige mødested for faderens politiske meningsfæller og danske og udenlandske kulturpersonligheder. Hun tog forberedelseseksamen ved N. Zahles Skole i 1884.
Hun tog 1887 den juridiske eksamen for ustuderede exam. jur. og blev herefter ansat hos Svend Høgsbro. De juridiske myndigheder afviste imidlertid at hun kunne møde på hans vegne i retten, ligesom en prøvesag om mænds og kvinders ligestilling blev afvist af landsretten og stadfæstet af Højesteret. Dette afskrækkede andre kvinder fra at gøre jura til en karrierevej, Først i 1905 aflagde Henny Magnussen fuld eksamen som cand.jur. og blev 1909 den første danske kvinde, som opnåede bestalling.
Nanna Kristensen-Randers arbejdede bl. a. som faderens privatsekretær, holdt foredrag for Dansk Kvindesamfunds Københavns-kreds på højskoler, lærte hos Charlotte og Gordon Norries elementær sygepleje og nødhjælp og syning hos Johanne Bindesbøll. I 1894 blev hun og ægtefællen ejer af Ollerup Højskole.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar