"Vor Retspleje er den daarligste i Verden".
I Efteraaret afholdt Højesteretssagfører Høgebro et Møde i Forsamlingsbygningcn i Aarhus, og udtalte ved denne Lejlighed bl. a.:
Er der braadne Kar blandt Sagførerne, er der det ogsaa blandt Dommerne. Nogle af Underretsdommerne møder med forudfattede Meninger om Sagerne eller har ikke Ævner til at gennemskue Sagerne. Det hænder, at Dommere søger at løbe rundt med den ene Part og faa den til at forsludre sig for at stemme deres egne private Meninger. Jeg tror, at det vil være heldigt at faa mundtlig Retspleje i Stedet for skriftlig ved Underretterne, som Grundloven foreskriver og Retsreformkommissionen foreslaar.
Efter den ny Retsreform foreslaas i Modsætning til nu, at alle Beviser skal forelægges direkte for Dommerne eller Dommerne skal rejse ud for personlig at undersøge Beviserne, dog indenfor begrænsede Vejlængder.
Vor Retspleje er enestaaende i Verden, det vil sige enestaaende daarlig.
Det er nu Underretsdommeren, paa hvem det hele i Strafferetsplejen hviler, og hvor uheldigt dette er, fremgaar klart af den berygtede Fejøsag, hvor Datter og Moder - dels efter "Beviser" (!) og dels efter "egen Tilstaaelse" (!) - dømtes henholdsvis for Barnemord og Meddelagtighed deri til 5 Aars Forbedringshusarbejde og Livsstraf af Overretten, og Højesteret stadfæstede Dommen. 1½ Aar efter maatte Højesteret tage Sagen op paany, og Datteren blev underkastet en Undersøgelse af Sundhedskollegiet, der som bekendt gav til Resultat, at Datteren aldrig har været frugtsommelig og altsaa heller aldrig har født. Datteren gav efter for underordnede Betjentes Tryk og "bekendte", og Moderens Tilstaaelse fremskyndedes ved Tryk af en "Mælkekur", der dikteredes hende i Arresten erklærede de bagefter. Man ser her, hvilken frygtelig Magt en underordnet Dommer har. Fejødommeren blev erklæret sindssyg, om han var det, skal jeg ikke komme ind paa.
Taleren omtalte endnu den bekendte Kininsag i København som Bevis paa, hvor galt det kan gaa under de nuværende Forhold. Alle de Personer, der var indviklede i Sagen, blev frikendte paa en Kone nær, da de alle kunde bevise, at de var uskyldige, saa snart de blev løsladte og fik Lov at føre Bevis. Dommeren blev erklæret sindssyg, og da han havde været paa Kur, blev han mærkværdigt nok genindsat i sit Embede. Maaske var denne Dommer sindssyg, maaske var det Samvittighedsnag. Nu er han som bekendt død.
Fejlen er, at vore Dommere har altfor megen Magt.
Vore Underretsdommere har altfor stort et Ansvar. Til Bevis derpaa refererede Taleren Lampevejsmordsagen, hvor gamle Schick var mistænkt, "Ruderkongesagen", og Sagen mod den amerikanske Konsul Ryder, hvilken sidste Sag Taleren fra anden Side vidste lige var ved at fremkalde Krig af Amerika mod Danmark. Hvilket frygteligt Ansvar havde den unge Dommer ikke her. En Underdommers Ansvar er saa frygteligt, at det risikerer at gøre sin Mand sindssyg. Schick blev dømt for en anden Trug, der ikke vedkom den Sag, han var anklaget for, og saaledes gik det ikke sjældent i saadanne Tilfælde.
En Dommer kan sætte en Mistænkt i Varetægtsarrest paa ubegrænset Tid. I denne Henseende er en Dommers Myndighed uindskrænket. Medens J. A. Hansen var Redaktør af "Fædrelandet", blev han afkrævet Forklaring for en Artikel, hvad han havde ment med den. Hansen svarede, at det vidste han ikke, da han ikke havde skrevet Artiklen, men alligevel blev han "puttet ned", og selv Højesteret dømte at det var lovligt.
Der anvendes mange utilladelige Midler overfor mistænkte. Der anvendes Lokkemidler, der siges Du til de tiltalte, de æreskældes for Tyv og Kæltring, der anvendes Trusler, alt dette er ikke tilladt. Det vistnok oftest de Underordnede, der anvender disse Midler, for at gøre sig yndet af deres Overordnede, men denne Fremgangsmaade er forkastelig, saa meget mere, som det oftest sker under Venskabs Maske. Det bør aldrig tillades underordnede Betjente at virke for Tilstaaelser.
Den første Betingelse for Anvendelsen af Varetægtsarrest maa være, at der er begaaet en Forbrydelse, hvad ikke al Tid har været Tilfældet, dernæst maa der være Grund for Mistanke og Grund til at antage, at Vedkommende vil flygte eller lægge Raad op med Venner og Bekendte. I saa Tilfælde kan Varetægtsarrest være berettiget, men tror man, at den kun bliver anvendt i disse Tilfælde, tager man fejl. Varetægts-Arresten anvendes desværre altfor ofte med det utilladelige Formaal, at "gøre Folk møre".
Det er en Fejl, at der ikke kan faas Erstatning for Varetægts-Arrest uden at ens Uskyld er fuldstændig bevist. Man kan vanskeligt tænke sig, hvor frygteligt det er at sidde i Varetægts-Arrest paa ubestemt Tid, og være udsat for Dommernes Vilkaarligheder. En Dommer har for to Aar siden sagt til en Varetægts-Arrestant, at han skulde have Lov at sidde til Udgangen af Aar 1900. En Retsbetjent har sagt til en anden Varetægts-Arrestant, at han skulde faa Lov at sidde til han raadnede op. Og har en først tilstaaet, saa er han færdig, saa hedder det som i "andet Kortenspil": Bordet fanger.
Ekstraforplejning i Varetægts-Arrest er lovlig tilladt, nægtes nogen det, er det ulovligt.
Varetægts-Arrestanten har ingen Garanti for at blive retfærdig behandlet, da Dommeren selv fører Retsprotokollen. Værre Humbug skal man lede længe om. Alt er jo hemmeligt i Retten, ja, der sidder ganske vist Retsvidner, men, med Respekt at melde er der sjældent meget ved dem. En Sagfører appellerede en Gang til Retsvidnerne. Dommeren spurgte den ene, Petersen, om han havde hørt noget. Petersens Svar lød: Nej, jeg blander mig aldrig i Rettens Sager. Man har ogsaa Beviser paa, at Retsvidner har attesteret en Løgn.
En tiltalt savner under de nuværende Forhold al anden Garanti end den, der ligger i en Dommers Samvittighedsfuldhed, men den er langt fra al Tid betryggende. Der er ligeledes Eksempel paa, at en Dommer først har læst en Forsvarers Indlæg for en tiltalt, efter at han havde afsagt Dommen!
Taleren kritiserede udførligt Gangen i Strafferetsplejen og afslørede den bundløse Raaddenskab, Retsvæsenet er gennemsyret af. Forhørsdommerens Undersøgelser lægges til Grund gennem alle Instanser, og det er frygteligt. Det hedder nok, at Amtet træffer Beslutning om Tiltale. Jo pyt! Dommeren sender en Seddel med om, hvorledes han vil have det og saaledes bliver det.
Vil vi have noget nyt, maa vi alle gøre os klar over, hvor raaddent det gamle, den nuværende Retspleje er. At vor Retspleje er bundraadden, beviste Taleren ved at nævne en Række Eksempler. Hvad vi maa fordre af en ny Retsreform og som ogsaa Forslaget lyder, er først, at Ansvaret fordeles, saaledes at der bliver en Anklager, en Forsvarer, og Dommeren skal kun være Dommer. Anklageren og Forsvareren skal ikke have Myndighed til at arrestere, det skal kun Dommeren, men han skal være uden Ansvar for Sagens Oplysning. Dernæst skal der forelægges Beviser, men Dommeren skal ikke have noget at gøre med at skaffe Beviserne. Om en mistænkt er skyldig eller ej, skal afgøres af Folket selv, af Nævningerne. Den ny Plan er en Offenlighed eller Mundtlighed i Retsplejen, som Grundloven byder, og Indførelse af Nævninger, det er det, den ny Tid skal bringe.
(Social-Demokraten 10. marts 1900)
Svend Høgsbro blev undervist i N. F. S. Grundtvigs hjem sammen med hans søn Frederik Lange Grundtvig. Han blev cand.jur. 1879, overretssagfører 1881 og højesteretssagfører 1889. Han førte en del sager for socialdemokratiet og venstresindede landboer. Han var rigsdagsstenograf 1873-1895. Han hjalp svogeren Harald Holm med at oprette Københavns højskoleforening 1878.
Han var meget aktiv i forskellige organisationer og bevægelser, bl. a. kvindebevægelsen. Han var juridisk rådgiver for og bestyrelsesmedlem i Dansk kvindesamfund 1884–1900 og som forfatter af Kvinden og Ægteskabet efter gældende dansk Ret (Dansk kvindesamfund 1892), samt på Rigsdagen. Her øvede han indflydelse på at gifte kvinder fik formueretlige ligestilling med ægtemanden 1899 og arbejdede for prostitutionens afskaffelse - der blev ophævet 1906.
Han opstilledes forgæves til folketinget 1887, 1890 og 1892, og valgtes 1895–1909. I 1905 blev han minister for offentlige arbejder. Her stod han bl. a. for loven om genopførelse af Christiansborg slot, loven om indretning af rigsarkivets bygning og jernbaneloven 1908. I 1908-1909 overtog han justitsministerposten. Da han i 1909 støttede de fremskudte forter ved København fik han kritik af radikale og socialdemokrater, og han fik frataget sin kreds.
Han trak sig herefter tilbage for at genopbygge sin sagførerforretning. De tre venstregrupper i 1910 der forenedes i Venstre, støttede hans opstilling i Morsøkredsen, men han døde et par uger før valget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar